I Call It Fate - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 15 sep. 2015
  • Status: Igang
Clarissa Murphy har en dårlig dag. En rigtig pinlig, vildt dårlig dag. Sådan en "snuble ud af badet, brænde morgenmaden på, skære sig på skraberen"-dårlig dag. Det dårligste ved dagen er dog tidspunktet, hvor hun ser sin ekskæreste komme gående i regnen med en flot, høj pige i hånden. I HÅNDEN! Og så på sådan en dårlig dag, hvor håret ikke sidder som det skal, og make-uppen er grim. Derfor gør hun det mest logiske hun kan komme i tanke om, og vil gemme sig bag ved sin paraply, der – for det er jo som sagt en dårlig dag – ikke gider at slå sig op, før der går en fyr forbi hende , og hun rammer ham i maven. Selvfølgelig. Alt tumulten tiltrækker da også ekskærestens opmærksomhed, og imens Claire har en indre dialog om at hun hellere vil sidde i helvede end at gå igennem en samtale med sin ekskæreste, viser fyren hun ramte med paraplyen, sig at være en god samaritaner, og spiller i to korte minutter hendes klodsede, smilende, perfekte, søde NYE kæreste - Men vent, har hun ikke set ham før?

123Likes
63Kommentarer
16382Visninger
AA

2. Kapitel 1

"Godmorgen, sovetryne!" Stemmen trængte langsomt ind i mine groggy drømme, men jeg nægtede at åbne øjnene. Jeg var meget bevidst om at det var lørdag, og jeg kunne tydeligt mærke at det var alt for tideligt at stå op på den eneste dag på ugen, hvor jeg kunne sove længe. Der var alt for mørkt til at klokken kunne være over 6. Derfor ignorerede jeg stædigt stemmen, og lod mig falde tilbage i det endeløse intet, som også kaldes søvn. Taktikken fungerede godt i cirka 4 minutter, hvor jeg faktisk nåede at falde i søvn igen, indtil stemmen ihærdigt besluttede sig for at prøve at vække mig igen. 

KLONK! KLONK! KLING! KLONK! 

Jeg spjættede forskrækket da en tsunami af høje lyde, smadrede lige ind i mit venstre øre, og mine øjne åbnede sig på sekundet for at finde kilden til de rædsomt høje, metalliske dunk. Forvirret kiggede jeg mig omkring. Mit blik stoppede ved Bellamy, som stod i sine boxershorts med et grydelåg og en stor sovseske, og hamrede dem mod hinanden, mens han hoppede rundt og sparkede benene ud til siderne.

"Heeeya! Claire skal op!" Råbte han, uden nogen form for melodisk fornemmelse, "Heeeya!" Så formåede han at banke 3 gange mere på grydelåget, før jeg sparkede ham på låret, og gryntende råbte "JEG ER VÅGEN FORHELVEDE!" så højt jeg kunne, for at overdøve hans åndsvage hjemmelavede torturinstrument, som spyttede helvedeshøje lyde ud og ind i mine sensitive, søvndrukne ører. Heldigvis stoppede han med at banke metaltingene sammen, og lydende blev langsomt erstattet af en let, klukkende latter. 

"Bell, du har kraftedme af at have en god grund til at vække mig -" jeg kiggede irritabelt op på uret, der hang over døren til højre for mig, og konstaterede at klokken (nej, jeg tager ikke pis på dig) var 05.54. "- klokken seks om morgenen." I stedet valgte han, som sædvanligt, at ignorere mit ellers smukt formulerede, skjulte spørgsmål, og satte sig i stedet på kanten af min seng.

"Har jeg nogensinde fortalt dig hvor fantastisk kær du ser ud om morgenen, med dit kæmpestore, krøllede hår og dine puffy øjne?" Spurgte han. Jeg stønnede irriteret, og skubbede ham ud af sengen. Jeg ignorerede hans pivende 'av'. 

Så var der stille. Jeg fattede det ikke. Bellamy havde boet ved mig de sidste to ugers tid, fordi hans kæreste og ham havde været oppe at skændes, og Bellamy ikke havde andre venner end mig, som ikke også var venner med hans kæreste. Jeg havde ikke kendt ham så godt før, han var bare én jeg tit snakkede med nede på caféen, men han havde altid været flink og well, min egen kæreste havde dumpet mig, så jeg boede alligevel alene. På de to uger, var han dog hurtigt blevet noget nær min bedste ven i byen. Han var utroligt sjov, og meget spontan hvilket jeg godt kunne lide, og så lavede han simpelthen dødgod mad - noget jeg selv var forfærdenlig dårlig til. Derfor var jeg blevet ret glad for ham. Vi kom godt ud af det med hinanden, på dage hvor han ikke besluttede sig for at vække mig klokken seks om morgenen med grydelåg og tonedøv sang. 

"Bell?" Spurgte jeg.

"Mmmh?" Svarede han, stadig siddende på gulvet i mit lille værelse.

"Hvad fuck skulle alt dét lort til for?" Spurgte jeg, mens jeg stirrede op i loftet, meget, meget vågen.

Bellamy klukkede dæmpet for sig selv. "Du er godt nok veltalende her til morgen," påpegede han, nok som reaktion på mine mange bandeord, og jeg kunne høre ham smile mens han sagde det. 

"Bell!"

"Easy tiger! Din meget venlige chef, Mr. Spike, ringede meget høfligt og sagde, han havde ændret din vagt fra klokken 11 til klokken 07.30." Forklarede han. Jeg stønnede igen, meget opgivende, og studerede fortsat det let krakkelerede loft. Jeg vidste udmærket at Spike ikke havde været høflig eller venlig, og havde nok nærmere sagt 'Fortæl Puke at vi har brug for hende i butikken klokken 07.30 - hun må hellere være der 5 minutter før. Farvel'. 

Mr. Spike, der ejede den lille bagerbutik, hvor jeg arbejde, var en stor mand med militær baggrund, og af selv samme grund så han altid malplaceret ud iblandt de detaljerede, sarte, lyserøde, søde kager. Det var teoretisk set hans kones butik, men hun var på barsel med deres lille datter, så han havde taget styringen i nogle måneder. På en eller anden måde havde han fra starten af ikke brudt sig om mig. Måske fordi jeg ikke direkte kom fra england, men kun havde lidt langt ude familie der. Måske fordi jeg faktisk var god til at dekorere kagerne, modsat nogle af de andre. Måske fordi han vidste at jeg nok ikke ville blive der permanent. Mit første møde med Mr. Spike havde været en total katastrofe. Han havde sat mig til at betjene kunder i den venstre del af butikken, som fungerede som en lille café, og mine første kunder havde været en familie på 4. Far, mor og to børn. Jeg havde med store smil og venlige ord serveret deres kager og varm kakao til børnene, da det yngste barn på omkring 6 havde taget en stor tår, og efterfølgende spyttede hele molevitten ud over mig, mens jeg gav hans forældre kager. Den varme kakao havde været for varm, havde drengen klaget, og Mr. Spike havde fundet det sjovt af helvede til, og havde efterfølgende kaldt mig Puke - det engelske ord for bræk. Jeg mistænkte ham for slet ikke at kende mit rigtige navn, ikke engang her et par måneder efter uheldet. 

"Vi kan altid håbe at hans ellers flinke kone beslutter sig for at han snart skal passe babyen, selvom jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forstille mig Spikey med en baby i sine hænder - måske er det derfor han hele tiden er i bageriet. Så han ikke skal hjem til sit barn?" Bellamy prøvede ihærdigt at opmuntre mig, og det hjalp da også en smule.

"Jeg beundrer dig for din entusiasme, og sætter pris på din flabethed," svarede jeg, og han lo, så jeg kunne mærke min seng ryste. Det fik mig til at smile for første gang den morgen.

Jeg vippede min tynde dyne - ordenlige dyner findes åbenbart ikke i England, selvom jeg ihærdigt ønskede det - ud over sengen, så den dækkede Bellamy, og skubbede mig selv ud over kanten.

"Lad være med at kigge mens jeg skifter tøj," nynnede jeg, imens jeg kunne høre ham rumstere med dynen, og - hvis jeg ikke tog meget fejl - redde min seng. Bellamy var det vildeste ordensmenneske, meget modsat mig selv. 

"Hvad?!" Udbrød han, og grinede uskyldigt. "Jeg ville aldrig nogen sinde kigge på din perfekte popo, eller savle over resten af din fantastiske kro-" 

Jeg afbrød ham, ved at kaste min størrelse XXL sove T-shirt i hovedet af ham. Jeg kunne høre ham grine igen, mens jeg kiggede igennem mine langbukser. 

"Homegirl, der bliver 26 grader idag, du vover på at tage lange bukser på!" Udbrød han, som om det var den største katastrofe i verden. Jeg himlede med øjnene, selvom han ikke kunne se det, og vrikkede lidt med numsen, så han havde lidt at kigge på.

"Jeg har ikke barberet ben i to uger, mand, mine ben ligner en græsplæne! Det bliver langbukser selvom det var varmere end nede ved Hades," kommenterede jeg spidst. Jeg kunne høre et meget højt suk bag mig.

"Du formår virkelig at fange en drengs opmærksomhed, huh?" Mumlede han sarkastisk.

"Min største mål i livet!" Sang jeg så entutiastisk, at det også lød meget sarkastisk. Jeg havde fået en trøje på, men stod stadig og kiggede på bukser. Bellamy sukkede igen, endnu højere denne gang.

"Claire, hvor lang tid siden er det, Jake slog op med dig?" Spurgte han opgivende. Jeg tænkte mig kort om.

"29 dage og 10 timer," 

"That's it!" Udbrød han, og gik hen for at gribe fat om mig. Han løftede mig grinende op fra gulvet, og fortsatte ud af mit lille værelse, for at sætte mig ned på gulvet i badeværelset, der cirka var lige så lille, så vi kun lige præcis begge to kunne være der.

"Tag et bad, barber dine ben, tag pæn make-up på, lidt pænere tøj og så laver jeg morgenmad til dig. Det er på tide du skal op på hesten igen," sagde han, imens han kiggede meget alvorligt på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt forlegent. Han nikkede. Jeg nikkede tilbage. 

Så min morgen, der startede lidt rustent, lød faktisk til at kunne udvikle sig til noget positivt. Bortset fra at den selvfølgelig ikke gjorde noget nær det. Overhovedet.

Kort fortalt, var der super meget, som gik galt mens jeg var i bad. Jeg skar mig to gange på mit barberblad(altså blev det langbukser alligevel), jeg kom til at bruge conditioner til hele mit hår i stedet for shampoo, hvilket resulterede i kæmpestore, krusede krøller over alt, jeg gled og faldt og slog mig på mit lår, og sidst men ikke mindst flækkede jeg en negl. Min make-up var ikke noget nær "pæn", som Bellamy havde sagt, mit hår var kæmpestort og kruset og jeg havde virkelig, virkelig ondt i mit lår, så jeg kom humpende ud fra badeværelset. Bellamy kommenterede ikke katastrofen, men måtte have sukket inden i sig selv, mens jeg gik tilbage på mit værelse, og tog et par lange, sorte bukser på, og en mintgrøn T-shirt, som jeg alligevel skulle skifte i bagerriet, til fordel for en sart lyserød arbejdstrøje med en cupcake som logo. Jeg satte håret op i en rodet knold, og kom skulende hen til morgenbordet.

Bellamy satte en tallerken med scrambled eggs, spinat og tomater foran mig, og kunne ikke lade være med at komme med en let klukken. Det eneste jeg gjorde var at sende ham giftigt blik, der burde have dræbt ham, men nej han stod der endnu, og række fuck til ham. 

"En eller anden dag, Claire," sagde han, og betragtede mig med et skævt smil, "en eller anden dag skal det nok blive lysere." 

Og selvom jeg ikke helt troede ham, så var det de ord, jeg gik og fortalte mig selv - på trods af spildt ketchup på min mintgrønne trøje, der blev skiftet til en sort. Turen fra min lille lejlighed til mit arbejde på den lille café, gik uden kvaler. Jeg skvattede ikke og vred ikke om, og jeg stødte ikke ind i nogen. En eller anden dag skal det nok blive lysere, gentog jeg i mine tanker. Den dag kunne lige så godt være idag, tænkte jeg. Så med en utrolig positiv indstilling, åbnede jeg døren til "Violet Cakes", som caféen så fint var navngivet, og sendte mine medarbejdere et venligt smil. Min positive indstilling faldt død til jorden, sekundet min chef åbnede munden.

"Hvilken begravelse er du så på vej til, Puke?" Spurgte Mr. Spike, da jeg havde lukket døren efter mig. Han hentydede til mit 'all black outfit'. Sorte bukser, sort trøje og sorte converse. Mit smil falmede. Jeg kiggede mig omkring, som om jeg ledte efter noget, og endte mit søgende blik ved ham. 

"Jeg har ikke helt besluttet mig endnu," svarede jeg tørt. 

Nå, jeg var udemærket klar over at den slags 'sass' var stærkt ildeset, hvis det kom fra andre end Spike himself, og kunne derfor mærke hans brændende blik i min ryg, mens jeg gik ind og fandt den lyserøde t-shirt, som jeg skulle have på de næste 9 timer. Ud over spike havde jeg hurtigt spottet at både Marina og Lily var på arbejde(tanken 'hvorfor fuck er jeg her så? Der er sgu da nok til at passe den lille butik' strejfede mig selvfølgelig) og de stod og fjantede i bagerriget, mens jeg selvfølgelig blev sat til at stå bag disken. Ikke fordi det var et kedeligt job, men jeg hadede det. Grunden til at jeg arbejde et sted hvor de bagte kager var for pokker da fordi jeg ville hjælpe med at dekorere dem! Ikke bare lange dem over til en kunde, mens jeg kunne stå og kigge på alle småfejlene Marina og Lily konstant lavede i glasuren og fondanten. Jeg besluttede mig dog for ikke at komme med indvendninger til Mr. Spike, eftersom jeg meget tydeligt havde overskredet en grænse, ved at svare ham igen nogle minutter forinden. Klokken 8, præcis, åbnede vi dørene til butikken, og så kunne jeg ellers bare stå og vente på kunder, mens de andre havde det sjovt omme bag i bageriet. Den første kunde kom klokken 08.13. Den anden kom 08.19. Den tredre kom 08.20. Og den fjerde kunde kom, da klokken slog 08.30, og jeg kunne sige til mig selv 'kun 8 timer tilbage'. 

"Godmorgen!" Den varme stemme var utrolig entusiastisk og energisk i forhold til hvad klokken var, tænkte jeg, før jeg kiggede op, og sendte ham mit bedste salgs-smil.

"Godmorgen," svarede jeg, og prøvede ihærdigt at matche den unge fyrs varme, muntre attitude - ikke at jeg kunne, selvfølgelig. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Jeg kiggede en smule nysgerrigt på ham, (1) fordi jeg umiddelbart syntes jeg havde set ham før og (2) fordi han var virkelig flot selvom det var tidligt lørdag morgen. Jeg sendte en tavs række bandeord til Gud, som om der var højere magter på spil i mit uheld. Den éne dag der kom en flot fyr på mit arbejde, lignede jeg en katastrofe. 

"Jeg skal have 4 cupcakes," sagde han en smule tøvende, og kløede sig så i håret, "men for at være ærlig, så ved jeg ikke helt hvilke 4 det skal være. Kan du anbefale noget?" Han kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg følte mig helt genert fordi han pludselig også virkede genert, men formåede at smile til ham. 

"Kan du lide kokus?" Spurgte jeg, og han nikkede. "Vi har lige fået nogle cupcakes med kokuscreme, som smager virkelig godt, og så har vi nogle med en klassisk vanilje icing - selvfølgelig med et tvist, men hvis jeg fortalte dig hemmeligheden bag, så ville jeg blive nødt til at dræbe dig." Jeg havde lyst til at slå en hånd for min mund, for at få mig selv til at stoppe med at tale, og jeg kunne næsten høre Mr. Spike råbe af mig for at true vores kunder på livet. Heldigvis fik jeg i stedet en varm, hæs latter fra fyren. 

"Nej vi kan jo ikke have, at jeres flotte gulv får blodpletter, så jeg tror bare jeg tager to af hver uden at spørge ind til jeres hemmelige opskrifter," klukkede han. Jeg tørrede mig overdrevent for panden, og smilede bredt til ham.

"Pyha! Butikken er også så travl idag, at jeg slet ikke ville have haft tid til at gemme et lig," sarkasmen sydede i min stemme, for fyren var den eneste i hele butikken - ud over selvfølgelig Mr. Spike og tøserne omme bagi. Han grinede igen, en lyd, tænkte jeg, som jeg godt ville kunne vende mig til. Glad og ærlig latter. Noget man efterhånden sjældent hørte. Jeg smilede en smule undskyldende over min knapt så positive attitude, og pakkede to vaniljemuffins og to med kokuscreme. Da han tog æsken, lod jeg mærke til en række trekantede pile, der var tatoveret ned af hans arm, og jeg kom til at smile fordi det mindede mig om et eller andet sportsmærke. Han takkede mange gange for hjælpen, og gik ud af døren.

"Hav en god dag!" Kaldte jeg efter ham, før døren lukkede, og han sendte mig smilende thumbs up, igennem ruden, for at vise at han havde hørt mig. Hviskende stemmer bag mig, gjorde mig opmærksom på, at Marina og Lily stod og kiggede på mig, og jeg vendte mig undrende om. De havde hjerter i øjnene, mens de betragtede den unge fyr gå hen af gaden, og så snart han var væk, istemte de sig begge to et højt hvin, og hoppede op og ned med armene om hinanden. Jeg betragtede det hele med rynkede øjenbryn, men gav hurtigt op på at finde en forklaring, fordi de bare snakkede i munden på hinanden. 

Så, tænkte jeg, og vendte tilbage til at sætte kager på plads, det var den første gode ting, der var sket idag. Jeg kiggede ud af vinduet, og ønskede brændende at det ikke ville være den sidste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...