I Call It Fate - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 15 sep. 2015
  • Status: Igang
Clarissa Murphy har en dårlig dag. En rigtig pinlig, vildt dårlig dag. Sådan en "snuble ud af badet, brænde morgenmaden på, skære sig på skraberen"-dårlig dag. Det dårligste ved dagen er dog tidspunktet, hvor hun ser sin ekskæreste komme gående i regnen med en flot, høj pige i hånden. I HÅNDEN! Og så på sådan en dårlig dag, hvor håret ikke sidder som det skal, og make-uppen er grim. Derfor gør hun det mest logiske hun kan komme i tanke om, og vil gemme sig bag ved sin paraply, der – for det er jo som sagt en dårlig dag – ikke gider at slå sig op, før der går en fyr forbi hende , og hun rammer ham i maven. Selvfølgelig. Alt tumulten tiltrækker da også ekskærestens opmærksomhed, og imens Claire har en indre dialog om at hun hellere vil sidde i helvede end at gå igennem en samtale med sin ekskæreste, viser fyren hun ramte med paraplyen, sig at være en god samaritaner, og spiller i to korte minutter hendes klodsede, smilende, perfekte, søde NYE kæreste - Men vent, har hun ikke set ham før?

123Likes
63Kommentarer
16394Visninger
AA

3. Kapitel 2

Klokken slog 13.30, og på sekundet sendte Mr. Spike, Marina ind for at overtage min tjans bag disken i caféen, så jeg kunne få mig en halv times lang frokostpause - uden løn selvfølgelig. Hvis Jane havde været på arbejde, havde vi sat os hen i den nærliggende park og spist frokost, men jeg var alene idag, og regnen var få timer forinden begyndt at falde ned som om himlen havde åbnet sig, så jeg besluttede mig i stedet for bare at stille mig ud for at trække noget frisk luft udenfor. Jeg greb en smoothie og et frisk stykke brød med på vejen, som senere ville blive trukket fra min løn, og åbnede døren, med en paraply under armen.

London i regnvejr lyder ret slemt, men jeg elskede byen lige gyldigt hvad, gik det op for mig, mens jeg kiggede mig omkring. Mennesker løb forvildede rundt i regnen, de fleste med paraplyer, men også enkelte uden, der allerede på få minutter ville blive fuldstændig gennemblødte.  

Jeg placerede mig ved døren, hvor regnen ikke kunne nå mig, og jeg forhåbenligt ikke fyldte for meget, til at folk ikke kunne komme ind ad døren. Som altid når jeg kiggede op i himlen, fik jeg lyst til at male. En himmel i oprør, var stadig en smuk himmel, og de svirlende grå og hvide farver, fik mine fingre til at sitre efter en pensel og noget maling. Ikke at det var en mulighed før klokken halv seks, hvor jeg endelig kunne være hjemme, og til den tid var min lyst til at male højst sandsynligt forsvundet som dug for den ikke eksisterende sol. 

Jeg tog småsmilende en tår af min blåbær-smoothie, mens jeg indsnusede duften af våd og varm asfalt, og følte mig pludselig i sommerhumør. På trods af mine lange bukser. Jeg tænkte på om min uheldige morgen, bare havde været et tegn til at jeg skulle beholde mine langbukser på, fordi der ville komme regn, men mine tanker blev brudt af en meget velkendt latter til højre for mig.

Jeg måtte undertrykke lysten til at dukke mig, og kiggede istedet til højre, hvor - nej, endnu engang tager jeg ikke pis på jer - min ekskæreste kom gående. Med en pige under armen. En smuk, høj, blond pige under armen. Nu må i ikke misforstå mig. Jeg kunne da se flot nok ud, på mine gode dage, men hende her var smuk. Hun var en af dem der var smuk selvom det øsede ned og hun havde en stor oversize sweater på, og håret sat op i en rodet knold. 

"God dammit," ordene smuttede ud af min mund, idet en kunde forbipasserede mig for at gå ind i caféen med sin søn i hånden, og jeg smilede fåret til hendes dræberblik. Jeg havde nået at spise mit brød, men havde stadig en smoothie i den ene hånd og en paraply og en mobil i den anden. Af en eller anden grund var min første tanke ikke, at jeg langsomt skulle bakke tilbage ind i bageriet, eller at jeg bare skulle stå og se anonym ud med min smoothie eller måske lade som om jeg snakkede i telefon. Min første tanke var "du bliver nødt til at falde ind i mængden af mennesker, der går forbi", og det var så det jeg ville gøre. 

Næsten panisk prøvede jeg at få paraplyen slået op, så jeg kunne gå ud i regnen, og forsvinde i menneskemængden, men det var sværere end forventet, med en smoothie og en telefon i hånden. 

Jake og den flotte modelpige var godt 5 meter fra mig, da jeg fumlende fik båndet omkring paraplyen op, og trykkede på den lille knap, der ville få den til at slå op. Endnu engang havde jeg glemt at kigge mig omkring, for at sikre mig, at der ikke var mennesker i en radius af to meter omkring mig, og bruset af lettelse, der skyllede ind over mig, blev standset, da paraplyen ramte noget, og jeg kunne høre et 'hhhhng' til venstre for mig. Presset på paraplyen, fik mig til at gå et skridt tilbage, men - for det var alligevel en uheldig dag, gik det op for mig - gled på en våd flise, og skvattede om med paraplyen oven på mig og mobilen kurrende hen af fliserne.

Ud over alt blodet i min krop, der uden tvivl løb op i mine kinder, ramte min hofte en lille sten, og jeg råbte et meget højt "FUCK" uden at skænke min ekskæreste eller personen jeg havde ramt en eneste tanke. Indtil jeg kiggede op i et par brune, varme øjne, som var fyldt med en blanding af smerte og bekymring. Det gik op for mig at fyren stod foroverbøjet, og holdt sig i skridtet. Oh. My. God. Jeg havde ramt ham i skridtet. I SKRIDTET. Jeg skulle til at undskylde, da jeg lod mærke til tatoveringerne på hans arm. Så havde jeg lyst til at slå mig selv lige i hovedet. Gentagne gange. Tatoverede pile. Flot fyr. Brune øjne. Jeg kunne endda huske hans dejlige grin. Det var fyren, der havde købt kokus og vaniljemuffins om morgenen.

"Oh my god," gentog jeg, denne gang højt, og kiggede bekymret op på ham. Han snakkede ikke, men havde et sammenbidt udtryk i ansigtet. Jeg måtte have ramt virkelig præcist, tænkte jeg. "Undskyld!" Smerten i min hofte var pludselig ligegyldig, og jeg prøvede ihærdigt at skubbe mig op at stå, mens regnen haglede ned over mig. 

Han lo.

Jeg rynkede øjenbrynene, og blev nødt til at dobbelttjekke hans ansigt, for at være sikker på at det var ham der grinede, men jo, det var det. Var han ikke sur?

"Da du truede med at dræbe mig tidligere idag, troede jeg ikke, du ville gøre alvor af det," gryntede han, og kiggede kort op i himlen. Jeg kunne se det stadig gjorde ondt. "Fuck," mumlede han, og jeg kunne ikke lade være med at komme med en let latter, selvom jeg stadig kunne mærke varmen i mine kinder og forlegenheden boble i mig. Endelig kunne han stå ret op, og han pustede ud, som om han måtte tage en masse selvkontrol for ikke at sætte sig ned og ømme sig igen. Jeg halvsad stadig på jorden, og fyren var flink nok til at række mig hånden for at hjælpe mig op - selvom jeg lige havde slået ham i skridtet med min paraply. I samme sekund som jeg greb hans hånd, hørte jeg mit navn bag mig.

"Clarissa?"

Det var Jake. Jeg kunne genkende Jakes stemme på to kilometers afstand i et stormvejr, og det her var helt klart Jake. Mit ansigt måtte have været en skræmmende blandning af ren panik og forlegenhed, og fyren, der hurtigt hev mig på benene, kiggede alvorligt på mig.

"Er du okay?" Hviskede han, mens vi begge to gjorde hvad vi kunne for at ignorere Jake. Jeg bed tænderne sammen, og sendte ham et bedende blik.

"Ekskærestealarm," mumlede jeg, og kiggede ned af mig selv. Min blåbærsmoothie prydede pænt den lyserøde t-shirt jeg stadig havde på, og min mobil lå et par meter fra os. Katastrofe. Det hele var en katastrofe, tænkte jeg. Jake ville se hvor helt og aldeles ynkelig jeg var uden ham, og kunne smilende gå videre med sin smukke, nye pige. 

"Claire?" Jake gentog sit spørgende kald, nu lige ved siden af os, og jeg vendte mig om, med det bedste salgssmil jeg kunne mønstre for at kigge på ham og den - øv altså - smukke pige. 

"Åh, hej Jake," svarede jeg, og prøvede på at lade som om alt var okay, og prøvede at lade som om jeg ikke havde vidst han var der. Jake kiggede dog på mig med en blanding af bekymring og morskab, og blikket gav mig det ikke ligefrem bedre. Så skete der noget, som jeg hverken havde forset, fantaseret om eller håbet på nogensinde ville ske. 

Fyren, jeg havde ramt med paraplyen, lagde leende armen om mig og gav mig min telefon i hånden - hvornår havde han taget den? - som om vi havde kendt hinanden i evigheder. 

"Åh Rissa for pokker," mumlede han meget undskyldende, "jeg så slet ikke du var stoppet op." 

Som om det hele var hans skyld. Som om der ikke regnede helt vildt. Som om det ikke var mig, der havde fumlet med min paraply og ramt en flot fyr imellem benene og spildt smoothie ud over mig selv og tabt min telefon lige foran min ekskæreste. Som om vi havde kendt hinanden forevigt, havde han endda kaldt mig ved et kælenavn, og lagt armen om mig. Jeg kendte ikke engang hans navn, gik det op for mig, men jeg besluttede mig alligevel for at spille med på hans lille leg, der muligvis kunne redde mig fra det akavede møde med min ekskæreste. En "ny flot fyr" ville helt klart give et indtryk af at jeg var 100% videre efter vores break-up. Med de tanker, fik jeg fornyet energi, og sendte fyren - hvis navn jeg stadig ikke kendte - et sødt smil, og gav hans arm et klem.

"Det går nok, babe," svarede jeg, som om der ikke var smoothie over hele min trøje. Jeg kunne ikke lade være med at grine et ærligt grin fordi hele situationen var så komisk og åndsvag. Her stod en meget flot fyr og lod som om, at vi havde en flirt, mens min ekskæreste stod og kiggede forvirret på os. Og det pisregnede.

"Slog du dig?" Spurgte jeg, endnu engang med ægte bekymring, for jeg havde trods alt ramt ham lige mellem benene, og det havde virkelig set ud som om det gjorde ondt. Han pustede luft ud mellem sammenbidte tænder. 

"Får jeg et medlidenhedskys hvis jeg siger ja?" Spurgte han, og hans øjne lyste drillende op. Jeg puffede blidt til ham, og himlede med øjnene, før jeg syntes at Jake havde lidt lang tid nok i hans lille akavede boble med den blonde pige, som stod og stirrede med store øjne, som om hun ikke fattede hvad hun så. Det gjorde mig lidt irriteret, gik det op for mig, som om jeg ikke kunne have en så flot kæreste. Men selv Jake kiggede en smule mistroisk på os. Jeg smilede bredt til dem, og kiggede så op på fyren, der stadig stod med armen om mig.

"Det her er Jake, kan du huske jeg fortalte om ham?" Spurgte jeg, og hævede et øjenbryn som en skjult udfordring til, at han skulle improvisere et godt svar.

"Ah ja, Jake ringer vidst en klokke et eller andet sted bagerst i mit hoved," svarede han, og sendte Jake et lidt spydigt blik, som om han rent faktisk var sur på ham. Jeg syntes det så ægte ud, til min store overraskelse. Jake kløede sig forlegent i håret. 

Min 'legeflirt' så ud til at bløde lidt op, og rakte hånden frem.

"Jeg hedder Liam," sagde han, "godt endelig at møde nogle af Rissas venner."

Jeg kunne ikke lade være med at føle en svag snurren af glæde ved mit nye kælenavn. Alle kaldte mig Claire eller Clary men jeg var aldrig blevet kaldt Rissa. Det lød sødt. Måske var glæden også ekstra stor, fordi Jake tog Liams - nu kendte jeg endelig hans navn! - hånd og bare nikkede. Nikkede. Uden at sige noget. Jake snakkede ellers altid hele tiden, men nu stod han og var stum. Han præsenterede ikke engang pigen, han gik med, og hans blik flakkede imellem mig og Liam, som om han stadig ikke kunne finde ud af om det hele var en joke. Så hostede han akavet.

"Nå, det var godt at se dig igen Claire," sagde han, efter stilheden havde lagt sig.

"Lige over, homie," svarede jeg, som om hans tilstedeværelse ikke ragede mig det fjerneste. Som om vi ikke havde kysset for en måned siden. Som om jeg aldrig havde været forelsket i ham. 

"Vi må videre," sluttede Jake, og sendte mig et spagt smil. Han begyndte at gå, men pigen stod stadig og stirrede på Liam.

"Må jeg -"

"Alice!" Kaldte Jake, så hun ikke nåede at færdiggøre sin sætning. Alice kiggede hen på Jake og slog ud med armene, men begyndte ellers at gå. Hun smilede bredt til Liam - ignorerede fuldstændig mig - og hviskede 'godt at møde dig' før hun gik hen for at følges med Jake.

Først nu kunne jeg slappe af. 

Liam fjernede sin hånd fra min skulder, og kiggede bekymret ned på mig, så snart de var ude af syne. 

"Du må virkelig undskylde, jeg så dig slet ikke!" Undskylde han, og først forstod jeg ikke helt hvad han snakkede om, men så kom jeg i tanke om at vi få minutter inden var stødt sammen. Eller.. Jeg havde slået ham med min paraply. Jeg kunne ikke lade være, selvom jeg vidste jeg ikke burde, så boblede en latter op igennem mig, og jeg begyndte klukkende at grine. Jeg tørrede fraværende vand fra mit ansigt, og skubbede håret tilbage. 

"Det her har været en helt sindssyg dag," mumlede jeg. Han smilede skævt til mig, og pustede en våd tot hår væk fra sit ansigt.

"Tell me about it," svarede han, og trådte de få skridt ind under taget på bygningen. Jeg fulgte efter. "Og jeg som bare kom for at fortælle dig at dine muffins var fantastiske."

Jeg stirrede på ham.

Var han virkelig kommet her hen for at sige dét til mig? Som om det ikke var at gnide salt i ståret. Så stod vi der lidt, smilede til hinanden, gennemblødte af regnen og mig med smoothie over hele trøjen. Han åbnede munden for at sige noget, da Mr. Spike bankede hårdt på dørens glas, og gjorde tegn til at jeg skulle ind. 

"Pis," mumlede jeg, "min pause er ovre." 

Han kiggede på mig som om det var den værste nyhed han havde fået i hele sit liv, og jeg fik en knude i maven ved blikket. 

"Tak for hjælpen," sagde jeg så, og pillede ved en løssluppen krølle. Jeg klukkede let, og betragtede ham varmt. "Helt ærligt. Tusinde tak. Og undskyld jeg ramte dig med paraplyen!" 

Døren blev åbnet bag mig, og jeg vidste at det var Mr. Spike. Jeg gad ikke engang kigge.

"Tak for komplimenten til kagerne," tilføjede jeg, og vinkede smilende til ham. Han smilede tilbage, men der var en let sørgmodighed i smilet. Som om han ikke havde lyst til at sige farvel. Og, tænkte jeg, det havde jeg virkelig heller ikke. 

Da jeg endelig kom ind i tørvejr føltes de sidste 20 minutter som en drøm. Lidt tåget, uklart og helt vildt urealistisk. Men jo. Der ude stod den meget flotte Liam - som jeg var sikker på at have set et eller andet sted før - og vinkede til mig, før han gik ud i regnen. Ingen drøm. Bare en dårlig dag, der var blevet meget bedre. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...