Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27508Visninger
AA

16. Stranden

Jeg har en sort taske under armen med en jakke i, hvis det bliver for holdt og et tæppe til at sidde på. Min mor har givet mig tre sodavander med, fordi jeg altså ikke må få lov til at drikke øl, når jeg har Nora. Og så skal jeg for resten også huske at kigge, om der er nogen af de andre, som putter stoffer i min sodavand, og hvad ved jeg. Hun ævlede hele morgenen om dit og dat, og jeg fattede ikke halvdelen.

    Odense banegård vrimler med masser af mennesker, som ikke er Andreas. Klokken er 11.35 og bussen går 11.40, så jeg håber virkelig han kommer. Jeg vil ikke tage af sted og møde en masse mennesker, som jeg ikke kender uden Andreas. Det får han mig ikke til.

    Vinden tager en lille smule af mit hår med sig i brisen, og det forundrer mig, at folk har valgt lige netop stranden når det tegner til at blive en blæsende fornøjelse, siden vinden finder vej ind på busterminalen. Jeg håber på det bedste og tænker, at hvis det går helt galt med vinden, så kan vi tage hjem igen. Jeg fik 500 kroner af far i smug, da han parkerede bilen ved stationen. Jeg elsker, at far i al hemmelighed egentlig er på min side fremfor mors.

    Jeg bliver lettet da jeg ser Andreas komme gående inde fra 7-eleven og smiler til ham. ”Hej,” siger jeg og giver ham et kram.

    ”Det var godt du ikke bailede mig!” Han holder om mig i tre sekunder mere end almindeligt, og lægger armen om min skulder, mens vi går over til kertemindebussen.

    ”Du sagde jo, at du havde bestemt, at jeg skal med. Hvordan kan jeg modstå sådan en ordre,” joker jeg og træder ind i bussen, mens jeg finder min pung i tasken.

    ”Nej du går bare videre. Jeg bipper mit kort for dig også.”

    ”Kan man det?”

    ”Ja ja,” svarer han og skubber mig videre efter at have bippet sit kort. ”De andre er allerede derhenne. De tog bussen før os.” Han finder et sted, hvor der er to pladser ledige og rækker hånden ud for mig. ”Damerne først.”

    Jeg sætter mig og han glider ind ved siden af. ”Men har du så betalt for min billet?” spørger jeg.

    Han kigger på mig. ”Ja?”

    ”Det behøver du altså ikke…”

    ”Jeg tror lige, jeg kan overkomme det,” smiler han og læner sig tilbage. ”Men Ida jeg har et seriøst spørgsmål til dig.” Han kigger mig alvorligt ind i øjnene, så jeg pludselig bliver nervøs for, hvad han har tænkt sig at sige.

    ”Hvad er der?” spørger jeg nervøst.

    ”Har du makeup på i dag?”

    Jeg kommer til at fnise og kigger på mine hænder. ”Ja, det har jeg faktisk. Er det så underligt?”

    ”Jeg tror, det er første gang jeg har set det.” Han kigger på mit hår og tager en lok. ”Hvor er bølgerne?”

    ”Hvad?”

    ”Bølgerne i dit hår! Hvor er de henne?”

    Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg glattede dem lidt. Hvorfor?”

    Han løfter øjenbrynene. ”Piger tror, at makeup er et form for skjold, men hey, hvis det gør dig mere selvsikker, så skal jeg ikke sige noget.” Han blinker med det ene øjne. ”Hvad så, er du glad for at skulle møde nogen nye mennesker?”

    Jeg trækker på skuldrene og vender blikket ud af vinduet. ”Nærmere ved at få et hjertestop,” mumler jeg og håber en lille smule, at han ikke hørte det.

    ”Seriøst Ida, du har virkelig mistet al selvtillid. Jeg er sikker på, at de kan lide dig.”

    ”Jeg tror bare, at jeg er gået hen og blevet kedelig.”

    ”Ej det kan vi ikke have,” siger han alvorligt. ”Vi er nødt til at lære dig at slå dig løs igen!”

    Jeg griner og ryster på hovedet. ”Men hvad hvis jeg er ovre det stadie? Hvad hvis jeg føler mig meget mere voksen? Det der med at drikke sig fuld og den slags, det siger mig slet ikke noget mere. Det er virkelig ikke fordi, jeg føler mig bedre end andre, jeg føler mig bare mere voksen.”

    ”Du er da virkelig en lyseslukker lige nu,” mumler han. ”Kom nu lidt i stemning. Glæd dig til noget for en gangs skyld. Du har sådan et negativt syn på ting, der er sjove.”

    Jeg spidser læberne og kigger ud af vinduet igen. Han kan ikke forstå mig. Nogen gange kan det være svært, at han slet ikke ser de samme ting i mig selv, som jeg gør. Den side af ham gør det svært for mig at komme ud af min skal, fordi han slet ikke kan sætte sig ind i, hvordan min verden er. Han prøver, men han kan ikke. Jeg er ved at få et nervøst sammenbrud ved tanken om at skulle møde alle hans venner og male en sjov og ung maske på, når jeg mest af alt ikke føler, at jeg er samme sted længere.

    Men måske er det mig, der er for dramatisk og analyserende. Måske er det mig, der selv skaber de negative tanker og lader være med at glæde mig, fordi jeg inderst inde måske er bange for at blive skuffet. Måske er jeg bange for, at de ikke bryder sig om mig. Det er meget lettere at forvente det værste og blive overrasket, end at forvente det bedste og blive skuffet.

    Uanset hvad er det ikke Andreas’ skyld, at jeg er sådan. Det eneste han gør hele tiden er at hjælpe mig, og jeg er bare en dør til at give tilbage. Måske skal jeg tage mig sammen og se, hvad der kommer ud af det i stedet.

    Jeg drejer hovedet mod ham efter min indre diskussion og lægger det på hans skulder bare for at signalere, at han er god nok. Hans hånd, der ligger på sit knæ, smyger jeg langsomt min ind under og tager den. Der er noget varmt og gnistrende ved at have hans hånd. Det er som om, jeg slet ikke kan løsrive mig fra ham, når vi sidder så tæt.

    ”Er det et diskredt ’jeg kan godt lide dig alligevel’?” spørger han og giver min hånd et klem.

    Jeg smiler skævt. ”Ikke noget ’alligevel’. Jeg kan lide dig, som du er.”

    ”Du sender nogle blandede signaler, må jeg tilstå,” mumler han. ”Først siger du, at du har brug for mig som ven. Så kysser du mig, hvorefter du skubber mig væk, og nu vil du gerne holde mig i hånden. Altså jeg ved godt, at piger forventer, at drenge skal kunne tankelæse, men jeg ved snart ikke, hvad der foregår længere.”

    Jeg er stille et øjeblik og retter mig op stadig med hans hånd i min. ”Det ved jeg heller ikke.”

    ”Okay, så kan du jo bare lige sende en sms, når din fornuft og dit hjerte kan enes.”

    Jeg vender blikket ud af vinduet, mens jeg forsøger at skjule et smil. ”Det skal jeg nok,” siger jeg.

 

***

 

Busturen er ovre, før vi ved af det, og da vi træder udenfor, bliver jeg pludselig meget bevidst om virkeligheden og slipper Andreas’ hånd. Tæt på busstoppet er der en tankstation, hvorfra der kommer nogle fyrer gående, som Andreas tydeligvis kender. Han går lidt hurtigere, så jeg skal bevæge mine små ben hurtigere end en krappe for at følge med.

    ”Hey!” siger han, da vi når hen til ham, jeg genkender til at være Lucas. Ham jeg mødte for nogle uger siden. De giver hinanden et maskulint håndtryk og støder skuldrene sammen, som for at give et kram, men uden at det bliver for følelsesladet. Der står to andre ved siden af. De har lige hentet cigaretter og er godt i gang med at fyrer op.

    ”Vi snakkede lige om dig,” siger Lucas. ”Du har Ida med! Hej!” Han giver mig et kram, og derefter giver jeg de to andre hånden. Den ene hedder Hassan, og jeg vil skyde på muslimsk baggrund. Den anden er en ranglet blond gut, der hedder Rasmus. De virker søde nok.

    ”Skal du have en?” spørger Rasmus Andreas med pakken med cigaretter i hånden og griner, som om det er en joke.

    ”Jeg foretrækker frisk luft, gamle,” svarer Andreas.

    ”Hvad med Ida?” Han rækker pakken ud foran mig, men jeg ryster på hovedet.

    ”Jeg var festryger, men så skyndte jeg mig at stoppe, inden jeg blev afhængig,” svarer jeg.

    ”God ide. Det er noget lort. Noget pisse dejligt lort.”

    Jeg griner og bider mig i læben, mens jeg studerer mine skosnuder.

    ”Kom Shorty. Lad os møde de andre,” siger Andreas og trækker mig med videre ned mod stranden. Da mine sko træder ned i sandet kan jeg godt se, at det der med at holde strømperne rene kan blive et problem, men det er vel også ligegyldigt. Jeg kan hælde det ud af skoen, inden vi skal hjem.

    I en lille klump sidder der en flok mennesker med tæpper og engangsgrille i sandet. I hænderne er der enten øl eller cigaretter, og solbrillerne sidder i håret og pynter. Min mave slår nærmest koldbøtter, og jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Det ser jo hyggeligt ud.

    ”Hej!” hilser Andreas. ”Sig hej til Ida.”

    ”Hey Ida,” siger en pige, som jeg vidst nok har set før, med skulderlangt brunt hår og rød læbestift. Hendes tøjstil er lidt alternativ med hullede jeans, en sort og hvid stribet t-shirt og en alt for stor cowboyjakke, hvor ærmerne er rullet op til albuerne. ”Du gik i parallelklassen ikke?” spørger hun venligt og vifter mig hen ved siden af sig.

    ”Jo, det gjorde jeg.” Jeg sætter tasken i sandet og finder mit tæppe frem. ”Hvad er det nu, du hedder?” spørger jeg, mens jeg spreder tæppet ud og sætter mig. Nu kan det altså ikke nytte noget, at jeg er genert! Kom så Ida!

    ”Leah,” smiler hun og stikker mig en øl. ”Her.”

    Jeg kigger på den og bider mig i læben. ”Ellers tak,” siger jeg høfligt, men Andreas sætter sig ved siden af mig og tjatter til min arm.

    ”Du forbrænder en øl på en time, så du behøver ikke tænkte på Chanette, hvis du drikker en enkelt.”

    Jeg smiler og tager imod den alligevel. ”Hvornår har du tænkt dig at droppe Chanette?” spørger jeg halvt irriteret.

    ”Aldrig!”

    ”Undskyld hvem er Chanette?” spørger Leah.

    ”Idas baby.”

    Jeg tager mig til panden og himler med øjnene.

    ”Nårh ja, du blev jo gravid! Hun hedder Chanette?”

    Jeg smiler og ryster på hovedet. ”Nej hun hedder Nora. Det er Andreas der har fundet på Chanette, fordi vi tog hende med i svømmehallen, og hun var så glad for vand, at Andreas mente, at hun er en lille Chanette Ottesen.”

    ”Aaah ja… det skal du ikke tage dig af. Andreas finder selv på navne til folk. Han kalder mig Thea.”

    ”Han startede med at kalde Nora for Lille my, hvilket jeg egentlig synes er sødere. Mig kalder han Shorty, fordi jeg ikke er særligt høj.”

    ”Verden er sjovere, når man er kreativ,” siger Andreas og rejser sig. ”Jeg kommer tilbage om lidt.”

    ”Okay,” svarer jeg og åbner min øl. Gud hvor er det længe siden jeg har smagt en øl. Det minder mig om de dage jeg tog til fester på skolen eller på A-bar med de andre fra klassen. Det føles som en hel tidsalder siden. Men uheldigvis minder det mig også om mads, og jeg forsøger ihærdigt ikke at tænke på det.

    ”Må jeg se et billede?” spørger Leah.

    ”Af hvad?”

    ”Nora.” Hun smiler og sætter sig i skrædderstilling overfor mig. Jeg finder min telefon frem og åbner albummet, som sjovt nok er spækket med babyselfies. Da jeg rækker den til Leah, lægger hun hånden på hjertet og udstøder et tøset: ”awww! Hvor gammel er hun?”

    ”Seks måneder.” Jeg lader hende kigge igennem dem et øjeblik, mens jeg kigger ud mod havet, hvor bølgerne bruser. Som Andreas har sagt, så er det ganske godt vejr, men det blæser en hel del, og jeg tror flere af dem droppede engangsgrillene, da de kom. Måske går vi på Mc-d senere, eller også har folk tænkt sig at slukke sulten i øl.

    ”Hendes øjne er virkelig søde,” sukker hun. ”Er det her Noras far?”

    Jeg kigger på billedet af Mads, der står med hende og smiler, som om han lige har vundet i lotteriet. Det er et billede fra, da hun lige blev født, og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvad der bragte ham ud i det skråplan. Han var så rar og virkede til at blive til en god far en gang, men pludselig ændrede hans sig brat den ene dag til den anden. Det er slet ikke til at sige, hvad der ødelagde det hele.

    ”Ja det er Noras far,” siger jeg stille og lukker telefonen for at stikke den i lommen.

    ”Fortæl…” Hvor er hun sød, at hun er så ivrig efter at tale med mig, men det er synd, at hun er kommet til at hive fat i et lettere sensitivt emne. Jeg ved ikke rigtigt, hvor meget og hvor lidt jeg har lyst til at fortælle. 

    ”Det gik ikke mellem os,” siger jeg efter lidt, og jeg vil så gerne sige mere, så hun ikke tror, der er noget galt med mig, men mine ord bliver kvalt.

    ”Stakkels Nora. Hvor tit ser han hende så?”

    Jeg synker og kører fingrene igennem håret. ”Han æhm…” Sig noget, sig noget. ”Han sidder inde lige nu.”

    ”Hvorfor dog?”

    ”Fordi han ikke kan opføre sig ordentligt… overfor mig.” Jeg trækker vejret dybt og skruer et smil i ansigtet. ”Undskyld kan vi tale om noget andet?”

    Hun ligner en, der har fået en mindre chok. Hendes mund er let åben. ”Selvfølgelig!”

    ”Undskyld,” sukker jeg og tager en slurk af dåsen.

    ”Hvorfor siger du undskyld?” spørger hun

    ”Det er Idas yndlingsord,” siger Andreas bag fra og sætter sig tungt på tæppet med et bump, så han kommer til at skubbe til mig og nær hælder sin øl udover mig.

    Jeg kommer til at fnise og skubber til ham. ”Din klodsmajor.”

    ”Hvorfor har vi ikke set dig før, hvis du er så gode venner med Andreas?” spørger Leah.

    ”Det er ikke så længe siden, vi begyndte at se hinanden igen,” svarer jeg. ”Han har hjulpet mig lidt mere Nora og sådan, og nu mener han, at jeg skal ud og have nye venner, siden jeg ikke har været særligt social på det sidste.”

    ”Hey, du kan altid være sammen med os. Jo flere mennesker jo bedre.” Hun løfter sin øl, og vi skåler. ”Men hey, jeg vil gerne se Nora rigtigt en dag.”

    ”Vil du?” spørger jeg overrasket.

    ”Ja ja.” Hun trækker brillerne ned over øjnene og læner sig tilbage i den milde sol.

    Andreas prikker mig i siden, og det giver et gib i mig. ”Og du var nervøs for at komme. Se lige hvor sød Thea er!” Han prikker mig igen.

    ”Lad være,” siger jeg og kravler væk fra ham. ”Jeg kan virkelig ikke klare at blive kildet.”

    Andreas griner og trækker mig op at sidde igen. ”Bare rolig, jeg gør det ikke igen.” Han lægger armene om min skulder og kigger på Leah. ”Thea, du skal virkelig glæde dig til at møde Nora. Hun er pisse nuttet, når hun ikke skriger.”

    ”Når hun ikke skriger,” gentager Leah og nikker. ”Got’ya.”

    ”Hvad snakker du om Andy. Du elsker, når jeg kommer på besøg med hende, specielt når hun skriger så meget, at du ikke kan sove.”

    ”Nårh ja. Det er en blød symfoni jo…” Han griner.

    ”Må jeg spørge om noget?” siger Leah der sidder og studerer os. Hun har et lille udspekuleret blik i ansigtet. ”Har i to noget kørende?”

    Jeg trækker på skuldrene. ”Vi er bare venner.”

    ”Ja i Idas hoved, men du ved, hvordan man kan have forskellige holdninger til ting.” Andreas kigger ud mod havet som om, det han lige sagde slet ikke er usædvanligt.

    Leah løfter sine briller op i håret igen og læner sig hen til mit øre. ”Den kommentar ville jeg undersøge nærmere, hvis jeg var dig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...