Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27507Visninger
AA

22. Retten

Det rum jeg kommer ind i ligner ikke det, man ser i amerikanske film, hvor der er højt til loftet, og dommeren sidder på et stort rustikt podie i brunt træ med en hvid paryk, der har runde krøller. Nej det er et kontor med hvide vægge, gråt gulvtæppe og lysebrune borde med sorte kontorstole til. Bordet foran dommeren er langt, og der er plads til flere. Og nede foran dommerbordet er der to borde med fronten mod hinanden, hvor anklager, tiltalte og forsvarer skal sidde. Bagest sidder vidnet.

    Idet jeg sætter mig, ser jeg Mads, der sidder ved siden af sin advokat og ligner en, der helst vil langt væk: faktisk lidt flov, ligner det. Jeg vælger ikke at kigge på ham, da jeg sætter mig til rette i vidnestolen og trækker vejret dybt. Nu går det løs.

    ”Hvad hedder du?” spørger dommeren formelt.

    ”Ida Bjerregaard,” siger jeg hæst og rømmer mig. Det hele dirre i mig, og jeg har ondt i maven af spænding.

    ”Ida, du har pligt til at afgive forklaring, du skal tale sandt og kun sige hvad du selv kan huske. Du skal vide, at det er strafbart at lyve i retten,” siger han venligt.

    Jeg nikker tavst.

    Mia, min advokat/anklager, går straks i gang med at spørge. Hun starter stille og roligt med de lette spørgsmål, der handler om, hvor længe jeg boede sammen med Mads, og hvornår han begyndte at ændre sig, men da hun kommer over i spørgsmål om Nora, og Mads’ reaktioner mod mig, så begynder klumpen i min hals at bygge sig større og større, til jeg når det punkt, at jeg har svært ved at tale.

    ”Følte du dig ikke tryg, når han holdt Nora?”

    ”Nej,” siger jeg hæst.

    ”Hvorfor?”

    Jeg puster langsomt ud. ”Han var voldsom, og så blev han vred, når hun græd.”

    ”Nogen konkredte tilfælde?”

    ”Ja. Nora græd en aften, og så gik jeg ind for at trøste hende. Mads var tydeligt påvirket af stoffer og blev vred og skældte ud. Han sagde, at jeg skulle lægge hende ned, for så ville hun nok stoppe af sig selv, og da jeg nægtede, tog han hende ud af mine arme og lagde hende hårdt ned i vuggen. Han kunne sagtens have skadet hendes nakke eller det der var værre, hvis det havde været bare en smule hårdere.” Mens jeg sidder og forklarer, så kigger jeg Mia lige i øjnene, for hvis jeg kigger andre steder hen, er jeg bange for at jeg knækker.

    ”Okay.” Mia løber kuglepennen ned over sine spørgsmål. ”Følte du dig seksuelt krænket i dit forhold med Mads?”

    Jeg har mest lyst til at give mig til at tude, men det vil der ikke komme noget godt ud af, så jeg giver mig til at forklare. Det er ydmygende, selvom jeg er den, der sidder i den rigtige stol. Mads er den, der skal være ydmyget, men jeg kan ikke læse hans ansigtsudtryk. Jeg ved, jeg har ret i det, jeg siger, men at sidde foran en dommer og blive hørt, kan godt få én til at sætte spørgsmålstegn ved hele sin eksistens bare for en kort stund.

    Senere begynder forsvareren, altså Mads’ advokat at spørge, og det troede jeg ville være det værste, men faktum er, at Mads’ forsvarsadvokat stort set ikke har noget til Mads’ fordel, så det er rimeligt hurtigt overstået.

    ”Godt. Ida du er fri til at gå,” siger dommeren efter noget, der føles som timer, og jeg samler mig selv op ad stolen og slæber mig ud til de andre.

    I det samme jeg træder udenfor døren, er det Andreas’ tur til at gå derind og vidne. Han giver mig et opmuntrende smil på vejen derind, men da han er væk, triller Nilen ned af mine kinder, og jeg går hen i mors arme og tuder. Mor, Leah og Josefine er med, fordi de besluttede at melde det til politiet, at Mads havde været på besøg, og derfor er det vigtigt, at de forklarer hver for sig.

    ”Det skal nok gå Ida. Det skal nok gå,” siger mor.

    Jeg har ikke engang særligt meget lyst til at kramme mor. Pludselig virker hun så fjern og ubetydelig i den her sag, fordi hun slet ikke var til stede, da alting skete. Men jeg klynger mig op ad min mor, fordi hun er den eneste klippe, jeg kan finde, og det føles så uoverskueligt at skulle sidde selv.

    Mor trækker mig ned i en stol og sætter sig ved siden af mig. ”Du må da være lettet nu,” siger hun med et smil.

    ”Jo. Jeg er lettet. Jeg er bare overvældet.” Jeg kigger på Leah og Josefine, der smiler til mig. De ved det hele nu. Jeg fortalte det til dem den anden dag, som skulle forestille at være fotoshoot men endte i besøg af en vred eks.

    Det er far, der har Nora derhjemme. Far er efterhånden den, jeg bedst kan betro Nora til, fordi hans rolige adfærd kan nedtone Noras gråd, bare når han snakker. Han ville gerne have været med i dag, men jeg sagde til ham, at jeg hellere ville have, at han passede Nora, så sådan blev det, og jeg ved de hygger sig derhjemme. Eller det håber jeg i hvert fald.

    Senere, efter flere tårer kommer Andreas ud igen og ryster en kuldegysning af sig. ”Sikke noget,” siger han. ”Hvis blikke kan dræbe, så stod jeg ikke her. Er du okay Ida?”

    Mor rejser sig, da hun bliver kaldt ind. Hun kaster et blik på mig og smiler, inden hun forsvinder.

    Jeg smiler skævt og nikker til Andreas. ”Det går,” svarer jeg ham. ”Kiggede Mads ondt på dig?”

    ”Det er vidst sikkert at sige.” Han sætter sig på en stol ved siden af mig. ”Men jeg tror ikke, du skal være nervøs for, om han bliver dømt. Mads kan umuligt have nogen særligt gode argumenter mod vores.”

    ”Jeg er mest nervøs for Nora. Han skal ikke have krag på hende.”

    ”Det skal du ikke være nervøs for Ida. Det skal nok gå.” Han nikker roligt og rækker sin hånd frem. ”Du må gerne holde mig i hånden, hvis du ikke synes, det er for underligt.”

    ”Jeg vil helst ikke blande ting sammen lige nu,” mumler jeg og kører mit hår om bag ørene. ”Jeg har lidt for meget i hovedet.” Det gør næste fysisk ondt i hjertet at sige sådan til Andreas, men jeg er så forvirret, at det halve kunne være nok. Min fornuft ender med at sejre over lysten til at kramme og kysse ham, selvom lysten er umådeligt stor.

    ”Okay,” siger han roligt og lægger hænderne i skødet.

    De mest nervepirrende minutter jeg nogensinde har oplevet, er da jeg sidder der og venter. Snart har alle vidnet, og jeg bliver mere og mere urolig som tiden skrider frem, mens der bestemmes en dom. Der står en politimand i hjørnet af det rum, vi sidder i. Mads sidder så langt væk fra os alle sammen, som han kan; foroverbøjet med panden liggende i sine hænder. Han ligner et nervevrag, for at sige det mildt, og jeg får hele tiden ondt af ham. Min hjerne forsøger at retfærdiggøre det, han har gjort, fordi jeg ved, hvor meget det kan ødelægge for ham, at han skal i fængsel. Men Mads er voksen, og Mads har selv påført sig denne situation. Det burde jeg fortælle min hjerne, at den skal huske lidt oftere.

    Mads løfter hovedet og kigger på mig. Det er et tomt blik, og jeg skynder mig at se væk. Det værste er, at Mads kender mine svagheder. Han ved jo godt, at jeg sad og kiggede på ham lige før, fordi jeg synes, det er synd for ham. Han ved jo godt, at selvom jeg opstiller et modigt ansigt, så er jeg skrækslagen for, hvad han kan finde på.

    Døren åbnes, og vi bliver kaldt ind. Dommeren står og retter lidt på sit slips, som om det blot er endnu en dag på arbejde, men det er det jo også. Gad vide hvor mange drabsmænd, der har været herinde? Folk der var ti gange mere modbydelige end Mads.

    ”Tiltalte Mads Winther idømmes to års ubetinget fængsel.”

    Mads sænker skuldrene og ser ned i jorden.

    ”Derudover bliver Mads frataget forældreretten over sin datter Nora Winther Bjerregård grundet barnets sikkerhed. Kontakt til barnet skal godkendes af Ida Bjerregård.”

    I samme øjeblik vælder vandet op i mine øjne og lægger sig i krogene. Jeg blinker det væk og forsøger at tørre det væk med fingeren, men jeg er så glad, at det er svært at beskrive. Nu har Nora én forælder og det er mig. Og der er ikke nogen, der vil elske hende mere end mig.

    Dommeren tager den lille hammer og slår den let i bordet. ”Retten er hævet,” siger han så og Mads bliver ført ud.

    Nu har Mads en måned på frie fødder til at finde en løsning for sin lejlighed, mens han er i fængsel, og så er han garanteret fyret. Jeg tror ikke, jeg vil være helt rolig, før han er bag tremmer, men nu er der i det mindste ro over det, og det føles vidunderligt. Nu vil jeg bare hjem og have det godt.

    Da vi kommer udenfor giver jeg pigerne et kram farvel og et akavet smil til Andreas, der tager sin cykel og forsvinder ned af gaden. Når jeg ser på Josefine og Leah, så forstår jeg snart ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene dem. Jeg går stadig og venter på den dag, de mister interessen eller har for travlt med at være sammen med alle sine andre venner til at bekymre sig om mig. Det virker så urealistisk, at de vil fortsætte med at være mine venner, at jeg ikke rigtigt tør binde mig. En del af mig har lyst til at bakke ud mens legen er god, men en lille stemme i mit baghoved siger hele tiden til mig, at jeg virkelig har brug for nogen at stole på.

    Mor smiler til mig. ”Vil du med på café og få en kop kakao?” spørger hun, og jeg stirrer på hende et øjeblik. Det kan være at jeg skal starte med at tilgive min mor og forsøge at stole på hende først. Min mor er min mor, og hun virker så opsat på at give mig et liv tilbage, trods vores uenigheder, at jeg bør give hende en chance.

    ”Ja. Det kan vi godt,” svarer jeg. ”Jeg ringer lige til far først.”

 

***

 

Da jeg træder ind ad døren derhjemme og hænger min jakke op, er der næsten alt for stille. Mor rynker panden, og vi går ind i stuen. Da vi ser, hvorfor der er så stille, så kan vi næsten ikke holde os selv fra at grine. Far ligger på siden på babytæppet ved siden af Nora, Far sover mens Nora hygger sig med en bamse. Jeg skynder mig at tage min telefon frem og tager et billede af dem, som jeg kan gemme til evig tid.

    Mor sukker og rusker lidt i fars skulder. ”Hallo,” siger hun og rusker igen. ”Du er jo helt væk.”

    Nora giver sig til at smile, da hun ser mig. ”Hej Nora,” griner jeg og samler hende op. ”Ligger du der og er glad.” Jeg presser læberne ind mod hende tykke kind og giver mig til at kysse hende helt vildt, så hun giver mig et dejligt tandløst smil.

    ”Jeg havde alt under kontrol,” siger far og sætter sig søvndrukkent op.

    ”Du skal da ikke bare ligge og sove ved siden af hende. Tænk hvis hun kravlede væk eller lavede ulykker.”

    ”Mor? Nora kan ikke kravle…”

    ”Nårh nej, men altså…” og så snakker hun videre og vrisser af far, ligesom hun gør bedst og vil gøre alle sine dage resten af livet. Nogen gange har jeg ondt af min far, men andre gange tror jeg også, han har det ganske fint med at være under tøflen.

    Nora stikker fingrene ind i min mund, og jeg siger: ”Nej din bølle,” og ”du er en værre en!” mens hun grabber videre. I det øjeblik hvor jeg står med hende og bare står, så er der et sekund, hvor jeg tænker på, hvordan jeg nogensinde skal kunne give slip igen. Jeg tænker, at der er stort grundlag for, at jeg bliver den værste hønemor, men sådan er det.

    Mor og far laver lækkert frokostbord, selvom mor og jeg lige har drukket kakao, og jeg egentlig ikke er særligt sulten. Far gør sig endda den ulejlighed at sætte et lille flag på bordet, som om vi fejre min og Noras frihed.

    Den lille trold for bordenden ligner en, der er træt, og jeg beslutter at en lur kan være på sin plads. Jeg pakker hende ned under en dyne i barnevognen og beslutter at spadsere en tur i det gode vejr, mens jeg lader mig selv drømme lidt om, hvor godt det bliver at komme videre med mit liv. Og først nu giver jeg mig til at spekulere over, hvad jeg gerne vil studere. Måske noget med psykologi eller pædagog. Jeg kan blive skolelærer.

    Nora pludre og leger hele gåturen igennem, men jeg går mest i mine egne tanker. Et øjeblik føler jeg, at jeg får et glimt af Mads et sted nede af vejen, men hvad skulle han lave helt herude i Tommerup lige efter at have fået en dom?

    Jeg tvinger mig selv til at tænke på mine uddannelsesplaner igen og trasker videre. Når jeg en gang får en lejlighed for mig selv og Nora, så skal Nora have et værelse. Jeg vil male bamser eller prinsesser på hendes vægge og give hende et børnekomfur fra IKEA… men nu er jeg vidst lidt langt ude i fremtiden.

    Og hun skal have små stole til et lille bord, hvor hun kan tegne. Nogen gange synes jeg, hun vokser for hurtigt og andre gange synes jeg, det går for langsomt.

    Jeg ser en fakta-butik få meter fra os og tænker på mor og far. Jeg har lyst til at give dem et eller andet… noget chokolade eller vin. Bare et eller andet. Også selvom jeg egentlig ikke synes, de fortjener det, så fortjener de det lidt alligevel. Bare lidt.

    Ej man må gerne gøre noget godt en gang imellem.

    Jeg kører hen til fakta med Nora og kigger på hendes endeligt sovende ansigt. Hvis jeg går derind, og der er mange mennesker eller børn der råber, så vågner hun og græder. Kan jeg stille hende her? Jeg har ikke alarmen med.

    Jeg kører hende ind til siden og går ind for at se, om der er mange mennesker. Det er ikke galt. Jeg kan nå det på fem til ti minutter og skynde mig ud til Nora igen. Jeg behøver ikke alarmen til sådan en kort lille færd i fakta, så jeg beslutter at tage chancen og står ved Nora et øjeblik, mens jeg overvejer, hvad mor og far skal have. Vin tager for lang tid at kigge på, for det har jeg slet ikke forstand på. Chokolade? Anthon Berg? Dem med marcipan indeni som far kan æde en kasse af på en aften. Ja nemlig.

    Jeg sukker og ryster på hovedet af mit paranoide sind og lister derind. Jeg bruger et minuts tid eller to ekstra på at bestemme mig for, hvad der ville falde bedst i deres smag, mens jeg overvejer, om jeg overhovedet har penge til det. Men det skal jeg have, for mor og far skal have chokolade, og så går jeg hen til kassen, hvor der sidder en flink ung mand, som minder mig om Andreas. Dumme Andreas.

    Nej Ida! Positive tanker.

    Jeg siger pænt: ”Hav en god dag!” til fyren og tvinger et smil på ansigtet, mens jeg trasker ud igen. Men mit smil blegner i det samme, jeg når ud af døren. Æsken med chokolade falder til jorden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...