Fremione - A secret

Dette er en historie set fra Hermiones synsvinkel. Hun kæmper med at holde de pludselige følelser for Fred tilbage. Men det er svært, når de i en periode lever under samme tag.
Hun forsøger også at opføre sig normalt overfor Ron, for hun ved hvad han føler for hende. Hun kan dog ikke holde det hemmeligt for evigt.
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret og sat titel ind)

14Likes
29Kommentarer
4723Visninger
AA

13. 12. kapitel

Jeg var tidligt oppe den næste morgen. Egentlig havde jeg næsten ikke lukket et øje. Jeg frygtede mit næste møde med Ron og selvom jeg gerne ville se Fred igen, var jeg bange for om natten før havde ødelagt noget.

Jeg gik ned i Storsalen for at spise morgenmad. Jeg var alene ved Gryffindorbordet, men det passede mig fint. Jeg vidste at jeg blev nødt til at få snakket med Ron, jo før jo bedre. Jeg måtte stoppe ham i opholdsstuen, før han nåede ned i Storsalen. Jeg rejste mig fra bordet og gik over mod de dobbelte døre. Pludselig stod jeg lige over for Fred, og vi stirrede bare på hinanden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og det så ud til at han havde det på samme måde. Så gik det på for mig at George og Lee også var der. "Kommer du Fred?" spurgte George. Fred smilede lidt akavet til og gik så med de andre to ind i Storsalen. Jeg gik hen til vindeltrappen og fortsatte op til opholdsstuen. På vejen mødte jeg en masse fra kollegiet, og lige foran den fede dames portræt mødte jeg Harry. Han var ikke sammen med Ron. "Godmorgen" sagde jeg "Godmorgen" svarede Harry. Stilhed. Jeg tænkte på om Ron mon allerede havde fortalt Harry om det? Mit spørgsmål blev hurtigt besvaret. "Jeg ved det godt." sagde han "Jeg kan ikke få ham med nedenunder" han kiggede sig over skulderen mod portræthullet. "Du burde snakke med ham" så gik han. "Caput draconis" sagde jeg, og den fede dame lukkede mig ind i opholdsstuen. Jeg nåede kun lige ind, før Dean og Seamus kom ned fra sovesalen. "Godmorgen" sagde Dean. Jeg smilede til dem. "Hvor mange er der tilbage på jeres sovesal?" spurgte jeg "Kun Ron" svarede Seamus "Men jeg tror ikke han er til at snakke med lige nu. Han lader til at være i dårligt humør" sagde Dean "Jeg ved det" sagde jeg bare og gik over mod døren. Jeg gik hurtigt op ad trappen, men stoppede lige før jeg var helt fremme. Jeg tog en dyb indånding og gik så ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...