Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5756Visninger
AA

14. Kapitel 13 - I Have Missed You

 



Han skubbede hende ind gennem døren og lukkede den efter sig med foden, hans læber stadig mod hendes. Hun havde sine hænder på hans nakke og følte det som om, at de smeltede sammen, og hun vidste pludselig ikke, om hans arme var hendes, eller om deres taljer hang sammen eller ej.
”Måske burde vi ikke…” begyndte hun, mens han kyssede hendes hals.
”Jo. Det burde vi,” svarede han, og det slog hende, hvor meget han havde ret. I alle de år havde de kun bevæget sig længere væk for igen at finde sammen. De var nord og syd, skabt til hinanden, ligesom de begge havde vidst det engang, hvorefter de brugte fem år på at benægte det.
Hun trak ham ind til sig, kyssede ham og hev hans T-shirt af, og de fortsatte, ligesom det var meningen, at de skulle.

 

Næste morgen troede Ellen, at hun havde sovet hele natten igennem, og at det blot var en drøm som så mange andre. Men hendes hoved bevægede sig langsomt op og ned, som det lå på Dylans varme brystkasse, der trak vejret i en rolig rytme.
Hun løftede hovedet en anelse og redte sine blonde lokker med fingrene. Han sov stadig. Hans mund var lige akkurat åben i en smal sprække, og hans hår var uglet og trængte til at få klippet totterne ved ørerne.
Hun havde både lyst til at vikle sig ind i hans krop endnu en gang, så man ikke vidste, hvem der var hvem, men alligevel strittede mange af hendes instinkter imod, og hun steg forsigtigt ud af sengen uden at vække ham og gik udenfor alene for at overveje, om det hele var en fejltagelse.
Hun tog sit undertøj på igen og skulle til at tage en af hans trøjer over sig, men skiftede mening og gik i stedet ud i sin egen T-shirt, på trods af at morgenen var kølig og fik hårene til at rejse sig på hendes arme.
Det var alt sammen for overvældende. Da hun forlod ham, havde det taget hende flere uger at vænne sig til et liv uden ham. Og det havde hun også gjort. Hun havde rejst landet rundt i jagt på folk, der måske kunne hjælpe hende, og da ingen kunne eller ville have noget med hende at gøre, tog hun sagen i egne hænder.
Hun overlevede selv. Hun havde selv sørget for at få sin tilværelse til at hænge sammen. Og nu blev det hele splittet ad og vendt på hovedet, og i løbet af få dage var hun tilbage, hvor hun startede.
Var tingene anderledes nu? Måske. For det første var der ingen fare for, at hun kom til at slå ham ihjel længere. Alle hemmelighederne var ude af posen. Lærredet var rent og klar til at blive malet på endnu en gang. Men i stedet for alle sine gamle problemer, stod hun nu med en bunke nye. Dylans familie ønskede hende død. Hvis besøget hos Diana ikke gav de svar, som hun håbede på, hvordan så det så ud for dem som et par?
Det, der generede Ellen mest, var tanken om, at de fem år mellem high school og nu var spildt. Hun havde lært at klare sig selv og havde bevist, at det var muligt at leve uden nødvendigvis at have Dylan Watts i sit liv. Hun havde ikke lyst til at være afhængig af ham. Der var for meget, der kunne gå galt, og hvis det gjorde, skulle hun starte forfra.
Hun stod der i kulden og frøs i håbet om, at det kunne få hende til at glemme den varme fornemmelse af hans krop mod hendes.
Hun burde ringe til sin far. Han måtte være syg af bekymring, og hendes mobil lå stadig tilbage et sted i fabriksbygningen. Hun gik ind i værelset, hvor Dylan stadig var som i koma, og hun ledte rundt i hans jakke og hev hans mobil op ad lommen. Hun tastede nummeret og gik udenfor igen.
”Hvem er det?” spurgte Dean uvenligt i den anden ende. Hun kunne allerede nu høre, at han var presset.
”Far. Det er mig,” sagde hun og kunne på trods af hans tone ikke lade være med at blive umådeligt glad for at høre hans stemme.
”…Ellen? Hvor har du været? Jeg har prøvet at få fat på dig i dagevis, jeg satte Sam til at prøve at tracke dig-”
”Jeg har det fint, tak.”
Dean var stille for en stund. ”Undskyld. Det var ikke for at lyde vred.”
Ellen sukkede og gik lidt rundt på pladsen med bord-bænkesæt, og hun slog armene om sig selv i den kolde vind.
”Det er okay. Jeg har også savnet dig. Men hør, der er noget, du bliver nødt til at vide,” begyndte hun. Hun valgte at fortælle det hele fra starten af – om jobbet i den lille flække i Idaho, om Emily Larkey og om, at Dylan – ja, den Dylan – var jæger sammen med hele sin ”familie”. Det eneste, hun naturligvis ikke fortalte ham om, var det, der var sket aftenen før, men ellers fortalte hun ham alt - også om Lily og jobbet i Fort Collins.
Hendes far var stille. Usædvanligt stille. Han plejede at komme med indskydelser, ting, der faldt ham ind, og som blev sagt uden omsvøb eller andre ærlige vredesudbrud, men han sagde ingenting.
Dean stod i den anden ende med telefonen i hånden og prøvede at fordøje det hele. Han var hjemme i Kansas og havde været det siden i går, og han havde sørget for ikke at læse avis eller tænde for radioen, så han ikke blev fristet til at tage afsted igen. Han havde valgt at koncentrere sig om én ting: om at finde sin datter.
Selv om Sam var kommet over for at hjælpe til og for at holde ham med selskab, havde der været lang tid til at komme med teorier om, hvad der kunne være sket med hende. Men det sidste, Dean havde forventet, var, at hans datters umanerligt perfekte ekskæreste fra high school havde kidnappet hende.
Han havde egentlig aldrig mødt Dylan, men drengen havde spillet så stor en rolle i Ellens liv, at han ikke kunne lade være med at føle, at han kendte ham. Og mens Ellen forklarede om Fort Collins, vendte alle billederne fra sidste år tilbage, og han skammede sig over at kunne huske, hvordan politistationen så ud, når han ikke kunne huske nogen af ansigterne på dem, han havde slået ihjel.
”Dylan ved godt, at det ikke er din skyld. Eller Sams.”
Dean nikkede og skævede over mod sin bror, der sad ved skrivebordet og betragtede ham afventende med det samme bekymrede ansigtsudtryk, som han nærmest havde fra naturens side. Sams samvittighed var stor nok for dem begge. Hvis Dean følte sig skyldig, glædede han sig ikke til at høre Sams reaktion.
Dean følte sig sjældent skyldig. Han vidste, at Ellen havde ret, og at han selv havde gjort det rigtige i Fort Collins. Det var måske egoistisk, men den ene ting, der fik hans bryst til at knuge sig sammen, var visheden om, at hans handlinger næsten havde fået hans datter slået ihjel.
”Jeg er ked af, at du måtte gå igennem alt det på grund af os,” undskyldte han.
”Som sagt er intet af det jeres skyld, far,” forsikrede hun ham om. Det hele havde trods alt startet med hendes telekinese. De havde ikke engang vidst, hvem hun var.
”Hvad kan jeg gøre?” spurgte Dean, og det var en mærkelig ting, at det var ham, der spurgte hende om råd, men han følte sig forvirret. Var der stadig en dusør på hendes hoved? Eller var den nu landet på ham?
”Dylan og jeg er på vej over til en, der hedder Diana. Jeg ved ikke, om du eller Sam kender hende? Hun ved måske, hvad jeg er. Hvis vi på en måde kan bevise overfor Mr. Watts og Dylans familie, at jeg ikke er så dødsens farlig, som de vil have mig til at være, giver de måske op,” forklarede hun, og kunne godt selv høre, at den korte opsummering af deres plan lød meget urealistisk.
”Hvorfor kommer de ikke bare efter os i stedet?” undrede Dean sig.
Ellen smilede. ”Det tør de da ikke,” sagde hun, men mere seriøst tilføjede hun: ”Det er Mr. Watts’ hævntogt. De andre er kun med på den, fordi han bilder dem ind, at jeg ikke er et menneske. De ville protestere, hvis han ville myrde jer i koldt blod.”
”Men de ville nok blive lykkelige, hvis vi tilfældigvis blev kørt ned eller faldt fra fjerde sal.”
”Yup,” sagde hun og poppede p’et.
”Allright. Jeg leverer nyheden videre til Sammy. Få fat i en telefon og ring igen, og hvis du har brug for noget, så giv os et kald,” sagde hendes far, og hun blev glad for, at han ikke insisterede på at klare ærterne for hende. Hun vidste ikke, at han havde så meget tiltro til, at hun var i stand til det selv.
”Hils Dylan. Og fortæl ham, at hvis han skifter side igen, når han aldrig at se solen stå op.”
”…Right. Jeg tror, at jeg nøjes med at hilse.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...