Togrejse

Fortiden kan plage en, og nogle gange kan man bare ikke komme fra den fortid. Man bliver ved med at se tilbage på den. Det kræver nogle gange det rigtige øjeblik eller det rigtige spørgsmål, før man får vendt sig om og fokuserer sig mod nutiden og fremtiden.

2Likes
0Kommentarer
315Visninger

1. Togrejse

Jeg gik ned til den bagerste vogn i toget. Der sad kun få tre mennesker, alle med det samme blik i ansigtet der ikke sagde noget som helst. De kiggede tomt ud i luften og ventede på, at vi kom til endestationen. Jeg gik gennem vognen og helt ud i enden og lukkede døren bag mig. Jeg stod alene derude og så verden køre fra mig.

Natten var oplyst af månen. Stjernerne lå som bitte små prikker ved siden af den. Det var koldt at stå derude. Vinden trak i mig, når den samlede sig bag toget. Det var koldt, men natten var så smuk, at jeg ikke nænnede at gå ind igen. Det var rart at være alene for en gangs skyld. Væk fra larmen inde i toget. Væk fra den konstante lyd af løbende børn, råbende kortspillere, knirkende sæder, sur billetkonduktør og slikvognen, der kører frem og tilbage og fylder den lille gang.

Det var rart med stilhed. Jeg kiggede bag mig, idet den knirkende dør blev åbnet og ødelagde min stilhed. Det var en pige, der kom ud. Hun havde smukt, lyst hår, der gik hende til brysterne. Hun smilede til mig, da hun lænede sig ud over bagperronens gelænder. Hendes smil var dejligt. Jeg lænede mig ud over gelænderet ved siden af hende. Vores hvide ånder dannede hvirvler og legede mellem hinanden. Vi stod i stilhed og kiggede ned på skinnerne, der kom til syne under toget. Jeg drejede hovedet og kiggede på hende. Jeg havde ikke set hende inde i toget. Hun drejede hovedet og kiggede mig i øjnene. Hun havde grønne øjne. Dybe, grønne øjne med en omrids af grå rundt om pupillen.

"Hvad laver du herude?" spurgte hun lige pludselig.

"Samler mine tanker," svarede jeg, "hvad med dig? "

"Det ved jeg ikke endnu," hun smilede. Jeg tænkte, at hun måske var lidt dum, men så sagde hun: "Jeg tror også jeg er kommet, for at samle tankerne. For at få et overblik over, hvor i livet jeg er lige nu, og hvor jeg gerne vil hen." Det lød for mig som noget, der var kloge ord. Hun kiggede igen ud på skinnerne. Hendes øjne bevægede sig opad, og hun kiggede på den mørke nattehimmel med den lysende måne og de funklende stjerner. Jeg lagde mærke til, at hendes hud fik en speciel hvid farve i månelyset. Som var hun kun delvist dækket af hud, delvist dækket af fin, hvid og ren porcelæn, som gjorde hende utrolig smuk, værdifuld og skrøbelig. Hun fjernede ikke øjnene fra himlen, da hun spurgte: "Har du nogensinde overvejet, om det du gør med dit liv lige nu, er det rigtige?"

Jeg kiggede lige ned, der hvor skinnerne lynhurtigt kom frem. Hvad gør jeg overhovedet med mit liv lige nu? Jeg var i tvivl, om jeg flygtede. Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg havde ikke andet valg end at tage dette tog og komme langt væk. Min fortid var den jeg flygtede fra. Nej, ikke flygtede, forkert ord. Min fortid var den, jeg var nødt til at komme væk fra. Jeg kunne se min fortid derude, når jeg kiggede hjælpeløst på de lange skinner. Jeg ville gerne tilbage, men det var bedst for alle, især for mig, hvis jeg fandt en ny vej. Jeg skulle til at starte mit eget liv nu og ikke lade mig styre af andre. Deres meninger, deres holdninger. Det her var min chance. Ja, jeg gjorde det rigtige med mit liv. Dog stod jeg stadig her og kiggede på de lange skinner, der hurtigt kom til syne under toget og langsomt forsvandt i horisonten. Jeg kunne se mit liv komme rullende som en film, og jeg kunne se det forsvinde derude. Jeg blev trist, og månen stod stadig der på himlen. Den mørke, uforklarlige himmel med dybe hemmeligheder, som ikke skulle fortælles højt. Månen ændrede sig ikke, i hvert fald ikke i dette øjeblik. Men hvorfor stod jeg stadig der, og kiggede tilbage på min fortid?

Jeg vendte mig og gik gennem den sidste vogn. Pigen fulgte med lette skridt efter mig. "Hvor er du på vej hen?" spurgte hun. Jeg kiggede på de tankeløse passagerer. Jeg vendte dem ryggen ­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­­og kiggede pigen i øjnene. Jeg havde besluttet mig. Jeg vendte om, kiggede mig ikke tilbage, kiggede ikke på min fortid. Jeg gik fremad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...