I Call It Fate - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 15 sep. 2015
  • Status: Igang
Clarissa Murphy har en dårlig dag. En rigtig pinlig, vildt dårlig dag. Sådan en "snuble ud af badet, brænde morgenmaden på, skære sig på skraberen"-dårlig dag. Det dårligste ved dagen er dog tidspunktet, hvor hun ser sin ekskæreste komme gående i regnen med en flot, høj pige i hånden. I HÅNDEN! Og så på sådan en dårlig dag, hvor håret ikke sidder som det skal, og make-uppen er grim. Derfor gør hun det mest logiske hun kan komme i tanke om, og vil gemme sig bag ved sin paraply, der – for det er jo som sagt en dårlig dag – ikke gider at slå sig op, før der går en fyr forbi hende , og hun rammer ham i maven. Selvfølgelig. Alt tumulten tiltrækker da også ekskærestens opmærksomhed, og imens Claire har en indre dialog om at hun hellere vil sidde i helvede end at gå igennem en samtale med sin ekskæreste, viser fyren hun ramte med paraplyen, sig at være en god samaritaner, og spiller i to korte minutter hendes klodsede, smilende, perfekte, søde NYE kæreste - Men vent, har hun ikke set ham før?

123Likes
63Kommentarer
16390Visninger
AA

5. Kapitel 4

"Ud over at mine friske tomater ikke er så friske - og hold da fast hvor er det typisk - så tror jeg, jeg får bikset en nogenlunde middag sammen til os!" Råbte Bellamy fra køkkenet. Nu kendte jeg ham allerede godt nok til at vide, at 'nogenlunde' altid var langt bedre end noget mad mine forældre kunne lave, så jeg klagede ikke. Friske tomater eller ej. Min mave rumlede let ved tanken om mad, og jeg kiggede bebrejdende ned på telefonen i min hånd. Jeg havde prøvet én gang, at en fyr havde "glemt" et ur hjemme ved mig, så han havde en "god" undskyldning for at komme tilbage og se mig, men en telefon? Aldrig i livet. Altså måtte det være et uheld. Jeg pustede til en tot hår, mens jeg overvejede om jeg skulle ringe til Harry-fyren nu, eller om jeg bare skulle vente til efter vi havde spist, men jeg var meget interesseret i at få min egen mobil igen, og måske havde Liam det på samme måde. 

Bellamy skubbede døren åben, og kiggede ind i rummet. Han hævede et øjenbryn da han fandt mig siddende med blikket mod væggen og et tomt udtryk i øjnene.

"Så, hvem snakkede du med, Miss Jeg-er-begyndt-at-lyde-Britisk-når-jeg-snakker-engelsk?" Spurgte han. Da han åbnede døren førte det en duft af god mad med sig, og jeg kiggede kort drømmende ud i køkkenet, før jeg vendte tilbage til virkeligheden, og kiggede på Bellamy. Jeg viftede Liams telefon i luften.

"Det viser sig at den meget flotte, tilfældige Liam, jeg ramte i kuglerne med min paraply tidligere, har min mobil - og jeg har hans."

"Claire, nogen gange, ikke? Så lever du simpelthen i en chick-flick film," mumlede han, og kiggede med store øjne på mobilen. Jeg kunne ikke lade være med at grine, for helt ærligt, så havde dagen idag føltes som en teenage roman. Med en hånd på panden, nikkede jeg.

"Så det var Liams mor, Karen, der ringede, og nu har jeg fået et nummer på Liams ven Harry, hvor Liam åbenbart crasher, øh, så nu skal jeg se om jeg kan få fat på Liam så jeg kan få min telefon tilbage -"

"Og selvfølgelig et kig på Liams smukke røv,"

"Bell..." Jeg kiggede olmt på ham, og rystede let på hovedet. "Jeg tror du har et seriøst problem med numser, at du ved det. Du er alt for numse-centreret." Han trak på skuldrene, som om at der kunne være noget om snakken. 

"Nå, ring til Harry-fyren, og så er maden også færdig om 5-10 minutter!" Bellamy klukkede let, før han tilføjede: "Og så skal England seriøst til at finde nogle nye navne, så alle ikke hedder det samme som One Direction." Jeg stirrede på ham. One Direction. Et eller andet bagerst i mit hoved rørte på sig, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvad det var, så jeg trak på skuldrene, før jeg kiggede på beskeden fra Liams mor Karen. 

Harrys nummer var der, med et lille "Good luck, sweetie xx" bagefter. Jeg smilede for mig selv. Karen virkede virkelig flink, så man kunne vel kun håbe på at Liam var lige så flink (det tydede alt på at han var) og at Harry også var flink og ikke hidsig eller sådan noget. 

Siden jeg ikke kunne åbne Liams iPhone - jeg kendte trods alt ikke hans password - og kun kunne se nummeret på forsiden, måtte jeg låne Bellamys telefon at ringe fra.

Jeg pustede kort ud, og hev en ordentlig portion luft ned i lungerne før jeg tastede nummeret ind på Bellamys gamle Nokia. Efter tre korte bip, blev telefonen taget i den anden ende, og jeg nåede (endnu engang) ikke at sige noget, før stemmen i den anden ende begyndte at snakke.

"Hvem der?" En hæs stemme med meget tyk, britisk accent tog telefonen.

"Øh hej, snakker jeg med Harry?" Spurgte jeg forsigtigt. Der blev stille i telefonen.

"Hvis du er en eller anden sindssyg fan, kan jeg godt fortælle dig, at jeg er ved at være pissetræt af skifte telefonnummer hele tiden fordi I på en eller anden åndssvag måde får fingre i det, og jeg kan godt sige at det  er dårligste move i verden, og at det ikke ligefrem giver pluspoints fra nogen af os -"

Jeg er normalt ikke en der afbryder - regel nummer 1, remember? - men nu gjorde jeg det for anden gang indenfor nogle minutter.

"Hey! Er du sød at snakke ordenligt til mig!" Udbrød jeg med hævet stemme. Der blev stille i den anden ende. Harry, der åbenbart var i dårligt humør, vidste åbenbart ikke lige hvad han skulle sige til dét. "For det første forstår jeg ikke halvdelen af det lort du lige spyttede efter mig, og for det andet er du så sød at fortælle mig om Liam er til stede, så han kan give mig min mobil tilbage, huh?" Jeg snerrede irritabelt, træt efter en lang dag og ikke i humør til potentielle røvhuller. 

Stilhed.

"Okay, undskyld, jeg troede du havde stjålet mit nummer," mumlede Harry-fyren, og jeg kunne mærke hans forlegenhed igennem telefonen. Jeg svarede ham ikke, og kunne stadig mærke varmen i mine kinder. 

"Gider du sige til ham at det er..." Jeg tøvede, usikker på om Liam overhovedet ville kunne kende mit navn. "Øh... Rissa. Vil du sige det er Rissa?" Spurgte jeg, måske en anelse mere nervøst end jeg havde regnet med, at det ville lyde. 

"LEEEE!"  

Stemmen gav ekko, som om han var i et stort rum eller på et badeværelse, med god akustik - og den tunge britiske accent, som Harry havde, gjorde at det lød som om han råbte 'LEYYY'. Jeg gik ud fra at Lee eller Li var Liams kælenavn. 

"HAAAZZAAA!"

Svaret kom fra et andet rum, så jeg kunne kun høre det svagt. 

"LEEEEE KOM LIGE!"

"HAZ FOR FUCK SAKE HAR DU SET KLOKKEN, MATE!?"

"LIAM! EN ELLER ANDEN RISSA RINGER!"

Stilhed.

"RISSA?" 

"YEAH!"

Så kunne jeg høre løbende skridt fra et andet rum, en dør åbne sig og -

"Mate, er du stadig på toilettet?" Liams stemme lød lige så varm og humoristisk som jeg huskede den, og jeg kom til at grine for mig selv. Harry var på toilettet. Deraf den rungende lyd og gode akustik, som normalt følger med på badeværelser.

"Well, når man skal, så skal man!" Lød Harrys stemme, og en kort hæs latter efterfulgte. Jeg kunne ikke lade være med at smile skævt. Hvis en eller anden tilfældig person ringede til mig, mens jeg var på WC, var jeg måske også blevet lidt hidsig. Jeg kunne høre dem grine, og døren lukke igen. Jeg ventede spændt på at Liam skulle sige noget, for at indikere at det var ham, der nu var i telefonen, og mærkede en lille, ensom sommerfugl flyve rundt i min mave.

"Sååååå..." Liam tøvede. "Af alle folk i verden, havde jeg ikke ligefrem regnet med at skulle høre din stemme fra Harrys telefon." Han lød faktisk en smule nervøs. Jeg kunne ikke lade være med at smile og blive smigret over det. Nervøsiteten smittede af.

"Well, ja, altså, jeg tror vi fik byttet telefoner idag, for, øh, det her er ikke min telefon, og, øh, jeg har lige haft en hyggelig samtale med din mor by the way, og jeg skulle hilse dig mange gange, uhm, og ja, jeg ville bare høre om du har min telefon, og om du, du ved, gerne vil have din egen telefon tilbage?" 

Telefonen boblede med hans herlige latter, og jeg rødmede, men klukkede let alligevel. 

"Det overrasker mig, at du finder ud af det først - jeg plejer at sidde med snuden i min mobil når jeg kommer hjem, men der var Toy Story i fjernsynet, så jeg blev nødt til at se den og well, så faldt jeg i søvn, så mobilen ligger stadig i min jakkelomme," forklarede han, og jeg kunne høre smilet igennem hans stemme. "Hvordan har min mor det så?" Spurgte han med en drilsk undertone. Jeg klukkede dæmpet.

"Hun klager over at hun ikke kan tænde tv'et og hun forstår ikke hvordan hun får varmt vand i vandhanen - og så savner hun dig meget!" Hele samtalen med Karen fik mig til at savne min egen mor helt vildt meget. Liam lo hjerteligt i telefonen.

"Åh nej, ikke det varme vand igen! Jeg forklarede det endda sidst jeg besøgte dem," mumlede han opgivende.

"Hvis det hjælper, så fik jeg tv'et til at virke," svarede jeg grinende. Han pustede ud som om det var en fantastisk ting.

"Du er en life saver," klukkede han. Jeg kiggede ind i væggen foran mig, og lagde hovedet på skrå.

"Ved du hvad? Jeg kaldte din mor en life saver," fortalte jeg. Jeg smilede skævt ved tanken, og ved Karens svar.

"Det gør jeg også altid," svarede han. 

"Det fortalte hun."

Så blev der stille igen, som om ingen af os helt vidste hvad vi skulle gøre. Jeg ville gerne have min mobil igen, men jeg ville heller ikke presse på, hvis nu han var travl eller hvis nu han ikke ville have mig til at komme hjem til ham for at tage den. 

"Lørd-"

"Kan j-"

Efter godt 20 sekunders stilhed valgte vi at snakke lige oven i hinanden, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Igen. 

Jeg var hurtig til at sige: "Dig først!" efter jeg havde grint færdigt. 

"Okay," jeg kunne igen høre smilet fra hans stemme. "Jeg ville bare sige at Lørdag normalt er en dårlig dag fordi vi virkelig er travle om aftenen - faktisk er vi endda bagud idag, og skal skynde os ud af døren når Harry er færdig med sin business på toilettet, men hvis det er, kan jeg nå at komme forbi med mobilen om..." Han tøvede som om han kiggede op på et ur. "Øh, 10-15 minutter?" Jeg sendte også uret i værelset et blik, og nikkede, før det gik op for mig, at Liam selvfølgelig ikke kunne se at jeg nikkede.

"Mhm," svarede jeg, "10-15 minutter lyder godt! Jeg bor i Hackney, er det for langt væk?"

"Nej det er super, vi skal til O2 så det er ikke alt for langt væk," svarede han lettet. Jeg rynkede øjenbrynene, mens jeg overvejede hvor i O2 ham og Harry arbejdede - måske på en af barrerne at dømme fra tidspunktet de skulle arbejde på. Jeg smilede.

"Lavender Grove nummer 17," tilføjede jeg, for Hackney er alligevel et stort område. Han klukkede dæmpet, og jeg kunne høre ham skrive noget hurtigt ned med en kuglepen eller en blyant. 

"Okay! Lavender Grove om 10-15 minutter, hold øje med en sølv Audi, mh?" Han snakkede hurtigt, som om han allerede var på vej ud af døren.

"Okay!" Var det eneste jeg kunne svare. Han grinede muntert, og jeg smilede ved lyden.

"Ses om lidt, Rissa,"

"Ses om lidt, Liam."

Og så lyttede jeg lidt til bib-tonerne, efter han lagde på, mens jeg kiggede ind i muren. Måske havde Bellamy ret i at jeg levede i en chick-flick-film.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...