I Call It Fate - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 15 sep. 2015
  • Status: Igang
Clarissa Murphy har en dårlig dag. En rigtig pinlig, vildt dårlig dag. Sådan en "snuble ud af badet, brænde morgenmaden på, skære sig på skraberen"-dårlig dag. Det dårligste ved dagen er dog tidspunktet, hvor hun ser sin ekskæreste komme gående i regnen med en flot, høj pige i hånden. I HÅNDEN! Og så på sådan en dårlig dag, hvor håret ikke sidder som det skal, og make-uppen er grim. Derfor gør hun det mest logiske hun kan komme i tanke om, og vil gemme sig bag ved sin paraply, der – for det er jo som sagt en dårlig dag – ikke gider at slå sig op, før der går en fyr forbi hende , og hun rammer ham i maven. Selvfølgelig. Alt tumulten tiltrækker da også ekskærestens opmærksomhed, og imens Claire har en indre dialog om at hun hellere vil sidde i helvede end at gå igennem en samtale med sin ekskæreste, viser fyren hun ramte med paraplyen, sig at være en god samaritaner, og spiller i to korte minutter hendes klodsede, smilende, perfekte, søde NYE kæreste - Men vent, har hun ikke set ham før?

123Likes
63Kommentarer
16395Visninger
AA

6. Kapitel 5

"O2 ligefrem?" Spurgte Bellamy med en stemme, der var fuld af mistro, og jeg nikkede mens jeg stillede to tallerkner på bordet. "Altså... The O2?" Spurgte han. Jeg nikkede og mumlede 'mhm', og rodede rundt efter matchende bestik, så mit indre ordensmenneske ikke ville dø, mens jeg skulle nyde min aftensmad. Han slukkede for komfuret, og stillede gryden på bordet, mens han havde en tænksom mine.

"O2, hun?" gentog han, og jeg slog opgivende ud med hænderne.

"Ja, Bells, O2, det er altså ikke verdens sværeste sted at få job, der er jo 350-milioner forskellige caféer og restauranter og pubs og barer og alt sådan noget, mand."

Han tøvede, før han tog gryden og satte den på bordet.

"Harry og Liam?" Spurgte han. Jeg stirrede på ham med et hævet øjenbryn.

"Hvad er der med dig idag?" Mumlede jeg, og satte mig på stolen overfor Bellamys. Han satte sig ned, og vi kiggede lidt på hinanden. Jeg lagde hovedet på skrå. Normalt snakkede Bellamy der ud af, uden at tænke særlig meget over nogle ting, men han virkede eftertænksom i øjeblikket, og det gjorde mig overraskende urolig. 

"Jeg tror bare jeg er træt," mumlede han, og lagde en hånd på sin pande. Jeg kiggede bekymret på ham. 

"Problemer med eksen?" Spurgte jeg, og tog en bid mad. Bellamy himlede med øjnene, og stak til lidt spaghetti med sin gaffel, som om, det ville få lidt aggressioner ud. 

"Jeg fatter det ikke, jeg har virkelig prøvet alt for at blive venner med ham igen," snerrede han irritabelt, "jeg savner ligesom også alle de andre - ikke fordi du ikke er god selvskab C, selvfølgelig er du det, det er lang tid siden jeg har haft det så sjovt med en anden - men for helvede hvor er det bare ikke let med ham."

Jeg nikkede medfølende.

"Ugh," mumlede jeg, og tog en bid mere. "Du siger bare til hvis jeg skal have en lille snak med ham, right?" Svarede jeg med mad i munden. Bellamy klukkede dæmpet, og rystede let på hovedet. 

"C, du er en darling, men jeg tror I to ville eksplodere lige i hovederne af hinanden," forklarede han, med et skævt smil. Jeg smilede tilbage, og himlede med øjnene.

"Jeg kunne altid prøve at være blid,"

"Du ville ikke holde i 5 minutter," sagde han leende - denne gang med en rigtig latter. Jeg åbnede munden i en fornærmet grimasse, og rakte tunge af ham. Han havde ret, dog, for jeg var virkelig ikke god til at være blid. Jeg var mere hende, der bare sagde det som det var. Nogle kunne lide det, andre synes det var vildt ubehøvlet, og jeg skulle virkelig lære at kende forskel på de personer, for der kunne let opstå komplicerede situationer, når jeg nu bare snakkede rent ud af posen. 

"Det kan der være noget om," svarede jeg forstående, og sendte uret et blik, for at være sikker på at tiden ikke lige pludselig var gået vildt hurtigt. Der var stadig 7 minutter til at Liam og Harry kunne trille op ad vejen.

"Men Bells, nu vil jeg sige noget meget smukt, og ærligt og ægte, som min bedste ven engang sagde til mig for lige præcis 2 uger siden, en måned efter jeg blev dumpet af min idiotiske kæreste. Han er ikke det værd. Stop med at bruge tid på ham, og i det hele taget alle dem, der pludselig ikke vil snakke med dig, bare fordi Sam åbenbart er en manwhore af anden kaliber-"

"Jeg brugte aldrig ordet manwhore, søde"

"Ah ja, men en hver der er dum nok til at dumpe en så skøn solstråle som dig Bell, må være lidt af en manwhore. No offence, så jeg må gerne redigere lidt i din flotte udtalelse om at han ikke fortjener dig."

Bellamy grinede muntert og himlede med øjnene. Han tog en bid af maden, og nikkede for sig selv, som for at sige at maden var godkendt. Hans spaghetti kødsovs var guddommelig - selvom tomaterne efter sigende ikke havde været optimale - og jeg ville have godkendt den med kys og hjerter, selvom den havde været bare halvt så god. 

"Nå, C, jeg glæder mig til at se flotte-Liam," mumlede han, efter madroen havde sænket sig over os. Jeg klukkede for mig selv.

"Du vover på at hapse ham, B, this one's mine," advarede jeg jokende. Han lo for sig selv.

"Vi har alligevel ikke samme type, frøken Sukkerknald!" 

Jeg gispede teatralsk. 

"Hvad skal det betyde?" Spurgte jeg, og viftede min gaffel af ham, som om jeg var ved at udfordre ham i en fægteduel. 

"Du dater kun flødefyrer, Claire, det troede jeg du vidste," svarede han, med et muntert og drilsk glimt i øjnene. 

"Bare fordi mine fyrer ikke nødvendigvis skal have tattoveringer og piercinger over alt, betyder det da ikke at de er fløde," gav jeg igen, og hævede et øjenbryn. Han lavede store øjne, og skulle tydeligvist til at komme med endnu en flabet bemærkning, da det bankede på døren. Jeg sendte uret et hurtigt blik, og måtte konstatere at Liam var 3 minutter for tidligt på den. Bellamy åbnede munden i et stort O, og viftede en hånd af mig, for at sætte mig i sving. Jeg tog telefonen, der lå på køkkenbordet, og bevægede mig mod døren.

"Bell, opfør dig pænt!" Advarede jeg, og han grinede lusket. Jeg rystede på hovedet af ham, og åbnede døren.

Synet af Liam fik mit ansigt til at lyse sig op i et smil helt automatisk. Han så så herlig og hyggelig og rar ud, at man ikke kunne lade være, og var tydeligvis et af de mennesker der bare var omgivet af en behagelig aura. Jeg kiggede kort bag ham og spottede en meget flot, tydeligvis dyr, sølv audi. 

"Audi, huh?" Spurgte jeg, og hævede drilsk et øjenbryn. "Blærerøvsbil."

Han smilede tilbage, og lyset fra stuen bag mig, fik det til at spille glimtende i hans øjne.

"Hvis du fortæller mig at du er en BMW pige, så lover jeg, at jeg aldrig kontakter dig igen, Rissa," drillede han. Jeg rystede på hovedet.

"Hvis jeg havde pengene, var jeg en Maserati-pige, men det eneste transportmiddel vi har her i lejligheden, er en gammel vespa," jeg blinkede kækt til ham, og rakte ham telefonen. Han tog den med et bredt smil, og sendte mig et hævet øjenbryn.

"Whoooa," han snusede ind, og lavede store øjne. "God aftensmad?" Spurgte han, og jeg nikkede.

"Kan du dufte det? Jeg har en kok i hytten her til aften, der specialiserer sig i Italiensk mad," svarede jeg smilende. Han nikkede anerkendende, men så omend en smule undrende ud, og jeg besluttede mig hurtigt for at uddybe. "Min sambo og bedste ven, Bellamy," introducerede jeg, og trådte et skridt til siden, så Liam kunne kigge ind af døren til spisestuen, hvor Bellamy sad med benene over kryds, og vinkede som hilsen. Midt i vinket stivnede han, og åbnede munden i et stort O. Liam vinkede grinende tilbage. Jeg besluttede mig for at det var nok syn af min kære ven, der tydeligvist savlede over Liam, der, selvom han så træt ud, så godt ud til aften. 

Et bilhorn skar igennem Liams lette klukken, og han kiggede sig irriteret tilbage.

"Mh, vi er sent på den, Rissa," forklarede han, og lagde min mobil i min hånd. Han trippede lidt, som om han ikke vidste om han skulle give mig en farvelkrammer, men besluttede sig for ikke at gøre andet end at smile bredt og vinke, mens han trådte ned for trappen.

"Bon Appetit, og hav en god aften!" Hilste han, og gik baglæns mod den flotte Audi. Jeg beundrede kort synet af en flot bil og en flot fyr sammen, og vinkede så tilbage.

"I lige måde! Og hils Harry og sig undskyld for at forstyrre ham midt i hans vigtige forretninger," svarede jeg. Liam lo igen, og endnu engang blev jeg opfyldt af varme. Det var simpelthen den rareste latter jeg nogensinde havde hørt. Han satte sig ind i bilen, vinkede ud af ruden, og så forsvandt den smukke, sølv Audi om hjørnet i mit kedelige, lille nabokvarter. Jeg stirrede kort efter den, kiggede så ned på min mobil, og vendte mig om, for at gå tilbage til spisestuen. Jeg havde allerede en kommentar på læberne om, at Bellamy næste gang måtte styre sit ansigt, når han så en flot fyr, men tumlede næsten ind i ham, da jeg vendte mig om i døråbningen. 

"Holy shit!" Udbrød jeg, og puffede til ham. "Du kan ikke bare snige dig sådan ind på mig, mand!" Jeg lagde en hånd over mit hjerte, og pustede ud. "Jesus!"

Bellamy trådte ud af døren, og spejdede ned af gaden, hvor Liam var kørt væk, og vendte sig så om, med hjerter i øjnene. Så rettede han blikket mod mig, og blev en smule bebrejdende.

"C!" Sagde han højt, lagde en hånd på min skulder, og ruskede let i mig. "Du kan ikke bare MØDE KENDISSER UDEN AT FORTÆLLE MIG OM DET!" 

Jeg stirrede på ham. 

"Huh?" 

"Så går jeg her og JOKER om One Direction og England, der skal skifte populære navne ud, og så nævner du ikke engang for mig at det er Liam Fucking Payne du har mødt, for helvede Clarissa, det er altså store nyheder, Liam Payne, oh my sweet God, jeg er starstruck! Liam Payne har set mit ansigt, og ved at jeg eksisterer i denne verden -"

"Øh, Bell?"

"Dude og Harry! Du har snakket med Harry i telefonen! I MIN TELEFON! Jeg har Harry Styles' nummer!" Han slog en kort latter op. "Det her er for sindssygt! Sikke en dag, sikke en dag, Claire, holy shitballs det-"

"Bell?!"

Han stoppede med at snakke, og kiggede så ned på mig igen. Jeg slog ud med hænderne i en spørgende grimasse.

"Oh my god," mumlede han, og rynkede øjenbrynene sammen i en grimasse, der på én gang så overrasket og undrende og en lille smule skræmt ud. "Du vidste det ikke?" Han kiggede på mig med et hævet øjenbryn. "Har du levet under en sten de sidste 3 år, mand?"

"Er han kendt?" Spurgte jeg, og lagde hovedet på skrå. Idéen om at Liam var kendt var for åndsvag. Han kunne umuligt være kendt. Ingen på gaden havde lagt mærke til ham, da jeg havde snakket med ham til middags, havde de? Folk var gået i en cirkel uden om og havde snakket og hvisket, men det var da bare fordi, vi begge to lå på jorden, ikke? 

"Er han kendt?!" Gentog Bellamy, og nikkede energisk med hovedet. "Claire, jeg ved godt du er fra Danmark og kun hører akustisk folke-guitarmusik eller whatever, men du burde altså kende til One Direction!"

"Selvfølgelig kender jeg til One Direction, Bell, hvem kender ikke til dem?" Jeg følte mig mere og mere forvirret. Var Liam en roadie eller måske guitarist for One Direction? Navnet Harry Styles gav genlyd i mit hoved. Jeg har Harry Styles' nummer! Havde Bellamy sagt. Det navn kendte jeg godt. Harry Styles var helt 100 en del af One Direction. 

"Well tydeligvist kender du dem ikke godt nok, for du har lige snakket med Liam Payne, medlem af One Direction," 

Jeg hævede et øjenbryn.

"Altså... Er han en del af bandet?" Spurgte jeg. Bellamy nikkede.

"Vi snakker de 4 medlemmer mand. Fyren har den smukkeste stemme i verden, C."

"Jeg vidste ikke du var fan af One Direction?" Klukkede jeg muntert. Det hele var så sindssygt. Havde jeg mødt en fra verdens mest kendte Boyband? Tanken var så latterlig, at jeg kom til at grine igen. Så var det derfor Spike havde været så glad! Det havde været reklame. Det var derfor pigerne havde været fjantede i bageriet! Og det var derfor Jakes blonde pige havde stået og måbet og derfor Jake havde været så paf. Whao. Bellamy grinede med mig.

"Jeg er ikke super fan, C, men helt ærligt, når en så kendt kendis står på dit dørtrin, så har man lov til at flippe ud," mumlede han. Jeg nikkede med store øjne, og puffede ham tilbage til spisestuen. 

"Jeg har Harry Styles' nummer," gentog Bellamy, og lo for sig selv igen. Jeg kunne ikke lade være med at fnise.

"Kan vi sælge det på eBay?" Spurgte jeg drillende, og satte mig på min stol. Bellamy nikkede tænksomt.

"De har nogle skøre fans, der garanteret ville give mange penge for det," svarede han. Han kiggede på mig med et lusket smil, og rystede så på hovedet. "Jeg havde faktisk tænkt tanken at det måske var Liam Payne," fortalte han. Jeg hævede et øjenbryn og himlede med øjnene.

"Selvfølgelig havde du det, Bells," drillede jeg, og tog en bid mad, der heldigvis ikke var blevet koldt endnu.

"Nej helt seriøst. One Direction spiller i O2 i aften, og Harry og Liam der havde travlt, var altså nogle ret gode ledetråde."

Jeg lyttede kun med et halvt øre, mens jeg åbnede min mobil, for at google bandet, så jeg kunne se billeder af dem. Liam havde alligevel set meget familiær ud, og jeg havde jo selvfølgelig set billeder af dem før. Da jeg skrev min kode, poppede skærmen op på den sidste app der havde været i brug. 

Noter?

I noten stod en lille besked - som jeg tydeligvist ikke selv havde skrevet - og jeg læste den med et skævt smil.

 

På Lavender Grove nummer 17 bor Clarissa Murphy. Clarissa Murphy på facebook er ikke privat, og det tog godt 2 minutter at finde frem til, at hendes fødselsdag er den 14. april. Hendes kode til telefonen er 1404 (Forudsigeligt, darling).

I hendes telefon er der nu 1 stk. nummer gemt under Detective Payne.

God aften, Rissa, og tak for en skør dag.

 

Jeg lavede store øjne, og skubbede mobilen hen til Bellamy, så han kunne læse noten.

"Detektiv Payne," klukkede han, og hans øjne spillede muntert i lyset fra bordlampen. "Jeg kan li' ham C." Jeg nikkede tænksomt.

"Det kan jeg også," svarede jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...