Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27483Visninger
AA

11. mor og far

En lyd af højlydt gråd vækker mig lidt senere samme dag. Det er ikke fordi, Nora vræler en meter væk fra mig, faktisk tror jeg hun er langt nede af gangen, men jeg kan høre hende. Jeg er så sikker på, at det er hende, at jeg får lyst til at rejse mig, så jeg tager fat i den hvidmalede halvkrakelerede jernstang på siden af min seng og trækker mig selv op i lodret stilling, hvor jeg sidder i et par sekunder, mens blodet finder ud af at kordinere sig mellem krop og hjerne.

    Jeg bevæger fødderne ned på gulvet, som er koldt mod mine sokker, da jeg opdager, at de sokker jeg havde på dagen før var sorte og disse er hvide. Jeg har pludselig en hvid tshirt og nogle lysegrå joggingbukser på, og jeg løfter armen for at indånde min skulder, der lugter friskt, som min mor. Det er min mors tøj, jeg har på, og det får mig til at smelte af savn. Jeg vil have min mor.

    Jeg har ondt i mit hoved, og min albue er stivet af og hænger i en slynge om min hals. Jeg føler mig ekstremt ynkelig, mens jeg tager miniskridt ud af rummet og bevæger mig mod lyden af babygråd. Jeg kigger alle vegne hen, og sygeplejerskerne farer forbi mig ned af gangen frem og tilbage. Jeg føler mig meget lille i forhold til dem, og det er ikke kun højdemæssigt, men også menneskeligt. Jeg er en teenager der ikke har en pind styr på sit liv, og lige nu ikke kan finde sin baby, som jeg sandsynligvis ikke engang kan tage op fordi min arm er fucking ødelagt. Fucking! Jeg bander ellers aldrig.

    Jeg ser en lille tyk dame med rødt pagehår gennem en dør, der står på klem og genkender min mor. Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til hende, så jeg står lidt og ser hende pusle rundt inde i rummet, som tydeligvis er et slags badeværelse med puslebord. Nora er helt hysterisk.

    ”Mor,” mumler jeg og lægger hånden på døren for at skubbe den til siden. Hun får næsten et chok, da hun ser mig og farer sammen.

    ”Lille skat, du skal ligge ned.”

    Jeg ryster på hovedet og læner mig op ad dørkarmen. ”Jeg havde brug for at gå lidt.” Jeg kan ikke få mine øjne fra hende. Jeg har så meget lyst til, at hun tager mig i sine arme, så jeg kan græde og pylre og for en gangs skyld ikke selv være moren.

    ”Ida,” sukker hun og træder hen til mig med armene udstrakte. Jeg føler ikke, jeg laver andet end at græde, mens jeg er vågen, først til Andreas og nu til min mor. Og den ene gør det ikke bedre end den anden. Jeg kan ikke stoppe mig selv.

    ”Jeg savner dig,” hvisker jeg mod hendes skulder og trækker vejret dybt, så alle hendes bløde morpartikler kan opfylde min krop.

    ”Jeg savner også dig lille elskling.” Hendes stemme er akkurat lige så grødet som min. Og elskling? Ja det har hun altid kaldt mig, og jeg bliver ikke for stor til det.

    ”Hvor er far?” spørger jeg og tørre øjnene.

    ”Han er i Tyskland med forretninger, men han kommer så snart, han kan.”

    ”Okay,” mumler jeg og trækker mig væk for at se til Nora. Hun klynker stadig lidt, men det blev bedre, da jeg kom. Jeg læner mig ind over hende og kysser hendes lille hoved, så hun grabber på min kind med de små skarpe fingerspidser. ”Jeg elsker dig,” hvisker jeg med blanke øjne og nusser hende på maven med min raske hånd. ”Og ingen rører din mor uden kamp.” Hun smiler til mig og jeg udstøder et fnis. ”Ja det er rigtigt.”

    ”Skal jeg tage hende? Så kan vi gå tilbage til stuen.”

    Jeg nikker og træder tilbage, så min mor kan komme til. ”Hvor er Andreas?” spørger jeg lidt efter og forsøger at få det til at virke henkastet.

    ”Han er på arbejde. Han har aftenvagt, men han sagde, han ville kigge ind i morgen.”

    ”Okay,” mumler jeg en anelse skuffet. Han har den der ildevarslende gode effekt på mig. Jeg hader at have det sådan, for det ender bare med, at jeg kommer galt af sted, når jeg kan lide nogen.

    ”Hvem er han?” spørger mor lidt efter.

    ”Han er min bedste ven.” Jeg trækker på skuldrene, men pludselig kommer jeg i tanker om Mads. ”Hvad er der sket med Mads?” spørger jeg en smule nervøst.

    ”Vi har anmeldt det til politiet, som leder efter Mads nu.”

    ”Okay.” Jeg spidser læberne og går om hjørnet til stuen, hvor min seng er. Jeg kører ryglænet op og sætter mig under dynen.

    ”For resten,” siger mor og lægger Nora i min seng ved mig, mens hun finder sin taske. ”Andreas kom med noget til dig.” Hun trækker en Arnold Busk pose op og lægger den hos mig. Jeg rynker panden og trækker noget fladt op i form af et skitseblok og efterfølgende to blyanter med forskellig hårdhed sammen med en dims, som har hviskelæder i den ene side og blyantsspidser i den anden.

    ”Hvorfor?” Jeg stirre olmt på tingene.

    ”Fordi du ikke må se tv eller spille på din telefon. Har du fortalt ham, at du kan tegne?”

    ”Jeg nævnte, at jeg gjorde det en gang, men at jeg stoppede på grund af Nora.”

    Hun smiler og lægger hovedet en smule på skrå. ”Måske synes han, at du skal begynde igen.”

    ”Hmm…” Jeg lægger tingene over på bordet ved siden af og lægger mig til at kigge på dem. Hvorfor bruger han penge på mig?

    Mor sætter sig på sengen ved siden af Nora og lægger sin hånd på dynen, der hvor mit ben ligger. ”Du skal ikke bekymre dig. Du kan få din gamle værelse tilbage, og jeg skal nok passe Nora, mens du kommer dig. Du skal slet ikke bekymre dig om noget.”

    ”Jeg kan ikke lade være,” mumler jeg.

    ”Lyt til mig. Du bliver ikke kurreret fra hjernerystelse, hvis du bekymre dig. Vi snakker ikke mere om Mads, før du er helt rask, og Nora hun har det godt. Du skal bare slappe helt af og lade os klare det.”

    Det er det, der er problemet. Jeg har ikke ladet andre klare noget som helst for mig, siden jeg blev gravid. Jeg kan ikke finde ud af at slappe af. ”Undskyld, i skal have så meget bøvl. Jeg…”

    ”Ida. Stop så.”

    Jeg bider mig i læben og forbander, at mine øjne bliver blanke igen. Fandens til tårekanaler som ikke vil samarbejde.

    ”Du er nødt til at slappe helt af, ellers så ringer jeg efter en, der kan få dig til at sove. Dit hoved kan ikke kaperer den slags lige nu.” Hun tager Nora op i armene, så Noras arme stritter ud til siderne, som de gør, når hun er nysgerrig. Nogen gange tror jeg, hun rækker ud efter ting, som er flere meter væk. ”Hvad med, at jeg tager trunten med og lader dig sove imens?”

    Jeg sukker og nikker en smule utilfredst, men hun har ret. Jeg får sengen ned i liggende tilstand og løfter fødderne, så enden af dynen kommer ind under fødderne, bedst som jeg kan lide det. Mor tager Noras hånd og vinker til mig, idet hun trisser ud på gangen.

 

***

 

Jeg prøver flere ynkelige gange efter hinanden at skitsere Nora fra et billede på min telefon, men papiret rykker sig hele tiden, og jeg kan ikke med en hånd. Det er for bøvlet. Jeg lægger det tilbage på bordet ved siden af mig og læner mig sukkende tilbage, mens uret tikker på væggen og gør mig skør i hovedet.

    Jeg tænker på min mor og far. Jeg blev opdraget som medlem af frikirken med to forældre, der mente, at sex før ægteskabet var en synd. At det at have lyst til et andet menneske, som man ikke var bundet med til evig tid var helt forkert. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at fortælle om graviditeten til dem, før det var for sent, og min mor opdagede det af sig selv. Hun blev rasende. Og far blev rasende… og senere blev jeg selv rasende. Det var forfærdeligt.

    Senere når jeg tænker over det, kan jeg godt blive ked af, at ingen snakkede med mig om det at få en baby. Det eneste snak jeg fik var skældud, og når jeg ikke fik skældud, så kiggede de på mig, som om de ikke vidste, hvilket uhyre de havde skabt. Det var det jeg ikke kunne tage, og da jeg besluttede, at nok skulle være nok, og jeg valgte at konfrontere dem, så sagde de, at jeg kunne også bare gå min vej, og se om jeg kunne være voksen. Det troede de ikke på, at jeg kunne.

    Problemet er, at jeg elskede dem og gør det stadig. Siden hen har en tynd telefonlinje været det eneste, jeg har kunnet overkomme, fordi det at se dem i øjnene simpelthen er for meget. Men selvom det er mange måneder siden, jeg sidst har været hjemme hos dem, så kan jeg stadig kende duften af mor, og jeg finder mig selv stikke næsen ned i min skulder bare for at trække vejret gennem stoffet. Ja det er lidt skørt, men… trygt.

    ”Ida?” siger en dyb stemme fra døråbningen, og jeg drejer hovedet så hurtigt, at det gør ondt. Jeg ser min far stå med det grå hår strittende til alle sider fra vinden udenfor og vanddråber på frakken og på brillerne, som han pudser i trøjen.

    ”Hej far,” svarer jeg næsten uden stemme. Mens han går hen mod mig sætter jeg mig langsomt op med benene hængende ud over sengen og rejser mig til at møde et kram. Et pust af cigaretlugt og mint-perstiller fanger min næse, da jeg lader mig omfavne af hans varme.

    ”Du skulle have sagt noget Ida,” siger han og stemmen knækker svagt. ”Du skulle have sagt at du var i problemer.”

    ”Undskyld…” Og nu græder jeg igen. Jeg kan simpelthen ikke stoppe, og jeg er også sikker på, at dette slet ikke er forestillingen på afslapning. Jeg kommer aldrig af med den hjernerystelse.

    ”Årh Ida,” sukker han og køre mit hår om bag mine øre, mens han ser mig i øjnene. ”Gudskelov du er her nu. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis den dreng…”

    ”Stop far,” hvisker jeg og tørre mine øjne. ”Det er ikke din skyld.”

    ”Jeg drev dig ud af huset på grund af den djævel.”

    ”Far…”

    Han ser mig ind i øjnene et øjeblik og nikker. ”Kom hjem til os igen.”

    Jeg nikker grædefærdigt og smiler svagt. ”Jeg kommer hjem.”

    ”Hør her skat, du skal ikke skynde dig at komme ud i en lejlighed, hvis du ikke kan magte det. Du må blive hos os, så længe du vil, og når du bliver 21 så får du din børneopsparing, og så er det lidt lettere for dig.”

    ”Men far, jeg kan altså ikke leve op til jeres tilværelse. Jeg tror ikke på det samme som jer længere.”

    ”Uanset hvad du tror på, så kan gud ikke være alle vegne. Det er på tide at din mor og jeg tager over.” Han trækker mig hen til sengen igen.

    ”Du er så sentimental far,” sukker jeg.

    Han smiler og lægger armen om min skulder. ”Dit værelse står, som det altid har gjort.”

    ”Okay. Tak.” Jeg læner mig ind mod hans skulder og ånder tungt ud. ”Har du set Nora?”

    ”Ja. Hun er en lille charmetrold.”

    Jeg smiler og bander inde i mit hoved over, at jeg har lyst til at græde igen. Det er næsten ubeskriveligt, hvor lettende det føles, at mine forældre har taget så godt imod hende. De skammede sig sådan, da hun var inde i min mave, og da hun kom ud, kom de kun kort for at hilse. Men det er som om, at alt den vrede og irritation har fået låg over sig for første gang i meget lang tid.

    ”Nej, nu må du ikke græde igen,” siger han trøstende.

    ”Jeg kan ikke lade være,” klynker jeg ynkeligt og gnider mine øjne. ”Jeg græder hele tiden.”

    ”Så skal du også bare gøre det. Vil du med ned i cafeteriet og få noget at spise?”

    ”Ja okay.” Jeg rejser mig og går hen til min mors klipklapper, som jeg stikker fødderne i og følger med min far ud på gangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...