UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17512Visninger
AA

22. Kapitel 21 + VIGTIG BESKED

”At han kunne gøre det..”, mumlede jeg endnu engang. Jeg havde sagt det omkring ti gange de sidste fem minutter. På en måde var jeg utrolig vred på ham over det, men på den anden side så var det jo hans valg, og vi var ikke sammen mere så han havde ret til det. Jeg synes bare, det var hurtigt at være videre, og det gjorde mig i tvivl om han havde holdt så meget af mig som han havde sagt – for så burde det her være hårdere for ham, men det virkede ikke sådan.

”Tror du ikke bare, at det er én stor misforståelse?”, Aria kiggede medfølende på mig. Ja, dén Aria – fra gymnaiset. Hun kendte jo så også Kelly, men havde heldigvis valgt at støtte mig, hvilket jeg var meget taknemmelig for.

”Hvordan skulle det kunne misforståes? Hun sad nøgen i hans stue, og han lignede noget der var løgn”, forklarede jeg hende, og hun så ud til at overveje hvad jeg havde sagt. Jeg var meget glad for, at jeg havde Aria; Sara var jo sådan lidt imellem det hele og jeg vidste ikke hvor god hun var at snakke med om det her. Så var der min mor, men hun var noget helt andet – det var rart at have en på samme alder som mig, at snakke med, og Aria var utrolig sød.

”Kan det ikke være en af de andre drenge der har hygget med hende?”, hun kiggede spørgende på mig, med et lille smil. Det bedste ved hende var, at hun forsøgte at være positiv hele tiden. Noget jeg selv haltede en smule til.

”Hans hår sad rodet, hans trøje vendte forkert…”, svarede jeg og der var det som om, at det gik op for mig i det sekund. Han havde været sammen med en anden. Som var min veninde. Én uge efter vi slog op. Åh gud.

Vidste han overhovedet hvem hun var?

Jeg kiggede på Aria som skulle til at sige noget mere, da der lød en banken på døren.

”Kom ind!”, råbte jeg, da jeg ikke magtede at gå ud og lukke op. Doven og det, men jeg var ikke lige i det bedste humør. Det var sikkert alligevel ikke noget vigtigt.

”Anna? Aria? Hej”, hendes stemme var den sidste jeg lige nu ville høre. Okay udover Calums. Jeg kunne faktisk ikke helt beslutte mig for, hvem jeg mindst gad at snakke med lige nu.

”Kelly, jeg tror ikke lige…”, mumlede Aria og forsøgte at få hende til at forstå hvilket dårligt tidspunkt hun kom på.

”Jo Kelly nu du er her, så lad os da endelig snakke lidt”, startede jeg ud og forsøgte at lyde så neutral som muligt, men det var ikke helt nemt. Jeg hadede hende virkelig meget lige nu, men jeg var også en smule nysgerrig efter at høre hvad hun egentlig havde tænkt sig.

”Jeg er så ked af det Anna. D-det skete bare og…”, hun havde åbenbart intet klogt at sige, så jeg lukkede af og hørte ikke resten af hvad hun sagde.

”Jeg håber vi kan blive gode venner igen på et tidspunkt”, sluttede hun af. Af en eller anden grund hørte jeg lige netop den sætning. Måske fordi den var så langt ude.

”Ja, tro på det Kelly”, grinede jeg. Kunne ikke lade være – at hun skulle fyre sådan noget lort af.

”Kan vi ikke snakke om det?”, hun kiggede både irriteret, medfølende og bedende på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare; jo vi kunne snakke, men til hvilken nytte?

Til mit store held begyndte min mobil at ringe, hvilket betød at jeg havde en undskyldning for ikke at snakke med Kelly.

”Den er jeg nødt til at tage”, svarede jeg med et falskt smil, frydede mig over at se hendes irriterede ansigtsudtryk. Lucky me.

Jeg rejste mig op fra stolen og gik ind på mit gamle værelse. Her kunne de ikke høre min samtale.

”Det er Anna”, svarede jeg monotont. Det var bare vane og rutine, ligemeget hvem der ringede.

”Vi skal lige snakke om noget”, hans stemme pissede mig af. Jeg sukkede, måske hørte han det, måske gjorde han ikke – jeg var ligeglad.

”Vi har ikke noget at snakke om”, sagde jeg koldt og bevægede mig hen til vinduet, som jeg åbnede. Havde sku brug for noget luft hvis jeg på nogen måde skulle gennemføre en form for samtale med ham.

”Tænk engang, det tror jeg faktisk at vi har”, svarede han ligeså koldt som jeg havde gjort det. Jeg hadede ham simpelthen så meget, når han opførte sig som en på tretten. Det var så grænseløst irriterende, at han skulle svare mig igen på den måde.

”Hvad kan det dog være”, mumlede jeg dramatisk, egentlig mest til mig selv og for at være irriterende. Kunne ikke lade være.

”Jeg vil bare gerne se min søn. Er det for meget at forlange?”, hans stemme var irriteret – men ikke så irriteret som spørgsmålet lød. Han virkede mere træt og bedende. Jeg ville selvfølgelig ike holde Mason fra sin far for altid – men jeg var glad for, at Mason var hos mig og ikke hos Calum.

”Jeg tror bare Mason bliver forvirret hvis han er hos dig lidt tid og så ved mig og så videre”, forsøgte jeg at forklare som undskyldning. Faktum var, at jeg ikke brød mig om at sætte Mason af hos Calum uden selv at være der. Det var en irriterende tanke – tænk hvis en af hans nye piger var der og ville spille mor overfor Mason? Det var næsten ikke til at bære.

”Og det bliver han ikke forvirret over nu?”, Calum lød undrende; han hoppede overhovedet ikke på min lamme undskyldning.

Hurtigt tænk, Anna.

Find på noget.

”Han er rimelig vant til, at hans far ikke er hjemme”, forsvarede jeg mig flabet og vidste godt, at jeg ramte et ømt punkt. Det var tarveligt sagt – jeg var tarvelig overfor Calum. Eller var jeg? Det var ham der havde bollet en anden så kort tid efter, ikke mig.

”Du ved lige hvordan du skal pisse mig af”, hans stemme var slet ikke som regnet med; den lød nærmest blid og varm. Som om vi snakkede om minder, og det her blot var et af dem. Som om alt var normalt og som før. Sådan, som jeg ønskede det.

”Jeg har kendt dig i fem år”, sagde jeg som forklaring og svar til hans kommentar. Kunne ikke komme på andet at sige, end det. Det var vildt at tænke på; fem år siden jeg havnede ved siden af Ashton i flyet, og fem år siden jeg var i New York og fuckede forholdet mellem mig og drengene op.

How time flyes.

”Alt jeg beder om, er en ny chance. Jeg skal tilbage på tour om to dage, lad mig i det mindste se Mason inden jeg rejser”, hans stemme var ny; bedende, tiggende, varm. Han bad mig om en ny chance, nærmest tiggede mig. Var det ikke et tegn på, at han virkelig mente det?

”Okay. En ny chance. For Mason”, svarede jeg enkelt. Det var kun retfærdigt overfor Mason, at han fik lov til, at se Calum inden han rejste.

_________________________________

Der er nogle som har sagt de gerne vil have en 5'er. Jeg er meget i tvivl, for har skrevet på serien her i omkring to år, og folk er faldet mere og mere fra, så ved ikke om det overhovedet er interessant at følge med mere... Vil gerne lige have jeres mening.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...