Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27488Visninger
AA

6. Billeder

Nora vågner kl 7 med krag om flydende forsyninger, og da hun er fyldt op, falder jeg i søvn næsten med det samme igen.

    Omkring kl 10 går den ikke længere, og jeg blinker med øjnene af lyset i stuen. Jeg får et chok, da jeg ser, at Nora ikke ligger ved siden af mig, men bliver lettet da jeg ser Andreas stå med hende henne i vinduet og babypludre. Han ser så sød ud, når han står der sammen med hende.

    ”Hey, du er vågen,” siger han muntert. ”Nora lå og sparkede utilfredst med benene, så jeg tillod mig at tage hende, inden hun gav sig til at skrige.”

    Jeg nikker og smiler skævt. ”Tak,” mumler jeg.

    ”Vi skulle have haft noget is på din kind i går,” indskyder han en smule bekymret.

    Jeg kan pludseligt huske, hvorfor jeg er her og stabler mig på benene for at rende ud på badeværelset. Da jeg ser mig selv, åbner min mund på vid gab. En tyk mørk rand ligger under mit øje, og kindbenet har en klam blanding af rød og blå farve. Det gør fandens ondt at røre ved det, men det bekymre jeg mig slet ikke om, da jeg ser min hals der er helt rød. Jeg lægger hænderne om halsen og gennemlever det hele som en film i mit hoved. Jeg glemmer at trække vejret et øjeblik, og får et chok da Andreas pludselig står i døren med Nora. Jeg fare sammen og køre mit hår om bag ørene, mens jeg rømmer mig og lader som om, det ikke er noget særligt.

    ”Vi har en kode brun situation her, tror jeg,” siger han og tygger sig i kinden. ”Er du okay? Jeg kan godt ordne bleen hvis du er for…”

    ”Nej jeg kan godt gøre det. Jeg vil ikke se på mig selv.” Jeg tager Nora og finder min taske, hvori der ligger et underlag til at skifte ble på. Andreas kigger til, mens jeg ordner hende med en rutinehånd og giver hende en ny ble på efterfulgt af rent tøj. Jeg kysser hende på hovedet, da jeg trækker hende ind til mig og gynger lidt - måske mest for min egen skyld. Nora har en uskyldighed over sig, som kan gøre mig så rolig.

    ”Jeg ville sådan ønske, du kunne fortælle mig hvad der sker,” siger Andreas stille. ”Jeg er lidt forvirret.”

    Jeg nikker og finder en bøtte ølebrød i køleskabet. ”Jeg fortæller, når hun har fået mad. Kan jeg varme det her i din mikroovn?”

    ”Ja da.” Han tager Nora. Hvor føles det befriende, at der er en ekstra arm til Nora nogen gange. Man kan blive træt i hele kroppen når man er nødt til at gøre næsten alt med én hånd. Det er som om, Andreas bare gør det af glæde, som om han virkelig elsker at trave rundt med hende.

    Jeg varmer maden og blander det op med lidt mælk og smør, hvorefter jeg sætter mig til at fodre hende ved spisebordet. Hun grabber ivrigt ud efter skålen, så jeg er nødt til at skubbe den lidt væk fra hendes rækkevidde. Hun guffer det i sig hurtigere end en piratfisk.

    ”Vil du have historien helt fra starten?” spørger jeg. Jeg kan ligeså godt få det ud af systemet.

    ”Meget gerne.”

    Jeg kan jo starte med den lette del, når nu jeg sidder med Nora. ”Jeg mødte Mads i 2.g. Jeg var meget forelsket i ham. I 3.g var vi stadig smaskforelskede, også selvom han er seks år ældre end mig, men så var det, at jeg opdagede, at jeg var gravid. Jeg havde ikke fået menstruation i to måneder, og jeg havde kvalme, så jeg tog fem tests, og kun en af dem var uklare. Jeg fortalte det til Mads, som var klar på at gøre, hvad end jeg havde lyst til. Mads er jo rigtig voksen med job og det hele, så han kunne sagtens klare det, mente han. Men jeg var kun 18 og nu er jeg 19. Jeg har ikke nogen uddannelse, og jeg har ikke nogen plan for fremtiden, men jeg fik rimelig gode karakterer i skolen, så jeg var sikker på, at jeg nok skulle klare en uddannelse med en baby på slæb. Jeg har sagt før, at jeg var ung og smask forelsket. Jeg anede ikke, hvad jeg rodede mig selv ud i, for ingen satte sig ned og snakkede med mig om det. Ingen fortalte mig noget om dét, at have en baby, før den kom ud af mig, og en sundhedsplejeske begyndte at besøge mig i ny og næ.”

    ”Mads forsøgte ikke at tale dig fra at få en baby?”

    ”Mads virkede ligeglad. Han kom også først efter fødslen for at se Nora. Han var også ligeglad med navnet, men jeg troede, at det var fordi han ville være sød ved mig og lade mig bestemme. Mine forældre var sikre på, at jeg i hvert fald ikke kunne klare det, hvilket gjorde mig ked af det. Det virkede endda, som om de var bekymrede for barnets liv ved at have en ung mor som mig. Og så er de strengt kristne, så Mads var jo en torn i øjet på dem, fordi han havde ’forført’ mig. Så jeg blev vred på dem og sagde, at så kunne de også bare holde sig væk. Siden da har jeg kun snakket i telefon med min mor en gang imellem, og meget sjældent min far.”

    ”Har de ikke set Nora?”

    ”Jo da hun lige blev født, men så flyttede jeg ind hos Mads.” Jeg tørrer Nora om munden med en klud, og vi går over i sofasengen for at sætte os. Jeg finder et stykke lejetøj i tasken og giver til Nora, så hun ikke pludselig bliver utidig, mens vi sidder og snakker. ”Mads arbejder, og jeg er derhjemme for at gøre rent og lave mad, og alt hvad han ikke selv gider, ligesom i gamle dage. Og det er fint med mig, at jeg laver noget derhjemme, siden det ikke er mig, der tjener til føden. Problemet er at siden jeg fik Nora, så har han været så indebrændt. Han bliver vred, når hun græder og irriteret, hvis jeg ikke har gjort, som han siger. Han drikker rigtig meget, når han er sammen med sine venner, og nogen gange får han en øl derhjemme. Og så ryger han hash. Han har altid været ubehagelig når han ryger hash, så når han gør det, så lader jeg være med at tale til ham, men når jeg ikke opdager, at han har gjort det, kommer vi altid op at skændtes.”

    Jeg begynder at bevæge mig hen på et ømt punkt og trækker vejret dybt.

    ”Han ryger ikke hash mere. Jeg fandt ud af i går, at han har taget andre stoffer, som på en eller anden måde gør ham aggressiv.” Jeg hviler hovedet i håndfladen og ånder tungt ud. ”Jeg troede…” Jeg blinker med øjnene for ikke at tude. ”… jeg troede han var ved at tage livet af mig i går.” Min stemme er lille og på kanten til gråd igen.

    ”Hvad skete der? Jeg lover, at jeg ikke fortælle noget til nogen, uden du er okay med det.”

    Jeg kan ikke rigtigt få styr på mine vejrtrækninger. ”Han havde… han var lige ved at kvæle mig, men da jeg sparkede ham, og han faldt, blev hans så sur, at han slog mig i ansigtet.”

    Jeg kan se det for mig. Jeg kan huske alt hvad der skete minut for minut.

    ”Jeg sad på badeværelset i 5 timer med Nora. Han smadrede glas i køkkenet, og så lå han og så fjernsyn i lang tid. Jeg var så bange for, om han lå og ventede på mig, at jeg ventede med at gå ud, til der var helt stille.”

    ”Er det sket før?”

    ”For en uge siden stak han mig en flad, efter vi havde skændtes. Der var han også påvirket.” Jeg kysser Nora på hovedet og læner mig sidelæns ind mod ryglænet. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ingen penge og intet sted at være. Jeg kan heller ikke gå på arbejde, når jeg har Nora.”

    ”Foreløbig kan du være her, men jeg synes, du skal snakke med dine forældre.”

    ”Jeg sagde nogle grimme ting til dem, da jeg skred. Det er underligt, hvordan jeg kan sidde her og mene, at jeg var ung og dum, når jeg ikke engang er et år ældre nu.”

    ”Man bliver klog, når man får babyer.”

    Jeg fniser og nikker. ”Jeg kunne have undværet gymnasiet. Man skal bare få en baby.”

    Andreas smiler og stikker sin finger hen til Nora, der tager den og trækker den ind i munden. ”Med lidt research, så kan vi sagtens lægge en plan for dig. Jeg er sikker på, at med det system vi har i dag, så kan du få dig en mindre formue til at leve for med sådan en som Nora.”

    ”Tror du virkelig?”

    ”Har du ikke tjekket det?”

    ”Nej,” mumler jeg. ”Mads var overbevist om, at det eneste rigtige var at blive hos ham, og hvis ikke så skulle Nora i plejefamilie efter mine forældres synspunkt.”

    Han ryster langsomt på hovedet. ”Det irriterer mig sådan noget.”

    ”Jeg tænkte jo ikke over det…”

    ”Nej ikke det. Det irriterer mig, at ingen af dem tænkte på, at du kunne tage dig af Nora alene. Ud fra det du fortæller, virker det ikke rigtigt som om, de har særligt meget tillid til dig.”

    Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg var kun 18.”

    ”Alligevel…”

    ”Og jeg ser lille ud af min alder. Jeg ligner en storesøster til Nora.”

    Han smiler skævt. ”Det har du faktisk ret i.”

    Jeg løfter øjebrynet og sparker drillende til hans ben. ”Hey! Det var meningen, at du skulle fortælle mig, at jeg er en stærk og selvstændig kvinde.”

    ”Av av. Du er en stærk og selvstændig kvinde,” gentager han i overgivelse.

    Jeg smiler skævt. ”Jeg kan ikke takke dig nok.”

    ”Du skal ikke tænke på det. Jeg ved ikke, om du har opdaget det, men jeg elsker babyer.”

    ”Nej, der kunne du ikke snyde mig.”

    Jeg får et chok, da min telefon begynder at ringe. Den bimler og bamler, men jeg fortsætter med at stirre på tingesten, som om jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre med den. Jeg tør ikke se på den, for jeg kan regne ud, at det er Mads. Mads ringer til mig. Andreas tager telefonen op og nikker til mig, som bekræftelse om, at det er Mads. Jeg ryster på hovedet, og Andres trykker på den røde knap, mens jeg bider mine negle. 

    ”Du vil ikke snakke med ham?”

    Jeg ryster på hovedet og kører fingrene igennem mit hår et par gange. ”Jeg tør ikke.”

    ”Det forstår jeg godt.”

    Jeg nikker og tager telefonen, hvor der er op til flere sms’er og ubesvarede opkald. På sms’erne står der ting som: Kom tilbage lige nu eller Jeg lover dig at det ikke sker igen. På en anden en står der sågar: Du kan ikke tage Nora fra sin far.

    Jeg trækker vejret i små stød og lukker øjnene. Jeg kan ikke magte det.

    ”Hvad er der?”

    Jeg ryster på hovedet og ser ned. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

    ”Du behøver ikke finde ud af det lige nu.”

    ”Han hiver mig i retten, hvis han ikke får lov til at se hende.”

    ”Jamen så tager vi et billede af din kind og viser det til dommeren.” Han ser indtrængende på mig. ”Hvis han opfører sig sådan der, så ved han godt selv, at du har beviser for, at Nora ikke høre til hos ham. Han tør ikke hive dig i retten. Det burde derimod være dig, der trak ham derind.”

    ”Det har jeg ikke lyst til,” svarer jeg hæst uden at se på ham.

    ”Hvorfor? Det er jo oplagt.”

    Jeg trækker på skuldrene. ”Han er jo Noras far, og jeg elskede ham engang. Jeg ved, at den jeg elsker stadig er derinde et sted, men han er gemt bag stoffer, og tænk nu hvis jeg kan få ham ud af det på en eller anden måde. Bør jeg så ikke forsøge at give min datter sin far?”

    ”Nej, for det, at han tager stoffer, det er slet ikke dit ansvar.”

    ”Du forstår det ikke…” Jeg bider mig i læben. ”Det var jo heller ikke fordi, jeg ikke provokerede ham.”

    ”Nej, jeg forstår det ikke. Der er intet du kan gøre mod ham, som giver ham ret til at opføre sig sådan.”

    Mine læber bliver en smal streg. Hvis jeg siger mere, så begynder jeg at tude. Jeg har aldrig været særlig god til diskussioner, for jeg begynder altid at tude, især når emnet er lidt ømt. Jeg kan ikke forholde mig til, om jeg skal lytte til Andreas, for han ved slet ikke, hvad Mads og jeg havde sammen en gang. Han ved slet ikke, hvor glad Mads så ud første gang han så Nora. Andreas vidste slet ikke noget om det, og han kunne heller ikke sætte sig ind i det, for han havde, efter hvad jeg kunne fornemme, aldrig prøvet noget lignende.

    ”Er du sulten?”

    Jeg nikker og kravler med ud af sofasengen efter Andreas. Jeg lader Nora ligger med et stykke legetøj på maven længst inde mod ryglænet på madrassen, så jeg lige kan holde øje med hende fra køkkenet. Andreas forsøger at gøre måltidet lidt spændende, men opdager at det eneste han har i gemmerne er nogle havregryn og noget mælk. Jeg er også ligeglad. Havregryn er da den bedste måde at starte en morgen, hvis man skal se lidt sundt på det.

    Vi sætter os med en skål hver ved spisebordet med et tredje øje på Nora og spiser i tavshed. Jeg har lyst til at sige noget til Andreas, men tror næppe, at det jeg siger kan ændre hans holdning. Men ikke desto mindre, så er jeg stadig meget taknemlig for, hvad han har gjort for mig. Lige nu føler jeg mig mere tryg, end jeg har gjort i lang tid.

    ”Hvad vil du lave i dag?” spørger han lidt efter.

    ”Jeg har lyst til at flade ud og se film hele dagen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst slappede af.”

    Han løfter øjenbrynene. ”You said the right words.” Han blinker med det ene øje og skovler de sidste tre mundfulde ind, inden han går hen og finder sin computer. ”Jeg har et mindre udvalg af film på computeren, og så er der jo altid Netflix.”

 

***

 

Filmdagen starter ud med, at vi sidder i hver sin side af sofaen med god afstand, senere ligger jeg ned med hovedet på Andreas’ ben, og til sidst sidder jeg næsten op ad ham. Aldrig i mit liv har jeg haft så dårlig samvittighed med at have det godt. Det irriterer mig helt vildt, at jeg allerede holder så meget af Andreas, når Mads… ja hvad med Mads. Fortjener han, at jeg har dårlig samvittighed? Egentlig ikke, men alligevel.

    Jeg har lige puttet Nora nede i barnevognen for at få sig en middagslur og smider alarmen på bordet for at sætte mig ved siden af Andreas igen. I det samme jeg sætter mig til rette op ad ham igen, trækker han vejret, som om han skal sige noget, men puster ud og lader være. Jeg drejer hovedet og stirre på ham.

    ”Hvad så?”

    ”Ikke noget,” mumler han og folder hænderne med et alvorligt ud tryk i ansigtet.

    Jeg sætter mig op og krydser armene. ”Det ligner ikke ’ikke noget’.”

    ”Jeg er bare lidt forvirret. Du føler ansvar overfor Mads, men alligevel hænger du op ad mig. Det er ikke fordi, du ikke må, men jeg kan ikke se, hvorfor Mads han fortjener, at du bekymre dig så meget om ham, når du tydeligvis kun kan slappe af her.”

    Jeg sukker og stirre ligefrem på fjernsynet uden at sige noget. Han forstår det slet ikke… gør jeg?

    ”Det er også lige meget. Kom her…” siger han og lægger armen op på ryglænet bag mig. Jeg lader mig falde tøvende ned til hans skulder og puster tungt ud. ”Jeg ved da heller ikke, hvorfor jeg siger sådan noget, når jeg er så heldig at få lov til at putte med en pige.”

    Jeg fniser og stikker fingeren i maven på ham.

    ”Av!” udbryder han og giver igen, så jeg hviner og forsøger at skubbe mig væk fra ham, selvom jeg ikke kan, fordi hans arm meget uheldigt ligger om min skulder og ikke flytter sig.

    ”Stop stop stop,” sukker jeg forpustet, da han endelig lader være og løsner armen om min skulder. Jeg kan slet ikke stoppe med at spænde i kroppen af frygt for, at han vil gøre det igen.

    ”Hey jeg har et spørgsmål,” siger han pludseligt og drejer hovedet for at se mig i øjnene. ”Hvad laver du af interesse? Har du en hobby eller sådan noget?”

    Jeg rynker panden og spidser læberne tænksomt, mens jeg forsøger at huske sidste gang, jeg lavede andet end at se tv, passe barn eller gøre rent. ”Jeg tegnede en gang,” svarer jeg lidt efter.

    ”Virkelig? Hvad tegnede du?”

    ”Mennesker for det meste. Nogen gange tegnede jeg også dyr. Jeg kan huske jeg havde en ting med ulve en årgang.”

    ”Er det noget jeg må se?”

    ”Det ligger hjemme hos mine forældre.” Jeg kigger ned på mine fingre og piller negle. ”Jeg har ikke rigtigt haft lyst, for jeg kan kun, når jeg ikke tænker på noget, og når jeg er bekymret så bliver mine tegninger altid vrede og kradsede.”

    ”En dag må du vise mig dem. Jeg er lidt nysgerrig?”

    ”Hvorfor? Andre plejer bare at sige, at det stoppede de med for flere år siden, så jeg rigtig kan sidde og føle, at jeg ikke er blevet voksen.”

    ”Sikke noget pjat at sige. Tegninger bliver man aldrig for gammel til, og desuden så er man heller ikke voksen, før man tør at være barn. Faktisk så kan jeg lide at tænke på mig selv som en slags kunstner.”

    ”Virkelig?” spørger jeg begejstret og sætter mig op for at se ham rigtigt. ”Hvad laver du?”

    ”Jeg kan godt lide at tage billeder.”

    ”Billeder? Med kamera?”

    ”Nej jeg tager billeder med en kartoffel,” siger han sarkastisk. ”Selvfølgelig med et kamera din tosse. Jeg tager billeder af ting, der inspirerer mig. Det er svært at forklarer, men hvis jeg synes jeg ser noget der fortæller en historie, så fanger jeg øjeblikket.”

    ”Må jeg se?”

    Han stivner et øjeblik og kører fingrene igennem sit hår. ”Tja…” mumler han lidt fraværende. ”Men nu må du ikke dømme mig. Jeg bruger en del penge på at få dem fremkaldt i lidt større format end almindeligt billedstørrelse.” Han rejser sig og finder et album, der ligger på hylden over fjernsynet. ”Det er lidt nørdet.” Han rækker den til mig og sætter sig igen.

    ”Der er ikke noget galt med at være nørdet.”

    Jeg åbner den op og ser det første billede, der er forstørret til næsten en a4 side. Hvert billede fylder en side. Den første er et billede af en drink med en paraply i, som står på et hvidt bord udenfor ved solnedgang. Farvetonerne er meget smukke, fordi han har fanget skumringstiden og de røde farver, der lægger sig som striber ved horisonten.

    ”Hvad er så historien bag denne?” spørger jeg.

    ”Jo altså, billedet er meget sådan… perfekt. Omgivelserne og drinken i lyset er perfekt, men hvis du lægger mærke til det, så er der et skår i glasset.”

    ”Det er virkelig flot. Du har jo øje for det!” Jeg bladrer videre og kommer til et billede af et stort lyserødt træ ved siden af et billede med nogle smukke lyserøde blomster. ”Hvad med den her?”

    ”Det er et tulipantræ. Det har altid fascineret mig, fordi det er et helt almindeligt flot træ hele året rundt, men så en uge eller to om året springer det ud og laver de her lyserøde blomster, som senere drysser af. Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg er så betaget af det.” Han peger på det ved siden af. ”Det der er blomsterne tæt på.”

    ”Wow.” Jeg bladre igen, og det næste billede er et billede af en legeplads, som er øde undtaget en enkelt dreng, der hænger i luften efter at have sprunget ud fra det ene tårn for at lande i sandet.

    ”Jeg tog det her billede en morgen. Det er derfor lyset er mere blødt. Jeg elsker den her slags  billeder, fordi de er dynamiske. Altså den giver, den der ser på det, en film i hovedet, fordi man ved hvordan drengen lander, eller man kan forestille sig det.

    ”Andreas det er jo mega sejt. Jeg vidste slet ikke, at du var så kreativ.”

    ”Jeg ved ikke med kreativ. Det er jo bare billeder.”

    ”Nej det er virkelig gode billeder. Du kan jo blive fotograf.”

    Han smiler og bladrer videre. Jeg ser interesseret til, mens han fortæller om alle sine billeder, mens jeg hører ham fortælle, hvor meget han vil elske at rejse, så han kan tage nogle billeder af verden fra en skævere vinkel, end det normale og sælge sine billeder på nettet. Jeg kan sagtens se ham som en slags Unicef-fyr, der render rundt sammen med en masse små brune børn og leger, mens han ind imellem tager billeder af de ’skæve vinkler’ som han siger. Det inspirerer mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...