I Call It Fate - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 15 sep. 2015
  • Status: Igang
Clarissa Murphy har en dårlig dag. En rigtig pinlig, vildt dårlig dag. Sådan en "snuble ud af badet, brænde morgenmaden på, skære sig på skraberen"-dårlig dag. Det dårligste ved dagen er dog tidspunktet, hvor hun ser sin ekskæreste komme gående i regnen med en flot, høj pige i hånden. I HÅNDEN! Og så på sådan en dårlig dag, hvor håret ikke sidder som det skal, og make-uppen er grim. Derfor gør hun det mest logiske hun kan komme i tanke om, og vil gemme sig bag ved sin paraply, der – for det er jo som sagt en dårlig dag – ikke gider at slå sig op, før der går en fyr forbi hende , og hun rammer ham i maven. Selvfølgelig. Alt tumulten tiltrækker da også ekskærestens opmærksomhed, og imens Claire har en indre dialog om at hun hellere vil sidde i helvede end at gå igennem en samtale med sin ekskæreste, viser fyren hun ramte med paraplyen, sig at være en god samaritaner, og spiller i to korte minutter hendes klodsede, smilende, perfekte, søde NYE kæreste - Men vent, har hun ikke set ham før?

123Likes
63Kommentarer
16383Visninger
AA

4. Kapitel 3

Dagen, der var startet som en af de værste dage i historien om mit liv på hele 19 år, var altså ikke helt den værste dag alligevel. Jeg blev ved med at tænke tilbage på Liam - det var nok sådan en dårlig vane jeg sandsynligvist delte med godt 4 milliarder andre kvinder i verden; at blive ved med at tænke på drenge, som var forholdsvist søde og meget attraktive, men som helt sikkert ikke tænkte det samme om "den tilfældige pige" de stødte ind i på gaden. Blev ved med at tænke på det mest åndsvage i verden - hans grin. Der ud over gik jeg og overvejede hvor jeg havde set ham hende, og min hjerne kunne simpelthen ikke fange hvor. Ligesom med et ord, der ligger lige på tungespidsen, lå "hvor har jeg set Liam?" i et eller andet gemt hjørne et sted i min hjerne. 

Altså var jeg absolut ikke den mest nærværende person på mit arbejde resten af dagen. Jeg fik skiftet trøje, fik mit sælgersmil frem, og blev så ellers sendt tilbage til disken (ikke ud i køkkenet til min store ærgrelse). Der daffede jeg ellers rundt i godt 3 timer mere, mens jeg hver 10. sekund sendte lange blikke mod uret på væggen, der gik endnu mere langsomt, end det burde være fysisk muligt; for tiden er jo den samme hele tiden. Alligevel gik jeg og følte at de tre timer nærmede sig 7, og at min ømme hofte gjorde mere og mere ondt for hvert minut. 

"PUKE!

Jeg spjættede forskrækket, da Mr. Spike råbte lige bag mig, og gav hurtigt min kunde sine byttepenge tilbage, før jeg vendte mig mod ham. Han kiggede en smule mistroisk på mig.

"Bageriet, nu."

Jeg spidsede læberne i en grimasse, der helt klart viste hvor lidt jeg havde lyst til at følge efter ham ud i bagerriet. Der var kun 15 minutter tilbage af min vagt for idag, og hvis han ville have mig til at arbejde mere, ville jeg falde død om. Seriøst. Mine ben brændte af at gå frem og tilbage i caféen og min hofte gjorde ondt fra mit fald på de våde fliser nogle timer forinden. Endnu engang tog jeg mig i at kigge ud af ruden med et naivt håb om, at Liam stod der igen, men jeg genkendte ingen af de mange ansigter, som gik forbi. Med et suk, smed jeg forklædet og gik ud i bagerriet. Det eneste positive var, at det ikke regnede mere. 

Jeg tøffede vemodigt ud bag ved caféen og ud i bagerriet, og som sædvanligt gav stedet mig energi, og jeg rettede mig op. Bare duften og omgivelserne var nok til at gøre mig i det mindste lidt glad, selvom jeg var ved at falde om af træthed.

"Mr. Spike?" Spurgte jeg, og kiggede mig omkring. Han stod ovre i et hjørne og tørrede et bord af, og kiggede kort op på mig, som om han havde glemt at han havde kaldt mig ind. Så smilede han. Jeg stirrede på ham, og måtte bruge al min viljestyrke på ikke at åbne munden i vandtro. I mine måneder i caféen havde jeg kun set Spike smile én eneste gang, og det var til sin kone. Én gang. Nu to. 

"Du har arbejdet godt idag, Puke," sagde han. Jeg stirrede stadig og havde ihærdigt lyst til at nive mig i armen for at se om jeg drømte. Én kompliment og et smil. Det var jo næsten ulovligt. 

"T-tak", stammede jeg målløst. 

"Nå, jeg ville bare sige, at du godt kan gå hjem nu, så tager jeg mig af de sidste par kunder."

"Øh, okay," jeg kløede mig i håret, og smilede forsigtigt til ham. "Tak?" 

Så forsvandt smilet, der havde været der i et kort sekund(efterfølgende har jeg overvejet, om det bare var et smil jeg havde forstillet mig, men nej, jeg tror faktisk han smilede), og han vippede med hovedet i retning af det lille skab hvor vores arbejdstøj lå, for at vise at han var færdig med at snakke. Jeg prøvede at genkalde mig hvordan han havde set ud med det spage smil, men kunne simpelthen ikke. Det var surrealistisk. Højest mærkværdig ting at sætte på min højest mærkværdige dag. 

Sådan gik det altså til at jeg fik - hvilket aldrig nogensinde var sket før - hele 12 minutter før fri, end jeg burde. Da jeg åbnede døren til min lille etværelseslejlighed, spottede jeg også Bellamys ansigt i døren, med et blik der tydeligt så forvirret ud.

"Hvad laver du hjemme nu, C? Burde du ikke først få fri om 2 minutter?" 

Bellamy stod med forklæde og var tydeligvist lige gået i gang med aftensmad - noget jeg var ret glad for ved ham, var hans fænomenale madlavning, og han havde overtaget alt der havde med indkøb og mad at gøre, for han kunne ikke leve på pasta og parisertoast - og stod i forklæde og med viskestykket svunget over skulderen.

"Du vil aldrig nogensinde tro mig, når jeg fortæller dig det," svarede jeg, og lavede store øjne.

"Normalt plejer sætninger der starter med "du vil aldrig nogensinde tro mig," at være en rigtig god historie, så nu er jeg jo helt spændt," 

Han kastede salt i en gryde, jeg gik ud fra skulle blive til pasta og noget kødsovs-agtigt(men han havde garanteret et mere priviligeret ord for kødsovs, og garanteret også mere raffinerede ingredienser end jeg kunne tænke på).

"Pasta-Kødsovs?" Spurgte jeg. Oversat på engelsk blev det til den smukke sætning "Pasta/meatsauce" som jeg selv var helt stolt af fordi det lød helt vildt stupidt. Han himlede med øjnene, men der var et smil i hans øjne.

"Spaghetti Bolognese, din ukulturerede abekat - og kan du så fortælle mig din historie før jeg slår dig i hovedet med min grydeske og råber italienske bandeord af dig."

Jeg tænkte at det var en hel fair deal at tage, for jeg havde ikke lyst til at blive slået med en grydeske selvom jeg faktisk lidt havde lyst til at høre Bellamy bande på italiensk. Jeg tog en skrællet gulerod, og hoppede op på køkkenbordet, før jeg begyndte at fortælle. 

"Okay, så efter en helt sindssyg dag, for idag har virkelig været en af de mærkeligste dage i mit liv, kan jeg godt fortælle dig, så spurgte Spike om han ikke måtte snakke med mig inde i bageriet -"

"Hvis det har været en sindssyg dag vil jeg da have hele historien for helvede, Claire." Bellamy sendte mig et hævet øjenbryn, før han begyndte at rive gulerødder. Han hældte olie på en dyb pande. Jeg rakte tunge af ham.

"Regel nummer 1 i historiefortællinger er, at man ikke må afbryde," sagde jeg, før jeg så gav mig til at starte forfra på fortællingen om min dag.

"Så basically, min morgen var en lige så stor katastrofe som du husker den, så den gider jeg ikke fortælle dig om,"

"Jeg gider heller ikke høre den, C, det var slemt nok at se på den,"

"Regel nummer 1, Bell!" Udbrød jeg, og prikkede ham i siden. 

"Så snart jeg kom ned i butikken var der kold luft mellem mig og Spike, og jeg var måske unødvendig spydig med en bemærkning, som jeg kan genfortælle senere hvis du absolut insisterer. Jeg blev sat bag ved disken, og det var lige så kedeligt som altid, indtil den her søde meget pæne fyr kommer ind, og vi joker og han får sine fire muffins, og jeg tænker at dagen nok ikke bliver så slem alligevel, fordi nogle drenge kan få mig til at tro på sådan noget fis. Det er ellers en god start på en historie, hva? Nå, men så fortsatte det egentlig med at være kedeligt og varmt indtil frokost hvor regnen besluttede sig for at falde ned fra himlen som om Gud havde besluttet sig for at kreere en ny form for dommedag med en ny Noahs ark et eller andet sted, som bestemt ikke er London -"

"Uha! Smukt formuleret," kommenterede Bellamy.

"Jo tak. Så jeg går ud for at spise frokost, da jeg pludselig hører - yeah you guessed it - Jake, og da jeg kiggede efter ham kom han gående med den her smukke, langbenede, blonde skønhed om armen, som faktisk så pisse lækker ud selvom himlen faldt sammen om ørerne på os og hun havde en stor sweater på, så jeg gjorde det eneste rigtige der er at gøre i sådan en situation, og gik totalt i panik."

"Ah ja, klassisk." Bellamy svirpede en omgang revne gulerødder og noget hakket hvidløg ned i en gryde, der begyndte at syde med det samme.

"Mhm, præcis. Men fordi det nu er en fantastisk dårlig dag, så fumler jeg med paraplyen, og da jeg endelig får den slået op rammer jeg en tilfældig forbipasserende lige i skridtet, og det var så sindssygt pinligt og jeg faldt og slog min hofte og alt muligt - det gik helt amok - og da jeg så kigger op på den tilfældige forbipasserende, som jeg lige har ramt i kuglerne, viser det sig, at han ikke er helt tilfældig -"

"Åh nej, det mener du ikke..."

"Jo, det er forfærdenligt! Men det viste sig at være den flotte fyr, fra om morgenen som var kommet for at komplimentere mine kager -

"Og garanteret din røv,"

"Bell! Piss off. Husk nu regel nummer 1 for fanden," mumlede jeg, og daskede til ham, lige da han skulle til at hælde bouillon i den dybe pande. Han kiggede spydigt på mig, og jeg sendte ham et flyvekys. 

"Så, det lyder til at være en kæmpekatastrofe, ikke sandt? Men faktisk, og det er her det helt sindssyge ved min dag kommer ind i billedet, viser den flotte fyr - Liam - sig at være en engel sendt ned fra himlen, og han lagde kraftedme armen om mig og grinede højt og hjerteligt og lod som om vi var gode venner eller måske noget nærmere flirts og kaldte mig Rissa og flirtede og lod som om det hele var hans skyld, at han havde fået min paraply i kuglerne that is, og du skulle virkelig have set Jakes ansigt, han kunne ikke tro sine egne øjne da han så mig og en ny flot fyr være ulækkert romantiske, og ja, det var fantastisk - " jeg hev en stor portion luft ned i lungerne, fordi jeg havde snakket så hurtigt og mine kinder var højst sandsynligt en lille smule rosa af at tænke tilbage på Liam, "det var fantastisk, indtil min pause var ovre, og alt blev usandsynligt kedeligt igen, lige indtil klokken kvarter over fire, hvor Spike kaldte mig ing og sagde at, og jeg citerer, havde arbejdet godt idag, og gerne måtte tage tidligt fri - "

"Vent hvad? Gav Spikey dig et kompliment?!" Bellamy var stoppet med at røre i sin gryde og så en smule oprevet over på mig. Jeg kunne godt forstå ham. 

"Det er ikke engang det vildeste, Bell," udbrød jeg, og lagde en hånd for min pande, for ærligt talt var det en lidt vild historie, jeg var kastet mig ud i.

"Do tell me, Claire, for jeg gad godt høre hvad der er vildere end et kompliment fra Spikey himself!"

"Han smilede," konstaterede jeg, og betragtede Bellamys ansigt, for at se hans reaktion. Han hævede sit kendte øjenbryn. 

"Liam-fyren?"

"Mr. Spike!" 

"No way, C!"

"Yes way, B!"

"Det kan du kraftedme ikke mene. Henry "No Smile" Spike smilede til dig? DIG? Af alle mennesker i verden, smilede han til dig?! Tager du pis på mig?" 

Jeg slog ud med armene, og lavede store øjne.

"Jeg sagde jo, du ikke ville tro på mig, mand! Det var så sindssygt og jeg tror jeg stirrede på ham i 30 sekunder uden at sige noget, fordi jeg var i chok." 

Bellamy rystede på hovedet med et bredt smil, og hældte hakket kød på panden. Duften spredte sig på millisekundet, og jeg måtte holde mig for maven, for ikke at den skulle rumle alt for højlydt. En smoothie og hjemmebagt brød klokken 2 gjorde åbenbart ikke nok for min sult. 

"Nå, nok med Spikey-boy, fik du i det mindste flotte-Liams nummer?" Spurgte han, og fortsatte med flere krydderier i maden, som jeg ikke kendte til, fordi jeg som sagt er håbløs til alt madlavning, som ikke indeholder ordet "toast". 

Jeg skubbede min underlæbe frem i en bedrøvet grimasse.

"Åh bare jeg dog havde." Og i det sekund fik jeg et naivt håb. Min hjerne fungerede altid ligesom en chick-flick film, og søgte for alle muligheder for at min livshistorie skulle ende romantisk og lykkeligt, og lige der, i min naive, romantiske tankegang, tænkte jeg: Måske puttede han sit nummer i min telefon, før han gav den til mig. Til min store skuffelse måtte jeg dog indse, at det var højest umuligt, siden jeg havde kode på min telefon, og han umuligt kunne kende til de fire tal, der udgjorde min fødselsdag. Imens jeg sad og funderede over telefonen i min lomme, begyndte den tilfældigvist at ringe. Jeg fik den op af bukselommen, og kiggede på displayet, hvor bogstaverne "Mum" (red. det britiske ord for "mom" som betyder mor). Jeg tog telefonen, uden at tænke over at, min mor var tastet ind som "mor" og ikke "mum" på min egen telefon.

Og før jeg nåede at sige "hej mor," kunne jeg høre en energisk, meget britisk kvinde i røret, som bestemt ikke var min mor.

"Hey babe," startede hun, og så begyndte hun ellers at snakke - lige så meget som jeg selv kunne finde på at gøre det. "Jeg håber du ved hvor glade vi er for huset, skat, men helt ærligt, så er der virkelig mange ting jeg ikke forstår, og jeg kan ikke få fat på Nicola, så jeg tænkte jeg lige ville ringe til dig. For det første, Liam, kan jeg simpelthen ikke tænde for det varme vand, og jeg aner ikke om jeg gør det forkert, eller om det simpelthen bare er i stykker, du ved. For det andet kan jeg ikke tænde for tv-et. Remoten er virkelig tosset og TV-et er stort og jeg fatter det simpelthen ikke, men de sender den der gode dokumentar om 10 minutter så-"

"Undskyld mig?" Prøvede jeg genert, i fare for at kvinden ikke ville stoppe med at snakke. Jeg hadede at overtræde "regel nummer 1 i historiefortællinger", men følte ligesom at jeg burde gøre opmærksom på at jeg ikke var hendes søn. Jeg hoppede ned fra køkkenbordet, og trissede ind i stuen, hvor duften af mad ikke var lige så overvældende, og jeg kunne snakke i telefon uden at Bellamy skulle høre med. Damen lød ellers rar.

Der blev stille i telefonen. 

"Liam?" Forsøgte hun igen. 

"Øh, nej, jeg hedder Clarissa," svarede jeg, og kunne ikke lade være med at pille ved min trøje fordi jeg pludselig følte mig nervøs for at kvinden ville tro, jeg havde stjålet telefonen. "Jeg tror muligvis at jeg er kommet til at bytte telefon med din søn. Ved en fejl, altså."

Stilhed igen. Så boblede telefonen med den herligste latter, jeg nogensinde havde hørt. "Åha," mumlede hun, og jeg kunne næsten se hende for mig, tørre sine øjne fordi hun havde grint så meget. "Det er problemet med iPhones hva? De ligner sgu alle sammen hinanden."

Nu var det min tur til at grine, og jeg kunne høre, at hun lo med mig. 

"Ah ja, det kan der være noget om! Det er ikke som de gamle Nokiaer man kunne få i 200 forskellige farver, og selv lave covers til, er det vel?" Jeg smilede, og pustede ud, glad for at hun ikke var blevet sur. 

"Jeg hedder Karen," sagde hun, efter lidt til hvor ingen af os havde vidst hvad vi skulle sige.

"Karen, jeg kender ikke din søn overhovedet, hvordan pokker får han sin mobil igen?" 

Jeg kunne næsten høre hende smile i røret, mens jeg hørte nogle kliklyde og et enkelt "bip". 

"Hør, darling, nu har jeg sendt dig et nummer, du kan ringe til. Liam bor i Surrey for tiden, men sover ved en ven i London, og det her er Harrys nummer, så du kan ringe til ham, og sige at det var mig, der gav dig det, er det en aftale?" 

Jeg pustede ud igen.

"Du er en life-saver, Karen!" Klukkede jeg, og hun grinede også lidt.

"Det siger min søn også altid. Hils ham fra mig!" 

"Det skal jeg gøre, og mange tak for ikke at blive sur eller noget, øh, og har du prøvet måske at tjekke om alle stikkene er sat i tv-et, siden det ikke tænder?" 

Der gik lidt tid, og så kunne jeg høre hendes varme latter igen. Jeg kom til at tænke på Liam, der også havde sådan et fantastisk, lunt grin - han havde det tydeligvist ikke fra en fremmet. 

"Du er da en skat!" Kvidrede hun i røret. Jeg grinede.

"Ingen årsag, tak igen, Karen!"

"Hav en god dag, Clarissa."

Jeg lagde på, og kiggede ind i den hvide væg foran mig. Kunne dagen blive mærkeligere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...