UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17502Visninger
AA

20. Kapitel 19

Jeg tjekkede min mobil igen. Det var tredje gang indenfor et minut. Ingen beskeder, ingen missede opkald, ingenting. Selvom det var svært at indrømme, så var jeg lidt skuffet.

Hvis Calum havde sagt at han hadede mig fucking meget, som jeg sagde til ham, så havde jeg heller ikke kontaktet ham – men jeg var skuffet alligevel.

”Anna, vil du gøre mig en tjeneste?”, min mor satte sig i sofaen ved siden af mig. Hun smilede anstrengt – vidste godt jeg var i ret dårligt humør over gårsdagens hændelse.

”Ja, selvfølgelig”, svarede jeg hurtigt. Jeg følte virkelig at jeg skyldte min mor, efter hun havde taget sog så godt af mig og Mason.

”Vil du hente noget mælk i supermarkedet?”, hun kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede hurtigt, smilede og rejste mig op så jeg kunne komme afsted. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så gad jeg ikke bevæge mig nogle steder hen, men jeg kunne ikke være andet bekendt efter det her.

”Vil du med skat?”, spurgte jeg Mason og smilede til ham. Han rejste sig hurtigt op og fulgte med mig ud i gangen, hvor jeg hjalp ham med at få sko og jakke på.

For, at det ikke skulle være løgn, så regnede det også. Ikke meget, men det regnede og himlen var grå. Trist, trist, trist.

Jeg tog Mason i hånden, så han ikke løb nogle steder og så gik vi stille ned mod supermarkedet. Det var heldigvis ikke så langt væk, så det tog kun omkring ti minutter. Mason var stille hele vejen der ned, han gik bare og kiggede rundt og hoppede i vandpytterne, så vandet sprøjtede op på vores ben. Men jeg grinte bare og det samme gjorde Mason, så det blev faktisk en hyggelig lille tur.

Der var kun få mennesker inde i supermarkedet, så Mason og jeg gik bare direkte ned til køledisken og fandt noget mælk.

”Mor, må jeg få mælkesnit?”, Mason kiggede op på mig med store, bedende øjne. Øjne som kun ham og Calum kunne lave, jeg kunne næsten ikke holde det ud.

Jeg nikkede bare til ham og han blev glad. Han fik dem heller ikke så tit, så det var okay, specielt nu hvor vi begge var lidt nedtrykte. For det var Mason også; han havde ikke været sig selv i går eller her til morgen. Jeg håbede virkelig, at det blev bedre og bare var en kort periode for det sidste jeg ville, var at se min søn nedtrykt fordi mig og Calum var så dumme at råbe af hinanden. Det skulle nok blive bedre. Det blev det nødt til.

”Anna?”, en velkendt stemme fyldte min øregang. Jeg kiggede hurtigt op og mødte Saras øjne. Alle de andre stod bag ved og ved siden af hende. Også Calum og Ashton. Mit hjerte begyndte straks at banke utrolig hårdt og jeg begyndte nærmest at panikke. Hvad skulle jeg gøre nu?

”Far!”, Masons stemme var det eneste som var i mellem os. Calum smilede til ham og mumlede et eller andet.

Jeg kunne mærke Mason begyndte at gå frem for at komme hen til Calum, så jeg tog hurtigt strammere fat om hans hånd og begyndte at gå den modsatte vej; ”Vi skal hjem Mason, kom”.

”Anna, lad dog din søn sige hej til sin far”, Calums bestemte og kolde stemme kom tættere på os. Jeg blev så irriteret på ham, han irriterede mig grænseløst. Kunne slet ikke styre det, så jeg forsøgte bare at ignorere ham og gå videre.

”Forhelved, så tag dig dog sammen!”, han tog fat i min arm så jeg nærmest væltede rundt og kiggede på ham. Mason stod lige ved siden af mig altså, kunne han ikke have ventet til et andet tidspunkt?

”Vil du godt bare lade os være”, sagde jeg lavt, da jeg synes det var en rigtig dum idé at lave en scene her i supermarkedet. Og så foran Mason, helt ærligt.

”Ikke før du snakker med mig og lader Mason gøre det samme”, svarede han en smule lavere, dog stadig utrolig vredt. Det lød virkelig forkert, men at han var så vred gav mig lyst til, at springe på ham, på den helt forkerte måde. Specielt fordi det jo havde regnet på ham, så ja, jeg måtte styre mig for ikke at overgive mig til hans vrede charme.

”Du skal bare lade os være”, sagde jeg bestemt og bakkede væk fra ham. Mason kiggede på os med store øjne. Han forstod tydeligvis ikke helt hvad der foregik ligenu. Det gjorde jeg heller ikke, men han forstod nok stadig mindre end jeg gjorde.

”Du er bare for meget, du er”, svarede han skuffet og rystede på hovedet. Hans øjne var virkelig vrede, men de skræmte mig ikke.

”Okay, i lige måde så”, svarede jeg flabet, egentlig bare fordi jeg ikke havde andre ting at sige. Hvad skulle jeg svare?

”Forhelved Anna, det er din skyld at vi er uvenner og alligevel spiller du hellig”, hans stemme var irriteret og vred og alt mulig andet, men det var intet i forholdt til min.

”MIN skyld? Er du helt skudt eller hvad fanden foregår der?!”, min stemme blev nu også høj og vred, jeg kunne ikke holde det tilbage længere. I det øjeblik var det kun mig og Calum som eksisterede, men denne gang på en rigtig dårlig måde.

”Jeg er så træt af alt det drama du hele tiden laver, over en masse små ting! Det er som om, du bare gerne vil give mig dårlig samvittighed og jeg gider det ikke mere!”, Han gik tættere på mig og jeg trådte et skridt tilbage. Det gjorde virkelig ondt, at han sagde sådan om mig, for jeg havde virkelig aldrig prøvet at give ham dårlig samvittighed.

”Oh okay, og hvad med dig selv måske? Du er så pisse jaloux og render rundt og slikker Ashton og mig i røven og siger det er heeeelt fint at vi snakker sammen alene, men nej nej, det må jeg så heller ikke!”, udbrød jeg ud i én lang køre. Jeg var så træt af Calum – virkelig, jeg kunne slet ikke overskue at skulle være sammen med ham. Var det seriøst sådan det skulle være? Var det normalt, at man begyndte at hade hinanden?

”Hvordan ville du så have det med at sove hos mig den ene dag og den næste lå jeg og bollede en anden lige foran dig?!”. Jeg var nærmest chokeret over det, han sagde; han hentydede jo til mig og at jeg havde bollet med dem begge den ene efter den anden aften. At han kunne være det bekendt.

”Hvad fanden kalder du det med dig og Megan så!”, svarede jeg vredt og skubbede til ham. Kunne ikke lade være. Det skete bare, jeg blev virkelig sur.

Mason slap min hånd og løb hen til Sara. Jeg fik det virkelig dårligt, men jeg kunne ikke stoppe min vrede til Calum. De andre kiggede virkelig chokeret på os, havde nok ikke troet at vi ville begynde at skændes.

”Wow. Så jeg gætter på, at vi er ovre”, hans stemme var lavere nu, men lige så vred. Selvom jeg var utrolig sur på ham, så gjorde det ekstremt ondt at høre sætningen ’vi er ovre’. Hvad fanden var jeg overhovedet uden Calum? Og hvad skulle der ske nu?

Tårerne begyndte at strømme ned ad mine kinder. Ingen ord kunne rigtigt beskrive hvor ked af det jeg var, eller hvor fortabt jeg følte mig.

”Hvis det virkelig er det du vil”, mumlede jeg, men kunne ikke holde ud at kigge mere på ham. Jeg fik hurtigt fat i Masons hånd og bevægede mig ud af supermarkedet. Han var ked af det, virkelig ked af det kunne alle og enhver se. Jeg hadede at lade ham se os skændes, men hvad skulle jeg have gjort? Calum og jeg var ovre, mit værste mareridt var blevet virkeligt; han forlod mig.

________________

Jeg kunne være ond og slutte den her, haha. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...