Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5755Visninger
AA

17. Kapitel 16 - Family Comes First

 



Diana bød på aftensmad, og derefter tog de afsked med hende og kørte endnu en gang afsted i den orange varevogn. Dylan sad bag rattet, mens de kørte i retning af Idaho og den gamle fabriksbygning og stoppede ved et motel for at overnatte. De talte ikke sammen, diskuterede ingenting med hinanden, men delte den samme seng, og da Ellen vågnede med sit hoved mod hans bryst, flyttede hun sig ikke, men blev liggende, mens han fortsat sov.
Da de begge var stået op og havde gjort sig klar til at forlade værelset, sagde Ellen noget for første gang, siden de var taget afsted.
”Dylan. Jeg tager ikke med til Idaho.”
Han stoppede op midt i en bevægelse og holdt nøglen til værelset i den ene hånd, den anden hånd på dørhåndtaget. Han drejede langsomt rundt.
”Jeg bad Sam om at sende mig en liste med navnene på alle dem, der er er blevet født den 17. november på Lancaster Pollard Hospital i årene 2015 til 2031. Han sendte mig otteogtyve navne, Dylan,” hviskede hun og trak svagt på skuldrene med et smil og blanke øjne. Det føltes stadig ubegribeligt for hende at sige det. At sige det til ham gjorde ondt.
”Ellie…” forsøgte han.
”Der er otteogtyve mennesker derude, der er ligesom mig. De fortjener at vide det. Hvad nu, hvis de er ligesom Emily? Hvad nu, hvis de har brug for hjælp?” spurgte hun og trådte et skridt tættere på ham, men han bakkede et skridt længere væk.
”Ellen. Du rejser ikke fra mig nu. Ikke igen,” sagde han og pegede en truende finger af hende, men hun smilede beklagende til ham og nikkede svagt. Han rystede benægtende på hovedet. Det kunne hun ikke…
Dylan kunne være besvimet på stedet. Hun havde tænkt sig at gøre det. Igen. Hver gang han troede, at alt gik perfekt, at tingene fungerede præcis, som de skulle, forlod hun ham og vendte alt på hovedet. Hvad gav hende retten til at være så egoistisk?
”Ellen,” sagde han så, da en tanke faldt ham ind. ”Elsker du mig ikke?”
Hun lukkede øjnene og tog hænderne til ansigtet. Aldrig havde et spørgsmål gjort så ondt, og hun havde lyst til at blive for at bevise, at hun elskede ham højere end noget andet, så han aldrig nogensinde skulle være i tvivl. Men hun havde et ansvar, der gik langt ud over hende selv – et livslangt job, som hun ikke kunne tage ham med på.
Hun så ham indtrængende i øjnene, så han vidste, at hun mente det, da hun sagde: ”Jeg har altid elsket dig. Og jeg vil altid elske dig.”
”Så tag mig med dig,” sagde han, vredt. Han ville gøre hvad som helst.
”Dylan, en af dem er flyttet til Argentina,” lo hun og slog ud med armene. ”Det her kommer til at tage flere år-”
”Jeg er ligeglad,” insisterede han.
Hun sukkede og rystede træt på hovedet. ”Hvad med din familie? Din far? August? Din drøm om at blive musiker?”
Dylan tav.
”Det er ikke så slemt,” fortsatte Ellen, men hun havde lyst til hånligt at le at sig selv. ”Det er meningen, at vi skal være sammen. Vi støder sikkert på hinanden igen en dag.”
Det var der ingen af dem, der troede på. Og da hun tog sin orange varevogn og kørte afsted, stod han tilbage på den støvede parkeringsplads og betragtede vejen. Hans mobil ringede, men hans fødder havde slået rødder i jorden, og hans arme var frosset fast ned langs hans sider. Først da mobilen ringede for tredje gang, lykkedes det ham at tage den. Det var hans far. Han savnede ham.


Fem år senere stod Dylan på en scene, mens et passioneret publikum skreg hans navn. Der var røde lys i baggrunden, og han stod alene med den guitar, der havde hendes navn skrevet over kroppen, og han sang sange om hende, som hun aldrig hørte. Hun var i Californien, i Missouri og i Argentina, hvor hun forsvandt i menneskemængder, på jagt efter unge som voksne, der var ligesom hende selv. Men hun var ikke alene. Som årene gik, fik hun Emily Larkey ved sin side, og hun havde Sam og Dean som to ud af tre kontakter i sin telefonbog.
Dylan kunne hun aldrig få sig selv til at ringe til. Han ringede heller ikke til hende. Han kunne ikke se pointen. Efterhånden havde han indset, at det måske bare aldrig havde været meningen, at de skulle være sammen.
Af og til så han hende blandt publikum. Han var naturligvis klar over, at hun egentlig ikke var der, men i øjeblikket troede han altid på det. Hendes smil var så ægte, så præcist ned til hver en enkelt detalje, og hendes hår havde den samme platinblonde farve, der ikke var til at tage fejl af. Nogle gange stod hun der længe, og han nåede at smile tilbage. Andre gange blinkede han blot en enkelt gang, og så var hun væk. Hun forduftede, forlod ham, forsvandt. Igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...