En drage som vogter

Den vente sit lille ansigt mod hende, dens øjne var store og hun blev forbavset over de perle-agtige grønne øjne. Hun rakte hånden ud mod den. Den snusede til den, og kom med nogle mærkelige lyde. Hun rørte den forsigtigt på snuden, dens skel var bløde og varme.


Nanna er en helt normal pige, stædig, fræk og nyskerig... men hendes liv tager en brat drejning, da hun finder en mystisk mørke blå baby drage i skoven... *** Det her er min første historie, og undskyld stavefejl... Kom endelig med Feedback, den kan jeg ikke få nok af :)

2Likes
2Kommentarer
1020Visninger
AA

15. Drageøen

Den store drage foldede langsomt sine vinger ud. ”God tur,” grinede Merle og så spændt på dem. Nanna så sammenbidt på ham. Den gamle drage satte af. Hun gav et skrig fra mig, verden blev mindre, og himlen åbnede sig for dem. Nemo fløj bagefter den store drage. Det føltes som om, vinden var ved at blæse hendes hår af. En forfærdelig og fantastisk følelse fik hende næsten til at falde af, hun Fløj virkelig. Klitterne blev mindre bagved dem, og forude strakte det uendelige hav sig så langt øjet rakte.

 

Da de havde fløjet i lang tid, og solen var ved at gå ned, fik de endelig land i sigte. Det var en klippeø, der ravede op af vandet. Men øen var indhyllet i en stor røgsky. ”Hvorfor har ingen opdaget den endnu,” råbte Nanna imod blæsten. ”Ingen kan trange ind her, der er underjordiske vulkaner, og der er en masse skarpe skær. Så det er i hvert fald umuligt at sejle ind,” sagde den gamle drage. ”Og de småpøler af lava, der flyder ud i havet, får vandet til at fordampe, så øen altid er i indhyllet i en dampsky. Og da lava bliver til sten ved nedkøling, udvider vores ø sig ligeså langsomt. Det høje bjerg, du kan se der, er en vulkan, der for langtid siden dukkede op af havet. Dragerne lever i huler i klippesiden… Det er et paradis for drager,” sagde han, med lys i øjnende. ”Men hvad lever de af?” Spurte Nanna undrende. ”Vi lever af fisk og vildt,” svarede dragen. 

 

Øen kom kun langsomt frem. Men den blev større og større. De sidste stråler fra solen faldt på dem. Nanna havde aldrig set noget smukkere. Hendes hår fik et rødligt skær, og den gamle drages skæl lyste hvidt. Men Nemo overstrålede den gamle drage og hende stort; hans skæl lynede. Han kastede mørkeblå og turkisgrønne skråler ud til alle sider. Men det smukkeste var ikke dem, det var havet og himlen. Havet glidrede som flydende diamanter, og himlen lyste af røde, blå, lilla, lyserøde og orange farver.

 

Øen hævede sig over dem, som en gigantisk drage. De sidste stråler var ved at blegne, og tusmørket kom snigende. Den gamle drage stig op af. Nannas hænder var følelsesløse, og hendes hår turde hun ikke tænke på. Vinden piskede hende stadig i ansigtet, men hun var ved at blive vandt til hans bevægelser. Nemo hang udmattet i luften. Hun havde haft han til at side ved sig, men det blev han hurtigt rundtosset af.

 

Dragen begyndte en let nedstigning og få minutter efter, landede han tungt på den stenede jord. Nanna steg ned, men kunne ikke gå. Så lagde hun ned mod den gamle drages bug, og faldt hurtigt i søvn med Nemo i skødet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...