Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27512Visninger
AA

8. Frygt for at tage chancen

Hvordan gik det i går?” spørger Andreas, mens vi går ned af stien i eventyrhaven ved frokosttid dagen efter. Jeg er blevet så vant til at have en at snakke med, at jeg ikke kan holde ud at sidde derhjemme for mig selv, som jeg plejede førhen.

    ”Det gik fint,” svarer jeg uden at se på ham. Jeg skammer mig lidt over den måde jeg efterlod ham dagen før.

    ”Hvorfor får jeg altid følelsen af at du ikke mener hvad du siger, når du forsøger at berolige mig. Bare så du ved det, så kan intet berolige mig med hensyn til Mads.”

    ”Jeg gider ikke snakke mere om Mads,” svarer jeg irriteret og kigger ind til Nora, der sover tungt.

    ”Men det er irriterende at…” begynder han.

    ”Stop så! Jeg kan selv tage mine beslutninger!”

    Han svarer ikke. Det irriterer mig, når han bare bliver tavs og lader mig have det sidste ord, når jeg ved, at han ikke var færdig med at snakke. Det føles ikke engang godt at vinde den diskussion.  

    ”Du har ikke mulighed for at se objektivt på det, når du kun har fået min side af sagen.”

    ”Ida! Der er kun en side af den her sag, og det er at Mads er en spade. Mads burde slet ikke få lov til at se Nora.”

    Jeg ånder irriteret ud og ryster på hovedet med himmelvendte øjne.

    ”Du er virkelig blind!” siger han så.

    Jeg stopper op og drejer mig mod ham. ”Du burde virkelig gå din vej,” siger jeg skarpt og stirre op i hans øjne.

    ”Måske skulle du sige det til Mads.”

    Jeg bider tænderne sammen og skubbe barnevognen fremad, mens jeg går væk fra ham i et mere bestemt tempo.

    ”Hold nu op!” siger han overbærende og går raskt til for at holde trit med mig. ”Du har alligevel for korte ben til at slippe af med mig.” Det lyder som om, han forsøger at lave en joke, men jeg gider slet ikke engang høre på ham. ”Ej undskyld. Ida…” Han lægger sin hånd om min underarm og stopper mig. ”Stop. Jeg har ikke lyst til at blive uvenner.”

    ”Men jeg kan bare ikke magte at snakke mere om det.”

    Han nikker roligt. ”Kom her,” siger han og trækker mig ind til sig. Jeg læner mig ind mod hans krop og ånder tungt ud, mens jeg slipper irritationen. Han vil mig det godt.

    ”Jeg vil gerne hjem,” hvisker jeg med panden mod hans jakke, men det værste er, at det er den største løgn, jeg længe har stukket ham. Jeg vil ikke hjem. Jeg vil blive her og kramme Andreas for altid, men den dårlige samvittighed buldre i mig. Jeg kan ikke gøre det mod Mads.

    ”Hey, det var ikke meningen at skræmme dig væk.” Han stryger mig og beroligende op ad ryggen.

    ”Det gør du heller ikke. Vi kan bare ses en anden dag.” Jeg træder væk fra ham. Jeg er nødt til at hjælpe Mads.

    ”Lad mig i det mindste følge dig hjem,” svarer han og lægger hånden på min lænd, mens vi går videre.

    Jeg nikker og tænker, at det et eller andet sted er rart nok at vide, at der er en, der bekymre sig om mig. Der er så stille mellem os, mens vi går. Det er som om, han kigger på mig en gang imellem, men jeg ved det faktisk ikke. Måske er det noget, jeg bilder mig ind. Det vil også alt sammen være lettere, hvis han stopper med at behandle mig som om, jeg er hans favoritperson i hele verden.

    ”Det er ikke fordi, jeg ikke er glad for din hjælp,” siger jeg lidt efter.

    ”Det ved jeg godt.” Han lægger sin hånd ovenpå min på håndtaget til barnevognen og samler den op i sin. Jeg glemmer, hvordan man trækker vejret i et par sekunder. Hvad hvis nogen ser det og sladre til Mads? Hvad hvis der er en lille chance for, at jeg har det alt for godt med at holde Andreas i hånden?

    Mine tanker vivler rundt som snefnug i mit hoved, mens jeg går med Andreas i hånden, bange for fremtiden og bange for nutiden. Bange for hvad fanden jeg skal stille op med mig selv.

    ”Vi er der lige om lidt,” mumler jeg og slipper hans hånd lidt diskredt, mens vi drejer om hjørnet til lejlighedskomplekset. Jeg går hen mod skuret i baggården og stiller barnevognen indenfor, mens Nora ligger og kigger lysvågent på mig. Jeg åbner ind til hende og smiler, så hun automatisk smiler tilbage, mens jeg tager hende op til mig og presser hende mod mit bryst.

    ”Ida?” siger Andreas bag mig, og jeg ser op. ”Pas nu på dig selv!” Hans øjenbryn er trukket let fortvivlet sammen.

    ”Jeg skal nok passe på,” mumler jeg og lægger min frie arm om ham i et kejtet kram i døråbningen.

    ”Men tænk nu på dig selv ik’?”

    Det irriterer mig, at han ikke kan finde ud af at stole på min dømmekræft, men jeg nikker bare som svar. Jeg magter ikke flere diskussioner.

    Han fjerner sig stadig ikke fra døråbningen, og jeg fornemmer, at der er noget andet, han prøver på at sige. ”Hvis du ikke kan forlade Mads, fordi du er bange for at Nora ikke har en far, eller fordi du er bange for, hvad der sker, hvis der ikke er nogen til at forsørge dig, så tænk på det her…” Han bukker hovedet, og før jeg når at reagerer eller fjerne mig fra ham havner vores læber mod hinanden, og jeg glemmer, hvordan man bevæger sig. Jeg stivner fuldstændig, forundret over hvordan alle lyde eller bevægelser omkring os bliver til let susen i baggrunden. Jeg kan ikke tænke på noget som helst andet end Andreas i de sekunder det varer.

    Andreas kysser mig. Hans varme og kærlige væsen reder min dag, hver gang jeg ser ham. Hans ro og blide bevægelser, når han kysser mig giver mig følelsen af, at ingen kan røre mig igen. Jeg kommer til at gengælde kysset og lægger min ene hånd mod hans kæbe imens. Det er alt andet end fornuften der driver mig.

    Og i det samme vi bryder kysset, skyller en flod af iskoldt vand ned i min mave. Den dårlige samvittighed er så omfattende, at jeg allerede er på kanten af gråd, og Andreas kan se det på mig. Han fjerner mit hår fra mit ansigt om bag øret og ser alvorligt på mig.

    ”Undskyld Ida,” siger han oprigtigt, men det eneste jeg kan koncentrere mig om er, hvor forfærdelig rart det er, at han står lige der tæt op ad mig. Hvor forfærdeligt rart det har været at kysse ham, og hvor forfærdeligt bange jeg er for, at Andreas er nødt til at gå sin vej, hvis ikke vi vil have, at der tropper en sur Mads op.

    ”Jeg er nødt til at gå,” siger jeg og tager min hånd til mig for at lægge den om Nora. ”Og det er du også.” Jeg er stadig på grådens rand, men jeg synker klumpen i min hals og trækker vejret dybt.

    ”Du skal bare skrive til mig Ida. Du kan altid bare skrive!”

    ”Jeg ved det godt.” Jeg smiler halvhjertet og lukker døren til skuret bag mig. ”Gå nu.”

    Han stikker hænderne i lommerne og vender sig om med let bøjet hoved, mens han går. Jeg sukker for mig selv og går op ad trapperne til lejligheden, og før jeg åbner døren, kaster jeg et blik bagud for at se en sidste gang. I samme øjeblik kigger han også tilbage og vinker en gang, inden han går rundt om hjørnet, og jeg er igen alene.

    Da jeg tager i døren, er den ulåst, og jeg får pludselig hjertebanken. Hvad hvis Mads er hjemme, og så hvad der skete udenfor? ”Er der nogen?” råber jeg og puster tungt ud, da jeg ser Mads sidde i sofaen og se fjernsyn. Jeg går hurtigt ind og lægger Nora på babytæppet, mens jeg tager jakken og skoene af.

    ”Hey Baby,” siger Mads og drejer hovedet for at se mig. ”Hvor har du været?”

    Jeg går hen og tager Nora op igen for at skifte hendes ble. ”Jeg gik mig en tur,” svarer jeg uden at se ham i øjnene. ”Hvorfor er du hjemme så tidligt?”

    ”Jeg havde ondt i hovedet, så jeg fik lov til at gå.” Han bliver ved med at studere mig ansigtsudtryk, mens jeg står med Nora. Jeg bryder mig ikke om det og vender mig for at gå min vej ud til badeværelset.

    Nora gør det samme nummer, som hun altid gør, når jeg skifter hendes ble. Griner når jeg tager tøjet af hende og græder, når jeg giver hende det på igen, men i dag er det nødt til at gå hurtigt, for jeg er slet ikke i humør til babypludder. Jeg løfter hende op på armen og går ind i stuen til Mads igen, indtil jeg kommer i tanker om, at jeg heller ikke har lyst til at være dér. Jeg vil ud af det her. Ud af baby og ud af Mads. Jeg vil hjem til Andreas. Og det er slet ikke fordi, jeg ikke kan lide Nora, men nogen gange så kan man virkelig blive træt af at træde rundt i det samme hjul dag ud og dag ind uden at have følelsen af, at nogen påskønner det.

    Min telefon larmer, og jeg trækker den op ad lommen. Nora rækker du efter den med det samme, og jeg kan slet ikke få lov til at trykke på noget, uden hun vil være med. Jeg sukker tungt og lægger hende ned på gulvet med et stykke legetøj på maven, mens jeg tjekker min besked.

    ”Nurh… må du ikke lege med mors telefon,” pludre Mads og tager hende op til sig. Jeg holder det ene øje boltet på Mads med ti søm, mens jeg tjekker min telefon. Der er en sms fra Andreas.

    Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig, står der, og jeg lukker langsomt øjnene.

    ”Ida?”

    ”Ja,” mumler jeg.

    ”Vil du ikke smutte på apoteket og hente nogle hovedpinepiller?”

    Jeg stirrer på Nora et par sekunder med sammenbidte tænder. ”Men så skal jeg til at have Nora ud i barnevognen igen…”

    ”Jeg skal nok passe hende.”

    Tanken om at efterlade Nora med Mads er næsten ikke til at bære, men på den anden side, så er det vel ikke mere end en halv time. Og Nora ser ud til at være i godt humør. Men hvad hvis hun begynder at græde? Billeder af Mads, der lægger hende hårdt i vuggen og trækker mig ud af rummet, mens hun græder alt, hvad hendes lunger kan bære, hærger mit indre blik. Jeg kan ikke få det ud af hovedet.

    ”Tror du virkelig ikke engang på, at jeg kan passe hende, mens du henter piller?” Han rejser sig i sin fulde højde med Nora på armen og går hen mod mig. ”Nora har godt af at være lidt sammen med mig også.”

    Jeg nikker langsomt. ”Men bliv nu ikke sur hvis hun græder,” svarer jeg nervøst. ”Hun er lille. Hun forstår ikke…”

    ”Har jeg ikke sagt undskyld? Hvad mere kan jeg gøre, før du stoler på mig?” Han kommer tæt på mig. ”Du ved, jeg ikke er sådan. Du ved, vi havde det godt en gang. Vi kan få det tilbage, hvis bare du ville i det mindste forsøge at stole lidt på mig. Tror du virkelig, jeg vil gøre min egen datter fortræd?”

    Han har ret. Jeg var trods alt forelsket i ham en gang, og der gik alligevel to år, før han begyndte at opføre sig underligt.

    ”Gå en lang tur. Så hygger jeg med prinsessen imens.”

    ”Hvad betyder en lang tur?”

    ”Smut nu bare!” Hans ansigtsudtryk siger alting. Han ved, han har magten, og jeg passer ikke lige ind i hans babyhygge lige nu. Jeg er bare sådan en man smider udenfor, når man for første gang i flere måneder endelig vil vise lidt interesse i sit barn.

    Jeg siger ikke mere. Jeg tager bare sko på og derefter en jakke, hvorefter jeg træder udenfor. Det føles ydmygende at blive smidt udenfor, også selvom jeg føler det befriende at komme ud lidt uden en baby med mig. Det irriterer mig voldsomt, at jeg har det sådan med Nora, at jeg føler hun er en byrde, men almindelige mennesker har som regel nogen der kan hjælpe eller passe barnet, og jeg har ikke rigtigt nogen.

    Jeg sætter min lid til, at Mads kan finde ud af det. Heldigvis kunne jeg ikke fornemme nogen rusmidler af nogen som helst art, og han er som regel meget normal, når han ikke er påvirket af noget. Han kan godt klare det. Jeg er nødt til at stole bare lidt på ham.

    Jeg trækker min telefon frem og finder samtalen med Andreas. Jeg skriver to ord. Eventyrhaven nu! Jeg er nødt til at snakke med ham om det, der lige skete nede i skuret, eller måske vil jeg bare se ham. Den dårlige samvittighed er ubærlig, men jeg kan ikke glemme, hvor rart jeg har det, når jeg er sammen med Andreas. Hvor meget jeg vil ønske, han ville kysse mig igen lige pludselig, uden jeg ved det, så jeg kan skyde skylden på overraskelsen.

    Jeg trasker i et langsomt tempo, fordi jeg ved, at han først skal til at ud af døren og gå derned, men mine ben begynder at bevæge sig hurtigere og hurtigere, jo tættere jeg kommer på. I det samme jeg ser søen og blomsterbedene inde på midten, sætter jeg farten op. Jeg kan se den høje gut med de uglede krøller traske ned af stien på den anden side, og jeg kan ikke engang huske, hvordan jeg kommer over til ham. Jeg fokuserer kun på hans ansigt.

    ”Ida!” siger han og trækker mig ind til sig, i det samme jeg når ham. Jeg presser siden af mit hoved ind mod hans bryst og låser armene om livet på ham, mens han smågriner for sig selv. ”Hvad sker der? Hvor er Nora?”

    Jeg trækker mig væk og kører fingrene igennem mit hår. ”Jeg skulle hente hovedpinepiller til Mads. Han har Nora. Undskyld jeg fik dig til at gå herned igen, men jeg…” Jeg ser op i hans øjne og ryster på hovedet. ”Jeg ved ikke rigtigt hvorfor.” Jeg ser på ham i nogle sekunder, som om jeg falder i staver bare af at se på hans ansigt.

    Han åbner munden men stopper sig selv og rækker ud mod mig for at trække mig ind til sig igen. Jeg slipper mine hæmninger og puster langsomt ud for at falde helt ned. Jeg sænker mine vejrtrækninger og lader mig selv slippe spændingerne i mine muskler. Hans rolige hjertebanken dunker mod mit øre gennem trøjen og snart følges de ad. Det er det, han er bedst til; at få mig til at slappe af.

    ”Er du ved at komme til fornuft,” spørger han roligt, så jeg mærker hans brummende stemme i hans bryst. Men jeg svarer ikke. Jeg fletter mine fingre på hans ryg og strammer til. ”Du har virkelig ikke brug for Mads, og Nora har heller ikke.”

    Jeg klemmer øjnene sammen og snøfter. ”Jeg tør ikke forlade ham,” hvisker jeg, og lige der går det hele op for mig, som en åbenbaring. Jeg er alt for bundet til ham til at kunne flytte mig. Jeg kan ikke hverken arbejde eller studerer, når jeg har Nora. Jeg er så bundet af Mads’ indkomst, at jeg om og om igen forsøger at overbevise mig selv om, at han er god nok, og at jeg kan hjælpe ham. Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg stadig elsker ham lidt. Men det gør jeg ikke. Hvis jeg snakker med ham om at gå fra hinanden så… ja det tør jeg ikke.

    Men hvad med Nora? Hvad hvis han så vil have Nora hver anden weekend, eller hvad man nu gør med delebørn, så kan jeg ikke være der til at holde øje med ham. Jeg har ikke nogen beviser for, at han er som han er. Han kan hive mig i retten, og jeg kan tabe, fordi han er så god til at spille almindelig og god foran andre. Han er så forbandet god til at se mig i øjnene og give mig dårlig samvittighed.

    ”Der er en løsning. Der er altid en løsning,” siger Andreas.

    Jeg løfter hovedet og ser op i hans ansigt. ”Jeg kan ikke.”

    ”Jeg kan gå med dig og snakke med ham. Hvis han så gør noget, så har du et vidne.”

    ”Jeg er så bange.”

    ”Så vent til i aften og flygt mens han sover. Det har du gjort før.”

    Jeg knytter hænderne. ”Du forstår det slet ikke. Jeg har ikke noget. Det eneste jeg har er Mads. Jeg ejer ikke engang halvdelen af mit tøj. Mads har givet mig alt, og hvis jeg stikker af, så ved jeg slet ikke, hvor jeg skal gøre ved mig selv.”

    ”Ida…”

    ”Tænk hvis jeg er nødt til at lade ham have hende en gang imellem. Tænk hvis han…”

    Andreas lægger hænderne om mit ansigt og tvinger mig til at se ham i øjnene. ”Kig på mig.” Jeg snøfter, mens en tåre triller ned af min kind. ”Du har mig,” siger han roligt. ”Og uanset hvad du selv tror, så har du også dine forældre.”

    ”Men…”

    ”Jeg har mødt dine forældre Ida. Det kan godt være, at de aldrig har stolet på dig, det kan godt være, at de ikke kunne acceptere, at du var gravid af religiøse årsager, og det kan godt være, at du sagde noget grimme ting til dem, da du så dem sidst. Jeg ved ikke, hvad du sagde til dem, men de havde sikkert fortjent det. Men da jeg så dem til gallafesten, var det jeg så to helt almindelige mennesker, som ganske vidste ikke var særligt sympatiske forældre, men almindelige. De vil hjælpe dig, hvis du beder dem om det.”

    ”Men…”

    ”Træk vejret og tænk dig om. Du er nødt til at tage en chance, om du tør eller ej, for en dag går det ikke længere kun ud over dig, og den dag fortryder du det.”

    ”Jeg kan beskytte hende.”

    ”Det kan du ikke være sikker på, men det er heller ikke kun det, jeg mener. Du skal ikke passe på dig selv. Du skal passe på Noras mor.”

    Jeg nikker og tørre mine tårer væk.

    ”Har han taget stoffer i dag?”

    Jeg ryster på hovedet. ”Det så ikke sådan ud.”

    ”Så gå hjem og tænk over det.”

    ”Okay,” siger jeg og tager hans hånd. ”Tak! Og undskyld jeg blander dig ind i alt det her rod.”

    Han smiler skævt og blinker med det ene øje. ”Hey. Jeg arbejder i Fakta. Der er ikke mere drama i Fakta end kunder, der brokker sig over forkerte prismarkeringer. Der skal jo ske noget en gang imellem.”

    Jeg griner og tager om hans hånd med den anden også. ”Vil du gå med hen i brugsen efter hovedpinepiller?”

    ”Ja for fanden!” Han lægger armen om min skulder, mens vi går.

    ”Sikke en entusiasme,” fniser jeg.

    Han giver mig et klem. ”Alt for at få dig til at grine.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...