UH 4: Unforgettable Times//5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2015
  • Opdateret: 10 mar. 2017
  • Status: Igang
Calum Hood og Anna Garcia blev et par, og de lever nu sammen med deres søn Mason, på tre år. De lovede hinanden, at alt ville være godt nu, og at det bare var de to. Men nye udfordringer trænger sig på, da resten af bandet hører nyheden, og en af medlemmerne truer med at forlade bandet. Anna ser ingen anden mulighed end at prøve at fixe det hele, men kan hun virkelig det, efter alt hvad hun har været igennem med bandet?
Hun må endnu en gang tage sagen i egen hånd, da en gammel flamme opsøger hende og Calum, og hun lærer for alvor at stå på egne ben. Følg med i 'Unforgettable Times' 4'eren af Unforgettable Holiday.

26Likes
106Kommentarer
17510Visninger
AA

12. Kapitel 11

”Kom Mason”, jeg spændte ham op og tog ham i hånden. Vi var ved hospitalet, og skulle ind for at få resultaterne af DNA-testen. Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg var ret nervøs. Calum var helt sikkert faren, men tænk hvis han rent videnskabeligt ikke var? Hvad ville der så ikke ske? Hvis Calum ikke var faren, så var Ashton det, og det ville sku dræbe stemningen. Jeg kunne slet ikke overskue tanken.

Calum lagde sin ene arm om mig, mens vi gik op mod hospitalet. De andre gik med, hvilket jeg normalt ikke ville have noget i mod, men det her var så anspændt og spændende, at det ville blive akavet hvis resultaterne viste noget andet end jeg troede.

Vi kom ind på hospitalet, og blev vist hen til et lokale, hvor en ældre, mandlig sygeplejerske sad, og så hende der tog prøver fra mig og Calum.

”Velkommen til. Jeg er George”, manden rakte hånden frem til os begge, og smilede venligt til de andre bag os. Mig og Calum fulgte med ind i et andet lokale, så vi var alene.

”jeg har nogle papire til jer her”, startede han ud, og rakte os begge et par stykker papire hver. Jeg kiggede på papiret;

Faderskabstest for Mason Garcia 6 Marts 2012.

Moder: Anna Garcia

Fader: Calum Thomas Hood

Jeg åndede lettet op, indtil jeg så punktet under Calums navn; DNA-spor: Aaron Bright.

Jeg kendte ingen der hed Aaron, og manden der var her hed jo George, så hvorfor stod det navn der?

”Hvad betyder det der?”, spurgte jeg, og pegede på punktet under Calums navn. Calum så mindst lige så forvirret ud over det, og han kiggede lyttende på sygeplejerskerne.

”Faderens del af DNA er primært Calum Hood, men der blev fundet DNA spor fra en anden mand også”, forklarede George. Jeg kiggede uforstående på ham, hvad fanden betød det? Jeg kendte jo ikke manden?

”Jeg forstår ikke helt? Hvor skulle den anden mands DNA komme fra?”, jeg kiggede mærkeligt på begge sygeplejerske. Jeg var ærligt lidt lost lige nu.

”Samme vej som Calum Hoods”, sagde George som om det var indlysende. Han kunne ikke lade være med at se lidt sjov ud i hovedet. Jeg lød virkelig dum nu, men jeg forstod det ikke; jeg havde jo ikke været sammen med andre end Calum og Ashton hele mit liv? Det måtte helt sikkert være en fejl.

”Men jeg kender ingen Aaron Bright?”, sagde jeg hurtigt og blev faktisk lidt frustreret. Jeg tænkte og tænkte, men jeg havde aldrig stødt på navnet Aaron Bright. Hvem fanden kunne det være?

”Videnskaben lyver ikke”, svarede George, og gjorde mig nærmest endnu mere forvirret end før. Jeg forstod slet ikke det her. Det var jo umuligt, jeg havde aldrig mødt en med det navn.

”Det eneste vi kan fortælle jer, er resultaterne”, den kvindelige sygeplejerske trak lidt på skuldrene, og så rejste de sig begge, da de åbenbart skulle videre. Hvad skete der lige?

Da de var gået ud var der helt stille i rummet. Calum stirrede ud i luften, og jeg gjorde sikkert det samme.

”Er der noget du vil fortælle mig, Anna?”, hans stemme var blevet ret hård, og han fik det til at lyde som om, jeg havde gjort noget forkert. Det havde jeg jo ikke.

”Ikke andet end at jeg ikke fatter det her. Jeg har aldrig mødt en med det navn”, svarede jeg uforstående, men Calum så ikke ud til at tro på mig.

”Hvis du har gjort et eller andet mens jeg ikke var her, så skal du altså sige det”, lød det fra ham. Han troede simpelthen, at jeg havde været ham utro. Hvad fanden var det nu for noget?

”Calum, jeg mener det virkelig, jeg aner ikke hvem det er”, svarede jeg, og forsøgte at fange hans øjne. De lynede næsten. Shit, det her var ikke godt, og han troede ikke engang på mig.

”Du må sku da vide hvem du har sex med?”, han lød virkelig irriteret, pis. Jeg hadede når han var sur.

”De eneste jeg i mit liv har været sammen med, er dig og Ashton, og det med Ashton er to år siden”, forklarede jeg, men Calum så slet ikke ud til at tro mig. Egentlig forstod jeg ham godt; jeg ville reagere på samme måde hvis der stod DNA spor fra en anden pige, selvom det ikke rigtigt kunne lade sig gøre. Det lød virkelig dumt at sige, at jeg ikke vidste hvem Aaron Bright var, men det gjorde jeg jo ikke, så hvad skulle jeg gøre?

”Jeg ved ikke hvad jeg skal tro nu”, mumlede han og rejste sig op. Uden at vente på mig gik han ud og begyndte at gå ned ad gangen. Jeg kom ud efter ham, og de andre kiggede forvirret på mig, da Calum bare gik uden så meget som at kigge på dem. Især Ashtons blik landede på mig. Han måtte tro noget forkert.

Mason kom hen til mig, og selvom mine øjne var blanke, smilede jeg til ham. Han kiggede på mig med et spørgende blik; ”Er far sur?”.

”Han bliver god igen skat”, forsikrede jeg ham, og kyssede hans pande.

Sara kom hen og lagde en arm om mig, mens hendes blik søgte efter et svar. Jeg rakte hende mine papire, som hun hurtigt scannede. Hun forstod vidst heller ikke helt. Det her var nok den værste start på weekenden; en ukendt mands klamme gener var blevet blandet en lille smule med Calums. Det var jo heldigvis kun DNA spor, og ikke halvt fra ham og halvt fra Calum. Calum var jo far til Mason.

 

Vi var kommet hjem og stemningen var på ingen måde blevet bedre. Calum havde været skide sur på vej hjem, og ingen havde sagt noget. Ikke engang Mason. Calum var bare gået ind på vores værelse og havde lukket døren, hvilket i mit hoved var et rimelig klart signal om, at han ikke gad forstyrrelser.

Jeg havde fundet min computer og var gået på facebook; jeg ville prøve at søge på denne ukendte mand. Men jeg var også lidt bange for resultatet, hvad for en type kunne det ikke være?

Nej, jeg måtte gøre det. Jeg skulle have ansigt på den mand. I det samme gik døren til vores værelse op, og Calum kom ud. Han satte sig ved siden af mig i sofaen, og lagde sin hånd på mit lår; ”Vi skal lige finde ud af det her”. Jeg smilede let til ham; noget af det bedste ved ham var, at han også ville løse de ting der skete, når han var kølet ned. Jeg kendte ham rimelig godt på det punkt.

”Ja. Jeg ville prøve at søge på ham”, svarede jeg og kiggede i papirerne hvor navnet stod; der stod også hvilken by han boede i og hvornår han var født. Han var åbenbart nogle år ældre end mig.

Calum nikkede og kiggede med på min facebook. Jeg fik tastet navnet, og trykkede på den der passede med by og fødselsdagsdato. Trykkede på profilbilledet, og pludselig fik jeg kuldegysninger. Det her var vel ikke seriøst?

Jeg kunne mærke min vejrtrækning stige, og jeg smækkede hurtigt mine hænder op foran min mund. Jeg kunne ikke tro det her. Dylan.

 Et lavt hulk gik igennem mig, og Calum kiggede mærkeligt på mig, før han lagde sin arm om mig; ”Ved du hvem det er nu?”.

Jeg nikkede hysterisk, hulkede og kunne mærke mine tårer begynde at løbe. Min vejrtrækning blev besværlig, hvilket Calum hurtigt så. Han kiggede overrasket på mig; ”Hvad sker der baby?”. Han lagde begge sine arme om mig, og aede mig på ryggen med sin hånd.  

”D-det er ham…”, mumlede jeg, og pressede mit hoved ind mod Calums bryst. Han trak mig helt ind til ham, og snakkede med rolig stemme; ”Ham hvem?”.

”Det er ham der voldtog mig Calum”, svarede jeg og kunne mærke min stemme knække. Calums krop frøs til is. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...