Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27483Visninger
AA

3. En pakke småkager

Efter en turbulent nat, hvor Nora vågner flere gange og skal ammes for at falde ned igen, beslutter jeg at stå op da klokken bliver 8.30. Nora ligger og kigger koncentreret på mig, og hun rækker ud efter mit ansigt med alle sine klør og river mig på næsen. Jeg griner og trutter i hendes hånd, så hun trækker den til sig og smiler med en lille grinende lyd. Jeg sætter mig op og løfter hende op til mig for at gå ud i stuen. Heldigvis er Mads allerede på arbejde og kommer først hjem i eftermiddag. Der er stadig stille, og lejligheden ligner lort for at sige det mildt, men baby først.

    Jeg bruger hele morgenen på at spekulere over Mads. Måske kan det være, at han har røget noget, uden jeg så det. Han bliver altid ubehagelig, når han ryger hash, og så med øl ovenpå kan det være, at han ikke var klar over, hvad han gjorde. Vi har heller ikke mange penge. Måske gik jeg over stregen, da jeg sagde, at jeg ville beholde børnepengene til Nora.

    Jeg sætter Nora i babystolen og finder en portion kartoffelmos i køleskabet, som jeg blander mælk i for at gøre det til grød. Nora er helt vild med kartoffelmos. Allerede da hun ser mig med tallerkenen, bliver hun urolig og giver sig til at pludre: ”aaaaaaaleeeeeeeehnamaaa”-lyde som sikkert giver mening i babyhjerner.

    ”Du kan da ikke være sulten med alt det mad, du har spist i nat,” siger jeg og giver hende en lille skefuld, hvor halvdelen triller ned af siderne på den lille mund. ”Uha da.” Jeg griber det med skeen og stikker den i munden på hende igen. Det er sikkert at sige, at det hele glider ned med velbehag, og da den er guffet, lægger jeg hende nede på tæppet på gulvet med et stykke legetøj på maven og giver mig til at rydde op i køkkenet.

    På køkkengulvet ligger et glas, der er flækket i mindre stykker, og jeg bider tænderne sammen. Det føles som om, det er mit hjerte, der ligger der. Jeg samler skårene op og støvsuger bagefter for ikke at få splinter i fødderne. Mads kan nemlig aldrig drømme om at gøre det selv, og jeg er efterhånden vant til at feje glasskårene af vores forhold op, mens mit hjerte isner mere hver gang.

    I samme øjeblik begynder Nora at vræle, og så er det først, jeg begynder selv. Jeg går hen og bukker mig ned til hende for at tage hende op og går og tuder for mig selv i nogle minutter, indtil jeg beslutter at nok skal være nok.

    Jeg giver Nora overtøj på og lægger hende i barnevognen for at komme væk fra lejlighedens fire vægge, som føles ligeså mørke som Mads’ blik. Han hader, at jeg er hjemme hele dagen og laver det han kalder ”ingenting”. Mads er sikkert ikke klar over, hvor meget jeg ønsker at få Nora passet og komme i uddannelse, så jeg kan blive til noget. Det får mig til at føle mig magtesløs at gå rundt derhjemme med en baby og lave alle de ting, som en kvinde i 1800’tallet gjorde uden nogen fremtidsplan. Men Nora er stadig for lille til at blive passet. Hun er knap fem måneder, og Mads vil dø langsomt, hvis han selv skal til at gøre rent og lave mad. Jeg kender ham.

    Solen skinner, og regnen fra dagen før er næsten fordampet. Selvom det blæser, kan jeg ikke finde på at lave andet end at sætte mig på en bænk i eventyrhaven midt i Odense og kigge på mennesker, som er enten pensionister, hjemløse eller pjækkere. Jeg er ingen af delene. Jeg er ingenting lige nu. Det eneste jeg kan bide spids på er, at jeg er Noras mor, og så kan alt andet også være lige gyldigt for en stund.

    Det beroliger mig at lytte til andres hverdag, mens jeg dufter den varme sødme af havens velholdte blomsterbede. Ynkeligt men rart at sidde og lade som om, jeg bare er en med en barnevogn, som lever et helt normalt liv. Mine tanker om mit liv føles nogen gange så patetiske, at jeg giver mig til at lade som om, at jeg er en helt anden bare for at se, hvordan det føles.

    Jeg bliver hylet ud af min sentimentale tænkepause og ser en bekendt lang skikkelse komme hen ad grusstien på cykel. Jeg får lyst til at gemme mig væk. Andreas fra min tidligere parallelklasse kommer kørende med en indkøbspose på styret og ser mig i sin forbifart. Noget af det mest pinlige, jeg har oplevet, var den gang alle mine venner og klassekammerater fandt ud af, at jeg var gravid efter skoleafslutningen, og vi nærmest stoppede kontakten, fordi jeg var pinligt berørt over det og heller ikke kunne drikke i weekenderne. Alt det sjove ved ungdom forsvandt fra det ene øjeblik til det andet. På det tidspunkt havde jeg morgenkvalme hele dagen, og jeg var pisse forelsket i Mads, der behandlede mig som en dronning. Jeg havde ikke brug for andre end ham. Ingen vidste heller, hvad de skulle sige til mig den gang, fordi det var så chokerende, og nu har jeg kun venner, når jeg støder på dem en sjælden gang inde i byen. Jeg hader at stå med en genbrugt barnevogn og se på folk, som allerede kører videre med sit liv på fuld skrue.

    ”Hej Ida!” siger han begejstret, da han ser mig og står af sin cykel. Hans mørkebrune halvlange hår lever sit eget liv i vinden, og jeg kan se, at han har fået en lille smule skæg, siden jeg så ham sidst. ”Hvor er det længe siden.”

    Ja det er meget længe siden. Sidste gang jeg så dig, var da du var min kavaler til gallafesten tæt på sidste skoledag, og du blev så fuld, at jeg praktisk talt måtte bære dig hjem.

    ”Hej,” siger jeg en smule genert og tvinger mig selv ind i et akavet kram, hvor han må bukke sig en smule, fordi jeg er så lille.

    ”Hvordan går det?” spørger han og kigger på barnevognen med et smil. ”Må jeg se.”

    ”Æh.. ja.” Jeg bider mig i læben og skubber skærmen op. ”Det er Nora.” Hvor er det egentligt forfærdeligt, at jeg føler mig så pinligt berørt over at skulle vise min egen datter frem. Jeg elsker den unge mere end noget som helst andet i hele verden, og hvis jeg selv skal sige det, findes der ikke nogen smukkere baby. Noget må jeg da prale over.

    ”Kønt navn,” siger han muntert. Han stikker hænderne i lommerne på sine blå jeans. ”Skal vi sidde lidt? Jeg har ingenting jeg skal.”

    Jeg er benovet over, at han ikke kun lige skal have et kig på et nuttet ansigt, og bagefter har travlt med at smutte, fordi han vidst nok skal nå et eller andet, inden det bliver for akavet imellem os. Han virker så afslappet og underligt oprigtigt glad for at se mig.

    ”Jo, hvis du ikke har noget, du skal.” Jeg smiler skævt og sætter mig, mens jeg skubber mine lyse lokker om bag ørene. ”Går det godt?” Standart samtaleemne.

    ”Jeg klager ikke. Arbejder i fakta fem dage om ugen og bruger resten af tiden på at være ung.”

    ”Tog du et sabbatår?” spørger jeg fraværende, mens jeg vipper med barnevognen.

    ”Det kan du lige bande på. Jeg er nødt til at have mindst ét år til at tage mig sammen til Uni.”

    Jeg ser op og løfter øjenbrynene. ”Jeg troede, de fleste af dem der tog sabbatår skulle ud at rejse eller på højskole.” For mig virker det som om, man spilder et sabbatår, hvis man ikke i det mindste laver noget, der kan hjælpe ens uddannelse. Fx en rejse eller noget studierelateret arbejde.

    ”Det havde jeg ikke lige penge til.” Han studerer mit ansigt et øjeblik. ”Men helt ærligt, hvordan har du det?”

    Der er det igen. Det der empatiske blik, som folk altid giver mig, når de helt seriøst gerne vil vide, hvordan jeg har det, fordi det har de tænkt på længe og gerne ville hjælpe mig. Jeg vil væde på, at vi aldrig snakker sammen efter i morgen.

    Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg har det fint. Jeg passer barn det meste af tiden.”

    ”Så du får ikke regelmæssigt søvn, og makeup er noget der er pakket langt væk i en kasse?”

    ”Noget i den retning,” mumler jeg.

    Gå væk inden jeg begynder at snakke om svedpletter under armene og babygylp.

    ”Har du noget du skal?” Han nikker mod sin pose. ”Jeg har en pakke småkager, og jeg skal bruge en, der kan spise mindst halvdelen, så jeg ikke ender med at få dårlig samvittighed.”

    Jeg smiler skævt og kigger ligefrem. ”Nej jeg må nok hellere…” Jeg rejser mig. ”Jeg lovede min kæreste at handle.”

    ”Hvornår kommer han da hjem?”

    Jeg tøver.

    ”Come on.” Han rejser sig og samler sin cykel op. ”Du ligner en der har brug for en snak.”

    Jeg kigger på Nora og tøver igen. ”Jeg har ingen mad med til Nora.”

    Han smiler fjoget og krydser armene. ”Jeg troede hendes mad sad i to portioner lige under dine skuldre.”

    Jeg kommer til at grine og ryster på hovedet. ”Så du har ikke noget imod jeg flasher bryster i din stue?”

    ”Nej, ved du hvad, jeg ville have noget imod det modsatte.” Han nikker mod stien. ”Kom nu Ida. Jeg skal alligevel hjem og være alene, og det skal du helt sikkert også.”

    ”Nej jeg har Nora,” driller jeg og begynder alligevel at gå langsomt med ham. ”Men okay. Jeg er overtalt.” Jeg kigger ind til Nora, der er begyndt at klynke, fordi hun har tabt sutten og hjælper den ind i munden igen.

    Vi går et øjeblik i stilhed, hvor han ser så tænksom ud, og pludselig er det som om et mysterium rammer ham. ”Jeg lagde slet ikke mærke til, at du blev tyk.” Det slår ham simpelthen lige…

    Tak for oplysningen.

    ”Nej men jeg rendte også rundt i hættetrøjer og enorme t-shirts, lige til sommerferien begyndte. Jeg tror, jeg var heldig med ikke at være en af dem, der ligner en ballon.”

    Han griner og kigger på Nora. ”Det forklarer, hvorfor du ikke drak til gallafesten. Hvis det ikke er for meget at spørge om, hvorfor gjorde du det så? Altså fik en baby.”

    Jeg puster ud og spidser læberne. Det spørgsmål har jeg aldrig selv fundet et svar på. ”Det var vel en blanding af at være forelsket og ødelagte kondomer.”

    ”Hvorfor fik du ikke en abort?” Og han bliver ved med at smide salt i såret.

    ”Fordi jeg var pisse uklog og ikke vidste, hvad jeg rodede mig selv ud i.”

    Han nikker overbevist. ”Det virker som en god grund.”

    ”Det er fint at du dømmer mig. Det er jeg sikker på at alle mennesker gør.”

    ”Nej det tror jeg ikke.”

    Jeg er stille et øjeblik og rystede på hovedet. ”Folk fik et chok, da de opdagede, at jeg ikke var interesseret i abort.”

    ”Fortryder du det?”

    Jeg bliver tavs og kigger ned i jorden, mens jeg går. ”Nej egentlig ikke,” mumler jeg, og det går op for mig, at det er første gang, jeg har åbnet op omkring det. ”Jo jeg fortryder, at jeg ikke tog p-piller, men jeg ved ikke…” Hvorfor er det egentlig, jeg pludselig kan åbne op omkring det til en som ham? ”Hvor dumt det end lyder så skræmte det mig mere at få en abort end at få et barn. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg rodede mig ud i.”

    Måske fornemmer han, at det er et ømt emne for an skifter straks. ”Hvordan fandt du på navnet Nora?” spørger han muntert.

    Jeg smiler. ”Jeg havde en gang en bedste veninde, der hed Nora. Hun gik bort med kræft.”   

    ”Det er jeg da ked af.”

    ”Nej, det skal du ikke tænke på. Det er mange år siden. Det var nu også mere fordi, navnet altid har fulgt mig.”

    ”Det passer i hvert fald godt til hende.”

    Vi går i tavshed et stykke tid, mens vi nyder vinterens sidste åndedrag inden foråret begynder. Jeg finder det rart for en gangs skyld ikke at snakke med en, som synes jeg har ødelagt mit liv. Eller det virker i hvert fald ikke sådan. Måske tænker han det.

    ”Vi skal ind her,” siger han og åbner en dør til en lejlighedsbygning. Han stiller cyklen i stativet udenfor og åbner døren. ”Barnevognen kan stå herinde i opgangen.”

    ”Okay.” Jeg tager pusletasken over skulderen og åbner ind til Nora, der ligger og er spilvågen i sin lyserøde strikdragt, der har kaninører på hætten. Min mormor lavede den til mig, da jeg var lille. Jeg smiler til hende og samler hende op på armen, så hætten på dragten glider ned i hendes øjne. Jeg stryger den på plads, så kaninørerne stritter ud til hver side. ”Du er lysvågen, hva’?” pludre jeg og følger med Andreas op ad trappen til førstesalen, hvor han genner mig ind i en lille etværelses med verdens mindste køkken.

    ”Velkommen til mit ydmyge hjem.” Han går ind i køkkenet og pakker ud.

    ”Tak,” siger jeg og sætter min taske på hans lille runde firemandsspisebord for at sætte mig i sofaen, mens jeg trækker overtøjet af Nora. Han har en rigtig drengebolig, der kun har ting som har et formål, altså ingen pynteting, og det er stort set alt sammen sort eller hvidt. Nej hans gardiner er grønne, og så ligger der vasketøj alle vegne. Alt synes at være nogle billig genbrugs- eller IKEA-møbler bortset lige fra fjernsynet, der er to gange så stort som vores derhjemme, og så ligger der en macbook på stuebordet. Der står også en x-box i hjørnet.

    ”Du bor da rart for dig selv her,” siger jeg, mens Nora smiler til mig, da jeg holder om hendes mave, mens hun står på mine knæ og vakler. Jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg skal sætte håret op i en hestehale, hvis ikke jeg vil have at de små stærke fingre skal rive totter ud. Hun er dygtig til at stå på sine ben, selvom jeg er nødt til at holde hende.

    ”Ja det gør jeg.” Han kommer frem fra køkkenet og løfter øjenbrynene. ”Wow, hun er da stor. Er det ikke kun fem måneder siden hun kom ud?”

    ”Jo?”

    ”Pyh. Jeg priser mig lykkelig for at være mand.”

    Jeg rejser mig og går hen til spisebordet med hende. ”Ja det tror jeg også, du skal. Kvinder har i hvert fald trukket det længste strå, hvis jeg er tilladt at brokke mig lidt.”

    ”Må jeg?” spørger han og rækker ud efter Nora.

    ”Ja ja.” Jeg giver hende fra mig og læner mig tilbage i stolen.

    Han ligner ikke en, der ved, hvordan man holder en baby, men da han har fundet en position, hvor hun ikke skærer ansigter giver han sig til at kigge skiftevis mellem om.

    ”Hvad laver du?” spørger jeg.

    ”Jeg kigger efter ligheder.”

    ”Bare rolig. Jeg er hundrede procent sikker på, at hun er min.” Jeg fniser.

    ”Man kan godt se det.”

    ”Det har jeg hørt før, men jeg synes det er svært at se, når hun er så lille. Desuden er hun mørkhåret efter Mads.”

    Han nikker bekræftende og skubber pakken med småkager hen foran mig. ”Begynd endelig.”

    Jeg åbner pakken og tager en. Der er smartis i. ”Det er faktisk mine yndlingskager,” siger jeg.

    ”Virkelig.”

    ”Ja af dem man kan købe. Jeg kan selvfølgelig bedst lide hjemmelavet kage.”

    ”Selvfølgelig.” Han smiler og kører sin finger henover Noras hår. ”Det er så blødt,” mumler han tøset.

    ”Pas på du ikke bliver skruk,” svarer jeg, og vi griner.

    ”Hun er jo lige til at spise.”

    ”Ja det synes jeg selv, jeg har gjort meget godt,” driller jeg.

    Han løfter det ene øjenbryn. ”Der skal da to til at lave sådan en. Hvad laver din kæreste egentlig til hverdag?” spørger han henkastet.

    Jeg rømmer mig. ”Mads er mekaniker.”

    ”Mekaniker? Hvor gammel er han?”

    ”25.”

    ”Nå, jeg tænkte også lige, at det var noget optimistisk, hvis i skulle overleve med en baby på lærlingeløn.”

    ”Nej han er fastansat.” Jeg tager en kage mere og tygger langsomt på den, mens jeg kigger ned i bordet. ”Vi har ikke ret mange penge, fordi der er det der forsørgerpligt, som siger, at jeg ikke kan få kontanthjælp, hvis Mads tjener penge. Og jeg får heller ikke SU, så jeg må nøjes med børnepengene, som jeg giver til Mads.”

    ”Det burde da være nok til jer alligevel.”

    ”Jamen du ved, han ryger cigaretter, og han kan godt lide at få en øl i byen med gutterne en gang imellem så…” for ikke at sige hele tiden…

    ”Mens du sidder derhjemme?”

    ”Det er fint nok. Hvis han har arbejdet hele dagen, så skal han da også have det sjovt.”

    ”Så længe du har det fint med det.”

    Det svarer jeg ikke på.

    ” Ved du hvad? Du kan få mit nummer. Så kan du jo kigge forbi, hvis du keder dig, når din kæreste drikker med gutterne.” Han giver mig sin telefon, og jeg taster tøvende tallene ind igen med Mads i tankerne.

    ”Jeg tror faktisk ikke, han er så glad for at jeg er her, hvis jeg skal være helt ærlig.” Hvorfor sagde jeg det? Nu skal jeg jo til at forklare.

    ”Hvorfor?”

    ”Jeg tror han bliver jaloux eller sådan noget. Det er lige meget. Det skal han ikke bestemme.” Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke skænkede Mads en tanke, da jeg sagde ja til at gå med Andreas hjem. Jeg skænker altid Mads en tanke, og det er ikke altid på en god måde.

    ”Det håber jeg ikke,” siger Andreas og kigger undersøgende på mig.

    ”Hvad med dig selv. Har du ikke en kæreste?”

    ”Næ… jeg er evig ungkarl.”

    ”Så du har dedikeret dit liv til x-box og småkager?”

    ”Ja stort set.” Han griner og tager en kage. ”Sig mig sagde du ikke, at hun skulle have noget mad eller var det bare for at slippe af med mig?”

    ”Hun har næsten lige spist.” Jeg griner af hans ansigtsudtryk.

    ”Jeg havde ellers lige håbet…” Han ser overdrevet skuffet ud.

    ”Tro mig… der er ikke noget så usexet som en kvinde der ammer.”

    ”Er du en mand?”

    Jeg fniser. ”Nej, men jeg har hørt det fra andre mænd.”

    ”Nå.” Han venter lidt. ”Jeg er bange for, at jeg er nødt til at have bevis.”

    Jeg kan mærke rødmen stige i mine kinder, selvom jeg forsøger at være afslappet. Det er mærkeligere, end jeg havde troet at være hjemme hos en ven igen. Det føles underligt. ”Jeg tror den her samtale er blevet lidt for underlig,” mumler jeg og forsøger at skjule, at mine sociale evner er blevet svækket en hel del.

    ”Kan du huske, hvordan Mia fra din klasse altid forsvandt, når man talte om sex? Jeg har aldrig før mødt nogen der er så blufærdig som hende.”

    ”Det har du ret i, men jeg synes nu nok man skal holde visse ting private.”

    ”Som amning af en baby?”

    ”Kan du slet ikke tænke på andet?”

    ”Okay jeg stopper nu.” Han kigger på Nora, der har fundet en kuglepen fra bordet og stikker den ind i munden. Jeg læner mig frem og skynder mig at tage den, så hun ikke får blæk på tungen. Hun kigger på mig med de der ’hvorfor gjorde du det mor?’-øjne og læner sig frem efter pakken med kager.

    ”Hun er en pilfinger lige i øjeblikket.” Jeg skubber lidt til kagerne og finder en lille plastikskål i tasken, som hun kan kigge på. Babyer kan være meget koncentreret om de simpleste ting.

 

***

 

Jeg er netop ved at lægge de sidste ting ind i køleskabet, idet døren går op, og Mads kommer brasende ind, så Nora får et chok og giver sig til at klynke. ”Nej det var jo ikke meningen,” siger han og hænger jakken op for at gå hen og samle Nora op fra babytæppet på gulvet. Hun stopper med at klynke, da han står og hopper lidt med hende på armen, mens han smiler til hende.

    Mine læber er som en smal streg, og jeg er mere end klar, hvis han på en eller anden måde skulle få hende til at græde igen. Jeg lægger øllerne i grøntsagsskuffen og grøntsagerne op på hylden i køleskabet, men opdager, at jeg har været så optaget af Mads, at det er helt forkert. Jeg lægger tingene rigtigt på plads og lukker køleskabet med øjnene boltet på Mads og Nora.

    ”Er du fars lille prinsesse?” pludre han, mens jeg stadig står og stirre skarpt.

    Hun er ikke fars lille noget som helst!

    ”Jeg har købt suppe til aftensmad. Det var på tilbud. Er du sulten nu eller senere?” Hvis bare han kan sætte hende ned, så jeg kan tænke.

    ”Jeg har ikke lyst til suppe. Kan du ikke lave noget andet?” Endelig lægger han hende ned på tæppet igen, og jeg løsner spændingerne lidt.

    ”Vi har ikke andet.”

    Han løfter øjenbrynene. ”Har vi ikke et eller andet i fryseren?”

    ”Jo, men det kan ikke nå at tø op.” Jeg tager en dyb indånding og overbeviser mig selv om, at han ikke ser ud til at være påvirket af noget, og derfor sikkert ikke bliver aggressiv som aftenen før. ”Jeg har købt øl til dig.” Det kan sikkert løsne ham lidt op.

    Han siger ikke mere til det med maden og sætter sig i stedet i sofaen med et bump. ”Skal hun ikke i seng eller sådan noget. Jeg vil gerne se sporten.”

    Jeg går hen og samler hende op uden at sige noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...