UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17520Visninger
AA

15. Kapitel 14

”Mason, hvor gammel er det du er?”, Sara kiggede smilende på ham. Mason sad for bordenden, jeg sad på hans venstre side, og Sara på hans højre, eftersom han kendte hende virkelig godt.

Han rakte tre fingre op i luften. Jeg smilede til ham.

”Du er dygtig skat”.

”Hvor gammel er far?”, spurgte Sara ham, og Mason så utrolig forvirret ud først. Så kom et flabet smil op på hans læber; ”Gammel!”.

Folk omkring bordet slog et grin op. Jeg kunne heller ikke glade vær. Konge svar Mason, det må jeg give dig.

”Hvad så med mor?”, spurgte Sara, og smilede stort til ham. Han kiggede rundt på folk, og så på mig tilsidst; ”Hun er også gammel!”.

Jeg grinede af ham. For ham var vi jo alle rimelig gamle, så det var meget fair han kaldte os det.

Han rakte ud efter sit glas med saftevand, men fik ikke godt nok fat hvilket resulterede i, at det væltede ind mod ham, og ned over ham. Han kiggede hurtigt op på mig, forventede en reaktion.

Jeg satte glasset op, og fik fat i noget papir, så jeg kunne tørre det som var havnet på bordet, op. Alligevel var der kommet en del på hans trøje, så han skulle have en ny på så den anden kunne tørre.

”Kom Mase”, mumlede jeg, og løftede ham op fra sin stol, og bar ham ud på badeværelset. Han satte sig hurtigt op på toiletbrættet og kiggede på mig med sine store øjne; ”Undskyld mor”.

”Det er helt okay Mase, det var bare et uheld”, jeg smilede varmt til ham, hvilket fik ham til at lyse op. Hans smil var det dejligste.

Jeg fik taget hans trøje af, og givet ham en ny tør på, også var han klar. Han løb selv ind i stuen og satte sig på sin plads, mens jeg gik ud i køkkenet og lavede noget nyt saftevand til ham.

Jeg stillede det foran ham, og smilede til ham. Han smilede til mig; ”Tak mor”.

”Så lidt skat”, nikkede jeg til ham. Han var simpelthen det sødeste nogensinde, jeg var så stolt af ham og alt han gjorde, ligemeget hvor dumt det lød.

”Er du færdig basse?”, spurgte jeg, da Mason havde drukket sin saftevand og hans tallerken var tom. Han nikkede og smilede; ”Tak for mad mor”. Sikke artig han pludselig var… Det var helt sikkert fordi han vidste, at der lå is ude i fryseren.

”Så lidt skat, og tag bare en is”, jeg smilede til ham. Han så lidt overrasket ud over, at jeg vidste hvad han ville spørge om, men det tog ham ikke mere end et par sekunder at hoppe ned ad sin stol og løbe ud i køkkenet.

”Nå, jeg hører i planlægger nummer to?”, Michael kiggede grinende skiftevis på mig og Calum. De satans rygter, selvfølgelig skulle vi mobbes med dem.

Calum kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Jeg satte mig tilbage i min stol og pustede ud; ”Puha, sikker på det?”. Calum nikkede bare til mig. Det var sku heller ikke ham der havde det hårdest!

”Hey Anna, hvordan er det egentlig at føde?”, Sara kiggede interesseret på mig. De overvejede vel ikke seriøst at få børn?

Sara måtte have set mit overraskede udtryk, da hun bare fnes; ”Jeg spørger bare af interesse, rolig nu”.

”Som at presse en vandmelon ud”, jeg forsøgte at forklare hende det rigtig pædagoisk da hun jo ’bare var interesseret’. Jeg troede sku ikke på det, de planlæggede så meget et barn. Burde jeg prøve at skræmme hende lidt? Jeg mener bare, hun virkede ikke umiddelbart så moden til at have et barn, selvom hun var ældre end mig.

”Men det går da ret hurtigt?”, hun kiggede spørgende på mig, og virkede faktisk som en skoleelev i biologi timen. Lidt sjovt at jeg var yngre end hende, og så skulle forklare hende om fødsel og graviditet.

”Jo noglegange, min tog vidst kun seks timer”, jeg drømte mig lidt tilbage til den dag på hospitalet. Det var helt klart den bedste dag i mit liv, også selvom det var det mest smertefulde jeg har prøvet.

”Seks timer?!”, Sara slog øjnene op, og kiggede på mig som om jeg var sindssyg. Det så ud til at skræmme hend,e hvilket jo var godt lige nu. Egentlig skræmte jeg hende jo ikke, jeg fortate hende hvordan det var.

”Der er da nogle, som føder i over et døgn”, forklarede jeg hende roligt. Min fødsel havde på mange måder været ’mild’; det hele var gået efter planen, og Mason var som han skulle være, så der var ikke noget der, hvilket jeg var meget taknemmelig for, eftersom jeg var meget alene i starten.

”Jeg forstår ikke du kunne holde det ud!”, hun pustede ud som om hun fik det hårdt bare ved tanken. Måske det var godt hende og Michael ventede et par år med alt det børne-halløj.

”Det er smerten værd”, svarede jeg og smilede. Jeg kiggede ind på Mason som sad inde i stuen med sin is, og fortalte sin bamse historier; han elskede at fortælle historier.

”Og du vil gerne have flere børn? Skræmmer det dig ikke at skulle igennem det igen?”, hun kiggede helt uforstående på mig, og hendes øjne var kæmpestore.

”Egentlig ikke”, svarede jeg og trak på skuldrene, hvorefter jeg tilføjede; ”det bliver forhåbentlig lidt nemmere næste gang”, hvilket jo var henvendt til, at jeg havde Calum. Mason havde jeg trods alt selv taget mig af, de første to år af hans liv. Sådan var det forhåbentlig ikke næste gang, hvis der blev en næste gang.

Calum smilede til mig, og han nikkede, hvilket gjorde mig glad inden i. Jeg håbede sådan, at det varede resten af livet med ham og jeg. Jeg kunne heller ikke forestille mig andre end ham, det var en sindssygt langt ude tanke.

”Du har egentlig aldrig fortalt om din fødsel?”, Sara kiggede interesseret på mig. Det var da utroligt med hende i dag.

Jeg trak på skuldrene; ”du kan da bare spørge, hvis der er noget specielt du vil vide”.

”Hvordan fandt du ud af, at du skulle føde, og hvornår gjorde du det?”, det kom lidt bag på mig, at hun rent faktisk spurgte om noget så præcist. Men det var godt for mig, for så kunne jeg svare bedre på det jo.

”Du bliver jo sat til en dato, så du ved det godt lidt når den dag nærmer sig. Men jeg blev indlagt klokken elleve om aftenen, og fødte klokken fem om morgenen”, forklarede jeg. Det var utroligt så lyttende og opmærksom hun så ud imens.

”Du får det til at lyde så nemt”, fnes hun, og så utrolig beundrende ud. Mig? Nemt? Det måtte da være en joke.

”Det var det virkelig ikke, sådan skal det ikke lyde. Det var det mest smertefulde jeg nogensinde har prøvet”, forklarede jeg ærligt, og Sara så både lettet og skræmt ud. Jeg ville ikke have det til at lyde som om, at der kom en flyvende enhjørning ned med en baby, og så var alt godt.

Sara åbnede munden og skulle til at sige noget, da Calum rejste sig nede fra den anden bordende. Uden at kigge på nogle af os, eller sige noget, forlod han rummet og gik hen ad gangen. Hvad betød det lige?

Sara kiggede mærkeligt på mig og mimede et eller andet, jeg trak forvirret på skuldrene. Havde jeg gjort noget forkert, eller hvad skete der?

____________


UNFORGETTABLE HOLIDAY HAR RUNDET 12.000 VISNINGER!!! 

Savner jeres kommentarer, og at høre jeres mening :(
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...