Retribution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2015
  • Opdateret: 18 jun. 2015
  • Status: Færdig
// Ellen Winchester har altid ønsket at følge i sin fars fodspor. Ligesom Dean vil hun være jæger, men da hun under sin skolegang i Lawrence forelsker sig i den charmerende Dylan, bliver hun pludselig draget i tvivl. Ellen står i et svært valg med kærligheden på den ene side og et liv som jæger på den anden, men da hendes uforklarlige kræfter en dag tager overhånd, forlader hun Lawrence og Dylan uden at se sig tilbage.
Fem år efter bliver en ung pige fundet myrdet på et skoletoilet i en lille flække i Idaho, og jobbet viser sig at byde på overraskelser og hemmeligheder, som Ellen aldrig havde forestillet sig. For midt i det hele vender en ganske særlig person tilbage – Dylan. // Vinder af "Kampen mellem fandoms"-konkurrencen i kategorien "Supernatural".

34Likes
65Kommentarer
5756Visninger
AA

12. Kapitel 11 - Bonnie & Clyde


 


”Jeg har det fint,” snappede hun, da han for tredje gang havde påpeget, at hun blødte. Voldsomt.
Emily sad på bagsædet, Ellen på forsædet, og Dylan kørte en anelse over fartgrænsen for at slippe hurtigt nok væk. De var ikke blevet forfulgt, men hvis de skulle finde et trygt sted at sove, skulle det være langt derfra.
Emily og Ellen var begge vågnet fra deres døs, men Ellen var for første gang taknemmelig for at have bedøvelsesmidler i blodet. Hun vidste ikke, hvor slemt såret var, og hun turde ikke fjerne Dylans trøje for at finde ud af det.
”Hvor skal vi hen?” spurgte Emily. Dylan svarede ikke, men holdt sine øjne fikseret på vejen.
”Vi finder et motelværelse. I morgen skal du nok komme hjem til dine forældre,” sagde Ellen.
”Skal du ikke på hospitalet?” spurgte pigen bekymret.
Ellen forsøgte at smile til hende. ”Jeg skal nok klare mig,” sagde hun overbevisende og klemmede hårdere mod trøjen. Hun kastede et blik mod Dylan, der med seriøs mine fortsat så ligefrem. Hun kunne kun forestille sig, hvordan han måtte have det, så hun lod ham være og undgik at sige for meget eller beklage sig over smerten.
En halv time senere drejede han ind ved et motel og parkerede bilen. Han betalte for et værelse med kontanter og kom tilbage med nøglen, og de skyndte sig indenfor, før nogen fik øje på dem eller blodet.
Værelset bestod af et lille toilet, et entrérum med køleskab og en sofa og til sidst et soveværelse med en enmandsseng.
”Jeg sover på gulvet,” tilbød Dylan.
Han låste værelset af og fik Ellen placeret på sofaen. Han skulle til at fjerne trøjen fra hendes sår, da det faldt ham ind, at Emily ikke burde være tilstede, mens han syede det sammen.
”Emily, du kan bare gå i seng. Du er sikker her i nat,” sagde han venligt. ”Tag bare sengen derinde.”
Han pegede ind på soveværelset, og Emily forstod en hentydning og gjorde, som han sagde. Hun var træt og var egentlig også glad for at slippe for at skulle se på blodet.
”Okay,” sukkede Dylan og fjernede langsomt trøjen. Ellen skar tænder. Han havde taget bandager, sytråd og nål med fra bilen. Han hev et lille bord tættere på, fjernede blomstervasen på det og placerede sit førstehjælpskit dér sammen med rene håndklæder og en balje varmt vand.
”Tag blusen af,” sagde han, eftersom hun var blevet ramt i højre skulder.
Ellen så dømmende og mistroisk på ham.
”Ellie, jeg har set dig uden en bluse på før,” fortsatte han utålmodigt. 
”Det var noget andet.”
”Præcis, denne gang skal jeg sy dit skudsår i stedet for at have sex med dig, okay?” lo han. ”Væsentlig forskel. Lad være med at være sådan der.”
Hun prøvede at se sur ud, men smilede alligevel. Hun tog modvilligt fat i blusen med venstre arm, og han hjalp hende med at få den over hovedet.
Dylan var forberedt på ikke at komme til at stirre, og han vendte opmærksomheden mod tingene på bordet. Han tog et af de hvide håndklæder, dyppede det i vandet og tørrede forsigtigt hendes arm ren.
”Den snittede vist bare,” mumlede hun. Dylan skiftede det rødplettede håndklæde ud med et rent.
”Tak,” sagde hun så og mente det virkelig. Han nikkede kort.
”Hvorfor skiftede du mening?”
”Mavefornemmelse.”
”Hm.”
Han lagde håndklædet tilbage i baljen og fandt nål og tråd frem, gik over i køleskabet og tog den mest alkoholiske drik, han kunne finde, før han hældte en anelse af den ud over såret. Ellen lavede en grimasse og rakte ud efter flasken. Hun tog en ordentlig slurk.
Dylan prikkede forsigtigt hul i hendes hud omkring såret og syede det omhyggeligt sammen. Ellen så frem for sig. Hun vidste, at han ikke ville have været i stand til at slå hende ihjel, men at han ligefrem reddede hende midt om natten var kommet som en overraskelse.
Hun havde lyst til at stille ham mange spørgsmål. Mest af alt spørgsmålet om hans mor og om, hvordan det kunne være hendes families skyld. Men hun fornemmede tydeligt, at han forståeligt nok ikke var i det største humør til at snakke, så hun lod ham blot sy hendes sår sammen i stilhed.
”Så,” sagde han. ”Du kan gå i bad først. Bare tag en af mine rene T-shirts fra tasken.”
Hun nikkede og mumlede et hurtigt tak, og Dylan rejste sig og puffede forsigtigt døren ind til Emily op. Ellen gik ind på toilettet og klædte sig af, men hun lod døren stå på klem, så hun kunne høre, hvad de snakkede om. Han spurgte, om hun var vågen, og det var hun.
Ellen hørte ham undskylde som det første, og så forklarede han Emily, at han nok skulle sørge for, at hun kom sikkert hjem igen. Ellen smilede lidt for sig selv. Hun hev en af hans mørkeblå T-shirts over hovedet, og den faldt trygt og varmt ned over hende og duftede af den samme cologne, som han altid havde brugt.
”Men… de har jo ret,” sagde Emily så, og Dylan, der ellers var på vej ud af døren, vendte sig rundt igen. Han tillod sig at sætte sig ned op ad væggen.
”Jeg slog Melissa Milton ihjel,” sagde Emily. Hun mumlede det ikke, men sagde det højt og tydeligt. Det lød som en tilståelse, selv om Dylan selvfølgelig vidste det i forvejen, men det var første gang, hun havde sagt det højt. Selv om ordene gav hende kvalme, var det ikke så slemt, som hun havde frygtet. På en måde var det befriende.
”Jeg kan godt forstå, at de tror, at jeg er et monster,” fortsatte hun. Dylan havde troet, at hun var vred på ham, men det havde hun aldrig været. De seneste dage havde været forfærdelige, men nu hvor det hele var overstået, følte Emily sig lettere. Som om hun havde taget en del af den straf, hun egentlig også fortjente.
”Vil du vide, hvad jeg tror?”
Emily nikkede. Ude fra badeværelset lyttede Ellen med, nysgerrig.
”Jeg tror, at alle er i stand til at være onde. Men monstre kan lide at skade andre. Resten af os… kommer bare nogen gange til det ved et uheld,” sagde han og trak på skuldrene.
Emily smilede taknemmeligt. Hun havde lyst til at græde. Og da han forlod rummet og lukkede døren i, var det også det, hun gjorde. Men smilet sad stadig fast på hendes læber, indtil hun faldt i søvn, og med hver tåre, der faldt mod hovedpuden, følte hun sig mere og mere fri.

 

Næste morgen kørte de mod Emilys hjemby og stoppede på vejen for at spise frokost. Det var en billig diner, men Dylan havde sjældent betalt så meget for morgenmad – både Emily og Ellen skovlede mad i sig, som havde de ikke spist i dagevis. Det havde de nærmest heller ikke, tænkte Dylan skyldigt, og for at få det bedre med sig selv bestilte han en kurv pomfritter til Ellen, som hun med munden fuld af pandekager tog imod med største glæde.
Da de kørte videre, satte Ellen sig om på bagsædet ved siden af Emily, så de bedre kunne tale sammen. Dylan havde svært ved at forholde sig til, hvad de snakkede om – det var en masse om at starte småt, om at rense sit sind for tanker og om at blive bedre til at bevare roen og tænke på ting, der fik en til at slappe af, når man var ved at blive for vred. Meditation hjalp også. Og nogle gange var det nok bare at tælle til ti, når man først var blevet god til at kontrollere sine følelser.
Dylan så sig over skulderen og spurgte, om man skulle tælle på tysk, ligesom drenge gjorde, når de så en pige i bikini, og Emily fnes. Ellen slog ham på armen, men hun grinede også.
Da de ankom til byen satte de Emily af foran hendes hus. Hun syntes, at det pludselig var blevet meget mindre at se på.
”Du skal nok klare dig, okay?” sagde Ellen og omfavnede hende. Hun lod sine hænder hvile på pigens skuldre og så hende alvorligt i de store, mørke øjne, og Emily lyttede opmærksomt efter.
”Men du bliver nødt til at tage væk herfra. Jo længere væk, jo bedre.” Emily nikkede, men kunne ikke bekymre sig om meget andet, end om hvordan hun dog skulle få overbevist sine forældre om at rejse med det samme.
Dylan sagde farvel, og Emily bankede på døren. Dylan og Ellen satte sig tilbage ind i bilen og kørte, før døren blev åbnet.
”Du burde gøre det samme,” kommenterede han lavmælt.
Ellen rystede på hovedet. ”Jeg flygter ikke.”
Hun viste vej gennem byen hen til der, hvor hun havde parkeret sin bil. I tilfælde af, at nogen ledte efter dem, ville det være en god idé at skifte køretøj.
”Der,” sagde hun, da hun fik øje på varevognen, og Dylan standsede sin Mercedes. Ellen steg ud og kærtegnede den orange overflade.
”Aah, baby, jeg har savnet dig,” sagde hun, men indså, at hun ikke havde sin bilnøgle. Da hun var blevet taget til fange, havde de taget hendes frakke og alt, der lå i den.
”Det… er det din bil?” spurgte Dylan med et løftet øjenbryn.
Ellen nikkede med rank ryg.
”Jamen, skønt. Lad os flygte i en neonfarvet blikspand for ekstra anonymitet,” mumlede han og åbnede baggagerummet i sin Mercedes. Ellen skulede fornærmet, men hjalp ham med at bære alle sine våben og ejendele over i varevognen. Da de var færdige, gik Dylan om på den anden side af bilen og tog i håndtaget.
”To sekunder,” sagde hun og placerede sin hånd få centimeter fra låsen. Hun lukkede øjnene, koncentrerede sig og hørte klikket, før hun åbnede døren og satte sig ind.
Dylan stirrede lidt. ”Det der var awesome,” udbrød han imponeret, og Ellen smilede bare selvtilfreds og sagde, at det ikke var en særlig big deal, hvorefter hun fik motoren til at starte.
De kørte i timevis. Først var det bare for at komme væk, men Dylan havde en plan og gav hende adressen. Ellen havde dog ikke en GPS, så det meste af turen gik med, at hun kørte, mens han skiftevis navigerede og spillede guitar med fødderne hvilende over handskerummet.
I det øjeblik havde de fem år uden hinanden aldrig eksisteret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...