Life as Alexis.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 maj 2015
  • Opdateret: 18 aug. 2015
  • Status: Igang
Alexis Blake flytter til en hel ny by med sin nye plejemor. På den nye skole møder hun Tristan, som hurtig bliver interesseret i Alixis. Tristan Collins er skolens 'bad boy', som alle piger falder pladask for. Vil Alexis være en af dem? Eller kan hun modstå hans charme og hans frække smil?

1Likes
0Kommentarer
473Visninger
AA

2. Kapitel 1.

 

Jeg stod uden for skolen, og betragtede den.

Den så vildt gammel, måske 100 år gammel. Det lignede at den kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være, og mase alle de mange elver der var derinde. Livsfarligt man. Jeg vil væde med at alle elvernes oldeforældre har gået på denne skole.   

Jeg betragtede de andre elever der kom gående i små grupper, de grinede og pjattede.  Alle er fremmede. 

Jeg har gået på flere forskellige skoler, og hyar aldrig været før været så nervøs som jeg er nu. 

En høj mørkhåret dreng gik ind i mig, og hev mig ud af mine tanker. Jeg tabte samtidig også min nye iPhone, som jeg havde stået med. "Se dig dig for idiot." mumlede jeg surt.   

Han må have hørt mig, for han vendte sig om og gav mig et smørret smil. Idiot.

Han gik ind på skolen med sine venner, og forsvandt i mængden. Eller ikke helt for de tiltrak alles opmærksomhed, mens de selvsikkert gik med af gangen.

Jeg rystede lidt på hovedet for mig selv. Han kunne da i det mindste have sagt undskyld. 

Jeg bøjede mig ned og samlede forsigtigt mobilen op igen. Jeg turde ikke se på skærmen. Den må bare ikke være gået i stykker allerede, jeg havde højst haft den i en uge. 

Kære gud, lad den ikke være gået i stykker. Jeg vendte den stille om. 

Fuck.

Der var kommet en stor flænge tværs over skærmen. For helved også. Det så typisk mig, jeg er en omvandrende ulykkesmagnet.   

Klokken ringede og de resterende elever der stadig stod udenfor skyndte sig ind. 

Jeg var den sidste der gik ind ad skolens store trædøre. 

Jeg kiggede rundt på de tomme gange. Der var ikke en sjæl at få øje på. Ja sjovt nok fordi de allesammen var til time. Så her stod jeg, uden nogen form for ide om hvor kontoret lå. Og uden noget håb om at kunne spørger nogen om vej.   

Flot Alexis, virkelig flot.   

Og som jeg stod der og ikke vidste hvad jeg nu skulle gøre, kom der en forvirret pige løbende ind på skolen. Hun kiggede rundt med et vildt blik og fik til sidst øje på mig.   

Hun kiggede lidt på mig og begyndte så at grine.  

"Hva' så er du ny?" Spørger hun grinende.

"Er det så tydeligt?" Spørger jeg og piller lidt ved mit armbånd.

"Haha, no offence, men du ligner en forvirret skræmt lille kylling." Smilede hun stort.  

"Kontoret ligger den vej, anden dør til højre." Det var det sidste jeg hørte fra hende før hun var forsvundet til time.   

Igen stod jeg alene på den øde gang, men denne gang vidste jeg i det mindste hvor jeg skulle gå hen.   

Jeg fulgte pigens instrukser og befandt mig efter et par minutter i et lille lokale, der lignede et hvert andet kontor. Der var to døre i lokalet, foran den ene dør stod der en skrank. Og på den anden dør stod der 'inspektør' med store bogstaver.   

Jeg gik hen til skranken og bimlede på klokken. Hvorefter der kom en gammel kvinde gående ind af et andet lokale.

"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte hun og kiggede på mig. Eller nærmere stirrede. Freaky.

"Ehmm.." Hvad skulle jeg svarer? "Jeg er ny?" svarer jeg dumt.

"Nå okay, 2 sekunder. Så henter jeg lige dine ting."

Hun gik igen ind i den andet lokale, og kom ud igen kort tid efter med favnen fuld af bøger.

Bøgerne klaskede hun i hænderne på mig og gav mig et kort over skolen, samt mit skabsnummer og kode.   

Jeg forlod kontoret og begyndte min søgen efter mit skab. Hvilket var meget svært i sig selv da alle bøgerne bogstavelig talt fyldte hele mit synsfelt.

Hvorfor gav de mig ikke bare en indkøbsvogn at have dem i. Det ville være tusind gange lettere.   

Jeg gik i er par minutter på må og få. Indtil jeg endelig fandt mit skab. Thank god.

Jeg skyndte mig at finde de bøger frem som jeg skulle bruge, og skyndte mig afsted. Jeg havde spildt nok tid i forvejen.   

Jeg gik ind af døren hvor jeg havde time, og glemte helt at banke på.  

Alles blikke var på mig, mens jeg bare stod helt frosset som en eller anden idiot.

I mængden af hoveder fik jeg øje på hende pigen der havde hjulpet mig. hun vinkede kort.   

"Hr. Collins. Godt du kunne komme." Kom det sarkastisk fra en lærer der stod med ryggen til, og skrev noget på smartboardet.

Hvad mente han med Collins?  

Han vendte sig om og så overrasket ud. "Ja du er da ikke Tristan, det må du undskylde. Du må være den nye elev." smilede han undskyldende. "Hvad var det du hed? Alexi.." Begyndte han. "Alex." Afbrød jeg ham.

Jeg hadede navnet Alexis. Det lød så kongeligt. Og jeg var så langt væk fra kongelig som man overhovedet kunne komme. Så jeg præsenterede mig altid som Alex.

"Alex Blake." Gentog jeg selvsikkert.

Han kiggede forvirret med i sine papirer.

"Nå men okay. Du kan bare tage en af de tomme stole, der bag ved." Sagde han og pegede på et bord bagerst i lokalet.

Yes pleas.   

Alle kiggede stadig på mig imens jeg gik ned bagerst i lokalet.

Hvad sker der for dem? Så interessant er jeg da heller ikke.   

Da de to tomme stole stod lige ved siden af hinanden, gjorde det ikke så meget hvor jeg sad.

Så jeg valgte stolen til venstre.   

Alles blikke kiggede på mig med frygt i øjnene. Og jeg sværger jeg svagt kunne ane hende der havde hjulpet mig ryste svagt på hovedet.

Ej jeg må snart finde ud af hvad hun hedder, jeg kan ikke gå rundt og kalde hende 'hende der har hjulpet mig.', vel?

Jeg kiggede undrende tilbage på hende. Hvad var der dog galt med dem?   

Mere kunne jeg ikke nå at undre mig, før døren blev smækket op og en mørkhåret dreng kom slentrende ind.

Haha. Sådan må det også have set ud da jeg kom brasende ind.   

Vent. Var det ikke ham fyren der havde stødt ind i mig ude i skolegården?

Jeg kunne mærke en lille vrede stige op i mig.   

"Tristan. Endlig kunne du velsigne os med dit fremmøde." Kom det giftigt fra læreren.

"Årh Jon. Jeg ville da aldrig benægte dig mit forrygende selskab." svarer drengen som åbenbart hed Tristan, oprigtigt.   

Han kiggede rundt i klassen og fil til sidst øje på mig.

Han kom ned til mit bord, stillede sig foran det og lænede sig ind over det.

"Du sidder på min plads." Siger han afventende med et smørret smil.    

Hentyder han til at jeg skal flytte mig? Forget it. Min røv forbliver hvor den er plantet.   

Selvom jeg ikke brød øjenkontakten med denne såkaldte 'Tristan Collins', kunne jeg mærke alles stirrende blikke på os.

"Der er en plads lige ved siden af." Svarede jeg koldt, og lavede et nik med hovedet hen mod den tomme plads.   

Hans smil bliver til en grin. "Yes Ma'am." Svarer han og gør honnør i det han sætter sig. Jeg følte sådan en trang til bare at smække ham.    

 

Iiiih! Endlig for jeg begyndt på denne movella! Jeg lover at skrive et kapitel regelmæssigt, så håber i vil læse med. :)                   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...