Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27475Visninger
AA

17. Meningsfuldt vrøvl

Jeg kan godt lide Leah. Hun er sød, selvom jeg på en måde har fået fornemmelsen af, at Andreas har sagt til hende, at hun skal snakke med mig. Jeg kan fornemme det på hende, fordi hun ikke rigtigt snakker med de andre i al den tid, vi er på stranden. Andreas derimod viser en side af sig selv, som jeg ikke endnu har fået fornøjelsen af at møde. Lad os bare sige, at der er lidt for mange øller blandet med hans altid beundringsværdige positive udstråling, som får ham til at opføre sig… æhm… spændende.

    En ting, som Andreas åbenbart er kendt for er, at han bliver ekstremt kærlig, når han er lidt beruset. Jeg har ærligt talt ikke tal på, hvor mange kram jeg og alle de andre piger, for den sags skyld, har fået i dag. Jeg kan ikke sige, at jeg bliver jaloux, når han giver en af pigerne et kram, men jeg tror, jeg er blevet lidt for vant til at føle, at jeg er noget specielt, når jeg er sammen med ham.

    Efter den første øl holder jeg mig til sodavand, som slet ikke er nær så sjovt. Da de andre begynder at få lidt for mange øller eller shots, så sidder jeg pludselig og føler mig alt for ædru. Men det er sådan, det er, og jeg vil da ikke sige, at jeg lader mig selv blive i dårligt humør af det. Jeg hygger mig med at snakke med Leah, som jeg håber også har det sjovt med mig. Jeg kan ikke læse, om hun er sød mod mig af medlidenhed, eller om hun virkelig synes, jeg er en spændende person.

    Det er snart ved at være for koldt på stranden hen over eftermiddagen, og folk er klar på at tage hjemad. Andreas har ikke samme holdning, men da han kommer hen til bussen og opdager, hvor dejligt varmt, der egentlig er i bussen, så kommer han til fornuft alligevel. Da jeg træder ind i bussen, slanger han armen omkring mig og skubber mig væk, mens han bipper sit kort to gange for at betale for mig. Jeg smiler skævt og går ind til de andre, der sidder i en stor klump nede for enden.

    ”Hey Ida,” siger Leah, der sidder ved siden af en af de andre piger, som jeg ikke har snakket med endnu. Problemet er, at jeg er ret genert, og hvis folk ikke siger hej til mig først, så er jeg alt for tilbøjelig til at holde mig selv tilbage allerede der. Det skal jeg vidst arbejde på.

    ”Hej,” siger jeg og sætter mig på sædet foran dem ved siden af Andreas.

    ”Det her er Josefine.”

    Josefine ser lidt tilbageholden ud, men det slår mig, at hun ligner mig en smule dog med brunt hår. Hun er ikke så høj, og så har hun jeans og hættetrøje på ligesom mig. Så jeg rækker hånden til hende, fordi jeg tænker ’hey, måske kan jeg finde en jeg kan relatere lidt til’.

    ”Jeg hedder Ida,” siger jeg med en træls undertone af generthed, som får mig til at smile lidt halvhjertet og trække ærmerne ned over håndleddene.

    ”Hej Ida,” siger hun med en halvt smil, og så er det Andreas vender sig om til os og himler med øjnene.

    ”Vis noget entusiasme gutter.” Han kigger på Josefine og peger på mig. ”Hende her, hun er virkelig god til at tegne. Jeg har ikke set nogen af hendes tegninger, men de er virkelig gode!”

    Jeg griner og tager mig til panden, da Andreas drejer sig mod mig og peger på Josefine.

    ”Hende her derimod, hun er virkelig god til at male. Hun er lidt tilbageholden med sit kunst, så det er begrænset, hvad man får lov at se, men jeg er sikker på, at alt hvad hun laver er pisse godt. I to kunne flytte bjerge.”

    Jeg klapper ham på skulderen og skubber ham ned på sin plads igen. ”Nu synes jeg lige, du skal koncentrere dig om at blive ædru igen,” siger jeg og vender opmærksomheden tilbage til Josefine. ”Du maler?”

    ”Ja lidt, men det er kun, når ånden lige kommer over mig.”

    ”Hvad maler du?” spørger jeg interesseret.

    Hun trækker på skuldrene. ”Mest abstrakte ting. Det er ikke så tit, jeg maler noget, der ligner noget.”

    ”Men,” siger Leah for at bryde ind. ”Du maler følelser, vil jeg sige.”

    ”Tjo,” siger Josefine. ”Jo det kan man godt sige.”

    ”Hey Ida, kan du ikke lige finde os på facebook og sende en anmodning, så finder vi ud af noget. Jeg har den her sindssyge trang til at lave et pyjamasparty.”

    Jeg griner lettere usikkert. ”Pyjamasparty?”

    ”Ja ja! Lyserødt nattøj og masser af chips. Kan i ikke huske den gang, man var lille og gjorde det hver gang, der var en der havde fødselsdag? Det var det bedste.”

    ”Mine forældre hadede altid de der pyjamaspartyer, fordi vi aldrig faldt i søvn, og der var altid en der savnede sin mor,” siger Jose og fniser.

    ”Ida, det er dig om nogle år,” griner Leah, og jeg sukker dramatisk. Hun lægger sin hånd på min arm og kigger mig alvorligt ind i øjnene. ”Du skal bare ringe efter Andreas og hælde nogle øl i ham, så er han klar på at underholde hele baduljen, til de falder om af træthed.”

    ”Mig?” spørger Andreas. ”Ej må jeg ikke komme med til jeres pyjamasparty?”

    ”Nej,” svarer Jose og ugler hans hår.

    ”Hey Leah?” siger Rasmus bag hende. ”Vil du med på The Gap i aften?”

    ”Jeg troede aldrig, du ville spørge,” siger hun muntert. ”Andreas?”

    Han kigger op. ”Ja ja,” svarer han.

    ”Ida og Jose?”

    Jeg ryster på hovedet. ”Jeg kan ikke drikke.”

    ”Du behøver ikke blive fuld,” siger hun. ”Kom nu!”

    ”Jeg er nødt til at være sammen med Nora. En anden dag måske.” Ærligt talt har jeg slet ikke lyst. Både fordi det ikke rigtigt er sjovt at være den eneste ædru mellem fulde mennesker, men også fordi det virkelig ikke siger mig noget. Hvad er der galt med mig…

    ”Øv bøv.”

    ”Jeg kommer måske i et par timer,” siger Josefine.

    Jeg sætter mig ordentligt på sædet ved siden af Andreas og sukker. Det føles ikke særligt rart ikke at føle sig på lige fod med sine jævnaldrene. Måske har den del af mit liv været klippet ud af mit liv i så lang tid, at jeg slet ikke synes det er sjovt mere.

    ”Er du sulten?” spørger Andreas.

    ”Ja lidt,” svarer jeg. ”De der grille gik vidst lidt i vasken. Jeg har fået et stykke brød og en is.”

    Han griner og rækker ud efter min hånd, som om det er helt normalt, og da slet ikke mærkeligt overfor hans venner. ”Sænk skuldrene. Du ligner en der har hold i nakken,” siger han og blinker med det ene øje.

    Jeg kaster et blik tilbage på de andre, som er opslugt i en samtale og forsøger at slappe af, mens jeg læner mig tilbage. Hvad er Andreas og jeg?

 

***

 

Jeg skriver en hurtig sms til far om, at jeg tager bussen hjem lidt senere, mens jeg står i Andreas’ stue. Han står ude i køkkenet og udforsker sine kulinariske evner stadig med en lille skid på, men noget siger mig, at han er ved at blive lidt ædru igen. Jeg beslutter at gå ud til ham og kigge, hvad han laver. I en gryde har han en tomatagtig kødsovs kørende, og på bordet står der et ildfast fad med pastaskruer nede i.

    ”Wow,” mumler jeg. ”Går du bare lige hjem og laver mad efter sådan en dag?”

    ”Hvad snakker du om? Jeg elsker at lave mad.”

    Jeg fniser og ryster på hovedet. ”Du har ikke engang forbrændt de der øller endnu.”

    ”Hvilket beviser præcist, hvor god jeg er i et køkken.”

    Han rækker rundt om livet på mig og trækker mig hen til sig. Det i sig selv er ikke så slemt, men han er en lille smule mere underlig, end han plejer, og da jeg kommer tæt på og får et friskt pust af øl-lugt i hovedet, er jeg nødt til at træde et skridt væk fra ham igen. Det bragte pludselig et minde eller to for meget tilbage i mig.

    ”Kan du ikke lide mig mere?” spørger han skuffet over min flugt.

    Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg skal sige. Måske er jeg selv overrasket over, hvor hurtigt jeg reagerede lige der. Jeg har jo intet problem med Andreas, og faktisk er hans personlighed som beruset meget mere behagelig, end hvad jeg kommer fra, så hvorfor flygtede jeg?

    Han bider sig tænksomt i kinden og vender blikket mod sin mad, som han røre rundt i. ”Hvorfor bliver jeg ved med at prøve?” spørger han sig selv, som om jeg ikke skal høre det, men det gør jeg, og jeg får ondt i maven.

    ”Det var bare…” starter jeg stadig overrasket over min egen handling. ”Det var en refleks.”

    Han kigger op med et løftet øjenbryn. ”Hvad?”

    ”Du lugter af øl, og så gjorde du noget, som Mads kunne finde på…” Jeg ryster på hovedet og kigger ned. ”Det er jo latterligt. Du er ikke Mads,” overbeviser jeg mig selv om.

    Han er tavs et øjeblik. ”Undskyld,” siger han overrasket.

    ”Det er mig, der siger undskyld.”

    ”Hvorfor siger vi egentlig undskyld?” Han rækker hånden ud mod mig. ”Jeg lugter lidt af øl, men hvis du står lige her tæt på mig, så lover jeg dig, at du kan blive stående så længe, du vil, og jeg vil aldrig gøre noget, som du ikke vil have.”

    Jeg tager mig til kinderne, idet det går op for mig, at jeg rødmer.

    ”Kom nu Shorty,” siger han og blinker med det ene øje.

    Jeg bevæger mig tilbage til ham og lægger armene omkring ham med hovedet mod hans bryst. Hans hånd stryger mig op og ned af ryggen, mens jeg lukker øjnene og lytter til hans hjerte. Det banker så hurtigt. Andreas kan noget, som han ikke gør med vilje, men stadig kan jeg beskrives som et talent. Han kan udstråle tryghed, uanset i hvilken tilstand han befinder sig; beruset eller ædru. Han kan noget mod øjnene, hvor han ser på en, og så ved man bare, at man er noget specielt. Det får mig nogen gange til at tænke på, om han er sådan specielt overfor mig, eller om han bare er sådan i det hele taget.

    ”Jeg er ked af det, men jeg er lige nødt til at smide det her i ovnen,” siger han lidt efter, og jeg slipper modvilligt taget omkring ham, mens han hælder sovsen over pastaskruerne og drysser ost ud over bagefter. Han stiller den i ovnen og stille uret på en halv time.

    En million tanker farer igennem mit hoved det øjeblik, han ranker ryggen og kigger på mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men det er som om det kilder, bare han står der. Jeg har svært ved at fokusere, fordi det eneste jeg kan tænke på er hans læber og hans krop… ja hele hans sjæl. Han har hverken store muskler, og han er måske mere ranglet, end hvad jeg havde troet, jeg var til. Hans hår er alt for langt og uglet, og så gør han ikke noget ud af sin tøjstil, men på hans læber sidder det altid charmerende smil. I hans øjne er der et varmt glimt, og bag hans ydre er der et stort hjerte. Det er som om, at alle hans ydre mangler er fuldstændig ligegyldige, som om det jeg troede var ’mangler’ ikke betyder noget, nej nærmere gør ham til den han er.

    Jeg er utroligt bevidst om, at Andreas tager langsomme skridt hen mod mig, og han tager mig hånd, for at få mig helt tæt på. Min hånd slipper hans og lægger sig på hans skulder, bevæger sig op til nakken, hvor jeg køre fingerspidserne ind i hans hår. Samme øjeblik jeg skubber hans ansigt tættere på mit, bukker hans selv hovedet og presser sine læber mod mine. Jeg er alt for lav, det kan man roligt skrive ind i verdenshistorien, men Andreas løser problemet, da hans bukker sig ned og løfter mig op på det lille frimærke af en bordplade, han har, og han kysser mig mere intenst end før, mens mine arme ligger på hans skuldre. Jeg bliver overrasket over, hvor rart jeg synes det er at kysse en der ikke ryger. Hans tunge mod min og hans ånde føles så rene, trods øl-smagen.

    Efter lidt sænker vi hastigheden en smule, og han hviler sin pande mod min, mens vores næser røre hinanden, og jeg kan mærke hans ånde mod min kind. Jeg føler mig varm og mit hjerte banker, så jeg kan mærke det i mit bryst. Aldrig har jeg oplevet noget så følelsesladet, ikke engang da jeg mødte Mads, eller da vi lavede Nora.

    ”Du har brug for en, der ved hvad han har, når han har dig,” siger han hæst. Han lægger sine hænder på mine lår og kører dem op mod mine hofter, til de lander om min bagdel og lader dem blive lidt der.

    ”Du skal love mig, at du er ordentlig.” siger jeg stille. ”Ikke noget med at kysse andre piger eller bare sådan skride uden grund eller andet typisk kærestedrama. Jeg kan ikke håndtere det.”

    ”Stol på mig.” Han fjerner mit hår om bag mine øre og kysser mig på næsen.

    Jeg kigger ned på et lille hul i hans trøje for ikke at holde øjenkontakt med ham. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal stole på folk,” siger jeg næsten uden stemme. ”Jeg stoler ikke engang på mine forældre.”

    Han røre blidt ved mine kinder og bevæger mit ansigt op for at møde hans blik. ”Der er så mange mennesker, der bare har ladt dig alene i meget lang tid, og du har sikkert heller ikke taget kontakt til folk, fordi du var bange for at være til besvær. Du kan ikke lide at være til besvær.”

    I samme øjeblik er det som om, han har mit hjerte i sin hånd, fordi det han står og siger er den virkelige sandhed. Jeg kunne ikke bede om hjælp, og ingen lagde mærke til, at jeg havde brug for den, før Andreas kom.

    ”Jeg lover dig, at du kan stole på mig.”

    Jeg ryster på hovedet og blinker vandet ud af øjnene. ”En dag så sker der noget. En dag går den ikke længere, og så går vi fra hinanden, eller skal to forskellige veje. Måske opdager du, at du ikke kan være en del af det her, når Nora er så stor en del af mit liv. En dag opdager du, at Mads ikke er ude af mit liv, bare fordi han skal i fængsel…”

    ”Træk vejret. Tror du virkelig, at jeg vil være sådan en idiot?”

    ”Det er det, jeg ikke ved. Mads var god, og så blev han underlig. Jeg havde ikke set det komme.”

    Han er stille et øjeblik, som om han forsøger at finde en smutvej igennem det, men faktum er at min hjerne er fucked up!

    ”Se selv.” Jeg tager min baghånd op til øjet for ikke at lade min mascara løbe.

    ”Det er bare… du kan jo ikke skyde nogen ud af dit liv, fordi du er bange for at tage chancer. Det vil efterlade dig alene resten af dit liv. Du får ti katte før du bliver fyrre, og Nora vil indse, at du mangler noget kærlighed, så hun opretter en profil for dig på dating.dk. Så render du på dates hele tiden, indtil du opdager, at du har glemt, hvordan man gør…”

    Jeg kommer til at smile og bider mig i læben, før han ser det.

    ”Eller også så ser du, at jeg også har en profil på dating.dk og opdager, at jeg faktisk heller aldrig fik et liv, efter jeg mødte dig, fordi… lad os nu lige face facts! Jeg fandt aldrig nogen bedre end dig. Og så bruger du flere dage på at tænke over, om du alligevel skal smide mig en besked, hvor der står ’long time no see!’ men opdager, at du slet ikke har noget at fortælle, andet end at Nora selvfølgelig er på vej til OL i svømning, og at hun fik 12 i alle sine eksaminer på universitetet, fordi du aldrig tog andre chancer end Nora!”

    Der er stille, mens jeg forsøger at kapere al den info jeg lige fik serveret.

    ”Kan du se? Det er faktisk ligegyldigt, om du har det sjovt med mig eller lader være, fordi du vil aldrig kunne undgå det dårlige i livet, så hvorfor ikke bare tage chancen og leve i nuet? Sørg for at Nora ikke bliver dit eneste drejepunkt på jorden. Du skal have mange drejepunkter, sådan så du ikke bliver rundtosset af at køre til højre på det ene drejepunkt hele tiden, men derimod kan vælge at dreje lidt til venstre en gang imellem også…”

    ”Er du godt klar over, hvor meget du vrøvler?” fniser jeg.

    ”Jeg ved det godt,” svarer han lidt genert. ”Men det er kun fordi, jeg er pisse dårlig til at lave peptalks.”

    ”Jeg kunne godt lide din peptalk…”

    ”Mener du det?!” spørger han med tydelig begejstring.

    Jeg smiler og kigger han ind i øjnene. ”Du ved faktisk altid, hvad du skal sige. Jeg troede lige, at jeg havde fundet ud af, hvordan jeg skulle gøre dig mundlam, men jeg har aldrig mødt en person som dig, der ser en løsning på alting.”

    Han slanger armene om mig og presser mig ind mod sin krop, mens jeg gemmer ansigtet i hans skulder. Vi sidder så tæt som man kan; som et menneskeligt puzzlespil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...