Marguerita

Hvad vil du gøre hvis du ser Marguerita visne dag for dag, på grund af hendes tabte kærlighed? Jeg frygter hun snart bliver en af de senile gamle kvinder, som ikke husker hvorfor livet er værd at leve. Det punkt ønsker jeg ikke hun når. Hun skal beholde sin livsglæde, sin hæse latter og sit pragtfulde smil helt til verdens ende. Dette er en virkelig historie.

0Likes
0Kommentarer
325Visninger

2. .

Hendes navn er ligesom blomsten marguerit. Blomsten med gul midte og fine snehvide blade, en lille sol i mine øjne. Marguerita er hendes navn. Jeg besøger hende af og til på plejehjemmet. Blomsterne i vindueskarmen skriger efter vand, når jeg åbner hendes dør. Den eneste lyd, der er i rummet, er udsugningens hurtige vejrtrækning. Hvis den ikke åndede så højlydt, vil jeg mene, at man kunne høre støvfnuggene stryge sig mod hinanden. Lakken på gulvet er slidt af på hendes yndlingsplads, for hun sidder, som hun plejer.

Hun har en vane med at køre sine fødder hen langs gulvet, så nullermændene bliver samlet et sted nedenunder hendes bord. Der bliver næsten aldrig støvsuget, og støvet ligger som et tæt lag overalt. Chancen for at få astma er oppe på 100 procent, så slemt er indeklimaet. Men når alt dette er sagt, så smiler hun stadig.

Hendes øjne kalder jeg sjælenes spejl, de har samme farve som iskrystaller og udstråler juletidens glæde. Hendes krop er så sart som et spædbarns åndedrag, så sart som nyudsprungne blomster.

Selvom vejret er gravstensgråt, da jeg kommer, kan jeg stadig få lokket et smil ud af hende. Regnen trommer voldsomt på ruderne, og vinden hyler i træernes kroner. Æbletræet udenfor den uigennemtrængelige rude står med sine flotte hvide blomster. Træet bukker sig hver gang, vinden rammer dens skrøbelige grene. En fugleskare prøver at flyve op imod vinden, men falder tilbage. De ravnsorte vinger er ikke stærke nok. Vi sidder indenfor i en trykkende varme, men er alligevel taknemmelige for, at vi ikke er manden ude i den silende regn. Han kæmper med tiden, og prøver at skære sit nyfældede træ i mindre stykker. Lossepladsen lukker snart, og tiden kniber.

Marguerita og jeg sidder inde i den tætte varme og drikker skoldvarm te med sukkersøde kager. Hun får sværere ved at huske mig på grund af hendes sygdom, og jeg frygter en dag, at hun vil glemme mig helt. Hun husker dog alligevel fortiden så godt, som hun kender sin egen bukselomme. Selv om hendes mand døde for mange år siden, husker hun navnet på ham endnu.

Hver gang vi snakker om ham, smiler og griner hun af de eventyr de har været igennem sammen. Ud af munden på hende kommer der skønne eventyr og en sandpapirshæs latter, som er mærket af årene. Marguerita mødte sin mand ved et rent og skært tilfælde, og det er altid tilfældighederne, der sker noget magisk ved.

De mødte hinanden, da de studerede. Marguerita læste til psykologi og skulle vide noget om statistik. Statistik var ikke hendes stærkeste side, og sammen med to andre venner betalte de en anden studerende for at hjælpe dem. Det var hendes senere mand, som de betalte for at hjælpe. Det var første gang, de mødte hinanden.

Sidste gang jeg så hendes mand, lå han på hospitalet. Hans rynkede ansigt så fredfyldt ud, i solens skær fra vinduet. På kroppen bar han en afbleget himmelblå skjorte. Han havde fået en bred iltmaske ned over hovedet. Selv fra lang afstand kunne jeg se, at iltmasken blev tildugget hver gang, han åndede ud. Det hvide natbord ved siden af hospitalssengen passede på hans velkendte runde briller. Forhænget ved siden af ham kunne dække mit udsyn til ham, hvis nogen hev det længere hen. Nogle dage efter mistede jeg synet af ham. Det var som om, forhænget var blevet trukket for uden min tilladelse. Han døde af lungekræft.

Jeg savner ham af og til, det gør Marguerita også. Hendes indre blomst hænger lidt mere med hovedet, og hendes hukommelsestab tager til i styrke.

Det bliver sværere at holde hendes opmærksomhed, og hun er forfærdelig stille. ”Du fylder snart år,” siger jeg til hende, og hun kommer selvfølgelig med den sædvanlige kommentar: "Det var dog skrækkeligt." Jeg er enig, mit hjerte kan ikke holde til mere død og ødelæggelse. Tiden går, og jeg har svært ved at følge med. Der er mennesker, som hver eneste dag må lade livet for andre. Men jeg holder fast i min blomst med næb og klør og håber, hun holder helt til verdens undergang.

Inden jeg tager hjem, griber jeg fat i rullestolens sorte håndtag og kører hende hen til de andre. Men en tristhed har sat sig fast i mig.

Jeg er bange for, at hendes indre marguerit vil visne, og asken vil flyve bort med blæsten, hurtigere end jeg kan nå at blinke. Jeg er bange for at livsglæden vil sive ud af hende. Jeg frygter, at hun glemmer mig, og at jeg glemmer hende. Jeg lever i frygtens skygge. Nu venter og håber jeg på at besøge hende igen på plejehjemmet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...