UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17507Visninger
AA

8. Kapitel 7

Her stod vi så. Hånd i hånd, foran hospitalet, med den mest mærkelige stemning; jeg var en anelse irriteret, Calum var en anelse irriteret fordi jeg var irriteret. Samtidig var stemningen morsom, fordi vi gik og jokede med hinanden; så alt i alt, var det virkelig mærkeligt.

”Jeg er glad for du gør det”, sagde Calum, og klemte blidt min hånd. Han åbnede døren for mig; rigtig gentleman. Lol, han fedtede bare for sindssygt.

”Jeg var, er under tvang”, svarede jeg relativt koldt, men kunne alligevel ikke holde et lille smil tilbage. Det var så seriøst, men samtidig utrolig humoristisk, for jeg var hundrede procent sikker på, at Calum var faderen og han havde heller ikke nogen gode argumenter mod det, andet end det der ’det er jo ikke videnskabeligt bevist’. Min bare røv, Mason lignede Calum så uendelig meget, at det på ingen måde kunne være et tilfælde; det var genetisk, og det kom fra Calum. Længere var den ikke i mit hoved, men åbenbart i Calums.

Han grinede af min kommentar; ”jeg er stadig glad for du gør det”. Jeg elskede hvordan han, selv når jeg var irriteret på ham, bevarede sit gode humør. Det var noget af det mest fantastiske ved ham; hans altid gode humør, og hans evne til at gøre de mest triste og seriøse ting sjove og gode.

”Jeg forstår ikke hvorfor du skal skabe tvivl”, svarede jeg blot, dog lavere da vi var inde i bygningen nu, og der også var andre mennesker, som ikke behøvede at vide hvad vi snakkede om. Tænk hvad de kunne få ud af den sætning. Jeg så allerede overskrifterne for mig; ’5sos stjerne i heftigt skænderi med kæreste’. Det var den slags de ville skrive, også selvom det var en ganske uskyldig kommentar.

”Kom”, lød Calums lave, og overraskende dybe stemme, da jeg skulle til at fortsætte hen mod skranken. Han trak mig blidt med, indtil han fandt et toilet, hvor vi kunne være alene. Han virkede en smule mut, så det gjorde mig faktisk lidt nervøs.

”Jeg ved godt du synes det er åndssvagt”, startede han ud, og stilte sig tæt overfor mig, mens han heldigvis stadigvæk holdt min hånd.

”Men i mit hoved er dig og Ashton ikke slut, før det er videnskabeligt bevist, at jeg er far til Mason”, forklarede han, og lød pludselig virkelig seriøs og trist. Jeg forstod det nu. Og det gjorde virkelig ondt inden i, at han stadig havde det sådan; det var ½ år siden vi var blevet sådan rigtigt kærester, og jeg havde ikke snakket med Ashton siden. Jeg havde bare troet han var ovre det nu, og jeg havde ikke tænkt mere over det, at han så mig med Ashton hvis jeg tog hans hånd eller sådan noget. Jeg troede bare han skulle have tid.

”Jeg vidste ikke det var sådan, du havde det…”, mumlede jeg lavt. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg fik så ondt af ham. Han havde gået og gemt det for min skyld, for ikke at skabe drama, og så blev jeg sur på ham over en test, der i mit hoved alligevel ikke ville gøre nogen forskel.

”Calum undskyld”, svarede jeg, og lagde min hånd på hans kind for at få hans fulde opmærksomhed. Og så fordi han havde nogen søde kinder, hihi.

”Jeg troede det var helt ovre, da jeg flyttede hjem og vi, du ved, fandt rigtigt sammen”, forklarede jeg blidt, og forsøgte at fange hans øjne, som blot kiggede ned. Skammede han sig over det?

”Jeg synes bare ikke jeg er der nok for dig og Mason, og jeg tænker hele tiden på, at Ashton sikkert ville have gjort det meget bedre”, han kiggede mig direkte op i øjnene, endelig. Det gav så meget mere mening nu, også hvorfor han var blevet sur da jeg ringede og sagde han ikke var der nok; Ashton ville have gjort det bedre i hans hoved. Han var ikke sur på mig, han var sur på sig selv.

”Nej Calum, sådan må du ikke tænke. Du er fantastisk, virkelig, og jeg kan ikke forestille mig nogen andre end dig. Jeg vil kun have dig”, svarede jeg ham, og sendte ham et blidt smil. Han smilede en smule tilbage, og jeg kunne faktisk ane en smule rød farve i hans kinder. Han rødmede ikke så tit, men når han det skete, gjorde det mig helt blød i knæene. Han var så sikker og som min klippe og kunne nemt påvirke mig, men når jeg så også kunne påvirke ham, og følte han virkelig havde brug for mig og kæmpede for mig, gjorde det mig så inderligt glad.

”Du er så dejlig”, mumlede han, og lagde sine arme om mine, i et kram. Jeg følte mig så godt tilpas i hans arme; det var så trygt.

Han trak sig fra mig, og placerede sine læber på mine i et langt, lidenskabeligt kys. Jeg lænede mit hoved lidt bagover, og lagde mine arme om ham, indenunder hans jakke.

 

”Hvem af jer vil først?”, lægen kiggede spørgende fra mig til Calum, med et smil. Jeg kiggede kort på Calum, som nikkede til mig, så jeg smilede til lægen; ”Mig”.

Hun smilede og skulle til at gå ind i et andet lokale, da hun stoppede op og kiggede på os med et nervøst blik, som om det var svært eller pinligt for hende at spørge om; ”Har i… Har i haft seksuelt samvær, inden for de sidste 48 timer?”. Okay jeg forstod hvorfor. Det her var pinligt. Jeg klemte Calums hånd, mens jeg nikkede stille til lægen, sikkert med røde kinder; ”Umh ja det.. Har vi”.

 Lægen kunne nemt vide hvem Calum og jeg var, og det var guld at kunne spørge os om den slags, mens vi skulle svare.

”Så tager vi en test fra dig, også DNA test fra jer begge”, svarede lægen og kiggede mig i øjnene., hvorefter hun kiggede på Calum. Seriøst, hvorfor lige den slags test? Jeg hadede sådan noget, men jeg gjorde det for Calum, og det var forhåbentlig hurtigt overstået.

Vi fulgte begge efter lægen ind i et andet lokale, hvor der var en briks, nogle skabe med medicin og andre ting, og et par stole.

”Vi tager DNA test først”, mumlede lægen, og fandt nogle vatpinde frem. Det var ligesom CSI, cool alligevel. Hun tog DNA fra begge vores munde, og viftede derefter med hånden som i, at jeg skulle lægge mig op på briksen.

Jeg trak vejret dybt, og gik hen for at lægge mig derop. God, hvor jeg hadede det her. Det var ligesom da jeg var gravid, og skulle tjekkes aller første gang. Det føltes så forkert at ligge og flashe, også selvom det var en læge.

Calum satte sig ved siden af briksen, og holdt stadig fast i min hånd. Jeg kunne ikke helt beslutte om det var akavet at han skulle se mig sådan her, eller sødt at han var her. Det var nok lidt begge dele?

Jeg kiggede på lægen, som kiggede akavet tilbage på mig. Jeg fik trukket mine bukser og trusser af, og lagde mig igen med en dyb vejrtrækning. Det her føles så akavet. Lige i dette øjeblik, ville jeg gerne have været Calum, eller bare en flue på væggen.

Det gik heldigvis hurtigt, og jeg kunne få mit tøj på. Jeg bed mig i læben, mens Calum bare kiggede på mig. Ville jeg også have gjort, hvis jeg var ham.

”De bliver sendt afsted til lab med det samme. Vi kontakter jer når svaret er her, der plejer at gå en uge, før resultatet er her”, lægen kiggede overraskende smilende på os, og jeg nikkede. Vi gav hende begge hånden og slap så endelig ud af den mest akavede stemning jeg længe havde prøvet at være i.

”Fuck hvor var det akavet!”, grinede jeg, da vi var kommet tilpas langt væk fra lokalet, så lægen ikke kunne høre os længere. Calum begyndte at grine, og strammede grebet om min hånd.

”Det var da skide sjovt!”, grinede Calum og forsøgte at lyde nogenlunde normal, men hans stemme knækkede over i grin flere gange. Vi stoppede kort op for, at grine færdigt, inden vi fortsatte ned ad hospitalsgangen.

”For dig var det nok!”, jeg daskede grinende til ham, og fik ham til at slingre lidt. Jeg er stærk som en okse, eller noget.

”Det kan du tro det var”, han stoppede op for, at blinke til mig med et drenget smil. Jeg grinede, det var så typisk ham.

Vi kom hen til indgangen, men stoppede brat op; da vi så indgangen til hospitalet; det var glasdøre, så vi kunne se de mange fotografer og interviewer der stod og blitzede løs på kameraer, og filmede live. Hvis der var noget jeg ikke orkede nu, så var det dem. Hvordan så det ikke også ud, når vi kom ud fra hospitalet? Hvad mon de troede vi var der for?

Jeg måtte have kigget skrækslagen op på Calum, da han åbnede sin jakke og trak mig helt ind til ham, under hans jakke, så jeg blev beskyttet mod blitzerne.

”Det går hurtigt, babe”, mumlede han beroligende, og da jeg nikkede, lagde han stærkt sine arme om mig, og flettede sine fingre ind i mine, så vi var nærmest helt bundet sammen. Det gjorde mig en smule mere tryg; en hel del mere tryg, men det var stadig svært at abstrahere fra alle fotograferne. De var altid så påtrængende, og havde nærmest ingen hæmninger.

Vi kom hurtigt ud, og fotograferne begyndte straks at blitze løs på deres kameraer, mens de bombarderede os med spørgsmål; det ene dummere end det andet.

Calum fortsatte bare igennem mængden med et stift blik, uden at skænke fotograferne så meget som et blik eller et smil. Jeg vidste jo godt Calum nød det job han havde, men jeg vidste også hvordan havde det med at have dem så tæt på sit privatliv; det brød han sig ikke altid om.

Det gik heldigvis hurtigt som han havde sagt, og han hjalp mig kort efter ind i bilen først, hvorefter han selv fortsatte over til den modsatte side. Det var ting som disse, der blandt andet gjorde ham til den bedste af alle.

Han smækkede døren, og lænte sig uden at tøve hen mod mig, for at presse sine læber mod mine; ”Er du okay?”. Jeg kunne tydeligt fornemme fotograferne der fik billeder som var guld værd, og det gjorde mig glad at Calum var ligeglad, og stadig bare kyssede mig foran dem.

Jeg nikkede og smilede til ham. Hvor var jeg dog heldig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...