Picture Perfect | Zayn Malik

Zayn jager sine drømme, Rae flygter fra virkeligheden. Zayn er udadvendt og passioneret, Rae er en billedskønhed, fængslet af tankernes magt.
Mødet mellem de to vidt forskellige unge mennesker, forvolder problemer for Zayns fremtid og hans sidste chance ligger i Raes hænder.

15Likes
6Kommentarer
1843Visninger
AA

3. Coffee stains


Lidenskab, tænker jeg. Lidenskab. Hemmeligheden bag en succesfuld og ikke mindst smuk skitse, er lidenskab. Jeg koncentrere mig om ikke at presse for hårdt med blyanten, da jeg tilføjer skygger.

Hver streg bliver langsomt tegnet og jeg puster lettet ud, da mit værk er færdig. Jeg har knap nok rørt kaffen ved min side imens jeg tegnede. Kaffen er sød og lunken da jeg tager en slurk.

"Har du brug for en genopfyldning, Malik?" spørger Sophia som netop er ved at hælde kaffe op til bordet vedsiden af mig.  Vi får øjenkontakt og jeg nikker.

Hun kommer trippende mod mig på hendes høje hæle og hælder kaffe i min kop. De røde krøller rører min næsetip, da hun læner sig ind over bordet. Jeg sætter mig tilbage i stolen for at give hende plads. Nærkontakten er akavet.

Sophia har arbejdet her lang tid før jeg blev stamkunde. Hendes mor Elly Meyer ejer cafeen, derfor har hun arbejdet her siden hun var femten.

Den slags viden og informationer kunne man ikke undgå når man kommer så tit som jeg gør.

Jeg havde straks forelsket mig i deres cafe, Meyer's, da jeg satte min fod her for første gang. Den familie drevet cafe formåede altid at danne en hyggelig stemning.

"Tak Sophia" siger jeg og nipper til kaffen. "Altid en fornøjelse at betjene en stamkunde" svare hun med et skævt smil og går videre.

Jeg håber på at kaffen kan hjælpe med at dulme nerverne, før jeg skal besøge Richard Housten senere i dag. Manden der kunne være afgørende for min fremtid som kunstner. Hvis han kunne lide skitsebogens indhold, vil hele verden også.
 
Jeg har længe dagdrømt om denne dag, hvor Richard Housten forhåbentligt vil klappe mig på skulderen og sige velkommen til Housten Art Of London. Smilet breder sig i mit ansigt ved tanken.

Jeg ser mig selv ankomme til kunstudstillinger iklædt jakkesæt der er mere værd end min nuværende lejlighed.

De steder jeg vil kunne komme, ville ikke engang kigge på mig to gange før jeg blev afvist adgang. Hvis heldet er med mig i dag, ville noget så simpelt som mit navn, være anerkendt og magtfuldt.

Skitsebogens indhold kunne ende på store lærreder, på de mest populære kunstmuseer.

Midt i mit dagdrømmeri, bliver mit bord skubbet til. Det første der sker er at min kop vælter. Som ren tortur forgår hele forestillingen i slowmotion for mine øjne. Jeg sidder uden at bevæge mig imens koppens indhold oversvømmer min skitsebog. Min mund er åben, men der kommer ikke et ord ud.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg stadig sidder frossen og mundlam i min stol. Alt mit arbejde oversvømmes med kaffens brune masse.
 
Jeg høre ikke pigen overfor mig, før hun dupper skitsebogen med servietter.
 
"Jeg er så ked af det. Det må du virkelig undskylde" siger hun fra den anden side af bordet. Jeg kigger ikke op på hende, men på hendes forsøg på at redde mine værker. Det lykkes hende at tørre det værste væk, men kaffen har gjort siderne tynde og sårbare. For ikke at nævne brune.

"Det var ikke min mening at komme væltende, jeg undskylder så mange gange" undskylder hun igen. Chokket slipper min krop og lader mig kigge op på hende.

Hendes kinder er røde og hendes øjne er fugtige. Jeg betragter hende længe før jeg endelig får sagt noget.

"Det var et uheld," sukker jeg. "Du skal ikke være ked af det. Det var bare et uheld." gentager jeg, men hendes rødmen og fugtige øjne forsvinder ikke. Hun bliver ved med at duppe siderne med servietter og ser ikke ud til at lytte efter.

Jeg genkender hende straks, da en rynke af koncentration danner sig i hendes pande. Hun er pigen fra bordet i hjørnet. Jeg ser hende tit, men aldrig andre steder end i hjørnet.

Hun sidder altid med hovedet begravet i sine studiebøger og ser koncentreret ud. Det var derfra jeg husker det ansigtsudtryk hun netop laver.

Jeg har aldrig set hende snakke til andre end den blondine som engang imellem sad i stolen overfor hende. Usikkerheden danner en aura omkring hende, som jeg er sikker på er svær at bryde. Måske er det derfor hun reagere som hun gør.

Hvis bare hun vidste hvor vigtige og betydningsfulde tegningerne er, tør jeg ikke tænke på hvordan hun så måtte have reageret. Jeg ville ikke fortælle hende det, selvom synet af den oversvømmede skitsebogen, spreder sorg og irritation ud i hele min krop.

Min første intension er at råbe op da det først skete. Jeg tænker at det var godt min krop var gået i chok, så jeg ikke havde forskrækket pigen. Eller gøre hende mere ked af det end hun allerede er.

Hendes hænder ryster, da jeg endelig kigger væk fra hendes ansigt. Jeg ligger en hånd oven på hendes.

"Du behøver ikke at gøre det der" siger jeg og i samme øjeblik trækker hun sin hånd til sig ved berøringen af min. Jeg løfter forvirret et bryn. Hun havde undgået min berøringen, som om jeg var giftig. Eller som om jeg havde i sinde at gøre hende ondt.

Hendes øjne møder mine for første gang. Hun står stiv som et bræt og stirre, før hun åbner sin taske og hiver en pung frem.
 
"Lad mig erstatte din kaffe" siger hun og bryder øjenkontakten. Hun åbner pungen med rystende fingre og hiver en pengeseddel frem.

"Det skal du ikke bekymre dig om. Behold dine penge," Seddelen mellem hendes fingre er stadig rakt frem mod mig. "Koppen var næsten tom alligevel" tilføjer jeg bagefter.

Jeg kigger ned på skitsebogen og ser at kun de øverste sidder er blevet våde. Måske er der alligevel nogle uskadte tegninger tilbage. Koppen havde næsten været tom, cirka det kvarte havde været tilbage. Alligevel havde den lille mængde kaffe, forvoldt stor skade.

Hun trækker hånden til sig igen med læberne presset sammen i en smal streg. Jeg giver hende et blidt smil, men hun ser ikke ud til at bemærke det. Hun tager de gennemblødte servietter og træder et skridt tilbage.

"Jeg undskylder igen" jeg fanger en bekendt accent i hendes stemme, men jeg kan ikke sætte ord på hvor jeg husker den fra. Før jeg ved af det, er hun forsvundet hen på sin sædvanlige plads i hjørnet.

"Malik, hvor er dine manere?" Sophia kommer gående mod mig med en klud i hånden. "Tænk at du kan spilde med kaffen. Sådan en god kaffe." siger hun med et smil i stemmen. Hun tørre bordet af med kluden og tager min kop.

"Det var et uheld." siger jeg uden at nævne noget om pigen der væltede ind i mit bord. "Skal du have ny kaffe?" spørger hun med pegefingeren om koppens håndtag.

Jeg ryster på hovedet og bliver igen forladt med mine ødelagte tegninger. Jeg trækker vejret dybt og går igennem hele skitsebogen i jagten på nogle uskadte tegninger. Siderne er tynde, men efterhånden tørre. Jeg bladre forsigtigt i bogen.

Kaffen har ikke nået de sidste par sider, så jeg har stadig noget at vise til Richard Housten. Jeg klemmer øjende sammen ved tanken om ham. Få tegninger, få muligheder. Jeg har fem tegninger og et maleri tilbage at vise ham.

Maleriet står uskadt i en pose under bordet. På lærredet er der malet et portræt af min bedstefar. Jeg havde malet ham med et glas whisky i hånden og et sejret skakspil på bordet foran ham. 

Hvad nu hvis han synes jeg har for lidt materiale. Ville det virke uprofessionelt?  Hvad hvis han ikke kan lide mit lille udvalg af værker?

Jeg mærker  en hovedpine presse sig på. Jeg bliver varm og fugtig i ansigtet. Er jeg gået i panik eller er jeg blevet for stresset? Min bedste konklusion er begge dele.

Med et frustreret suk sænker jeg længere ned i stolen. Jeg ville imponere, ikke skuffe ham.  Tanken om at møde op på Central Saint Martin's i morgen, med et nej, tager pusten fra mig. 

Jeg ved at Harry, Niall og mrs. Fawn, min yndlings lærer, vil stå og vente spændt når jeg møder ind i morgen tidlig.

Det ville være forfærdelig at fortælle dem at Richard Housten havde afvist mig. Og så begrund af at størstedelen af mine værker var blevet ødelagt af en fremmed i sidste øjeblik. Det kunne ikke ske, det måtte ikke ske.

Jeg giver mig selv en mental lussing. At sidde og gøre ingenting, ville ikke få mig nogle vegne. Jeg må ligge mit hoved i blød og finde en spontan løsning.

Ville Richard Housten blive imponeret hvis jeg opgradere de tegninger som stadig er i god behold. Hvis jeg bare på en  eller anden måde kan gøre dem bedre og mere ekstraordinære. Eller vil det hele bare spilde min tid.

Jeg kassere tanken og hviler mine albuer på bordet. 
 
Et særlig maleri jeg har stående derhjemme, passere mine tanker. Tempus, maleriet om tid. Jeg overvejer det over længere tid. Længere tid end jeg har før mødet med Richard Housten.

Det kan ikke betale sig. Maleriet er personlig og kun jeg forstår det. Jeg har fået flere uforstående spørgsmål og maleriet. Ingen forstår meningen med uret. Maleriet af tid, ved kun jeg historien bag og nu længere jeg tænkere over det, nu mere bliver jeg enig med mig selv om det også er bedst sådan.

Men jeg må finde på et eller andet. En tredje ide passere mine tanker. Jeg kunne prøve at tegne noget nyt.

En ny tegning der gav mig en god mavefornemmelse. Jeg tjekker uret på min mobil. Der er halvanden time til mødet. Jeg må droppe at komme en halv time før som jeg har planlagt.

Jeg havde tænkt at det ville virke professionelt hvis jeg mødte op i god tid. Hvis jeg fokusere og arbejder hårdt, kan jeg have en ny tegning klar lige i tide.

Knuden i min mave, løser sig dog ikke af den grund. For hvad skulle jeg tegne, hvad kan jeg nå?

Jeg føler mig rastløs og ikke særlig fantasifuld. Jeg har altid massere ideer, men nu har jeg ingen. Det minder om når julen eller min fødselsdag nærmer sig og alt jeg nogensinde skulle have ønsket mig, er som forsvundet fra jordens overflade.

Jeg bider mig i kinden og får øje på pigen der havde væltet ind i mig. Hun ser mindst lige så stresset og frustreret ud som jeg gør, hvis ikke mere. Hun kigger ud i luften i stedet for ned i hendes bøger.

Hun ser fortabt ud. Jeg bør have ondt af hende, men jeg har allerede nok at spekulere over.

Desuden er hun grunden til jeg sider i denne situation. Inderst inde ved jeg godt at jeg ikke kan bebrejde hende for et uheld, men hvem ville ellers være ansvarlig for det. Ville jeg, for det var trods alt min kop kaffe?

Burde jeg have været forberedt på at nogen ville vælte ind i mit bord?

Svaret til spørgsmålet får jeg ikke. Tud ikke over spildt mælk, eller kaffe i dette tilfælde, ville min mor have sagt.

Jeg stryger ubevidst blyanten hen over kinden, imens jeg betragter hende. Hun bemærker ikke at jeg kigger på hende, så jeg bliver ved, indtil det går op for mig hvor mærkeligt det er.

Jeg bladre i skitsebogen til at jeg finder en blank side og jeg får en ide. Jeg bliver i tvivl om jeg stadig betragter pigen, da hendes ansigt viser sig på den blanke side. Jeg blinker med øjende og siden er igen blank.

Hendes øjne i sorthvid viser sig stadig i mine tanker. Jeg kigger igen over på pigen i hjørnet. Det ligner at hun prøver at gøre sig lille og ubemærket, da jeg bemærker hun er sunket helt ned i stolen.

Frustration, rastløshed, blanke øjne. Pigen er mit nye værk. Hun er perfekt, hendes øjne fortæller en historie. Den historie gad jeg gerne læse, tænker jeg. Bogen ville være mystikfuld.
 
Jeg har allerede tegnet omridset af hende, da jeg stopper. Det føltes underligt at jeg tegner hende, uden at hun ved det.

Men hvis jeg spurgte, hvad vil der så ske. Ville hun rende væk, blive stødt? Jeg tegner videre imens jeg spekulere på det. Bare denne ene lille tegning vil ikke gøre skade. Hun vil aldrig finde ud af det og jeg ville have en bedre chance hos Richard Housten.

Hendes kropsbygning er spinkel. Hendes fingere er ikke særlig lange, det samme er hendes negle heller ikke.  Hendes sweater afsløre hendes kraveben og når ned til albuerne. Ansigtet er rundt og læberne er smalle i frustration.

Hun bryder ud af poseringen et øjeblik, da Sophia kommer forbi og spørger om hun mangler noget. Hun ryster på hovedet med et blidt smil og først der går det op for mig, at jeg aldrig har set hende smile.

Smilet falmer og hun falder tilbage i poseringen. Jeg tegner videre og spare ikke på skyggerne på hendes kindben.

Jeg troede at det lange hår ville være det mest tidskrævendende at tegne, men da jeg kun mangler at øjnene, må jeg sidde længe og studere hende.

Jeg kan ikke se om hendes øjne er grønne eller blå, eller om de er triste eller ensomme. Lyset reflektere sig i hendes øjne og får det på afstand til at se ud som om hun har en hvid plet i hjørnet af begge hendes pupiller.

Hun bemærker mig ikke en eneste gang, før tegningen er færdig og jeg skriver mit navn i hjørnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...