Andedammen på Ærø

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2015
  • Opdateret: 23 maj 2015
  • Status: Færdig
7-årige Viola holder ferie i sommerhuset på Ærø. Hendes forældre skændes dog næsten uafbrudt. Derfor tilbringer hun det meste af dagen på at flakke rundt i den lille by med den jævnaldrende Sylvester, som har samme problem med sine forældre. Uden for hjemmet bliver de hurtigt mere og mere voksne sammen, og deres hverdag handler nu både om alkohol og børnepasning. Pludselig kan Viola dog mærke, at hun savner at være rigtigt barn igen. Men hvordan bliver man det, når forældrene stadig skændes mere og mere, og der samtidig bliver mere og mere røre i andedammen?

0Likes
0Kommentarer
371Visninger
AA

2. Andedammen på Ærø

Stokkeby, Ærø, torsdag 17. juli 1913

 

 

En halvgammel, buttet mand tørrede sveden af sin pande. I baggrunden var der et knastørt landskab og en grussti, der gik op over en lille bakke. Jeg stod og kiggede fascinerende op på plakatten, der hang på siden af købmandsbutikken. I bunden af plakatten stod der TUBORG-ØL, hvad det så end betød. Nå, men jeg måtte vist til at komme hjemad. Klokken var allerede over seks, så vi skulle nok snart spise. Min nye ven, Sylvester, var også lige gået hjem af samme grund. På vejen hjem passerede jeg som sædvandligt andedammen. Ænderne dannede nærmest en cirkel, idet de alle sammen var ude i kanten af andedammen. Heller ikke i dag kunne nogen af dem enes. De rappede temmelig højlydt, og nogle bed sågar en smule efter hinanden. Jeg gad ikke se på dem, når de alligevel bare var oppe at skændes hele tiden. Der var i den grad røre i andedammen.

 

Da jeg kom hjem, var min mor og far i fuld gang med maden. "Jeg sagde kraftedeme til dig, at du skulle putte peber på de frikadeller!", råbte min mor til min far. "Jamen, de skal sgu da lige være brune først!", råbte han igen. Jeg flygtede bare ind på værelset, uden nogen af dem opdagede, at jeg var kommet hjem. Det var faktisk på grund af deres evige skænderier, at jeg var så sjældent hjemme. De sidste par dage havde jeg hovedsageligt tilbragt ved at flakke rundt i Stokkeby sammen med Sylvester. Han var ligesom mig syv år og havde også sommerhus her på Ærø. Vi havde præcis det samme problem: Vi ville ikke være hjemme, fordi vores forældre altid skændtes. Efter lidt tid kaldte min mor på mig, fordi vi skulle spise. Jeg ville slet ikke blandes ind i deres skænderier, så jeg sad mussestille og spiste mine frikadeller. Mine forældre prøvede at beherske sig, når vi for en gang skyld alle sammen var samlet, men man kunne tydeligt mærke, at stemningen var noget trykket. Tænk, at de skulle være så meget uvenner, når nu vi alle sammen jo faktisk var på ferie her i vores sommerhus. "Ræk mig vandet", sagde min far til min mor. "Der er ikke mere", svarede hun. "Har du lige taget det sidste?", spurgte han. "Ja", svarede hun. "Når man tager det sidste, henter man noget nyt", sagde han bestemt til hende. Hun tog vandflaksen og rejste sig så hurtigt, at stolen rutsjede en meter væk bag hende. Herhjemme var der virkelig også røre i andedammen.

 

Lige efter vi havde spist morgenmad næste dag, gik jeg alene ned mod købmanden for at møde Sylvester. Vi havde de sidste par dage mødtes dér ved en 9-10-tiden. Jeg gad ikke engang kigge på andedammen, da jeg passerede den, men jeg kunne godt høre, at der fortsat blev diskuteret temmelig heftigt dernede. Da jeg kom ned til købmanden, kiggede jeg rundt efter ham. "Hej, Viola", råbte han. Nu fik jeg øje på ham. Han sad over på bænken ved siden af indgangen. Jeg gik over og satte mig ved siden af ham. Vi snakkede om, hvad vi hver især havde oplevet af nye ting på hjemmefronten. Hans forældre var nu holdt helt op med at sove sammen, så i nat havde hans mor sovet på en madras inde i stuen. Efter vi havde snakket en times tid, gik vi på eventyr rundt i Stokkeby. Det var nu ikke fordi, der var så meget at se her, men et eller andet skulle vi jo lave. Da vi kom tilbage til købmanden, gik vi ind i butikken for at se, om han havde fået nogle nye varer hjem. Vi så, at døren stod åben ud til en lille baggård. Der havde vi ikke været før, så vi aftalte at gå derud. Herude var der røde bænke, hvorpå der stod askebærer lavet af sten. Rundt omkring hang der en del tynde grene med tykke, grønne blade på. Jeg vendte mig om og fik øje på noget - noget spændende! I skyggen bag et lille rækværk så jeg en grøn kasse. Der stod TUBORG-ØL på den. Ligesom der stod på plakatten ved siden af købmanden. Jeg prikkede til Sylvester og sagde: "Prøv at se". Jeg pegede derned, og han kunne også godt genkende bogstaverne fra plakatten. Vi ville se, hvad det var, så vi satte os op ad rækværket ved siden af kassen og bag ved en række tynde grene, der hang foran rækværket. Som vi sad dér, gik grenenes endespidser lige i vores øjenhøjde. Vi følte, at vi sad lidt i skjul her bag rækværket. Jeg tog en flaske op fra kassen. Jeg kunne godt kende flasken. Jeg havde nemlig set mange voksne drikke af sådan en flaske før, og når de hældte det op i et glas, kom der en eller anden gulbrun væske ud, og når de stillede glasset på bordet, blev glasset næsten fyldt op til kanten af noget hvidt skum, ligesom når man hældte sodavand op. Forskellen var bare, at skummet sank meget hurtigere sammen i sodavand end i den her væske, som jeg sad med i hånden. Jeg havde flere gang spurgt, om jeg måtte prøve at smage, når mine forældre havde det i glasset, men det måtte jeg aldrig. For ca. halvandet år siden havde jeg taget en lille tår alligevel, idet min far var gået og havde efterladt glasset på bordet. Det smagte rigtig godt, men jeg turde ikke tage mere, for så ville han måske kunne se på glasset, at jeg havde taget noget. Jeg glædede mig derfor rigtig meget til endelig at skulle smage igen. Der var en oplukker ved siden af kassen. Jeg tog den og åbnede en flaske. Sylvester ville også gerne smage. Han havde også set mange voksne drikke det, men han havde aldrig smagt. Jeg tog flaskehalsen op til munden og begyndte at drikke. Det smagte ligeså godt, som jeg huskede det. Vi følte os faktisk rimeligt modne, som vi sad dér - uden voksne og drak den dér velsmagende voksendrik. Jeg drak en flaske mere, men for Sylvester var det nok med den éne. Lige pludselig var det som om, at jeg blev ret glad og lidt mere ligeglad med det, der skete derhjemme. Da jeg rejste mig op for at se, hvad klokken var inde i butikken, følte jeg mig en lille smule svimmel, men det var faktisk ikke engang ubehageligt. Klokken var lidt over 1, og Sylvester og jeg gik hver især hjemad, for det var nok ved at være frokosttid for os begge to. På vej hjem tænkte jeg, at det da var en smule underligt, at jeg lige pludselig var blevet så glad, men jeg nødt det jo bare, så egentlig var der jo ikke den store grund til at skulle studere årsagen hertil. Jeg krydsede endnu engang andedammen på vej hjem. Ænderne skændtes endnu mere, end de gjorde i går. Ydermere var de alle sammen også rykket en smule længere ind mod midten af andedammen.

 

Allerede inden jeg trådte ind i huset, kunne jeg høre, at mine forældre skændtes meget højlydt. Ligesom med andedammen havde jeg også bare lyst til at gå forbi huset, men jeg måtte jo ind og få noget at spise. Jeg åbnede døren, tog hurtigt mine sko af og gik derefter hurtigt ind på mit værelse. Da vi lidt tid efter sad sammen og spiste frokost, var min mor og far nu så meget uvenner, at de ikke engang kunne beherske sig, mens vi sad sammen og spiste. De skændtes endnu mere højlydt, end de gjorde i går i køkkenet. Min lillesøster sad for den anden bordende og var tydeligvis påvirket af deres råben, men det lod ikke til, at nogen af dem lagde rigtig mærke til hende. De var kun fokuserede på deres skænderi. Jeg syntes, at det var synd for hende. Jeg syntes faktisk, at hun blev forsømt. Efter frokosten gik jeg straks ned til købmanden igen og mødte Sylvester. Vi gik endnu engang lidt rundt i byen, men vi drak ikke flere af de dér flasker bag købmanden.

 

Decibelskalaen er uendelig. Det fik jeg yderligere bekræftet morgenen efter. Mens vi sad og spiste morgenmad, skændtes min mor og far endnu mere, end i går. Jeg kunne godt mærke, at jeg mistede appetitten af at høre på det. Men jeg var nødt til at spise, hvad jeg plejede, for ellers ville jeg bare blive sulten før frokost. Min lillesøster kiggede forstenet og forskrækket skiftevis på min mor og far. En tåre løb ned af hendes venstre kind, men som sædvanligt lagde ingen af dem mærke til hende. Nu blev jeg faktisk sur. Jeg havde et øjeblik lyst til at knalde hånden ned i bordet og råbe STOP, men jeg ville altså ikke blandes ind i deres skænderi. Jeg kiggede igen ned på min lillesøster, der nu sad med mange tårer løbende ned af kinderne. Jeg fik rigtig ondt af hende. Hun kunne ikke bare være herhjemme og være vidne til deres skænderi dagen lang. Jeg måtte gøre noget - hjælpe hende. Jeg spiste hurtigt min mad færdig og børstede hurtigt mine tænder. Jeg gik ind på mit værelse og tog nogle af mine lommepenge. Derefter tog jeg min lillesøster op fra stolen. Hun var lidt tung, men jeg kunne godt bære hende. Jeg ville tage hende med ud af huset. Jeg havde besluttet mig for, at jeg i dag ville cykle langt væk - langt væk fra både mine forældres skænderi og den larmende andedam. Jeg håbede, at jeg kunne få Sylvester til at cykle med. Jeg var jo faktisk også på ferie, så jeg ville også gerne ud at opleve noget lidt andet end bare Stokkeby. Jeg tog min mors barnestol af hendes cykel og fik med lidt besvær spændt den på min. Jeg satte min lillesøster derop og kørte afsted. Hun var lidt tung at have bagpå, men heldigvis havde jeg støttehjul på min cykel, så det gik. Jeg cyklede hurtigt forbi andedammen og kiggede ikke engang derned. Men allerede på afstand havde jeg kunnet høre, at de også skændtes endnu mere højlydt, end de gjorde i går. Da jeg kom ned til købmanden, sad Sylvester på samme bænk, som han gjorde i går. Jeg forklarede ham, at jeg ville cykle langt væk, og hvorfor jeg havde min lillesøster med. Jeg sagde, at jeg gerne ville have ham med. Det ville han gerne, så han løb hurtigt hjem. Da han kom tilbage, havde han også spændt sin lillebror fast bag på sin cykel. Jeg sagde, at jeg ikke ville cykle forbi andedammen igen, derfor skulle vi cykle den anden vej. Sylvester kendte ikke noget til andedammen, men han syntes, at det var helt fint, at vi cyklede den anden vej. Så cyklede vi alle fire afsted - ud i det blå. Som to forældre med deres børn bagpå. Sådan følte jeg det i hvert fald lidt. Da vi havde cyklet et stykke tid, cyklede vi forbi en masse marker og tørt landskab. Gad vide, om det var her, at billedet med den svedige mand, der hang ved siden af købmandsbutikken, var blevet taget, tænkte jeg. På et tidspunkt blev vi nødt til at holde en pause, for det var temmelig hårdt at cykle så længe i sådan en varme. Her i det tørre landskab kunne godt bruge sådan en TUBORG-ØL, som der stod under plakatten hos købmanden, men sådan én havde jeg ikke lige ved hånden. Vi cyklede videre. Efter vi havde cyklet temmelig længe og overvejede at holde en pause til, passerede vi et byskilt, hvorpå der stod Marstal. Her kunne man måske slå sig ned og købe noget at drikke. Måske endda en TUBORG-ØL. Vi cyklede stille igennem byen. Nu kunne vi se en lille bod. Der kunne man måske købe noget at drikke, så vi cyklede derhenad og satte vores cykler ved siden af boden. Mit hoved kunne lige akkurat nå over disken, og i det lille køleskab kunne jeg se, at der var TUBORG-ØL. "Hej med jer. Skal I have noget?", spurgte manden i boden. Jeg kiggede op på ham. "Ja, vi skal have to af de dér T, U, B, O, R, G, Ø, L", svarede jeg. Han begyndte at grine. "Tror I ikke, at I er lidt for små til at drikke sådan nogle Tuborg-øl?", spurgte han. Endelig fandt jeg ud af, hvordan man skulle udtale det: Tuborg-øl. "Nej, vi har drukket dem før", svarede jeg. Men han gav os stadig ikke lov til at købe dem, så vi måtte købe fire sodavand for vores lommepenge i stedet for. Vi satte os på en bænk. Selvom vi ikke kunne få en Tuborg-øl, var det dejligt endelig at kunne få noget at drikke, for vi havde nok, inklusiv vores lille pause, cyklet i ca. halvanden time. Landskabet skrånede nedad foran os, så vi havde en god udsigt til vandet. Min lillesøster og Sylvesters lillebror havde slet ikke klaget over, at de savnede deres forældre, men det forstod jeg da godt, at de ikke gjorde. "Viola, jeg skal tisse", sagde min lillesøster. Jeg kiggede rundt efter et toilet og fik øje på en dør, hvorpå der stod toilet, ved siden af boden. "Der er toiletter dér. Du kan bare gå derind", sagde jeg. "Jeg kan ikke gå derind alene. Du skal gå med", sagde hun. Jeg kiggede ned i bænken og syntes, at det var lidt underlidt. Når vi var uden for huset, var det altid mine forældre, der fulgte hende på toilettet. Men de var har jo ikke nu, så nu måtte jeg vel som den ældste påtage mig det ansvar. "Okay, så kom", sagde jeg og gik med hende derud. Der var fire små toiletrum på række, og hun gik ind på nummer to. Jeg følte mig ret meget voksen, som jeg stod dér uden for døren og ventede på, at hun blev færdig. Da hun kom ud, måtte jeg løfte hende op til håndvasken, så hun kunne få vasket sine hænder. Sikken en moden og hjælpsom storesøster hun havde! Efter vi hver især havde drukket en sodavand mere, satte vi os op på vores cykler igen og cyklede lidt videre rundt i byen. På et tidspunkt fik jeg øje på et ur, der hang inden i en anden bod. Den var allerede over halv et. Der gik nok ikke længe, inden vores forældre begyndte at spise frokost derhjemme, men ingen af os havde lyst til at cykle hjem på nuværende tidspunkt, så vi aftalte at blive i byen og selv købe noget frokost der. Gad vide, om mine forældre ville blive bekymret over, at vi ikke kom hjem til frokost, eller om de bare ville være helt ligeglade? På et tidspunkt fandt vi en lille restaurant, hvor vi alle sammen spiste nogle sandwich, men heller ikke her kunne nogen af os få lov at købe Tuborg-øl. Derefter begyndte vi at cykle hjemad igen.

 

Da vi kom hjem til Stokkeby igen, cyklede ingen af os hjem. Vi satte i stedet cyklerne ude foran købmanden og gik ud i baggården igen. Her satte vi os alle fire ned, og Sylvester og jeg begyndte at drikke øl igen. Ah, endelig kunne man drikke en Tuborg-øl igen. Min lillesøster kiggede fascineret på min ølflaske: "Viola, hvad er det, du drikker?", spurgte hun. "Det er noget, som man kalder Tuborg-øl", svarede jeg. "Må jeg ikke også smage?", spurgte hun nysgerrig. Jeg overvejede, om jeg skulle give hende lov, men nej. Hun var jo kun fire år. "Nej, det er altså ikke for børn", svarede jeg. Lige dér skete der noget med mig. Jeg kunne mærke, at der var noget galt - noget helt galt! Det er ikke for børn? Som om, jeg ikke også var et barn. Det var jeg. Jeg var en lille pige på syv år. Som sad her og drak øl af flasken, mens hun passede børn. Hvor var min barndom blevet af? Den havde jeg vist den seneste tid vokset mig ud af for at kunne klare tilværelsen. Jeg kiggede på ølflasken i min hånd. Hvad havde jeg egentlig gang i? Jeg vendte mig om og hældte resten af øllen ud i jorden under rækværket. "Hvad laver du?", spurgte Sylvester. Jeg forklarede ham, hvorfor jeg gjorde det, og hvad jeg egentlig tænkte om hele situation. "Vi er jo ikke voksne, vel? Men alligevel sidder vi her som et eller andet ægtepar, der passer deres børn", sagde jeg bl.a. Sylvester kiggede betænksomt ud i luften og gav mig til sidst ret. Han ville også være den lille dreng, Sylvester igen, og ikke én der nærmest gik og legede voksen. Indtil det blev aftensmadstid, gik vi som sædvanligt lidt rundt i byen. Selvom vi jo var børn, der nok burde være derhjemme, var der ikke rigtig nogen af os, der ville tage hjem, når stemningen derhjemme var, som den var.

 

Da jeg passerede andedammen på vej hjem på cykel, tog jeg et lille blik ud over den. Det var ren kaos. Der blev bidt og hvæset, så jeg aldrig havde set eller hørt noget lignende. Alle ænderne var også rykket endnu længere ind mod midten. Da vi kom hjem, skændtes mine forældre også så meget, at jeg aldrig havde hørt noget lignende. Min lillesøster gik med mig ind på værelset, for hun ville ikke være dér, hvor de var. Under aftensmaden måtte jeg selv rejse mig for at tage, hvad min lillesøster og jeg skulle bruge. Det var slet ikke muligt at bede mine forældre om at række os noget som helst, for de var begge to helt oppe i røde felt. Ingen af dem kommenterede på, at vi begge to havde været væk hele dagen. Deres skænderi var åbenbart blevet vigtigere end os.

 

Næste morgen var det hele, som det plejede at være. Udover at mine forældre skændtes endnu mere, men det var der jo ikke noget nyt i. Som tiden var gået havde de skændtes mere og mere voldsomt og højlydt. Efter vi havde spist morgenmad, var min lillesøster og jeg hurtigt ude af døren. Jeg ville jo helst bare være derhjemme, men det kunne jeg ikke, når stemningen var så dårlig. Jeg ville så gerne have, at min mor og far bare kunne blive gode venner igen, men jeg var vist for lille til at løse deres problem. Ænderne var fuldstændig ligesom mine forældre. Med tiden havde de også skændtes endnu mere højlydt. Da jeg gik forbi andedammen, fik jeg bekræftet, at i dag heller ikke var nogen undtagelse. De skændtes igen endnu mere end i går. Jeg mødte som sadvanlig Sylvester ved købmanden, men i dag var der ingen af os, der drak øl. Vi var jo børn, så vi skulle ikke drikke nogen voksendrik. Vi snakkede og gik lidt rundt i byen, indtil vi skulle hjem og spise frokost. Stemingen derhjemme var nu så ekstrem dårlig, at de nu også var begyndt at holde fast i hinanden, mens de råbte hinanden op i ansigtet. De skreg bare hinanden op i ansigtet, uden der var nogen, der hørte på, hvad den anden sagde. Efter frokosten var min lillesøster og jeg straks ude af døren igen. Jeg kunne ikke bare lade det her stå på. Jeg følte, at jeg måtte gøre et eller andet, så de kunne blive gode venner igen, og så jeg kunne få min rigtige barndom tilbage. Men jeg var jo alt for lille til at kunne blande mig ind i deres skænderi og løse det. Så jeg måtte bare, som jeg plejede, gå fra huset igen og ned i byen. I den store mængde af ænder, der sloges, kunne jeg se en and, der bed så hårdt i en anden ands hals, at det blødte fra den. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive rigtig sur. Hvorfor skulle der være så meget røre i andedammen over det hele? Alle ænderne havde nu fuldstændig samlet sig inde på midten af søen, så de næsten ikke kunne komme længere ind. Jeg følte ikke, at jeg bare kunne blive ved med at gå forbi den andedam uden at gøre noget. Jeg måtte da prøve at løse deres problem. De kunne åbenbart ikke selv finde ud af det. Jeg stod og betragtede deres meget voldsomme slagsmål. Til sidst kunne jeg ikke klare at se på det mere. Jeg måtte gøre noget. Jeg måtte ned til dem. Ned til dem og løse deres problem. Jeg ville blande mig i deres slagsmål. Vi gik ned til bredden af dammen. "Hvad skal vi?", spurgte min lillesøster. "Jeg skal bare lige ud og løse ændernes problem. Du bliver bare stående her", sagde jeg. Jeg tog alt mit tøj af og gik meget målrettet ud i dammen. Den blev hurtigt dybere og dybere. Da vandet gik mig til navlen, begyndte jeg at gå en smule langsommere. Da det gik mig næsten helt til halsen, stoppede jeg. Jeg ville snart ikke kunne bunde mere. Jeg var åbenbart for lille til at løse deres problem derude i midten af dammen. Jeg var også for lille til at løse mine forældres problem. Jeg var for lille til at løse alle problemer! Jeg var irriteret over, at jeg ikke kunne komme derud, men så fik jeg en idé: Hvis jeg kunne få Sylvester med herned, kunne jeg måske stå på hans skuldre ude i midten af dammen, og så ville jeg måske godt kunne nå op til overfladen. Når han så trængte til ilt, kunne vi bare bytte, så han stod på mig. Jeg gik hurtigt op af vandet igen. Jeg var drivvåd og havde intet håndklæde, men jeg måtte bare tage min kjole på igen. Vi gik ned til købmanden, hvor jeg mødte Sylvester og hans lillebror. Jeg sagde bestemt: "Du skal hjælpe mig nu! Jeg kan bunde nede i andedammen. Vi er nødt til at gå derud sammen". "Hvad er det med den andedam?", spurgte han. Jeg forklarede ham, hvor den var, hvorfor den irriterede mig, og hvad jeg havde tænkt mig, at vi skulle lave derude. Jeg kunne mærke på ham, at han undrede sig lidt over, det som jeg havde tænkt mig, men han gik med alligevel. Da han kunne se ænderne, spurgte han: "Har du tænkt dig at vi skulle derud og slås med dem?". "Ja, det er den eneste måde, vi kan få dem til at holde op på", svarede jeg. Ved bredden tog jeg alt mit våde tøj af igen, og Sylvester tog også alt sit tøj af. Vi gik sammen ud i vandet. Da vandet gik os begge til halsen, tog vi hinanden i hænderne og løb sammen ind under vandet og hen til det sted, som, vi troede, var ca. midten af dammen. Jeg hoppede op på hans skuldre og begyndte at strække mine ben. Da mit hoved kom op til overfladen, blev det mødt med meget aggressive ænder, men det vidste jeg jo egentlig godt. Nu ville jeg løse deres problem! Jeg tog fat om en ands hals og kastede den væk fra midten. Derefter begyndte jeg at slå ud efter alle ænderne. Jeg kunne mærke adrenalinen kørte rundt i kroppen på mig. Nu skulle jeg fandme lære dem at lade vær med at være så hissige hele tiden. Jeg skulle løse deres problem. "Nu holder I simpelthen op!", råbte jeg, mens jeg fortsat slog og skubbede nogle af dem væk. Sylvester prikkede mig på anklen. Så vidste jeg, at det var min tur til at være på bunden med ham på mine skuldre. Da jeg prikkede ham på anklen og kom op over overfladen igen, kunne jeg for alvor se, at mange af dem var noget mere rolige nu. Det lod til, at det her virkede, så jeg blev selvfølgelig glad. Der var dog stadig en del, der sloges, så jeg måtte igen slå og skubbe til nogle af dem. Da Sylvester igen stod på mine skuldre, og jeg skulle lige til at prikke ham på anklen, hoppede han selv ned i vandet. Han tog min hånd og trak ind mod land. Jeg fulgte med. Var de alle sammen holdt op med at slås nu? Da jeg var langt nok inde til at kunne få mit hoved op over overfladen, kunne jeg se, at der ikke var nogen, der sloges mere, og de så alle sammen meget rolige ud. Nogle svømmede endda med deres kroppe ind mod hinanden. Yes, vi gjorde det! Vi havde løst deres problem. Nu var der ikke længere røre i andedammen her. Jeg var meget glad og lettet. Sylvester og jeg gav hinanden fem. Tænk, at vi sammen kunne løse deres problem. Nu hvor der ikke længere var skænderi, var det egentlig meget dejligt at være her i andedammen. Jeg sprøjtede lidt vand på Sylvester, og han sprøjtede igen. Vi gik lidt længere ind mod bredden, så vi bedre kunne bunde. Her sprøjtede vi videre med vand på hinanden. Vi morede os og grinte. Nu kunne jeg for alvor mærke, at jeg rent faktisk var på ferie. Det var første gang i lang tid, at jeg for alvor følte mig som et rigtigt barn igen. Jeg grinede, pjattede og pjaskede i en andedam med en anden dreng med rappende ænder svømmende omkring os. Det var ikke særlig voksent. På et tidspunkt kunne jeg høre et pjask fra bredden. Nu var min lillesøster også hoppet i. Øjeblikket efter hoppede Sylvesters lillebror også i. Jeg råbte til dem begge to, at de ikke måtte gå længere end til navlen. Det skulle de nok lade vær med, sagde de. Sylvester og jeg pjaskede videre, mens vores søskende pjaskede længere inde mod bredden. På et tidspunkt fik jeg øje på to mennesker, der gik hurtigt på den lille vej ved siden af dammen. Nu kunne jeg kende dem! Jeg blev rigtig glad igen. Det var mine forældre. Var de nu også blevet gode venner igen? "Mor! Far!", råbte jeg. De kiggede ned i dammen og fik øje på os. De løb straks hen til bredden. Min mor klappede i hænderne og kaldte os alle sammen ind. Da jeg var oppe på bredden igen, tog hun mig op i sine arme. Endelig samvær med mine forældre igen. Det var skønt. "Undskyld, undskyld! Undskyld, at vi har været så sure begge to", sagde min mor med anger i stemmen. Min våde krop gjorde hendes tøj helt vådt, men det var hun åbenbart ligeglad med. Efterfølgende kom jeg op i mine fars arme, og han undskyldte også. "Er I gode venner igen nu?", spurgte jeg. De kiggede på hinanden og smilede. "Ja, det kan du tro, vi er", svarede min mor. "Nu behøver I ikke kun at være hjemme, når der er mad", fortsatte hun. "Sylvester!", var der en kvindestemme, der råbte på afstand. Hvad er nu det, tænkte jeg. En mand og en kvinde kom nu til syne. "Mor! Far!", råbte Sylvester og begyndte straks at løbe hen imod dem, og de løb ham i møde. Nu var de åbenbart også blevet gode venner igen. Efter han også havde krammet sine forældre lidt, kom de over til os ved bredden. Sylvester og jeg forklarede vores forældre, hvordan vi sammen havde været oppe at slås med ænderne, så de nu også var blevet gode venner igen alle sammen. De smilede bare af os. Det lod ikke til, at nogen af dem troede på os. Vi fortalte dem også, hvordan vi havde lært hinanden at kende, og hvor meget tid vi havde brugt sammen. Det troede de på, lod det til. Sylvester og jeg tog vores tøj på igen og satte os på bænken foran andedammen og nød synet af rolige ænder foran os. Sylvester og jeg kunne høre, at vores forældre aftalte, at vi alle sammen skulle mødes og spise aftensmad sammen på en lille café her i Stokkeby. "Det bliver hyggeligt", sagde jeg. Sylvester gav mig ret.

 

Jeg nød endelig at kunne være hjemme i rolige omgivelser igen. Vi spillede spil, legede ude i haven, og min lillesøster og jeg fik lov til at spise noget slik. Nu følte jeg mig som den rigtige, lille 7-årige Viola igen. Det var skønt at have fået min barndom tilbage. På vej ned til caféen gik vi som en rigtig familie. Min far med min lillesøster i armene og min mor med mig i hånden. Vi mødte Sylvester og hans familie ved et bord uden foran caféen. Jeg havde på mine ture rundt omkring i Stokkeby med Sylvester gået forbi denne café en del gange. Vi sad og spiste vores aftensmad som to rigtige børnefamilier på ferie. Alle fire voksne lod til at have det rigtig godt med hinanden, og Sylvester og jeg havde det også rigtig sjovt. Vi sad hverken og drak øl eller havde ansvar for nogle børn. Vi sad hver især og drak rød sodavand med et sugerør. Det var vist mere på vores højde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...