Kæmp for din datters mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2016
  • Status: Færdig
Ida er tre ting: datter af to mennesker, hun ikke kan se i øjnene. Kæreste til en voldlig misbruger og mor til en fem måneder gammel pige. At føle sig alene i en stor by som Odense, hvor skolevennerne er nogen man møder ganske kort på busterminalen, og kæresten bruger de mindste undskyldninger til at skabe drama, kan gøre selv den stærkeste deprimeret. Idas eneste formål med livet er hendes datter, men da hun pludselig møder en gammel bekendt, Andreas, opdager hun langsomt, at hun ikke er helt fortabt. Hun opdager sider af sig selv, som hun havde glemt eksisterer, mens hun kæmper mod den stadigt dårlige selvværd og mangel på tillid til andre. Vil Ida nogensinde kunne frigøre sig og opdage, at hendes loyalitet til barnets far er til skade for dem begge? Kan en ung pige med en baby nogensinde få mulighed for at tage en uddannelse og skabe en fremtid uden en forsørger? (Jeg advarer om ubehagelige scener)

71Likes
147Kommentarer
27475Visninger
AA

20. Alarmen

Andreas ringer til mig samme eftermiddag, men jeg tager den ikke. Jeg kan ikke regne ud, hvordan jeg skal konfrontere ham, når nu jeg lyttede ved døren på den måde. Det er lettere at lade være. Men på samme tid bliver jeg mindet om den stenhårde sandhed, som er at jeg faktisk ikke har andre venner end Andreas. I hvert fald ingen, som jeg føler mig særligt tæt på.

    Jeg tør ikke binde mig til folk af frygt for, at de vil svigte mig til sidst, men jeg er næsten ligeså bange for at ende alene og ensom. Jeg har ladet Andreas lege helt og stolet på, at det var fordi han virkelig ville det, men se nu der. Han tvivler. Andreas tvivler på det, han selv har sat i gang. Han tvivler på det, han selv lod mig tro var en lykkelig slutning, og jeg kan ikke magte tvivl lige nu. Det får mig til at lyde både egoistisk og naiv, men jeg kan ikke ændre på mig selv.

    Det er det samme som, hvis folk siger, at du er grim. Så tror du på dem. I dette tilfælde blev jeg efterladt af min mor, far og mine venner på samme tid, og min kæreste viste sig at være en sindssyg narkoman. Når alt det sker på en gang, så begynder du ligeså stille at tro, at der er noget galt med dig.

    Det er en underlig følelse at have en baby, som man elsker højere end sig selv, men på samme tid drømmer om aldrig blev født. Det er en fuldstændig sindssyg forskruet tanke, og jeg hader mig selv for det. Men der går ikke en dag forbi, hvor jeg ikke tænker på, hvor lidt jeg har at tilbyde Nora, og hvordan jeg fra den ene dag til den anden mistede forbindelsen til min ungdom, da hun blev lavet. Sandheden er, at jeg ikke rigtigt kan kigge mig selv i spejlet lige nu.

    ”Ida!” råber mor nede fra foden af trappen, og jeg hører hende godt, men jeg glemmer at svare. Jeg stirre blot ud i luften siddende på gulvet foran min seng, mens jeg kigger på væggen. Nora sover eftermiddagslur i barnevognen, og alarmen ligger i min hånd. Det eneste jeg venter på er at den begynder at larme, så jeg har noget at tage mig til og glemmer mine tanker.

    Tænk at en samtale mellem Lucas og Andreas kunne få det hele til at vælte for mig, men før eller senere må jeg vel stå ansigt til ansigt med virkeligheden. Andreas har været for god til at være sand. Han har overbevist mig om, at der er lys for enden af tunnelen, men hurtigt kan man opdage, at tunnelen er længere end man troede. Jeg kan kun lige ane et glimt af noget smukt for enden af tunnelen, og jeg er bange for at glimtet dør, hvis Andreas bakker ud nu.

    Men hvad kan jeg også tilbyde Andreas? Jeg har Nora, som er et helt arbejde i sig selv, og så har jeg Mads som sikkert på en eller anden måde altid vil lure i støvet fra min fortid. Jeg har generelt ikke ret meget tillid til folk, så selv hvis Andreas siger han kan klare det, hvordan kan jeg så stole på, at han mener det?

    Mor åbner døren og kigger på mig. ”Ida, Nora begyndte at græde, så far tog hende.”

    ”Hvad?” mumler jeg og kigger på alarmen. Den er slukket.

    ”Du er da helt faldet i staver, hva?”

    ”Jeg skal ned til Nora,” sukker jeg og er ved at rejse mig, da mor ryster på hovedet og sætter sig ved siden af mig.

    ”Far har hende.”

    Jeg bider mig i læben for ikke at begynde at tude og gemmer ansigtet i mine hænder. ”Jeg glemte at tænde den,” siger jeg stille med en spinkel lyd af frustration. Mine øjne svider, og jeg er bange for, at jeg bryder sammen hvis jeg siger et ord mere. Jeg vil ikke græde overfor min mor, for jeg har en drøm om at klare det hele og vise hende, at jeg sagtens kan være en god mor for Nora. Jeg har desperat brug for at vise Mor, at jeg ikke har brug for hende, selvom sandheden er det modsatte.

    ”Det kan enhver jo glemme,” svarer hun roligt.

    Mine skuldre begynder at ryste. ”Jeg glemte at tænde den,” hulker jeg igen ned i mine hænder, og lader mit mentale glas flyde over.

    ”Lille skat,” siger mor og lægger armen om min skulder, mens jeg lader vægten af min krop dumpe ind mod hendes. Mit hoved lægger sig ind mod hendes hals.

    ”Jeg kan ikke.”

    ”Hvad kan du ikke?” Hun stryger min ryg langsomt op og ned med en flad og rolig hånd.

    Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal svare hende. Jeg er forfærdeligt mindet om, at jeg er alene om det hele, men hvis jeg siger det til hende, får jeg det modsatte at vide, og det er jo ikke sandt. Jeg tror ikke, min mor forstår mig. Hun forstår ikke, hvad det vil sige at føle sig alene, fordi hun aldrig prøvet det.

    ”Hvad er det nu, den der sang siger,” mumler hun. ”What doesn’t kill you makes you stronger.” Hun køre noget at mit hår om bag mit øre. ”Træk vejret, Ida, stille og roligt, så skal jeg fortælle dig noget imens.”

    Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding.

    ”Den følelse du har i maven, når du holder Nora. Følelsen af, at du vil stille dig i en pøl af lava for hendes skyld. Det er en følelse som enhver mor i hele verden vil nikke genkendende til. Gud lavede det bånd så stærkt for at sikre at moderens kærlighed ville værne om barnet, og når jeg sidder sådan her med dig, så vil jeg have, at du ved helt ind i hjertet, at det bånd du har med Nora ikke er anderledes end det bånd, der er mellem os to.”

    Jeg snøfter og tørre øjnene. ”Sådan føles det ikke altid.”

    ”Vi har let ved at blive uvenner, og jeg tror godt du ved, at de ting jeg nogen gange siger ikke er til for at såre dig. Jeg vil have, at du skal huske, at jeg vil være her for dig til den dag jeg dør og måske længere end det. Du er min baby, så hvis der er noget, du ikke kan håndtere, så kan du sige det til mig.”

    ”Jeg tror ikke, du ved hvordan det er at være mig,” siger jeg næsten uden lyd.

    ”Nej, det ved jeg ikke, for du er ikke så god til at fortælle mig det. Du kan bedst lide at fortælle mig, hvad jeg gør forkert.”

    Jeg trækker på mundvigen i et halvt smil. ”Det er vidst rigtigt.”

    Hun fniser og kysser mig på håret, mens jeg lukker øjnene og glemmer, hvorfor vi altid bliver uvenner. Der er noget ved at putte sig op ad sin mor, som ingen andre kan erstatte. Jeg ved jo godt, at hun er skide irriterende og ikke rigtigt kan finde ud af at lytte til mig, men jeg har mest lyst til at glemme alt om det lige nu og bare nyde, at hun er her.

    ”Hvordan tror du, jeg bliver som mor, når jeg bliver ældre?” spørger jeg stille.

    ”Du bliver meget værre end far og jeg. Noras kærester skal først til optagelsesprøve hos dig, og så når du har godkendt dem, så skal de til ugentlige samtaler.”

    Jeg slår en latter op og dasker til mors knæ. ”Sådan bliver jeg da ikke!”

    ”Bare vent Ida. Du har ingen ide om, hvordan det føles, når hun får kærester. Ingen ide!”

    Jeg sukker og sætter mig op igen. ”Jeg tog hjem til Andreas i går, og så hørte jeg ham tale med sin ven gennem døren. De snakkede om Mads. Det var noget med en bar, og at Andreas har haft ballade med Mads. Senere snakkede de om mig og Nora og…” Jeg ånder tungt ud og tager mig til nakken for at holde sammen på mig selv. ”…han er bange for, at han ikke kan klare, at jeg har Nora, og at han er nervøs for den dag, Mads kommer ud af fængsel. Han… det er som om, han har løjet for mig, fordi han har sagt så mange gange, at han holder af mig og sådan noget.”

    ”Han er slet ikke noget værd, hvis ikke han kan tage Nora. Det med Mads er mere problematisk.”

    En tåre triller ned af min kind. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Han ved ikke, at jeg hørte det, og jeg kan ikke overskue at snakke med ham.”

    ”Jeg foreslår, at du snakker med ham om det.”

    ”Det vidste jeg, du ville sige…”

    ”Det er fordi, du er fornuftig Ida.”

    ”Jeg hader at være fornuftig.”

    ”Sødeste skat. Ifølge din fars øjne, så er der ikke nogen, der er gode nok til dig, men han har ikke nævnt et eneste ondt ord om Andreas.”

    ”Han snakker da heller ikke om Mads…”

    ”Når man er gift med din far, så skal man lægge øre til mange ting. Jeg er sikker på at han tier stille for din skyld, når du er til stede.”

    Jeg smiler skævt.

    ”Men altså pointen er, at hvor mærkeligt det end lyder, så synes vi at Andreas er god for dig, så jeg foreslår, at du går derud og kæmper for ham.”

    Jeg bøjer mig forover og lægger hovedet på knæende, mens jeg stikker neglene i guldtæppet.

    ”Hvad er der? Kan du ikke lide ham da?”

    ”Jo. Det er det der er problemet.”

    ”Hvad?”

    ”Jeg er bange for at han såre mig. Folk jeg holder af ender altid med at såre mig.” Først bagefter opdager jeg, at det jeg lige har sagt måske lød som en anklage mod mor. ”Jeg mener…”

    ”Jeg forstår godt, hvad du mener,” siger hun stille. ”For at være ærlig så tænker jeg nogen gange at du må være totalt fortabt hvis du vælger at bo her, af alle steder, efter alt hvad vi har budt dig.”

    ”Ej mor… Jeg er glad for at bo her mor!” forsikre jeg hende.

    Hun løfter øjebrynet. ”Virkelig?”

    I det samme vi får øjenkontakt er min holdning ikke lige så stiv længere, og jeg tøver. ”Altså… Ikke altid, men det er rart nok at være tæt på jer igen.”

    ”Ser du…” siger hun stille. ”…nogen gange så vågner jeg op og bliver overrasket over, at du stadig er her. Jeg går og venter på, at du finder en lejlighed eller beslutter at flytte ind hos en veninde. Du må ikke misforstå mig, for jeg er virkelig glad for, at du er her. Jeg forstår det bare ikke.”

    ”Er du virkelig glad for, at jeg er her?” spørger jeg.

    ”Ja selvfølgelig er jeg det. Husk hvad jeg sagde lige før om at være mor.”

    Jeg ånder tungt ud og læner mig ind mod hende igen.

 

***

 

Mine øjne er blevet åbnet op for nødvendigheden af, at jeg får mig nogle venner, så jeg ser på mit repertoire af kandidater til rollen som mine venner og tænker på Leah og Josefine. Det første der falder mig ind er den forræderiske tanke, der altid sniger sig frem, når der er nogen jeg gerne vil være venner med: gider de overhovedet at være sammen med mig? Hvorfor skulle de bruge tid på mig, når de har så mange andre?

    Men så er det jeg skubber den onde djævel ned af min skulder og får mig selv på bedre tanker. Jeg får aldrig nogen venner, hvis ikke jeg får noget selvtillid. Om ikke andet bare en lille smule.

    Jeg finder min computer og åbner facebook. Noget jeg for meget lang tid siden besluttede at skære ud af mit liv, fordi jeg ikke kunne lide den måde, folk der ikke kendte til min situation forsøgte at være klogere end mig ved at fortælle mig, hvor dum jeg var. Men det var også den værste beslutning, jeg kunne tage, fordi det 21. århundrede er en tid, hvor du er totalt cuttet af samfundet, hvis du ikke er aktiv på medierne. Jeg mistede både de rigtige venner, og de bedrevidende venner på samme tid.

    Jeg kan se på det ikon, der viser beskeder, at der er ti mennesker, der har forsøgt at skrive til mig, siden jeg stod af. Jeg kigger dem alle sammen igennem og støder på beskeder som: Hej Ida. Jeg ville bare lige høre om du er okay. Du kan altid bare skrive hvis du har brug for hjælp. Og knap så rare beskeder som: Det er ikke for at være dum eller noget, men jeg synes altså du begår en stor fejl. Du er virkelig umoden når du tager sådan en beslutning bare for at gøre din 26’årige kærester en glad familiefar. Det er ulækkert. Få dig en uddannelse.

    Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding, inden jeg kigger alle beskederne igennem og unfriender alle, der har behandlet mig dårligt eller skrevet ubehagelige ting. Det er en lang proces at tynde ud i godt og dårligt, og jeg hader at skulle gøre det, men i det samme min venneliste kun indeholder folk, jeg engang kunne lide, så er mit hjerte pludselig meget lettere.

    Jeg kan se at venneanmodnings-ikonet er rødt og trygger på den for at se, hvem det kan være. I det samme jeg ser ansigterne, kommer der et lille smil i mit ansigtet. Navnene lyder: Andreas, Lucas, Peter, Rasmus, Leah og Josefine. Jeg bekræfter dem alle sammen og giver mig til at stalke Leahs profil. Hun har en helt typisk facebookprofil med billeder af måltider, updates om biografture eller selfies af vennerne.

    Jeg åbner en chatrude og starter med hej.. Jeg kradser mig i nakken, mens jeg overvejer, hvad ellers man kan skrive for at starte en samtale. Hvordan går det? skriver jeg, men sletter det igen. Tak for sidst! Ender jeg med at skrive og sender den med alle mine negle sat godt i klemme i tænderne.

    Hej Ida! Ja selv tak da! Hvad så?

    Jeg føler mit hjerte banke lidt ekstra i brystet, og fingerspidserne dirre en smule, da jeg skal til at skrive. Det gør det sværere at ramme tasterne. Det er snart ti måneder siden jeg sidst var på facebook. Jeg tænker jeg skal til at lære det forfra igen xD

    Haha! Hvordan kan det være at du ikke har været på facebook?

    Da jeg blev gravid ville folk ikke lade mig være, så jeg cuttede det ud af mit liv.

    Hvordan det?

    Lad os bare sige at folk ikke støttede mig så meget i det.

    Det er heller ikke fedt. Ved du hvad du skulle gøre?

    Nej?

    Slet alle dem du ikke bryder dig om fra din venneliste. Slette alle grimme kommentarer og samtaler og give dig selv nogle nye profil- og coverbilleder. Start på en frisk!

    Det er også min plan. Jeg har bare ikke rigtigt nogen gode billeder af mig selv.

    Skal du noget i morgen?

    Næ ikke specielt…

    Så laver vi fotoshoot! Vi tager et godt profilbillede af dig og så tager vi et billede af Nora til coverbillede.

    Jeg ved ikke rigtigt… skriver jeg og kigger på mit profilbillede fra den gang jeg gik på gymnasiet. Jeg ligner mig selv men alligevel ikke. Jeg tror faktisk at jeg er blevet tykkere siden da.

    Det bliver sjovt! Det er altid sjovt at tage billeder <3

    Det er vidst svært for mig at forstå at du gerne vil hjælpe mig.

    Andreas nævnte at du har brug for at blive hjulpet lidt på vej.

    Selvfølgelig gjorde han det…

    Må jeg komme hjem til dig i morgen?

    Okay :)

    Så ses vi. Send lige en adresse.

    Skal jeg nok, når jeg kender den xD

    Kender du ikke din adresse?

    Jeg kan ikke lige huske den.

    Haha! Vi ses Ida! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...