Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5754Visninger
AA

8. Kapitel 7 - You Know Nothing, Dylan Watts

 


”Ellie! Ellie, åben døren!”
Hun hørte lyden fjernt fra sit værelse. Han hamrede løs på hoveddøren, lige så hårdt som hans eget hjerte gjorde mod hans brystkasse.
”Ellie!”
Hun svang benene ud over sengekanten, lagde sin computer fra sig og trådte henover festkjolen fra aftenen før, der nu lå på gulvet, før hun spurtede ned ad trappen.
”Dylan?” Hun åbnede døren og rynkede panden, overrasket over at se ham på den tid af døgnet. Han var forpustet og rød i ansigtet, og han lignede en, der havde løbet flere kilometer uden stop, men han smilede over hele ansigtet, og en løs lok af mørkebrunt hår faldt ned over hans øjne. Hun blev pludselig meget selvbevidst, som hun stod der i sit nattøj.
”Jeg…” begyndte han, men mærkede langsomt, hvordan han mistede modet.
”Dylan, er du okay?” lo hun. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans arm.
”Jeg tror…” mumlede han og sank en klump. ”Ellie, jeg tror, at jeg elsker dig.”

 

”Ellie?”
Hun prøvede at svare, men det lykkedes kun ved tredje forsøg og kom ud som et ”Nngghh…”
Dylan sukkede. ”Jeg sagde, at de ikke skulle give dig så meget af det stads.”
Som om du ikke er ligeglad, tænkte hun og ville ønske, at hun kunne sige det højt. Og spytte ham i ansigtet samtidig.
”Jeg giver dig lige to minutter.”
Da de var gået, følte hun sig stadig som en savlende grøntsag. Men i det mindste kunne hun se ham, og hendes tunge lystrede endelig.
”Fuck dig,” sagde hun som det første.
”Jeg beklager. Din mand må være syg af bekymring.”
Hun så på ham, som om han var det mærkeligste og dummeste, hendes øjne nogensinde var landet på. ”Jeg er sgu da ikke gift!”
”…Er du ikke?” Det tog ham et par sekunder, før han kom i tanker om, at hun på trods af i dette øjeblik at være bundet fast til en stol, fordi hun måske var et monster, også hævdede at være en jæger. Og jægere skiftede efternavn lige så hyppigt, som vejret vendte.
”Nej! Hvorfor tror du, at jeg forlod dig i første omgang?”
Dylan prustede irriteret og lagde armene over kors. ”Se, det spørgsmål ville jeg faktisk meget gerne have svar på.”
Hun tav.
”Svar på spørgsmålet.”
”Hvor er Emily?”
”Det vil jeg fortælle dig, når du har fortalt mig, hvorfor du gik.”
Ellen ville have slået ud med armene, hvis hun kunne. ”Come on! Har du stadig ondt i røven over dét?”
Dylan trådte tættere på og placerede sine hænder på hendes stols armlæn. Han lænede sig så langt ind mod hende, at hun ikke havde andet valg end at se ham i øjnene.
”Du var min kæreste i to år. Min bedste ven i endnu flere. Og en dag er du pludselig væk, og hvad har jeg så tilbage? En masse fremtidsvisioner, som vi lavede sammen, og en masse åndssvage teorier om, hvad fanden jeg gjorde galt, siden du pludselig skred uden videre.”
Han forstod ingenting. Det var det, der var det værste – selv efter alle disse år var han ikke kommet så meget som en centimeter tættere på at regne ud, hvorfor hun forsvandt.
”…Tror du virkelig, at jeg forlod dig, fordi jeg var fuldstændig ligeglad?”
”Jeg har lidt svært ved at vide, præcis hvad jeg skal tro.”
”Jeg gjorde det, fordi jeg elskede dig, din store, tykpandede idiot! Og du var så sød og charmerende og uskyldig, og du havde alverdens muligheder foran dig. Mig? Når jeg blev vred, præcis ligesom Emily, gik ting i stykker. Folk kom til skade. Så jeg rejste væk for at lære, hvordan jeg undgik at komme til at slå dig ihjel,” sagde hun og så indtrængende på ham. Hun havde ikke selv lagt mærke til det, men hun var begyndt at græde, kun lige akkurat, og eftersom Dylan var på randen til det samme, puffede han sig selv op at stå og gik langsomt rundt i cirkler i det snævre panikrum.
Han bed sig selv i indersiden af kinden. Kørte en hånd igennem sit hår. Tog en dyb indånding. Tænkte, i hvad der føltes som evigheder.
Han vendte sig endelig rundt mod hende igen. ”Så hvorfor kom du aldrig tilbage?” spurgte han hæst.
Hun gav slip på en indånding, hun ikke vidste, hun havde holdt, og så udmattet ned i gulvet. Gennem årene havde hun fundet på så mange gode årsager, at hun slet ikke vidste, hvor hun skulle starte.
”Det kunne jeg ikke tillade mig. Du var videre med dit liv,” begyndte hun. Dylan tænkte, at han inderligt ville ønske, at hun havde ret. Hans far, hans venner – alle, der virkelig kendte ham, kunne vist skrive under på, at det havde taget ham længere tid at komme over, end hvad der var normalt. Men det var trods alt heller ikke særlig normalt, at ens kæreste slog op ved at forlade byen og aldrig svarede på ens beskeder eller opkald.
”Dylan. Det ville aldrig gå alligevel. Jeg er stolt af at være jæger, og tro det eller ej, men det her… hokuspokus, hvad end det så er, er jeg endelig blevet stolt af også. Det er en del af mig. Skulle jeg opgive det hele for din skyld? Købe et villahus og en kat og holde hemmeligheder resten af mit liv? Det må du da kunne forstå. Kan du ærligt fortælle mig, at det ikke drev dig til vanvid, at du skulle gå og lyve overfor mig hele tiden?”
”Nej. For jeg var i gang med at slippe væk, Ellen. Jeg havde faktisk tænkt mig at tage på college, måske finde en lejlighed sammen med dig, opgive det hele. Men så rejste du, og jeg har ikke andet tilbage end det her lort, som jeg aldrig nogensinde har ønsket mig,” sagde han.
Hun smilede svagt, om end sørgmodigt. ”Men jeg har ønsket det, Dylan.”
Han sagde ikke mere, men vidste, at han havde fået sit svar. Han havde været villig til at give slip på alt for hendes skyld. Men hun ville ikke have gjort det samme.
”Du glemmer, at det hele var for at beskytte dig, gør du ikke?” spurgte hun skeptisk, som havde hun læst hans tanker ord for ord.
Dylan himlede med øjnene. ”Jeg tror, at jeg er i stand til at passe på mig selv,” sagde han. Det var trods alt hende, der sad bundet fast til en stol, og ham der havde bundet hende fast til den.
Ellen trak på skuldrene, så meget som rebbene tillod hende at gøre det. ”Det kunne jeg ligesom ikke rigtig vide dengang, vel?”
Han tænkte for en stund. ”Nej. Det kunne du vel ikke,” sukkede han.
Han hev den anden stol i rummet tættere på og satte sig ned foran hende. Han følte sig stadig forvirret; såret og vred, men mest af alt bare… træt. Træt af i årevis at have haft den samme diskussion med sig selv, der førte ingen steder hen. Selv om han ikke var fuldkommen tilfreds med hendes forklaring, måtte han dog erkende, at en del var faldet på plads.
”Tror du stadig, at jeg er et monster?” spurgte Ellen.
”Ærlig talt? Nej,” indrømmede han. ”Men min far er ikke lige så let at overbevise.”
”Og din mor?”
Dylan så på sine hænder. ”Uhm, hun døde sidste år.”

”…Det er jeg ked af.”
”Det er vi alle sammen. Min far især.”
Hun nikkede forstående. Lily havde været fantastisk. Nyheden om hendes død gjorde mere ondt, end Ellen havde forventet efter så mange år, hvor hun ikke havde set hende.
Ingen af dem havde lyst til at snakkede videre om dét emne.
”Så… Hvor er Emily?” spurgte Ellen forsigtigt.
Dylan kløede sig i nakken og var klar over, at han egentlig ikke burde sige noget, men han havde givet hende sit ord. ”Hun er også i bygningen. I et andet panikrum.”
”…Har I kidnappet en barn?”
Dylan svarede ikke, men blev rød i kinderne. Ellen så dømmende på ham.
”Det er ikke mig, der står for alt det her, okay? Jo, jeg slog jer ned og alt det… sorry…” Dylan rømmede sig lidt. ”Men min far styrer stedet. Han bestemmer herfra,” forklarede han.
”Vent… Stedet? Hvor er vi egentlig? Og hvor mange er I?”
”…Uh, det første kan jeg ikke rigtig svare på, naturligvis. Men vi er omkring femten jægere, mener jeg. Det er svært at holde styr på. Folk dør, andre kommer ind,” fortalte han, som om det ikke betød det store. Ellen følte sig både en anelse skræmt, men også fascineret. Personen foran hende mindede uhyggeligt meget om den Dylan, hun kendte engang, men han snakkede om ting, som hun ikke forstod og langt fra var vant til at høre fra hans mund. Der ville gå noget tid, før det endelig kom til at synke ind, at hendes ekskæreste både var hendes ekskæreste, men også var en jæger – stadig en skumfidus inderst inde, måske, men en hård en af slagsen.
”Så, hvornår slår I mig ihjel?” Hun var ikke sikker på, at hun ønskede et seriøst svar på spørgsmålet.
”Det kommer nok an på, hvor god du er til at se sød ud og snakke ordentligt, når vi holder fællesmøde i morgen.”
”Jeg ser altid sød ud, og jeg snakker altid ordentligt.”
”…Right.”
Ellen måtte give ham ret. Hun havde trods alt truet med at hive hans fars tunge ud. At snakke pænt og lade være med at bruge bandeord var ikke ligefrem den del af opdragelsen, som Dean havde lagt mest vægt på.
Dylan rejste sig fra stolen og gik hen til et bord i hjørnet af panikrummet, hvor en række af kanyler lå opstillet. Hun mærkede panikken stige sig til hoved med det samme, da han tog fat i en af dem og trykkede eksperimenterende på den.
”Jeg beklager, Ellie. En ordre er en ordre,” sagde han, men hun nåede kun at protestere i tre sekunder, før han havde stukket nålen ind i hendes arm.
”Jeg… hader dig,” mumlede hun, før hun mistede bevidstheden. Det sidste, hun tænkte, var, at hun inderligt ville ønske, at det passede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...