Det magiske træ

Du kan godt finde en dybere mening, men du skal ikke tænke for meget over hver enkelt handling, for ikke hver handling eller hver ting, der er skrevet, har en mening.

1Likes
0Kommentarer
258Visninger

1. Træet

 

Den lille dreng kunne så godt lide at sidde deroppe i træet. Det var hans yndlingssted. Han kunne sidde deroppe og se hele verden. Han kunne sidde deroppe og samle alle sine tanker. Han kunne sidde deroppe og forestille sig alt.

Somme tider kom hans bedste ven. Så sad den lille dreng og den lille pige deroppe i det høje træ sammen og så på verden og samlede deres tanker. De vidste ikke engang hvad for et træ det var.

Det var også ligegyldigt. De kunne forestille sig, at det var et hvilket som helst træ. Det kunne være et magisk træ. Så kunne drengen hoppe ned og finde en fin pind. Han lod som om han var en magisk ridder, og så råbte han: "Drage. Jeg er hernede. Lad prinsessen gå eller du får med mig at bestille."

Så råbte den lille pige tilbage imens hun stillede sig på en tyk gren og viklede mindre grene omkring sig: "Hjælp! Dragen har fat i mig." Og så kunne drengen kravle op i det store træ og befri pigen fra alle grenene, og sammen ville de så løbe ned på jorden, imens de sang: "Dragen vinder aldrig, dragen vinder aldrig. Nej, det gør vi, ja, det gør vi."

Træet kunne også være deres helt egen hytte. Så ville pigen finde fine genstande, som de kunne pynte deres hytte med. Drengen ville kravle så højt op, at han kunne holde vagt.

Somme tider kunne træet også være et skib. Så skulle drengen styre skibet, og pigen skulle sætte sejl og stå udkig. Så kunne de komme ind i et voldsomt stormvejr, og så var det ellers med at sørge for, at skibet ikke væltede, ellers ville de begge drukne. Andre gange kunne pigen kigge i kikkerten og se, at der var pirater på vej hen imod dem. Så måtte de have alle deres kanoner klar og gemme alt deres guld. Det kunne ende i nogle værre sværdkampe!

Men nu sidder drengen deroppe i træet helt alene. Drengen og pigen havde leget fangeleg, og pigen var faldet ned, så hun måtte blive hentet og kunne ikke lege i træet de næste par dage. Men det var også godt nok at sidde deroppe alene. Det gjorde han så ofte.

Solen var på vej ned. Himlen var malet lyserød og orange. Drengen undrede sig over, hvordan Gud dog bare kunne gøre det. Hvordan han dog gad at male det hver morgen og aften.

Men det var selvfølgelig aldrig det samme. Himlen havde aldrig de fuldstændig samme farver og mønstre. Gud måtte kunne lide at male. Det var hans kunst, og himlen var hans lærred.

Gad vide hvad han bruger som pensler, tænkte drengen. Det måtte være de største af de største træer. Bare han ikke vil komme og tage mit træ, tænkte den lille dreng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...