Romantik I Luften IV

Der er gået et år siden Mia fik Abbigale med hjem igen. Det vil sige at de befinder sig i år 2017. Mia er nu 26 år, Harry er 23 år og Abbigale er 7 år. Hvad tror i der sker??

Læs med i "Romantik I Luften IV," og find ud af det

Knus Mrs.Payne......

Jeg anbefaler at have læse de tidligere historier af Romantik i Luften, for ikke at gå glip af noget der kunne være vigtigt. :)

1Likes
12Kommentarer
1707Visninger
AA

4. Kapitel 4


To uger senere

Harry's POV

Vi manglede tre koncerter her i Australien, også skulle vi til Asien, for at spille hele 23 nye koncerter. Der er altså rigtig mange koncerter på denne tourné. Så mange var der slet ikke sidste år. Vi skulle spille en koncert i aften, en i morgen også en om tre dage. Vi skulle køre i bus hen til den sidste koncert, fordi det jo ikke er så langt væk.

I aften og i morgen var det i Queensland, så skulle vi til New Zealand og afslutte tournéen her i Australien. Vi glæder os faktisk til i aften, for vi havde hørt rygter om hvad fansene ville lave, specielt til os.

Jeg gik ind til Mia, som lå og legede med sit hår i vores seng. "Mia? Skal du ikke lave noget, i stedet for bare at ligge der og dase?" Spurgte jeg hende. "Neej, egentlig ikke," svarede hun. "Skal du ikke på arbejde?" Spurgte jeg så. "Nej, jeg skal først på arbejde senere. De har givet mig min gamle post, du ved det der med at jeg skal hente vand, håndklæder og lægge jeres tøj bag scenen," svarede hun. "Hvorfor? Var det bare fordi du kom forsendt?" Spurgte jeg så. "Både og. De synes ikke jeg tog mit arbejde seriøst, fordi jeg koncentrerede mig mere om dig end arbejdet. De valgte så ikke at fyre mig, fordi de både videste at det ville gøre dig sur, og at de ikke kunne undværer mig," svarede hun og gav et lille smil fra sig. Jeg gik hen til hende, og kyssede hende på panden. "Jeg smutter ned til scenen. Vi skal jo øve som altid," sagde jeg til hende. Hun nikkede og jeg gik så ud i gangen, for at tage sko og jakke på. Jeg gik ud af døren, og gik ned på gaden. Jeg valgte at gå hen til scenen, da der jo ikke var så langt. Jeg håbede bare på at der ikke var nogen som så mig.

Lige pludselig kunne jeg høre en stemme som råbte, "DET ER HARRY STYLES!!!" Jeg tænkte, ååh nej. Nu kommer de jo efter mig. Jeg skyndte mig at begyndte og løbe, men der gik ikke lang tid før jeg blev omringet af piger. Jeg skyndte mig at ringe til Paul, for at høre om han var i nærheden, og om han kunne komme og rede mig.

Jeg var egentlig kun få meter fra koncertstedet, men det var alligevel langt væk, når man er omringet af piger. Lidt senere kunne jeg høre politisirener, fra en politibil, som tilfældigvis kom kørende forbi. Jeg blev helt lettet, jeg var faktisk lige ved at tro at jeg skulle være fanget for evigt, da de holdt godt fast i mig.

 

Efter koncerten

Det var en helt vild koncert. De havde lavet et kæmpe skilt til at hænge ned fra den bagerste tribune. Det var bare så flot. Jeg undre mig bare lidt over at jeg ikke så Mia. Hun stod ikke ude bag ved og kiggede på som hun plejer. Hun kom heller ikke rundt med vand, som hun plejer. Jeg gik hen til hendes chef, og spurgte om hvor hun var. Han svarede at hun havde det dårligt, så hun tog lige en syg-dag. Det er da lidt mærkeligt at hun ikke fortalte mig det. At hun havde det dårligt. Jeg kunne have plejet hende, og sådan.

Jeg tog hjem til hotelværelset og spurgte hende, "Hvorfor havde du ikke sagt at du havde det dårligt? Jeg kunne jo have blevet hjemme ved dig, og have passet dig!" "Lige præcis derfor skulle du ikke vide det! Du vil bare bekymre dig for meget, og blive hjemme fra arbejdet! Du ved godt vor vigtig dit arbejde er Harry! Jeg kan sagtens passe mig selv, så du behøver ikke passe mig. Jeg er kun sådan lidt halvdårlig, og jeg tror bare at høj musik vil gøre det værre!" Svarede hun meget bestemt.

To dage senere

Vi var nu ved at pakke det sidste til vores lille bustur. Mia var faktisk færdig. Jeg manglede faktisk heller ikke det helt store, så jeg pakkede det sidste tøj, lynede min kuffert, og tog både Mia's og min bagage, med ud i gangen. Vi tog sko og jakker på, og gik så ud af døren. Vi gik ned på gaden, og hen til bussen, som holdte lige ude foran hotellet. Jeg lage bagagen ind, og vi gik hen til indgangen. "Mia? Er du okay? Du ligner en der skal til at kaste op!" Spurgte jeg hende, da hun faktisk så ret dårlig ud. "Nej, nej jeg har det fint," svarede hun. Da hun skulle til at gå ind i bussen, kastede hun faktisk op. Sådan lige op ad siden på bussen. "Mia skat! Du er ikke okay! Når vi kommer til New Zealand, skal du altså til læge!" Sagde jeg bestemt. Hun nikkede stille og gjorde tegn til at hun skulle kaste op igen. Jeg ´skyndte mig at føre hende indenfor, til bussens toilet. Jeg holdte hendes hår, så det ikke skulle falde ned i toilettet. Hun blev færdig, og trækede så ud. Hun fik en ment pastel, og jeg fik hende til at lægge sig lidt bagerst i bussen, med en spand.

Jeg gik ind til drengene og begyndte så at spille fifa med Niall og Louis. Zayn var træt så han besluttede sig for at tage sig en lille lur, og Liam sidder inde ved Mia, for at hun ikke skulle være alene, og at jeg ikke skulle gå ind og kigge til hende hele tiden. Vi havde en regel på bussen, eller der var mange regler, men en af dem var, at vist en i bussen var syg, skulle personen være det mest stille sted i bussen, også skiftes man til at sidde nede ved personen.

Liam kom ud for at sidde lidt ved os andre. "Hvordan går det med hende?" Spurgte jeg ham. "Lige nu har hun det fint, men hun har kastet op tre gange. Hun ligger og sover, så du skal nok ikke gå ind til hende lige nu," svarede han, og satte sig ved siden at Louis. "Jeg går lige ind og kigger til hende," sagde jeg og rejste mig fra sofaen. Jeg gik ned bag i bussen, og satte mig ved siden af Mia. Hun mumlede et eller andet i søvne. "Li..Liam! Mmmh," mumlede hun. Hvorfor siger hun Liam? Og hvorfor stønner hun? Jeg forstår ingenting! Altså Mia og Liam er da gode venner, men det er da mig hun er kærester med! Det er da mig hun elsker! Jeg prøvede at vække hende, for at høre ind til hendes drøm. Hun vågnede og jeg spurgte så, "Har du sovet godt? Har du det bedre?" Hun nikkede stille, og trak et tæppe over sine skuldre. "Hvad drømte du om?" Spurgte jeg så. "Øh....Ikk' noget," svarede hun. "Mia! Du mumlede Liam i søvne, og du stønnede. Du må altså have drømt et eller andet!" Sagde jeg lidt hårdt til hende. Hun lignede en som skulle til at græde. Hun rejste sig fra bagsædet, eller hvad man nu kalder det, og begyndte at små løbe. Jeg tog fat i hendes arm for at hun ikke skulle nå at stikke af ud til drengene, hvor vi jo ikke kan tage den her diskussion. Lige i det hun vendte sig brækkede hun sig ud over mig! Jeg havde jo helt glemt at hun var syg og kaster op. Hun virkede ret svag lige nu, så jeg tog min bluse af, og bar hende tilbage på bagsædet, og lage tæppet over hende igen. "V tager den diskussion senere," sagde jeg til hende, og kyssede hende på panden. Hun skulle jo ikke tro at jeg ikke elskede hende mere, for det gør jeg. Men jeg er altså stadig sur på hende! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...