Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27480Visninger
AA

25. Is

Et år senere…

    ”Hvad har du fundet, din bandit,” siger Andreas og samler Nora op fra gulvet. ”Kan du give den til damen?” Han læner hende ned til makeupartisten, Maria, der er i gang med at pudre mit ansigt, og jeg kan se, at Nora har fået fingre i en eller andet slags børste til pudder.

    Nora kigger på Maria og beslutter, at hendes ansigt ikke er familiært nok, idet hun slynger armene om Andreas’ hals og giver sig til at bide i hans trøje i stedet for.

    ”Nå okay,” siger Andreas og Maria griner, mens hun pudre videre på mit ansigt. Jeg ligner ærligt talt snart en dukke med alt det makeup. ”Må jeg få den?” spørger han Nora. Hun ryster på hovedet og rækker armen med børsten i den anden retning, som om Andreas ikke kan nå den hvis hun strækker armen langt nok.

    ”Det er ikke så godt, hvis hun får den i munden,” siger Maria.

    Andreas nikker og kigger på Nora i et suk. ”Okay, så må vi tage det den hårde vej.” Han tager børsten og skynder sig at give den til Maria, mens Nora bryder ud i en dejlig symfoni af utilfredshed. ”Jeg går lige lidt væk,” mimer han til mig og lister over til et skørt billede på væggen. Jeg betragter dem diskredt ud af øjenkrogen, mens Nora piller i hans hår, og Andreas lader som om, det gør voldsomt ondt. Hun griner og fortsætter, den lille sadistunge. Men da hun kommer til at rive for hårdt, så griber han hendes fingre og siger ”haps!”. Det er hyggeligt at se på.

    ”Ida er på om ti minutter,” siger en mand med headsæt på, og jeg rejser mig op.

    ”Nej An-dreas,” siger han ovre fra hjørnet.

    ”Reas,” siger Nora.

    ”An-dreas,” siger han igen.

    ”Dreas,” svarer hun.

    ”An-dre-as…”

    ”Adres.”

    ”Du er der næsten. Andreas.” Han prøver virkelig hårdt.

    ”Reas.”

    ”Vi arbejder på det senere, min ven. Jeg tror lige, mor skal have et kys med sig.” Han smiler skævt og går hen til mig. ”Knæk og bræk, eller hvad man nu siger.”

    ”Jeg har aldrig forstået det udtryk,” griner jeg og kysser ham. ”Kan du sige mor?” spørger jeg Nora.

    ”Mor,” siger hun.

    ”Kan du sige Nora?” spørger jeg så.

    ”Nora,” svarer hun og Andreas himler med øjnene.

    ”Hvad med elefant?”

    ”Elefant.”  

    ”Godt skat. Prøv at sige Andreas.”

    ”Reas.”

    Jeg drejer ansigtet nedad for at skjule, hvor meget jeg morer mig, mens Andreas står og skærer ansigter. Jeg klapper ham blidt på kinden og kysser Nora på håret, inden jeg følger efter manden ind mod studiet. Ud af glaspartierne på min venstre side kan man se ned på Københavns hovedbanegård, hvor der er travlhed her i morgentimerne. Morten Resen er godt i gang med at lave alternative madpakker til børn sammen med tv-kokken, mens jeg bliver gjort klar med en mikrofonklips i mit tøj og sat på en sofa overfor Puk Elgård. Vi har allerede hilst på hinanden tidligere.

    ”Vi vender tilbage til dig lidt senere, jeg glæder mig til at se, hvordan kedelige rugbrødsmadder kan blive interessante i min madpakke,” siger Morten Resen og smiler til kokken, der griner, mens kameraerne ruller lidt væk fra ham.

    Mit hjerte banker helt oppe i halsen, da Puk Elgård får signal om, at hun er på og begynder at tale. Jeg minder mig selv om, at jeg jo bare sidder og snakker stille og roligt med hende, og at jeg allerede ved, hvad jeg vil svare til hendes spørgsmål. Men det er lettere sagt end gjort.

    ”Alle forældre kender vidst følelsen af at gå og bekymre sig om sit barn, hvad enten det er første dag i skole eller bare en cykeltur. Men hvad sker der egentlig i os, når vores værste frygt bliver realiseret og barnet udsættes for fare? Vi har inviteret Ida Bjerregård ind i studiet her til morgen. Godmorgen Ida, tak fordi du ville komme.”

    ”Selv tak,” mumler jeg hæst og skruer et smil på.

    ”Ida du har rent faktisk oplevet, at dit barn blev kidnappet i sin barnevogn.”

    Jeg nikker, og der kommer et billede op på en tv-skærm, hvilket betyder at hele Danmark kan se Nora hjemme i stuerne lige nu. Jeg har valgt et godt billede, hvor hun sidder og smiler med en bamse i armene.  

    ”Men lad os lige skrue helt tilbage til begyndelsen. Efter Nora her bliver født, så begynder din tidligere kæreste af blive aggressiv, og du opdager faktisk efter et stykke tid, at han er påvirket af stoffer. Kan du prøve at sætte ord på, hvilke følelser det vakte i dig i forhold til at passe på din baby?”

    Jeg rømmer mig og ser ind i Puks øjne. Det er bare en samtale, bare en samtale.

    ”Det er klart, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at sørge for, at min kæreste ikke blev vred. Når man er mor, så er der ikke rigtigt noget man ikke vil gøre for sit barn, så hvis han begyndte at true mig eller være voldelig, så sørgede jeg for, at han kom væk fra hende, eller jeg provokerede ham til at være vred på mig i stedet for Nora.”

    ”Han kunne blive vred på Nora?”

    ”Ja, det kunne han. Han kunne ikke lide når hun græd.”

    ”Da dit barn er omkring seks måneder gammelt, så går det helt galt. Kan du fortælle, hvad der skete den dag?”

    Jeg trækker en dyb indånding. ”Min daværende kæreste var alene med Nora, og da jeg kom hjem, så begyndte vi at skændes. Jeg fik ham overbevist om at vente med at blive vred, til jeg havde trøstet Nora, så der skete ikke noget med hende, men da jeg efterfølgende gik ud til ham, så blev han aggressiv.”

    ”Og du ender også på hospitalet.”

    ”Det gør jeg, ja. Jeg ringede til min nuværende kæreste Andreas, som fik fat i en ambulance og tog sig af Nora, mens jeg var bevidstløs.”

    Puk nikker og kigger alvorligt på sine kort. ”Så du kommer væk fra din kæreste og flytter hjem til dine forældre, men halvanden måned efter, sker der faktisk det, at han kidnapper Nora. Nogen af seerne kan sikkert huske sidste år, hvor der blevet skrevet intet mindre en 16 opslag på facebook, som nåede at blive delt over 50 gange på en time. Selv samme dag nåede den hjerteskærende nyhed faktisk hele landet. Hvad skete der?”

    ”Ja, altså vi havde lige været i retten, og min ekskæreste fik en dom på to år og mistede forældremyndigheden over Nora. Jeg var inde og handle efterfølgende, og da jeg kom ud, var barnevognen væk. Det endte med at være Andreas, der fik overtalt min ekskæreste til at give os Nora tilbage.”

    ”Hvilke følelser vækkede det i dig, at hun pludselig var væk?”

    ”Jeg havde svært ved at reagere, kan jeg huske. Jeg blev nærmest handlingslammet i et stykke tid, fordi jeg ikke rigtigt kunne finde flere kræfter i mig til at fortsætte med at beskytte hende. Det lyder absurd, men jeg kunne ikke overkomme, at hun var væk så pludseligt. Det er lidt som at få et stort hul i hjertet. Man er helt tom indvendigt.”

    ”Heldigvis fandt i Nora rimeligt hurtigt. Har de her oplevelser betydet for dig senere i livet?”

    ”Jeg forsøger at gøre alting så normalt så muligt. Jeg forsøger ikke at glemme, hvad der skete, men jeg sørger for, at det der skete ikke har nogen effekt på vores hverdag. Men selvfølgelig er det svært at aflevere hende i vuggestue nogen gange. Jeg er måske lidt overbeskyttende af og til, kan man sige.”

    ”Hvordan fungerer din hverdag så nu? Jeg ved du er på SU og læser til lærer.”

    ”Den er temmelig presset, men jeg får hjælp af mine forældre. Mens jeg studerer, så er Nora i vuggestue, og når jeg så henter hende om eftermiddagen, så passer jeg hende, indtil hun skal sove, og så læser jeg videre bagefter. I starten gik jeg også til psykolog, men det gør jeg ikke mere.”

    ”Hvilken rolle har Noras far, som stadig er i fængsel, nu?”

    ”Han har ikke nogen forældremyndighed over Nora længere, men jeg har besøgt ham i fængslet efterfølgende.”

    ”Hvordan kan det være? Kræver det ikke meget god at gøre?”

    ”Jo det gør det vel, men jeg gjorde det for at få en afslutning. Han har styret mit liv i alt for lang tid, og jeg ville gerne se ham i øjnene en sidste gang. Han er stoffri nu, og jeg har sagt til ham, at han kan få lov til at se Nora, hvis han kan tage sig sammen og forbliver ædru, når han kommer ud derfra.”

    ”Frygter du den dag, han kommer ud?”

    ”På en måde gør jeg, men jeg vælger at tro på, at han kan tage sig sammen. Der er ingen grund til at gå og frygte den dag, han kommer ud allerede nu.”

    ”Ida du skal have held og lykke med alting, og tak fordi du ville komme og fortælle din historie!” siger Puk og smiler.

    ”Selv tak,” svarer jeg, og så skifter de kamera. I samme øjeblik forsvinder mit anstrengte smil, og jeg synker nærmest sammen et øjeblik af lettelse, inden jeg rejser mig op og giver Puk hånden. Jeg bliver fulgt ud af studiet igen og trækker vejret dybt, da jeg ser mine to yndlingsmennesker hygge sig sammen.

    Andreas sidder på en stol med Nora og leger med hendes fødder, der stritter op i luften, mens hun griner, når han får den til at sprælle og danse. Da hun får øje på mig, løfter hun øjenbrynene og rækker armene op, så jeg kan tage hende.

    ”Kom skat,” smiler jeg og stryger hende på ryggen, da hun hænger sig på mig som en abekat. Andreas rejser sig og giver mig et kys.

    ”Det gik da udemærket,” siger han.

    ”Ja det gjorde. Jeg er glad for at have det ude af verden.” Jeg åndede tungt ud. ”Hvornår kommer de andre?”

    Han tjekkede uret på sin telefon. ”Om en halv time. Vi kan nå en kop kaffe inden.”

 

***

 

Leah, Josefine, Lucas og nogle af Andreas’ venner tog over broen for at komme i Tivoli med os, nu når jeg skulle i go’morgen Danmark. De var ikke så indstillet på at tage skide tidligt op, så de tog toget et par timer senere og for at møde os efter interviewet, og sammen gik vi ind i Tivoli.

    Andreas står henne og trækker en grim lyserød bamse i en automat til Nora, der sidder i barnevognen, fordi han mener at hun skal have et eller andet at kramme, så hun ikke bliver bange, mens han og drengene er oppe og prøve dæmonen. Jeg synes, det er lidt skørt, men det lader til, at Nora er temmelig begejstret for at få en bamse, og jeg tror Andreas har en eller anden trang til at gøre det, bare fordi han aldrig fik lov da han selv var barn.

    Han kommer begejstret hen med det lille dyr, der kostede en tyver og sikkert er temmelig giftigt og lavet af små kinesiske børn. Nora tager vældigt imod det og krammer den, alt hvad de små arme kan.

    ”Fik du styret din trang?” spørger jeg ham. Han er så sjov, for han kan slet ikke holde ud at gå forbi de maskiner uden at trykke på knapperne. Jeg tror, det er den der ting, man ikke må når man er barn, og når så man bliver voksen og kan bestemme selv, så kan man ikke styre det.

    ”Ikke helt,” griner han.

    ”Andreas!” råber Lucas. ”Det er nu!”

    ”Jeg kommer,” svarer han. ”Vi ses Ida.”

    ”Ja om en time med den kø der.”

    ”Køb en is til dig og pigerne imens,” svare han bare og giver mig sit dankort, inden han løber over til drengene.

    ”Skal vi købe en is?” spørger jeg Leah, der står og prøver parykker med Josefine.

    Josefine kommer hen med en lyserød paryk og sætter den på hovedet af Nora, så hun bliver helt forvirret.

    ”Nååååår!” hviner Leah og tager et billede.

    ”Piger? Is?”

    De kigger op. ”Ja lad os få en is!” siger Leah. ”Se lige det her billede.” Hun viser mig billede af Nora med paryk. Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor sød hun ser ud på det billede.

    ”Ej send det lige til Andreas,” fniser jeg.

    ”Done,” siger hun og stikker den i lommen, mens Jose hænger parykken tilbage.

    ”Lad os finde en iskiosk og være ligeglade med at vores kontoer går i minus med de priser.”

    Jeg løfter Andreas’ dankort op og vifter med det. ”Se, hvad jeg fik!”

    ”Uh! Han kommer til at fortryde det,” siger Leah og tager kortet.

    ”Ej lad os nu ikke være for hårde…”

    ”Lad os købe de største is der er!” siger Jose.

    ”Hey piger!” Jeg skynder mig at tage kortet. ”Det er mig, han slår ihjel,” griner jeg.

    ”Dig?” griner Leah. ”Andreas ville aldrig gøre dig noget. Han er for bange for, at du sætter ham i fængsel.”

    Jeg har virkelig svært ved ikke at grine. Et eller andet sted er det rart nok, at emnet ikke er tabu.

    ”Reas i fængsel,” siger Nora og smider bamsen ned på jorden.”

    ”Nej skat,” fniser jeg og lægger den op til hende igen. ”Reas giver is.”

    ”Iiiisss,” siger hun glad.

    ”Ja is,” svarer jeg. ”Vil du gerne have det?”

    ”Iiiisss,” fortsætter hun begejstret.

    ”Det tager jeg som et ja,” griner jeg.

    ”Kom din lille tot!” siger Leah og tager Nora op på armen. ”Nu skal onkel Leah vise dig de mange flotte farver is.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...