Ens med stjernerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 18 maj 2015
  • Status: Færdig
To små piger bliver oppe om natten, for at se på stjernehimlen, som de elsker så højt. Pludselig stiller den ene et sprøgsmål, som er helt uventet.

1Likes
2Kommentarer
220Visninger
AA

1. Ens med Stjernerne

 

Midtsommeren var kommet, hvilket var min yndlingsårstid. Det var nemlig den perfekte årstid til at se på stjerner i, og her lyste de altid lidt ekstra kraftigt. Vi sad igen i nat og så på den mørke stjernehimmel, som havde udfoldet sig over os. Vi sad sammen på taget af mit hus. Nogle gange sad vi også på Maj's hus, men hendes mor arbejdede til sent om aften, så vi kunne let blive opdaget. Desuden var mit værelse på anden etage, med vindue ud til taget. Vi var tit oppe langt over vores sengetid uden vores forældre vidste det, for at se på stjerner. Det er ikke ofte at himlen er skyfri, så vi greb altid chancen, når vi fik den. At se på stjerner var den bedste ting i hele verden.

Maj og jeg elskede at sidde oppe hele natten og se på stjernernes lys. Det fik min mave til at trække sig sammen af spænding og mine øjne til at gnistre. Mit hjerte bankede også altid mere intenst. Når vi så på stjerner var det som om, vi kom fra en helt anden planet. Som om vi slet ikke eksisterede på andre tidspunkter end i nuet. Månen badede os i et hvidt lyd, som lagde sig som et let, skinnende tæppe over os, som holdt os varme. Jeg kunne nu bedst lide månen, når den var fuld. Maj drejede hovedet let og så på mig fra hendes øjenkrog: "Det er lidt synd." "Hvad er synd?" Jeg vendte hovedet med et ryk og så hende forbavset i øjnene. "At stjernerne lyser, fordi de er døende." Jeg kunne slet ikke tro hvad hun sagde: "Jamen, de er jo så smukke!" Jeg vendte hovedet og så på stjernehimlen. Mine øjne gnistrede mere intenst og jeg følte et prik af sørgmodighed i hjertet. Maj rettede hendes hoved mod den mørke himmel, og hendes øjne var allerede forsvundet i en galakse fyldt med stjerner der lyste skarpt og smukt: "Ja, de er godt nok smukke." Der var stille. Hun havde glemt alt om mig. Jeg var sikker på, at hendes sind havde forvildet sig ud i en ydre galakse, og havde drømt sig helt væk fra alt, som om hun levede et helt andet sted. Jeg så på hendes ansigt som var badet i månens lyd, og var nu helt hvidt. Jeg elskede at se Maj sådan. Hun var så smuk i månens lys. Hendes øjne skinnede som stjernerne, og hendes lyse hår var helt hvidt, badet i månens lys. Skyggerne formede hendes ansigt på en magisk måde, helt ligesom en slags prinsesse, som sad på toppen af slottets tag, og drømte at være som alle andre, et helt andet sted. Jeg vendte mit hoved og så på stjernerne med hende. Jeg ville ikke have dette øjeblik til at forsvinde. Sådan havde jeg det hver nat, vi så på stjerner.

Når vi så på stjernerne sammen var vi urørlige. Vi var som to vanskabte væsner fra den ydre galakse, som ønskede at vende tilbage til sin planet. Vi var som én. Stjernerne forenede os. Mens jeg var væk i mine tanker, havde Maj vendt tilbage til denne planet i nutiden, og brød stilheden: "Tror du også mennesker er sådan?" Jeg vågnede fra min fantasi, og blev revet tilbage til nutiden som en tidsmaskine, der transporterede mig på et sekund: "Hvad maner du, Maj?" Vores blikke veg ikke fra stjernerne der lyste blidt på himlen: "Tror du også at mennesker er så smukke, når de er døende?" Det kom helt uventet. "Mennesker er jo ikke stjerner." Jeg hørte Maj fnise, og kunne fornemme det smil som hendes læber havde formet: "Det ved jeg da godt." Jeg fniste let: "Man kan vel godt sammenligne mennesker med stjerner." Maj vendte drastisk hovedet og jeg kunne mærke hendes øjne bore sig ind i min hud: "Hvordan det?" Mit blik forblev på stjernerne, og et smil bredte sig på mine læber: "Mennesker er ikke stjerner, og derfor ikke så smukke som stjerner. Dog er mennesker smukke på deres egen måde. Også når de er døende, ligesom stjernerne." Maj's øjne blev større og hendes mund havde åbnet sig, som om hun var ved at tabe kæben.

Jeg fortsatte: "Stjerner har lys, men det har mennesker ikke. Mennesker har sjæle som kan minde lidt om stjernernes lys. Sjælene lever inden i menneskerne. Du ved vel, at man siger man ser et lys, inden man dør?" Maj nikkede hurtigt, helt som en nikkedukke, som var ved at nikke hovedet af led, og rykkede tættere på mig. Jeg kunne se fra min øjenkrog at hun lyttede intenst: "Jeg tror det lys man ser, er det døende menneskes sjæl, som forlader kroppen." "Hvad sker der så med sjælen bagefter?" Hendes øjne var ved at sprækkes af nysgerrighed, og hun havde lænet sig mod mig, som om hun ikke kunne komme tæt nok på. Jeg vendte hovedet og så hende direkte i øjnene og smilte: "De bliver en ny stjerne på himlen, hvor de kan lyse indtil de er genfødte." Maj lignede først én som havde tabt både kæbe og forstand, indtil hun smilte et kæmpe smil, som nåede op til hendes ører. Jeg gengældte smilet, og vi fniste begge stille. Vi så op på stjernerne atter en gang. "Så mennesker er altså ligesom stjernerne i sidste ende." "Ja, Maj. Mennesker er ens med stjernerne."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...