Kære dagbog...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 21 jun. 2015
  • Status: Igang
Det her er mit bidrag til dagbogs konkurrencen. Men måske det mest af alt, har givet mig en god grund til at skrive noget. Jeg vil skrive lidt om alting. Der er alligevel ikke nogen der ved hvem jeg er, så hvorfor ikke tømme hjertet ud her?

0Likes
0Kommentarer
265Visninger
AA

3. 19. Maj 2015

 

Kære dagbog 

 

I dag gør mit hjerte ondt. 

Da jeg startede på gymnasiet, kunne jeg ikke se på andre fyre, uden at tænke på ham. Det gør mig trist, når jeg tænker videre over det. Hans eksistens har spoleret min mulighed for at snakke med fyre, men selv end ikke det, kan få mig til at hade ham. Jeg så mig omkring på gangene, så smukke ansigter, men jeg kunne ikke lade være med at sammenligne dem med ham. Det gør jeg ikke mere. Han er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Den måde hans hår ryger ned i øjnene på ham, og den måde han kæbe spænder op når han koncentrere sig. Han har det mest smittende smil i verden, noget af et chamerende smil, og så kiggede han altid på mig, på den der måde som alle ville ønske at de blev kigget på. Det kunne jeg jo godt se, eller også var det noget jeg bildte mig selv ind. Jeg ved det ikke, og det kan også være ligemeget nu. Det allersmukkeste ved ham, har altid været hans hænder. Jeg tror aldrig jeg har set noget så smukt. Nogen gange kører jeg min hånd henover de steder på min krop, hvor han har rørt mig. Jeg kan ikke huske hvordan det føles længere, og det gør mig forfærdelig trist. Lidt ligesom når det bliver vinter, og du pludselig ikke længere kan huske hvordan det egentlig føles at mærke solen varme dine skuldre, og du kan pludselig ikke forestille dig at du nogensinde vil kunne gå udenfor i shorts og en kort top. Pludselig er det sommer, og det hele rammer dig så hårdt, og du kan ikke forestille dig at du nogensinde er nødt til at pakke dig ind i lange bukser, og en stor trøje. Sådan fortsætter det. Når jeg tænker på ham, har jeg brug for konstant at minde mig selv om, at jeg vil finde en med lige så smukke hænder. En som vil holde min hånd, og kysse mig i håret, på samme måde som han gjorde. Jeg kan ikke huske hvordan det føles at blive holdt om, og holdt i, og jeg har brug for den følelse, mere end noget andet for tiden. Han holdt altid om mig, snakkede til mig, og kiggede på mig på dén der måde. Men ikke kun det. Han gjorde alting på en måde som sagde, "kom her, kom herhen, men ikke for tæt på" og jeg tænkte aldrig videre over det. Jeg har aldrig helt forstået hvad det var han ville med mig, og om der overhovedet var noget, og jeg tror det er det som hjemsøger mit hjerte. Mit forhold til ham har altid været noget rod. I hvert fald for mig.

Jeg prøver altid på at lade være med at tænke på ham. Det går bedre nu, end det har gjort længe, men jeg tror aldrig at følelsen forsvinder helt. Jeg kan forhelved ikke engang huske hvordan han ser ud, og alligevel taber jeg mit hjerte på gulvet, hver gang nogen nævner hans nævn. Jeg bilder stadig mig selv ind at jeg savner ham, når jeg godt ved at jeg ikke har den fjerneste anelse om hvem han er længere, og det samme med mig. Vi kender ikke hinanden. Han er en fremmed, som jeg engang gav en del af mig selv til, og jeg fortryder det ikke. Jeg har aldrig fortrudt, at lysten til at tømme mit hjerte ud lige foran ham, opstod hver eneste gang jeg så ham. Jeg er dog taknemmelig for at det aldrig rigtig skete. Så ville han havde været en fremmed med alle mine hemmeligheder, og som det er i mellem os nu, eller som det ikke er i mellem os nu, så er jeg glad for det. For der var aldrig noget. Det hele er en sløret illusion af ham og jeg, som jeg håbede kunne blive til et os. Det er en naiv tanke, og til tider får den mig til at krympe sammen af skam. Den samme slags skam som når man har gjort noget, som man egentlig godt ved at man ikke må. Jeg snakker ikke om det mere. Jeg nævner det ikke længere, og det er ikke noget jeg fortæller folk om. Når folk spørger mig om det, så griner jeg henkastet, og siger at det kan være ligemeget. Men indeni går mit hjerte lidt i stykker igen. Som om det er limet sammen, og ikke længere kan holdes sammen. Bare for en stund. Så bruger jeg de næste minutter, på at svinge gaffatape om mit hjerte, så det kan holdes sammen lidt endnu, og forhåbentlig en dag, falder det ikke længere fra hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...