Sekunder for sent

En kvinde stopper sin bil og kommer ud. Hun kan ikke tro sine egne øjne, men det er allerede for sent. Livet forsvinder langsomt fra øjnene.

Novellen er skrevet til afgangseksamen i 9. klasse tilbage i år 2013. [Karakter = 12 ;) ]

4Likes
8Kommentarer
431Visninger
AA

2. Brev til posthuset

De havde altid været efter ham. Helt fra anden klasse og til nu i niende. Det var blevet værre og værre gennem årene. De havde skubbet til ham, piftet hans cykel og endda sparket og slået ham, så det gav blå mærker. En dag havde Christoffer råbt inde i klassen direkte til Jonathan: "Hvis du ikke snart lader være med at vise dig offentligt, må vi snart sørge for, at du slet ikke kan gå i skole længere!" Ingen sagde noget til det, alle var bange for at stille sig op imod Christoffer. Dagen efter havde de lagt en seddel i hans taske. Jonathan så den efter skole. Mathias, Christoffers bedste ven, havde skrevet det. Hans håndskrift var grim, men han var den eneste blandt slænget, som kunne skrive med en læselig skrift:

Vi gav dig en advarsel! Vi har set dig hver dag i skolen, det vil vi ikke se mere af. Det er først nu det bliver grimt. Forbered dig på det værste.

Jonathan havde gemt sedlen for alle, og ved første lejlighed havde han brændt den i pejsen.

 

To dage efter havde de banket ham i skolens redskabsskur. Det havde forårsaget blå mærker, men så var det heller ikke værre. Jonathan havde set noget lignende komme.

Ugen efter havde de spredt alle hans ting i skolegården, og da Jonathan ville samle dem op, kom slænget frem fra forskellige skjul og begyndte skiftevis at sparke eller slå ham. Jonathan var forsvarsløs, han kunne intet gøre mod dem. Lige så snart han havde samlet kraft til enten at slå igen eller prøve at løbe, havde en ny slået eller sparket ham. Han havde ligget på asfalten i skolegården, og turde ikke rejse sig, før han vidste at alle fra slænget var væk. Han ville til enhver tid stoppe i skole, men det var der ikke tale om, hans forældre tvang ham til at fortsætte.

 

På denne dag havde det været værst. Jonathan skulle aflevere et brev på posthuset fra sin mor. Det regnede voldsomt ude på landevejen ved enden af byen, det var i slutningen af oktober. Han nåede næsten ikke at begynde sin vandring hjem igen, før de var dukket op og havde omringet ham. De havde en kniv med. Først truede de med at skære struben over på ham. De grinede og morede sig over, at de have fået Jonathan til at blive hvid af skræk. Derefter smed de ham på jorden, de holdt ham fra hver side. Henrik holdt armene. De stærke tvillinger, Mads og Mogens, holdt benene. Mathias holdt hovedet, imens Christoffer skar Jonathan ned ad kinden, så det blødte hele vejen ned til øret, hvor det dryppede en smule ned på vejen. Jonathan klagede højlydt. Han vristede sig løs af Mathias' greb omkring hovedet. Christoffer begyndte at sparke Jonathan i maven, og Mathias begyndte hurtigt på det samme. Jonathan fik vristet sine arme til sig og krummede sig først sammen for at beskytte maven. Lige så snart Christoffer og Mathias holdt inde med at sparke, prøvede Jonathan at kravle væk. Han sparkede med benene og skubbede sig fremad med armene, men lige meget hvad Jonathan gjorde, holdte tvillingerne fast. Christoffer og Mathias grinte højt og hånligt. Henrik tog fat i armene igen og holdte højre ringfinger op. Henrik bøjede den bagud, og Jonathan begyndte at skrige, så højt han kunne. Smerten var utålelig. Ingen i nærheden af posthuset, som kunne høre ham. Henrik stoppede, da han havde fået fingeren tilstrækkeligt langt bagud i et lille knæk. Christoffer begyndte at tæve Jonathan, inden han kunne nå at få set på sin finger. Da Jonathan langsomt var holdt op med at kæmpe imod, simpelthen fordi de havde slået alt kraft ud af ham, stoppede Christoffer. Tvillingerne spurgte, om det var nok nu. Christoffer satte sig på hug ved siden af Mogens og tog kniven frem. Han trykkede kniven langsomt ned ad Jonathans venstre skinneben, så en dyb flænge viste sig og begyndte at bløde. Christoffer sagde nu, at han måtte hjem. De tømte Jonathans lommer for alt hvad han havde med sig, og så gik de alle. De lod Jonathan ligge på jorden.

Da Jonathan efter et stykke tid fik samlet kræfter til at sætte sig op og kigge rundt omkring, var de alle væk. Han rejste sig for hurtigt op og blev svimmel, men han blev stående. Da han satte første ben foran det andet mærkede han sit venstre ben. Han mærkede hvordan flængen åbnede sig og rev i ham. Jonathan fortsatte med at gå. Langsomt begyndte hans finger at dunke, og han kiggede på den, men sænkede hurtigt hånden igen. Et af leddene havde sat sig helt forkert, og hele hans finger lå i forkert retning.

 

Vinden var taget til, og susede gennem skuret. Det gik op for Jonathan, at de aldrig ville stoppe, de ville jagte ham og tæve ham hårdere og hårdere, lige indtil den dag hvor de slog ham ihjel. Han rejste sig igen og gik indenfor. Han styrede direkte mod sine forældres soveværelse, hvor han vidste, at der lå en pistol. Hans far havde været ude i voldsom kriminalitet og var nu i fængsel. Jonathans mor havde endnu ikke fjernet den. Han gik ned til posthuset. Pistolen holdt han i hånden gemt under sin trøje. Han ville gøre en endelse på lidelserne. Han kunne sagtens genkende stedet. Blodet lå på vejen, selvom det næsten var visket væk af regnen. Han stod og kiggede på det. Han håbede inderligt, at nogen ville køre forbi ham i det øjeblik og stoppe ham. Han håbede, at nogen ville køre forbi og se, hvilket forfærdeligt liv han havde haft, og at de så ville tage sig af ham, eller placere ham et sted uden for rækkevidde af alt og alle, som ville gøre ham fortræd. Han gik ud i siden af vejen indtil han kom til en grøft. Jonathan satte sig ned og tog pistolen frem. Han holdte den ind mod højre side af maven. Han kunne ikke trykke på aftrækkeren, han havde altid sagt til sig selv, at han nok skulle klare det. Når først han blev voksen, kunne han kæmpe imod eller flytte væk. Han begyndte at græde, han hulkede og snøftede. Det var bare blevet for meget nu. Han ville sætte en stopper for det. Han vendte atter en gang pistolen mod siden af maven, og trykkede på aftrækkeren. Jonathan gav et gisp fra sig. Lyden havde ikke været høj, men den var som et ekko i hovedet der fortsatte ned ad en lang tunnel. Blodet løb langsomt og varmede hans mave. Jonathan sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i et gammelt piletræ. Han hørte melodien og mente, at den var til ære for ham. Han holdt stadig om pistolen, men lagde den så fra sig, det var som om den brændte, hele hans krop brændte. Han så en rød bil køre op ad vejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.

 "Du kommer for sent", sagde Jonathan og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham, for han kunne knap høre sig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...