I Call It Fate - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 15 sep. 2015
  • Status: Igang
Clarissa Murphy har en dårlig dag. En rigtig pinlig, vildt dårlig dag. Sådan en "snuble ud af badet, brænde morgenmaden på, skære sig på skraberen"-dårlig dag. Det dårligste ved dagen er dog tidspunktet, hvor hun ser sin ekskæreste komme gående i regnen med en flot, høj pige i hånden. I HÅNDEN! Og så på sådan en dårlig dag, hvor håret ikke sidder som det skal, og make-uppen er grim. Derfor gør hun det mest logiske hun kan komme i tanke om, og vil gemme sig bag ved sin paraply, der – for det er jo som sagt en dårlig dag – ikke gider at slå sig op, før der går en fyr forbi hende , og hun rammer ham i maven. Selvfølgelig. Alt tumulten tiltrækker da også ekskærestens opmærksomhed, og imens Claire har en indre dialog om at hun hellere vil sidde i helvede end at gå igennem en samtale med sin ekskæreste, viser fyren hun ramte med paraplyen, sig at være en god samaritaner, og spiller i to korte minutter hendes klodsede, smilende, perfekte, søde NYE kæreste - Men vent, har hun ikke set ham før?

123Likes
63Kommentarer
16390Visninger
AA

1. Prolog

Nogle gange spiller skæbnen os et pus ved at lade rene tilfældigheder lede os til noget større og noget bedre. På den måde kan vi tænke tilbage og tænke ting som; ”hvis jeg ikke havde fået den tilfældige indskydelse, og var gået ind i den butik havde jeg aldrig mødt manden, jeg nu er gift med,” eller ”hvis jeg aldrig var faldet på mit løbehjul den gang, havde jeg aldrig talt med min nuværende bedste ven,” og også mindre ting som ”hvis jeg ikke havde fulgt idéen om at gå en anden vej hjem, var jeg aldrig faldet over boghandleren hvor jeg fandt min yndlingsbog i.”

Nogle gange leder de os til noget værre og mindre godt. ”Hvis jeg ikke var blevet forsinket den morgen, havde jeg ikke haft samme rute som spritbilisten, der kørte ind i min bil,” og ”hvis jeg bare havde fulgt den rigtige rute, havde jeg aldrig trådt i den forbandede hundelort.”

Min historie har en hel bunke af tilfældige handlinger i sig, som på en eller anden måde flettede sig sammen, og gav mig noget af et eventyr.

Kald det skæbnen. Kald det tilfældigheder. Kald det hvad du vil, men uanset hvad, er jeg glad for at det skete.

Jeg befandt mig i lidt af et hul, både rent socialt og rent fysisk, følte jeg. Gymnasiet var overstået og havde totalt drænet mit liv for enhver motivation til at gøre noget, og nu pressede hele verden på med at jeg skulle skynde mig med at finde ud af, hvad jeg ville gøre med mit liv. Problemet var bare at jeg ikke anede det. Helt ærligt! Hvordan skulle en pige på 19 år vide hvad hun skulle med hele sit liv? Resten af sit liv?!

Derfor havde jeg gjort det eneste fornuftige, der var at gøre – jeg var taget ud at rejse. Først til Italien, så til Spanien, Schweiz, Frankrig og til sidst England alt sammen på en måned med en af mine gode veninder. Der havde jeg simpelthen forelsket mig i London. Min veninde tog hjem efter et par uger, men jeg besluttede mig for at blive, fordi jeg var så forelsket i byen, der aldrig sov. Måske forelskede jeg mig også en lille smule i en fyr ved navn Blake, men han holdt mig kun ud i godt 3 måneder, så han er irrelevant. Da han droppede mig, røg jeg direkte tilbage i hullet uden motivation. London føltes ikke så fantastisk mere, mit caféjob begyndte at gå mig noget så voldsomt på, og jeg gik egentlig og pønsede på at ville tage tilbage til Danmark, hjem til min familie og måske starte på en universitetsuddannelse. Men så igen… Bare ordet universitet fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, for jeg anede stadig ikke hvad jeg ville med mit liv.

Det eneste jeg vidste, jeg var god til var at bage kage, huske stjernetegn og så at male – ingen af de to ting var universitetsuddannelses-venlige og absolut ikke noget mine direktørforældre ville synes godt om. De havde begge to degrees i alt muligt kedeligt salgsteknisk halløj, der ikke ragede mig det fjerneste. Hvis jeg kunne leve resten af mit liv i en lille britisk café, hvor jeg kunne bage cupcakes og lave smoothies resten af mit liv, ville jeg faktisk være godt tilfreds. Jeg behøvede aldeles ikke millioner på min bankkonto, heller ikke en kæmpestor luksuslejlighed eller dyrt tøj.

Måske var det også derfor jeg valgte at give England en måned til af mit liv. Måske ville jeg endelig blive forfremmet, måske ville jeg finde et billigt sted at uddanne mig til konditor, måske ville jeg forelske mig igen, måske ville jeg pludselig få en masse venner eller møde én, der ville udstille mine malerier. Fordi selvom mit hjerte tre-fire uger forinden var blevet knust, mine penge var ved at slippe op og min chef konstant var sur, så havde jeg en naiv drøm om, at det kun kunne gå frem ad. Det ville de næste par dage måske sætte på prøve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...