UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17546Visninger
AA

7. Kapitel 6

Jeg vågnede, da et par bløde læber landede i min pande. Jeg gabte, og blinkede et par gange med øjnene. De føltes overraskende friske. Det var lang tid siden jeg havde sovet så godt, og jeg vidste da også hvorfor, blink.

Jeg åbnede øjnene helt, og blev mødt af et par rolige, brune øjne. Jeg smilede. Han var her stadig, og vi var ikke blevet vækket af nogen alarm.

Han smilede tilbage til mig; ”Godmorgen prinsesse”. Hans stemme var faktisk en smule hæs, og man kunne tydeligt høre han var træt. Blink igen.

”Godmorgen prins”, mumlede jeg, og hostede kort, da min stemme ikke helt var som den skulle være. Jeg kunne ikke andet end at smile efter i går. Det havde været en fantastisk aften, og nat, blot fordi Calum var her.

Hans smil lyste hele rummet op ifølge mig, og jeg var faktisk tilfreds med bare at ligge her resten af mit liv, så længe han lå ved siden af. Det var så mærkeligt – jeg havde aldrig haft det sådan med nogen andre fyre. Han var den første jeg virkelig havde lyst til at være sammen med, og ikke kunne forestille mig en fremtid uden. Det var mærkeligt.

”Hvad tænker du på?”, hans hæse stemme afbrød mine tanker, men fordi det var ham, gjorde det mig intet. Tankerne handlede jo om ham – lidt egoistisk alligevel.

”Dig”, svarede jeg roligt, og lænede mig ind mod ham, for at lade vores læber mødes. Det var stadig den præcis samme følelse jeg fik, som tilbage dengang i New York. På det plan havde intet ændret sig, og det gjorde mig hele tiden sikker i mit valg.

”Hvad tænker du om mig?”, spurgte han kort efter, og jeg ville faktisk kalde hans stemme nervøs. Det var nok på grund af vores snak i går, men jeg havde jo tilgivet ham, og sagt det var okay.

”Hvor fantastisk du er”, svarede jeg, og kunne straks se hvor lettet han blev. Helt ærligt, troede han seriøst jeg ville svine ham nu? Det kunne han da ikke seriøst tro på.

”Jeg elsker dig, det må du aldrig tvivle på, ligemeget hvor dumt jeg opfører mig”, han rykkede sig tættere på mig, med det mest oprigtige udtryk i ansigtet. Sommerfuglene i min mave gik amok ved hans ord, og et ustyrligt smil poppede op i mit ansigt. Hvordan var det muligt for en person at gøre mig så glad, blot ved hans tilstedeværelse? Det var et mysterium for mig, men det var nok det alle kaldte forelskelse. Noget fryteligt noget, men umuligt at stoppe.

”Hvordan kan jeg være så heldig…”, mumlede jeg, mest til mig selv. Jeg havde det med at tænke højt en gang i mellem.

Jeg sænkede blikket, men Calum løftede roligt mit hoved op, og fangede mine øjne; ”Hør, det er mig der er heldig at have en så tålmodig kæreste som dig. Det er virkelig mig der er heldig, at du gør så meget for at jeg kan fortsætte min karriere, og du går herhjemme og sørger for Mason og det hele. Det er mig der er heldig”.

”Jeg elsker dig så meget Calum”, smilede jeg, og trykkede mine læber mod hans. Lige nu føltes det som om, at jeg aldrig kunne blive sur på igen, men jeg vidste hvordan jeg havde haft det sidst, da han tog afsted igen. Det var så forfærdelig en følelse, med alle de rygter der også altid opstod, blot fordi han krammede en fan eller noget i den stil, så var han mig pludselig utro, ifølge en masse magasiner. Det var så svært at vide, hvad man skulle tro på, men jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg bare skulle stole på ham, og stole på at han ville fortælle mig det selv, hvis han havde gjort noget dumt. Jeg håbede inderligt på det.

”Det er godt vi er ovre det trekantsdrama”, lød det pludselig fra ham. Han lød virkelig som om han ikke magtede det overhovedet, og jeg forstod ham godt, for det havde været både en god og en frygtelig tid med alle de problemer mellem os tre. Jeg vidste bare godt, at de lurede lige under laget af alt det idylliske, og at vi begge blot prøvede at holde dem på afstand, ved at glemme dem.

”Har du snakket med Ashton?”, prøvede jeg stille, selvom jeg godt vidste det var et emne, Calum ikke brød sig om. Han kiggede hurtigt på mig, hvilket lidt fik mig til at fortryde – men vi skulle jo også kunne snakke om de ting, hvis det skulle fungere ordentligt.

”Nej, men jeg er også ligeglad med hvad han synes, for du er min nu”, svarede han, og pressede hårdt sine læber mod mine. Han holdt stramt om mig, som om han var bange for at jeg ville flyte hen til Ashton. Meget forståeligt, for det havde jeg gjort dengang – men jeg var ovre det nu.

”Du burde snakke med ham”, prøvede jeg igen. Min stemme var lav, jeg var nok en smule bange for hans reaktion. Det var et meget ømt emne. Jeg kunne tydeligt mærke hans krop spænde, da jeg bragte det på banen igen.

”Jeg har ikke noget at snakke med ham om, som omhandler dig og… ham”, hans stemme var fuld af væmmelse, da han nævnte mig og Ashton i samme sætning. Det var åbenbart stadig en tanke, som var svær for ham. Jeg hadede da også det emne – men det kunne ikke nytte noget, at man ikke ville snakke om det, når det stadig var en træls tanke.

”Jeg kan ikke gøre det om Calum”, mumlede jeg, og sukkede kort. Jeg vidste faktisk ikke, om jeg ville gøre det om, hvis jeg kunne – forstå mig ret, jeg ville stadig have valgt Calum og Mason, men alt det drama havde gjort vores forhold stærkt og specielt, og det havde det måske ikke været, hvis vi havde taget den nemme udvej.

”Det ved jeg godt, men hver gang jeg ser ham eller dig, kommer jeg til at tænke på jer sammen”, han lavede et frastødt ansigt, og jeg forstod ham – sådan havde jeg haft det med ham og Megan.

”Du ved godt jeg ikke kunne finde på at gøre noget med Ashton, ikke?”, jeg kiggede spørgende på ham. Blev nødt til at vide, om han stolede på mig, eller om han rent faktisk var nervøs for, at jeg ville lave noget med Ashton. Det ville jeg virkelig ikke.

”Jo, men så igen, hvis du krammer ham, eller tager hans hånd eller noget, så ser jeg bare jer sammen”, forklarede han, og sukkede en smule. Det var ikke sådan surt – han var bare træt af det, og jeg forstod det jo også godt.

Jeg tog stille fat i Calums hænder, og flettede vores fingre sammen, imens jeg kiggede seriøst på ham; ”Vil du have jeg dropper kontakten med ham?”. Jeg havde egentlig ikke kontakt til Ashton – men jeg havde da hans nummer og mulighed for at snakke og ses med ham, så på den måde forstod jeg godt hvis Calum sagde ja.

”Selvfølgelig ville jeg helst have det sådan, men jeg vil ikke forbyde dig at snakke med ham”, svarede han, og så en smule tænkende ud. Det gjorde mig da en smule glad, at han virkede lidt jaloux, for det betød at jeg virkelig betød noget for ham. Det var da altid rart at nogen tænkte på dig.

”Jeg er glad for, at det er dig der er far til Mason”, røg det pludselig ud af mig. Jeg skulle ikke have sagt det; skulle ikke få os til at bevæge os ind på det emne og det billede af Ashton som far.

Calum nikkede, og kiggede seriøst på mig; ”Hvad havde du gjort, hvis Ashton var faren?”. Jeg vidste han spurgte fordi han gerne ville høre mig sige, at jeg stadig havde valgt ham. Og det var også det jeg gerne ville sige men ærligt så vidste jeg jo ikke hvad der ville være sket.

”Jeg ved det ikke, men lad os nu ikke snakke om det”, svarede jeg, og forsøgte at dreje samtalen hen på noget andet. Det var ubehageligt at tænke på, at det kunne være Ashton som løftede Mason op og kaldte ham sin søn.

”Har du egentlig fået taget en test?”, spurgte Calum pludselig. Hans udtryk var mærkeligt, en smule koldt og forvirret. Jeg kiggede forvirret på ham, som tegn til at han skulle uddybe sig; ”Altså som viser, hvem der er faren”.

”En faderskabstest?”, jeg slog øjnene op, og kiggede seriøst på ham. Det var ikke sjovt, at han pludselig skulle drage tvivl om, hvorvidt han var far til Mason. Det betød åbenbart mere for ham, end jeg troede.

”Ja. Er der blevet taget en test?”, han kiggede undersøgende på mig, og jeg kunne se nervøsiteten i hans øjne, og høre den i hans stemme.

 ”Nej, for det har jo ikke været nødvendigt, da jeg godt vidste hvem der var faren”, forklarede jeg, og kiggede ham seriøst i øjnene.  Jeg var jo sikker på, at det var Calum dengang, og jeg var da også helt sikker efter at have set Mason, som nærmest var en kopi af Calum.

”Så Ashton kunne faktisk godt være faren, når der ikke er taget en videnskabelig test?”, han kiggede på mig med et blik jeg ikke kunne tyde overhovedet. Det gjorde mig nervøs, og jeg havde lyst til at slå mig selv i hovedet for at have bevæget os ind på det her emne. Det var så dumt.

”Har du set din egen søn eller hvad? Han er nærmest en kopi af dig”, svarede jeg irriteret. Jeg var irriteret over, at vi skulle diskutere det her åndssvage emne. Selvfølgelig var Calum faren, det var jo tydeligt for en hver.

”Man er aldrig sikker før der er taget en DNA-test”, svarede han koldt, helt upåvirket af min irriterede tone. Jeg rullede med øjnene, og fik i irritation sagt noget jeg ikke helt vidste, om det var en god idé;

”Så lad os dog forfanden tage den test”.

____________________________________________________________________________

Hvem tror i, der er faren? :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...