UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17504Visninger
AA

17. Kapitel 16

”Ud med det”, jeg satte mig i sofaen ved siden af Sara. Jeg havde lavet te og kage og det hele, og vi sad rimelig afskærmet fra de andre, så nu var det nu. Jeg blev nødt til at vide, hvad hende og Michaels fremtidsplaner var. Nysgerrig i know.

”Hvad er det du vil vide?”, hun kiggede spørgende på mig, men på den der irriterende måde, hvor hun godt vidste hvad jeg ville vide, hun gad bare ikke sige det.

”Du ved godt hvad jeg tænker på. Snak”, jeg puffede blidt til hende, for at få hende til at tale. Hun skulle snakke løs, jeg skulle ikke.

”Okay vi snakkede om det, men det var ikke seriøst”, hun kiggede ned og skyndte sig at drikke af sin te, så hun slap for at sige mere. What a bitch.

”Det tror jeg ikke på”, svarede jeg hurtigt, hvilket hun bare trak på skuldrene til. Hvorfor kunne hun ikke bare fortælle mig det?

 Burde jeg snakke med Michael i stedet for? Ville han snakke mere?

”Hey Michael?”, han sad nede ved tv’et, fordi drengene spillede Fifa. Eller, Ashton forsøgte at spille, men han var ikke den bedste. Ærligt, så var han røv dårlig til det, men det var også okay, for Mason var med, og han var måske heller ikke den bedste af dem.

”Annabanana?”, han gloede bare videre på skærmen. Jesus christ, kunne han ikke lige give os opmærksomhed et kort sekund?

”Få lige din numse herop”, endelig reagerede han, og satte sig ved siden af mig. Sara rullede med øjnene, og trak på skuldrene til ham. Hun kunne da bare selv have fortalt, så behøvede jeg ikke afhøre hendes kæreste.

”Hvad er der Anna?”, han smilede til mig, men noget sagde mig, at han aldeles godt vidste hvad jeg ville snakke om. Hvorfor var de så hemmelighedsfulde?

”Vil i gerne have børn sammen? Altså sådan nu?”, jeg kiggede ham seriøst i øjnene, for det her var altså rimelig alvorligt. Jeg vidste selv hvor meget arbejde der var, og Mason var jo helt i starten ikke planlagt, hvilket havde været endnu mere arbejde. Hvis de gerne ville, kunne de ligeså godt få det ud.

”Måske”, svarede han bare, rigtig uforpligtende. Hvorfor var de så hemmelighedsfulde omkring det? Det var jo ikke noget at holde på, da det alligevel ville  blive opdaget.

”Kunne det ikke være sjovt hvis vi begge to blev gravide?”, Sara brød ind. Hendes øjne lyste på den der måde som når hun havde fået en idé hun selv syntes var rigtig god. Den pige skulle have noget biologi da.

”Hvordan vil du gøre Michael gravid?”, jeg kiggede dumt på hende, altså helt ærligt tøs.

”Sku da ikke Michael, jeg mener dig og mig. Så kunne vi være gravide sammen”, forklarede hun, og smilede stort til mig. Wauw, strålende idé Sara. Genious.

”Jo det kunne da være skide sjovt”, svarede jeg sarkastisk, hvilket fik os begge til at bryde ud i grin. Hvor var det en åndssvag samtale, men den var jo sjov.

Drengene forstod tydeligt ikke noget, så de kiggede bare mærkeligt på os. Jeg kiggede på dem med et løftet øjenbryn; ”To i forvejen temperamentsfulde piger, gravide på samme tid? Kan i ikke se det?”.

Det så endelig ud til, at en lille pære lyste op over drengenes hoveder. Jesus de var langsomme. Sara rystede på hovedet af dem, til mig og jeg smilede til hende, for ja de var til at ryste på hovedet af nogle gange.

”Mason?”, jeg kiggede ned på min søn som sad og kiggede med på det Fifa drengede spillede. Han kiggede hurtigt op på mig.

”Vil du med ud at gå en tur?”.

Han nikkede hurtigt, rejste sig op og kiggede afventende på mig. Jeg rejste mig op fra sofaen og gik hen mod ham, så jeg kunne tage hans hånd. Vi gik ud i gangen og jeg hjalp ham med at få sko og jakke på, før jeg selv tog det på.

Lige da vi var klar til at gå, lød der skridt ude fra stuen og kort efter stod Ashton i døren og kiggede på mig; ”er det okay hvis jeg går med?”.

”Selvfølgelig”, jeg nikkede hurtigt og smilede. Mig og Ashton skulle jo også være venner nu og det skete bedst ved, at lave et eller andet sammen så det ikke blev så akavet.

Ashton fik hurtigt sine sko og sin jakke på og så var vi afsted. Det bedste var nok, at snakken gik med det samme.

”Han ligner sin far den bette”, grinede Ashton og jeg deltog da Mason gik et stykke foran os, men så jeg stadig kunne holde øje med ham.

”Han er nærmest en kopi”, svarede jeg venligt og smilede. Mason kunne godt være Calum som lille, hvis man ikke vidste at det var hans søn.

”I er et godt par”, sagde han pludselig og kiggede mig i øjnene i et sekund, men det var lidt svært eftersom vi gik ved siden af hinanden.

”Jeg er glad for du tager det så pænt”, svarede jeg ærligt, for det var jeg virkelig. Han havde slet ikke været sur på mig, og det synes jeg var en rimelig pæn reaktion. Jeg selv ville have været skide sur, så det var lidt svært at forstå Ashtons reaktion.

”Alle kan jo se, at i er et bedre par end vi nogensinde ville blive”, hans stemme var lav og en smule trist. Han kiggede ned i jorden. Jeg blev selv trist ved tanken – selvfølgelig holdt jeg stadig af Ashton og jeg savnede faktisk virkelig den gang det var os, for det var så trygt. Ikke at det ikke var det med Calum, for det var det – men Ashton var en helt anden perosn end Calum og af og til blev jeg da også lidt nervøs for, om jeg havde truffet det rigtige valg dengang.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, overhovedet – så i stedet tog jeg bare ligeså stille fat om hans hånd. Jeg følte ikke, at jeg gjorde noget forkert – det var venskabelig ment. Udadtil i hvert fald.

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Det var lavt, men det var et grin.

”Hvad griner vi af?”, spurgte Ashton smilende og kiggede kort på mig. Jeg klemte mine læber sammen for ikke at slå et højt grin op.

”Kan du huske, da vi mødte hinanden i flyet og spiste sammen og du så fik hældt det der yoghurt ud over det hele?”, min stemme knækkede over et par gange, af grin. Minderne kom bare tilbage, når man først begyndte at tænke på dem.

Ashton grinede og nikkede. Han huskede det også.

”Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme det”, mumlede han og stoppede op. Hans stemme blev så seriøs og han fangede mine øjne på den mest alvorlige måde.

Hans ene hånd kærtegnede blidt min kind og jeg følte en større og større tvivl om de her to fyre som jeg havde mødt for over fire år siden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...