Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5769Visninger
AA

13. Kapitel 12 - Change Did Not Change Us

 



I Utah boede Diana, en kvinde, der ifølge Dylan var en blanding af lidt af hvert – hun var både synsk, i besiddelse af den største samling historie- og religionsbøger, Dylan nogensinde havde set, og måske var hun også lidt en heks, selv om ingen turde spørge.
Hvis der overhovedet var nogen i hele verden, der vidste, hvad Ellen og Emily var, måtte det være Diana. Og hvis Ellen og Dylan skulle gøre sig forhåbninger om at få Mr. Watts og resten af gruppen til at indse, at de tog fejl, var de nødt til at finde svar.
De kørte hele dagen og stoppede kun for at spise, gå på toilettet eller tanke benzin. Radioen brugte de aldrig, for Dylan var med årene blevet god til at spille guitar og endnu bedre til at synge. Det var Ellen, der havde givet ham guitaren på hans 18-års fødselsdag, og han havde den stadig, selv om den efterhånden mere lignede et stykke skrot end et instrument. Hendes navn stod på den. Det var skrevet med sprittusch, men var alligevel ved at være slidt af, og det var nemt at overse blandt navnene på alle de andre mennesker, der også havde skrevet på den. Vicki Anderson havde endda lavet et stort hjerte rundt om sit navn. Men Ellens stod der stadig – med sirlige, håndskrevne bogstaver ned langs kroppen.
It's the eye of the tiger, it's the thrill of the fight, rising up to the challenge of our rival! And the last known survivor stalks his prey in the night, and he's watching us all with the eye of the tiger,” sang Dylan, og han grinede og skar tænder, da de lyse toner blev for svære for ham at ramme. Hvis ikke han havde spillet den, havde hun nok efterspurgt den, men det var ikke nødvendigt. Han vidste i forvejen, at det var hendes yndlingssang.
Da de kørte igennem en større by, parkerede Ellen bilen, så hun hurtigt kunne købe noget nyt tøj. Indtil videre var hun iklædt et temmelig spøjst sæt – hun havde Dylans alt for store T-shirt på og et par sorte bukser, der var den ene del af det jakkesæt, hvis blazer var blevet smidt ud, fordi den var sovset ind i blod. På fødderne havde hun et par smalle støvler, der engang havde været blanke, men ikke var det længere.
Hun valgte selv et par sneakers, fandt et par jeans i sin størrelse og tog også den T-shirt, som Dylan syntes var pæn. De betalte, hun klædte om, og så kørte de endnu en gang.
De fortsatte selv, da det var mørkt, og da Ellen ikke kunne holde sig vågen længere, tog Dylan over. Efter et par timer drejede han ind ved et motel, og hun sov så dybt, at han ikke nænnede at vække hende, så han gik ind for at købe et værelse og bar hende i seng.
Midt om natten vågnede hun, overbevist om at hun stadig sad i bilen og var faldet i søvn bag rattet. Der lød en rolig melodi fra strengene på en guitar. Ellen så sig omkring og rejste sig op i sengen. Et motel. Hun havde stadig tøj på, men hendes sko var taget af.
Hun tog en af Dylans hættetrøjer over sig, trippede forsigtigt udenfor på strømpefødder og lukkede døren. På pladsen foran motelværelserne stod et par skæve bord-bænkesæt, og på et af dem sad Dylan med sin guitar.
Han havde ikke opdaget hende endnu, og hun tillod sig at kigge. Hans skikkelse faldt i med baggrunden, men månelyset reflekterede sig i hans hår, og musikken fra hans guitar var som en dragende, hypnotiserende mantra, der trak hende tættere og tættere på. Det var smukt, tænkte hun. Han var smuk, alt var smukt – himlen, stjernerne, månen, musikken og billedet af ham, der sad med ryggen til og svajede let fra side til side. Det lignede en drøm. En af de drømme, hun tit havde haft, hvor det føltes som om, at han var så tæt på, men når han vendte sig rundt, ville hans ansigt forsvinde, og hun ville vågne og indse, at hun ikke havde set ham i årevis, og at der ikke udspillede sig andet end ondskabsfulde løgne i hendes underbevidsthed.
Men lige nu var det virkeligt, og han lignede sig selv, og han lignede den Dylan, hun så ofte havde drømt om og tænkt på og savnet, og hun kunne række ud og røre ved ham, hvis hun ville. Hun gik hen og satte sig ved siden af ham.
”Jeg har svært ved at sove,” forklarede han, selv om hun ikke havde spurgt ham om noget endnu. ”Undskyld at jeg vækkede dig.”
”Næh, nej, det er fint,” svarede hun bare, blød i knæene på trods af at hun sad ned.
Han spillede et par sagte akkorder igen og igen og så frem for sig med et saligt udtryk i ansigtet og et svagt smil på læben.
”Dylan?” sagde hun.
”Mhm?”
”Hvorfor er det min far og min onkels skyld, at din mor er død?”
Spørgsmålet hang længe i luften, før Dylan lagde guitaren fra sig og sukkede.
”For omkring et år siden arbejdede min mor på et job i Fort Collins, Colorado. En gruppe dæmoner havde besat en politistation. Min far arbejdede på noget ovre Iowa, så hun var helt alene. Hun fejlede,” sagde han fjernt, som om han havde skåret alle følelserne væk fra sine ord for at være i stand til at sige dem.
”Sam og Dean Winchester tog sagen bagefter. De dræbte dem alle sammen, men i stedet for at uddrive dæmonerne, slog de dem ihjel med en eller anden speciel kniv og tog bare værterne med i købet. Måske var de døde i forvejen. Måske havde de intet valg. Men måske, bare måske kunne min mor være i live, hvis de havde gjort det anderledes.”
Ellen vidste ikke, hvad hun skulle svare. Det lød så upersonligt blot at sige ”Det er jeg ked af,” men hun ikke finde på et andet alternativ og endte med at sige det alligevel.
Hun havde lyst til at lægge sin hånd på hans arm eller sit hoved på hans skulder, men hun vidste ikke, hvor meget det ville trøste. Hun var bange for, at han ville trække sig væk i stedet.
Dylan var ikke vred. I modsætning til sin far havde han givet slip på den vrede langt om længe. For Mr. Watts gjorde det sorgen nemmere – det holdt ham beskæftiget og erstattede håbløsheden med had, men for Dylan havde det bare gjort det meget værre.
”De gjorde deres job,” mumlede han og trak lidt på skuldrene. ”Og de gjorde det godt.”
Ellen flettede alligevel sin arm ind i hans. For Dylan var fornemmelsen så familiær, at det knap nok gik op for ham.
”Det er en af grundene til, at jeg ikke vil være jæger. Jeg har ikke lyst til at stå med andres skæbne i mine hænder på den måde. Hvad hvis jeg træder forkert? Hvad hvis de dør på grund af mig?”
Ellen drejede hovedet og så op på ham, men han kiggede stadig lige frem for sig, fordybet i tanker.
”Tænk på, hvor mange du redder,” påpegede hun. Hun vidste, at hvis Dean gjorde regnestykket op, ville han have reddet mange flere menneskeliv, end han havde taget. Det var den tanke, der tiltrak Ellen mere end noget andet – når hun en dag selv døde, vidste hun med sikkerhed, at hendes liv havde betydet noget, fordi hun havde sørget for, at andre havde deres i behold.
”Tjoh. Jeg ved det ikke. Jeg er nok bare ikke skabt til det her. Jeg nyder ikke at slå et monster ihjel, selv om det er rigtigt. Jeg gør det bare, fordi det er sådan, man gør. Hvis man ikke engang får den der belønnende følelse bagefter, er det svært at holde ud.”
”Hvis du hader det så meget, hvorfor blev du så ikke bare noget andet?”
Dylan smilede glædesløst. ”Det ved du godt.”
”Bare fordi jeg rejste, kunne du vel stadig vælge anderledes.”
Dylan nikkede. Han var ikke taget på college, fordi hun forsvandt, men det var hans egen skyld, og det var ikke retfærdigt at bebrejde hende for det. Det var hans egen måde at håndtere tingene på, der var problemet. Det havde taget pusten fra ham, og han kunne ikke overskue at skulle forlade sin familie midt i det hele. Så havde han pludselig ingen, og han følte sig igen som det skræmte barn, han havde været som otteårig, da han skulle på lejrtur med sin klasse – fuld af hjemve og følelsen af, at man var helt alene, selv om alle ens venner var med.
”Hvad ville du da gerne være blevet?” spurgte Ellen.
Han smilede skævt, en anelse flov. ”Musiker, tror jeg,” svarede han.
Ellen smilede også. ”Det lyder som en god idé. Du kan nå det endnu, ved du vel,” sagde hun. Hun kunne se ham for sig – han stod på en lille scene med et passioneret publikum, der skreg hans navn og havde armene i vejret, og det ville bare være ham, ham og hans guitar med hendes navn på, og der ville være røde scenelys i baggrunden, der fik tilskuerne til at forelske sig i hvem end, de stod ved siden af.
”Måske,” indrømmede Dylan. Han havde selv været af den opfattelse, at det var for sent nu, men han var trods alt stadig ung.
”Hvad med dig selv? Kunne du ikke forestille dig at være noget andet?”
”Hmm,” sagde Ellen. Hun havde selvfølgelig overvejet det, da hun også overvejede at tage på college med ham, men hun havde aldrig kommet på nogen ordentlige idéer.
”Tryllekunstner!” udbrød hun så og lavede store øjne. ”Jeg kan lave sådan lidt hokuspokus-” sagde hun, og hun rakte sin arm ud mod luften og fik et par blade fra jorden foran dem til at svæve rundt i luften, ”-og jeg ville blive verdensberømt, fordi jeg kan jonglere med hænderne bag ryggen og afslutte mit show ved at flyve henover publikum og ud af salen.”
”Vent, kan du rent faktisk flyve?” spurgte Dylan imponeret
Ellen lo og rystede på hovedet. ”Jeg prøvede engang og fløj fem meter. Før jeg landede og slog hovedet mod gulvet. Jeg har ikke prøvet det siden.”
Dylan grinede. ”Du havde også meget tit skrammer og blå mærker i ansigtet.”
Heldigvis, tænkte Ellen. Ellers havde han nok aldrig snakket med hende i første omgang, hvis det ikke var fordi, at han af natur var så bekymret for andre mennesker. I high school havde alle elsket ham. Alle. Det var ikke sådan, at han kun var elsket af de populære, og at alle de upopulære derfor egentlig ikke brød sig om ham, fordi han selv var populær. Han var umulig ikke at holde af – han var høflig og nede på jorden, og han var aldrig tarvelig eller afvisende over for nogen. Lidt for tolerant, måske, havde Ellen ment. Hun havde aldrig forstået, hvorfor han havde valgt netop hende. Der stod mange i kø, deriblandt Vicki Anderson, der havde årgangens største bryster og havde været model, siden hun var ti. Vicki havde altid været overfladisk og intetsigende som person, men Dylan havde selvfølgelig ment, at hun var meget flink, og Ellen havde selvfølgelig været brændende jaloux.
”Kom du egentlig nogensinde sammen med Vicki Anderson?” spurgte hun. Hun var ikke jaloux længere, bare nysgerrig.
Dylan kløede sig skamfuldt i nakken. ”Uh, én gang.”
”…Kun én gang?” spurgte Ellen med løftet øjenbryn.
”…Hun skreg meget,” forklarede Dylan og skar tænder. Ellen kunne ikke lade være – hun eksploderede af grin.
Hun lo og lo, gryntede vist også lidt en gang imellem, hvilket fik Dylan til at grine, og da de havde grinet så længe, at deres maver gjorde ondt, sukkede Ellen dybt og lod sit hoved falde ned på hans skulder. Hun følte sig på en måde træt, men samtidig også så glad, at hun aldrig nogensinde havde lyst til at falde i søvn, fordi øjeblikket så ville være overstået.
Han så på hende da, med hendes euforiske udtryk i ansigtet og med stjerner i øjnene, og hendes blik mødte hans. Han kyssede hende, og tiden stod stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...