Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27513Visninger
AA

10. Bræk

Langt om længe giver lægerne mig lov til at sove, men i løbet af natten kommer de og tjekker mit blodtryk hver anden time. Jeg har hørt ordet hjernerystelse flere gange, og de har bundet min albue ind med forbindinger og stivere, så den er på plads. En af de gange jeg bliver vækket, kan jeg pludselig se min mor sidde på sofaen ved siden af med Nora. Et syn der gør mig både oprørsk og får mig til at tro, at jeg er meget raskere, end jeg reelt er, men i det samme jeg skal til at sige noget, så beslutter jeg, at jeg er for træt og lægger mig ned igen. Det gør ondt i hovedet at være irriteret.

    Min nat er kort sagt helt rundt på gulvet, og om morgenen er det på tide at undersøge, hvad fanden der sker. Jeg glipper med øjnene i dagslyset, og på min arm kan jeg se et lille hvidt drop stukket ind under huden. Jeg ser væk og bevæger hånden langsomt ind under dynen, så jeg ikke skal se på den.

    ”Ida!” siger Andreas fra min side og rykker sin stol tættere på. ”Hvordan har du det?”

    ”Som om jeg skal kaste op,” siger jeg med en stemme hæs som en trold. Han roder med en plasticpose og åbner den til mig, men jeg ryster på hovedet. ”Jeg har det fint.” Jeg løfter hånden svagt, men det gør ondt, og jeg kommer i tanker om, at det er den dårlige albue.

    ”Er du sikker?”

    Jeg nikker svagt og lukker øjnene. ”Vil du fortælle, hvad der er sket, siden jeg mistede bevidstheden?”

    Han smiler usikkert og lægger sin hånd på min. ”Der er ikke noget galt, som ikke kan fixes. Du har fået hjernerystelse. Det er derfor, du har lyst til at sove hele tiden, men det er ikke så slemt. Din nakke og ryghvirvel fik et chok, så det forklarer, hvorfor du havde svært ved at trække vejret. Du er blevet syet med et enkelt sting inde i håret, fordi du landede på et glasskår, og så har du forstuvet armen. Din mor sagde, at der kun er kommet en lille flække i din knogle, som skal hele sig fast igen. Det er derfor, der ikke er gips på.”

    ”Min mor?” hvisker jeg.

    Han er stille et øjeblik, som om han ikke tør sige noget. ”Hun gik en tur med Nora med det samme, jeg kom.”

    ”Du har ikke været her hele tiden?”

    ”Nej, jeg tog hjem for at sove, da din mor kom i går aftes.”

    ”Hvorfor kom hun?”

    ”Fordi jeg ringede til hende fra din telefon.” Han ser mig alvorligt ind i øjnene. ”Synes du ikke, hun skulle vide det? Hun er din mor.”

    I hele verden er der ikke noget, jeg hellere vil end at grave mig ned i et hul, så alle kan leve videre uden mig. Jeg er ikke værd at gemme på, ikke engang for Nora. Jeg kan ikke finde ud af at passe ordentligt på hende, for jeg er selv så lille og svag, at folk kan manipulere med mig og skræmme mig. Jeg er ingenting.

    ”Jeg vil ikke have, at hun skal se mig sådan her,” hvisker jeg og udstøder et grødet hulk. Jeg løfter min drop-arm og lægger hånden over mine øjne, mens jeg finder hoved og hale på mine følelser. Jeg vil ikke engang have, at Andreas skal være her.

    ”Ida,” siger han alvorligt og tager min hånd væk fra mit ansigt. ”Kig på mig.”

    Jeg snøfter og gør som han siger.

    ”Det er jo ikke din skyld,” siger han roligt og kigger på min hånd, som han har i hånden.

    ”Jeg…” Det er så svært at forklare. ”Jeg er så flov,” hvisker jeg og håber inderligt, at han ikke hørte det.

    ”Du har absolut ingenting at være flov over!”

    Jeg begynder straks at hulke og ruller om på siden, for at gemme mit ansigt i puden, selvom det gør ondt i hele kroppen. Jeg græder så meget, at det gør ondt i ansigtet, og Andreas ved slet ikke, hvad han skal stille op. Han sidder bare med min hånd i sin og ser på må mig.

    ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” græder jeg helt fortabt og trækker min hånd ud af hans. ”Jeg er så ked af, at jeg har rodet dig ind i det her. Undskyld.” Puden bliver langsomt våd af de salte tårer.

    ”Hey hey hey! Jeg har selv rodet mig ind i det. Du burde ikke hidse sig selv op, når du har hjernerystelse. Sygeplejersken sagde faktisk, at jeg skal kalde når du vågner.”

    ”Jeg er så bange.” Jeg ryster over hele kroppen. Alle mine muskler vil simpelthen bare ikke slappe af.

    ”Det skal du ikke være.”

    ”Du ved slet ikke…”

    Han læner sig frem og tørrer nogle tårer væk fra min kind. ”Jeg har en plan til dig.”

    ”Okay?” mumler jeg udmattet.

    ”Jeg har snakket med dine forældre om det, mens du har sovet, og de er gået med til det. Planen er, at du skal bo hos dine forældre, indtil vi har fundet en etværelseslejlighed her i Odense. Jeg har undersøgt SU-satserne, og du kan få rimelig mange penge som enlig forsøger på udeboende SU, og hvis vi så skaffer dig et lille arbejde, hvor du kan være en gang om ugen, så har din mor lovet, at hun vil hente Nora i vuggestue og passe hende, mens du er på arbejde, så du kan tjene nogle penge. Meningen er, at du skal finde dig en uddannelse, og så have Nora i dagpleje, mens du er der. Du kan hente Nora i dagpleje efter skole, og så læse når hun er lagt i seng. Jeg ved godt, det nok bliver lidt stressende, men dine forældre vil gerne hjælpe dig.”

    ”Det er ikke så nemt, som du tror,” hvisker jeg.

    ”Ida. Du kan mere, end du tror, og jeg skal nok hjælpe dig. Det var ikke meningen, vi skulle fortælle det til dig, før du er rask, men jeg tror, du har brug for at have en plan i dit hoved, så du kan slappe af.”

    Jeg kigger på hans kærlige ansigt og beslutter, at han er for god til at være sand. Jeg forstår slet ikke, hvorfor han vil bruge så meget tid på mig.

    ”Der er også en anden ting,” siger han roligt. ”Du er nødt til at snakke med en advokat om Mads. Det er din mor der har anmeldt ham.”

    ”Det kan jeg ikke.” Mine øjne bliver blanke. ”Jeg tør ikke.”

    ”Hvorfor ikke?”

    ”Fordi…” Jeg ryster svagt på hovedet og lukker øjnene. ”Fordi jeg ikke ved, hvad han vil gøre mod mig, hvis jeg gør det.”

    ”Ida, han skal spærres inde for det, er du med?”

    ”Ja,” hvisker jeg. ”Men du forstår ikke, hvad jeg mener.”

    ”Selvfølgelig forstår jeg.” Hans stemme bliver blid igen.

    En sygeplejerske kommer frem i døren og smiler venligt til mig. Hun har sådan et rigtigt venligt ansigt, som man ikke er bange for, og hendes lyse hår er sat op i en tynd hestehale. Hende beslutter jeg mig hurtigt for, at jeg godt kan lide.

    ”Hun er lige vågnet,” siger Andreas.

    ”Det var godt,” siger hun sødt og stiller sig ved siden af mig. ”Har du ondt nogen steder? Er du sulten?”

    Jeg kigger på Andreas, da jeg siger, at jeg er sulten og føler mig en smule dehydreret. Ikke noget med smerter, for jeg har ikke lyst til, at hun skal stikke noget ned i det drop i min hånd. Hun nikker pædagogisk og siger, at jeg skal tage den med ro, mens hun er væk. Jeg lukker øjnene lidt, mens Andreas holder mig i hånden, og før jeg ved af det, står hun foran mig og snakker med Andreas.

    ”Jeg vil gerne sidde op og spise,” mumler jeg.

    ”Det er en god ide.” Hun og trykker på en knap, så sengen får mig til at sidde op, uden jeg skal gøre nogen anstrengelser. Jeg takker hende pænt og får en bakke henover mine lår med en trekanten sandwich og en kop med sugerør.

    ”Tak,” mumler jeg forvirret, da jeg indser, at den sandwich bliver spændende at spise med én hånd.

    ”Ring, hvis der er noget,” siger hun venligt, men jeg stopper hende.

    ”Hey, må jeg få droppet ud af min hånd?” spørger jeg en smule genert.

    ”Jo det må du for resten gerne. Er du ikke så glad for nåle?” Hun lyder lige en tand for pædagogisk til min smag, men whatever. Hun er i det mindste ikke sådan en skræp en.

    ”Jeg vil ikke se på den,” mumler jeg, og hun nikker venligt, mens hun fumler med tapen, der holder droppet på plads. Jeg lukker øjnene, da hun trækker det ud, og i det samme jeg kommer til at åbne øjnene og ser nålen, får jeg lyst til at besvime. Andreas synes, det er ret morsomt.

    Hun sætter en vat-dut på med et stykke tape. ”Sådan. Det var da ikke så slemt. Hvis du havde været på børneafdelingen, havde du fået en is.”

    Jeg smiler træt og kigger på vat-dutten, som ser meget venligere ud end det ækle drop.

    ”Du ringer bare,” siger hun og går igen.

    ”Hun var da sød,” siger Andreas.

    Jeg løfter min hånd op og forsøger at gribe om sandwichen uden fyldet ryger ud. Det viser sig at være et større projekt, som Andreas også more sig lidt med. Han tilbyder at hjælpe og lægger sandwichen stramt sammen, så jeg kan holde om den, uden fyldet ryger ud. Jeg kommer til at fnise.

    ”Seriøst, hvordan kan du være interesseret i at hjælpe mig så meget. Er du ikke træt?” spørger jeg.

    Han kigger på mit ansigt et øjeblik og trækker på skuldrene. ”Måske kan jeg godt lide at hjælpe dig.”

    ”Helt ærligt.” Jeg tager en bid og opdager, hvor rart det egentlig føles at få noget ned i maven igen. Problemet er, at jeg sikkert får lyst til at kaste det hele op senere. Det må jeg tage til den tid.

    ”Det er som om, du ikke vil indse, at nogen rent faktisk gerne vil være der for dig. Jeg kan lide dig Ida. Det betyder noget for mig, om du har det godt.”

    Jeg stivner og tænker på kysset i skuret. Det hele kommer tilbage med lynende hast, og jeg lægger sandwichen fra mig på tallerkenen. Jeg har lyst til at kaste op, og det er ikke fordi, jeg ikke også kan lide ham, men mere tanken om, at jeg slet ikke kan leve op til det, han måske forventer. Måske bliver jeg såret i sidste ende, når han ser, at jeg slet ikke er så interessant. Det er bare alt for overvældende at være forvirret, når man har hjernerystelse.

    ”Jeg tror jeg skal kaste op,” mumler jeg, og han rækker mig en pose i en fart. Jeg når lige at ærgre mig over, at den er gennemsigtig, inden flydende, klumpet snask med en ubeskrivelig farve sprøjter ud af min mund. Jeg kniber øjnene sammen og spytter det sidste ud, hvorefter jeg tager et stort sug i sugerøret, så jeg kan skylle mund og hals fra den svidende mavesyre.

    ”Er du okay?” spørger han.

    Jeg ryster på hovedet. ”Jeg ville ikke have at du skulle se det.” Jeg er igen på grådens rand.

    ”Ida, jeg har set min andel af opkast gennem festlige weekender i byen. Du skal bare være glad for, at din grund ikke er selvforskyldt i form af druk.”

    Jeg sukker og tørre mig om munden med den serviet han rækker mig. ”Hvorfor ved du altid, hvad du skal sige?” spørger jeg.

    Han griner og smider posen ud. ”Det er et talent. Vil du have mere mad?”

    Jeg ser på maden, som om det er Mount Everest og sukker tungt. Det føles så uoverskueligt, men jeg forsøger alligevel med lidt hjælp at tage en bid mere. Det glider ned, men jo tættere jeg kommer på enden, jo mere kvalm bliver jeg. Til sidst kan han se det på mit ansigt og stopper mig i min bevægelse.

    ”Jeg tror altså ikke, du skal have mere. Du ligner en der lægger an til skud.” Han har allerede fat i en ny pose for at være på den sikre side.

    ”Okay,” mumler jeg og griber ud efter glasset for at tage en slurk. ”Jeg har lyst til at sove.” Mine øjenlåg bliver meget pludseligt helt tunge og uoverkommelige. Jeg kan slet ikke holde mig oppe. Det er sært.

    ”Så gør det,” siger han kærligt. Lidt for kærligt, men jeg orker ikke at tænke over det, da han tager fjernbetjeningen og får mig ned at ligge igen. Jeg når ikke engang at ænse, at han fjerner bordet med tallerkenen og glasset, før jeg er i drømmeland.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...