Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10142Visninger
AA

8. Kapitel 7 // Paisha Falantine

Kapitel 7 // Paisha Falantine

Paisha stod i Eliksir lokalet sammen med Draco. Alle andre var gået efter timen, men Snape havde hurtigt stoppet dem med et lille slesk smil. De havde en anelse om, at de måske skulle afsone deres sveder. Snape var gået bort i et kort øjeblik, men få minutter senere kom han ud fra hans kontor. 

”I vil afsone jeres sveder idag. I skal sortere eliksirene i rigtig alfabetisk rækkefølge, og da de står så spredt nu, så kan det godt tage langt tid. I skal ikke spørge efter hjælp, og magi er bandlyst,” sagde Snape monotont i en kold stemme. 

Paisha stønnede irriteret, og kiggede ind i redskabsrummet. Hylderne var fyldt med diverse eliksirer og opskrifter, og alt sammen skulle sorteres i alfabetisk rækkefølge. Hun ville vædde med, at Snape sikkert havde rodet endnu mere rundt i dem, så de havde mere arbejde. 

De gik derinde, hvorefter Snape forlod dem helt alene. Paisha sendte et svagt opmuntrende smil, men det syntes ikke at hjælp meget på det faldne humør. De gik langsomt hen til hylderne, og i et splitsekund begyndte de at sortere tingene i alfabetisk rækkefølge. 

”Af alle straffe i denne verden, så vælger Snape, at vi skal sortere alle hans eliksir ting i alfabetisk rækkefølge?” brummede Draco irriteret, og Paisha lod et lille grin undslippe hendes læber. Paisha vidste ikke hvorfor hun grinte, måske var det for at lette den trykkede stemning. 

”Jeg ville ønske vi måtte bruge magi,” sukkede Paisha pludselig. Hun havde en masse ting at nå, blandt andet ønskede hun at se Harry's første quidditch kamp, som var igang lige i dette øjeblik. Hun vidste ikke, hvordan Snape kunne vide om de brugte magi, men hun turde ikke finde ud af det. 

”Det værste er, at vi går glip af quidditch kampen. Nu får vi ikke at se Slytherin tæve Gryffindor sønder og sammen,” sukkede Draco, og skyndte sig videre med sorteringen. Han ville bare skynde sig færdig, så han måske kunne se afslutningen af quidditch kampen.

”Hey! Harry er på gryffindor holdet,” anklagede Paisha ham, og slog ham drillende på skulderen. Selvfølgelig holdte hun inderst inde på sit eget kollegie, men Harry var trods alt hendes ven. Hun håber vel bare at Slytherin vandt, selvom Harry klarede den fantastisk. 

”Kollegie forræder? Fantastisk søster jeg har mig,” udbrød Draco drillende, og på hans læber sad et kækt smil. Paisha grinte af ham, og de skyndte sig hurtig igang med sorteringen af eliksir ting. Selvom der gik nærmest 5 timer, før de var færdige, så havde de ikke lagt mærke til tiden.

Mørket havde lagt sig omkring slottet, og de kunne endelig erklære sig færdige. Snape var ikke kommet ned til dem, så de forventede bare, at de skulle gå op til aftensmaden i storsalen. Paisha kunne tydelig mærke sulten snige sig nærmere, og hun havde det nærmest dårligt. 

”Jeg er såå sulten!” klagede hun til Draco, som bare grinte af hende. Han var også selv sulten, men alligevel var han mere spændt. Han håbede på, at Slytherin havde vundet kampen, og spændingen i hans mave knugede forfærdeligt. 

De gik op ad trapperne, og stoppede foran storsalens døre. Langsomt gik de derind, og Draco's smil faldt langsomt. Slytherin eleverne så lidt triste ud, imens Gryffindor fejrede deres sejr. Man kunne tydeligt se, at de især var stolte over Harry. 

”Jeg gætter på vi tabte,” sukkede Draco irriteret, og førte Paisha med over til langbordet. De placerede sig forsigtigt ved bordet, og Draco faldt hurtigt i snak med Grabbe og Goyle.

Paisha kiggede længselsfuldt over på Gryffindor bordet, hvor hendes venner sad og hyggede sig. Hun havde ingen venner at snakke med fra Slytherin, der var faktisk bare hendes bror. Et suk undslap hendes læber, og en Slytherin pige kiggede mystisk på hende. 

”Hvad kigger du på?” sukkede Paisha irriteret, og pigen undveg hurtigt hendes blik. Paisha kiggede forunderligt på pigen, og forstod ikke hvorfor hun var bange for hende. Så vidt hun forstod, så havde hun ikke gjort nogen noget.

”Undskyld, jeg undrede mig bare over, at du ser så ensom ud. Du er Draco's søster Paisha, ikke? Jeg er Tracey Davis,” mumlede pigen genert, og Paisha gav hende et svagt smil. Hun virkede som en meget sød pige, måske kunne hun endda få sig en ven ud af det. 

”Jep det er jeg. Man kan vel godt kalde mig ensom, jeg forstår faktisk ikke, hvorfor jeg kom over på Slytherin,” sukkede Paisha svagt, og smilede bedrøvet. Hun kiggede forsigtigt over på Draco, og sikrede sig, at han ikke havde hørt det. Han elskede Slytherin. 

”Så kan du sagtens kalde mig din ven! Jeg passer heller ikke ind her. Mine forældre kom begge fra Ravenclaw, de blev også chokerede da jeg havnede her,” mumlede hun trist, og Paisha kom i tanke om det brev, hun havde sendt sin mor.

Hun havde spurgt, om det Draco havde bedt hende om, men hun havde ikke svaret hende i uger. Paisha håbede ikke, at hendes forældre var sure over, at hun var havnet i Slytherin. De plejede at elske hende uanset hvad. 

”Okay, du kan bare kalde mig Paige forresten,” smilte Paisha distraheret til Tracey, og rejste sig pludseligt op fra bordet. Hun havde brug for at lykønske Harry, også selvom hendes bror ville blive skuffet. Han måtte forstå, at hun også havde andre venner. 

Alles blikke lå koncentrerede på Paisha, og folk fandt det dybt underligt, at hun var på vej over mod Gryffindor. Gryffindor og Slytherin var jo nærmest dømt til at være rivaler. Paisha forfalskede bare et smil, og lod sig ikke påvirke af folks hvisken. 

”Tillykke med sejren Harry. Jeg hører du klarede det fantastisk! Jeg kunne desværre ikke se det, da jeg var til eftersidning,” udbrød Paisha kvidrende, og satte sig ned ved Gryffindor langbordet. Nogle af de andre fra Gryffindor gav hende blikke, der hentydede til, at hun ikke var velkommen. 

Paisha var vant til at ignorere sådan nogle mennesker, så det påvirkede ikke hendes humør. Harry, Ron og Hermione havde siddet og snakket med Fred, George og Ginny, men da Paisha kom, havde deres koncentration ligget på hende. 

”Tak Paige. Man skulle tro du holdte med dit eget kollegie,” drillede Harry hende, og slog hende blidt på skulderen. Paisha grinte bare svagt af det, og hilste på alle de andre ved bordet. Hun havde kun én gang hilst på Fred, George og Ginny, men det var svært at tilbringe meget tid med dem, når de var fra vidt forskellige kollegier. 

”Hov hov! Jeg sagde ikke at jeg holdte med Gryffindor!” grinede Paisha drillende, men en vis alvorlighed lå gemt i hendes stemme. Selvfølgelig holdte hun med Slytherin, hun var jo en sand Slytherin. Det var jo kun fordi, at der ikke var nogen at snakke med derovre, at hun ikke brød sig om kollegiet. 

”Jeg skal faktisk også lige ordne noget,” løj Paisha afvigende, og skyndte sig ud af storsalen. Hun ville se, om hendes mor havde svaret hende. 

***

Paisha sad foran søen, og en masse tårer blandede sig sammen med den silende regn. Hendes mor havde ikke svaret. Hun forstod det slet ikke, og hun havde bare ønsket inderligt, at hendes forældre ville acceptere det faktum, at hun var en Slytherin.

Pludselig kom en kulsort ugle flyvende, og Paisha tørrede sine tårer væk. Uglen var på vej mod hende, så måske havde den bare været en smule forsinket. Et lille forhåbningsfuldt smil spredte sig på hendes læber, og fuglen landede blidt på Paisha's udstrakte hånd. 

Paisha tog forsigtig brevet ud af uglens klør, og klappede blidt uglen på hovedet. Derefter fløj uglen tilbage hvor den kom fra, og Paisha kiggede smilende efter den. Hun håbede inderligt, at der stod noget godt i brevet.

Inden hun nåede at åbne brevet, blev hun dog afbrudt af en stemme. ”Halløjsa,” sagde stemmen, og Paisha vendte sig om mod lyden. Foran hende stod Fred Weasley i egen høje person. Han satte sig ved siden af Paisha, og kiggede nysgerrigt på brevet. 

”Har du læst brevet endnu?” spurgte han nysgerrigt, og Paisha rystede på hovedet. Hun havde ikke turde åbnet det endnu. Desuden havde Fred også afbrudt hende, men hun vidste også godt, at hun ikke turde læse det. 

”Jeg tror jeg venter,” mumlede hun, og sank den klump, der sad i hendes hals. Fred gav hende et lille nik, og hans blik kiggede fascineret ud mod søen. Paisha kiggede undrende på ham, og forstod ham ikke helt. Han var jo den type, der lavede sjov med alle, og alligevel interessede han sig for søen.

”Syntes du ikke den er spændende? Jeg mener søen. Der er mange myter om undersøiske monstre dernede, og de fleste af myterne er sande,” sagde Fred med interesse i stemmen, og Paisha nikkede med et smil til ham. Hun havde jo ikke læst noget om de myter, men hun besluttede sig hurtigt, at hun ville låne den bog på biblioteket. 

Paisha følte en trang til at bruge sine element kræfter, men hun vidste godt, at hun ikke skulle gøre det forsn Fred. Det var en underlig trang, der sommetider dukkede uanmeldt op. Det var mange kræfter at have, og de havde brug for at blive brugt. Hvis ikke hun brugte dem, så kunne hun risikere, at de bare pludselig dukkede op. Så kunne hun ikke styre dem. 

Hun skubbede trangen bestemt væk, og besluttede sig at tage ud og bruge dem senere, men nu måtte hun løse det mysterie der kaldte sig Fred Weasley. Godt nok sagde man at folk havde flere lag, men hun var meget overrasket over Fred's anden side. 

”Den er fantastisk køn - Jeg må dog erkende, at jeg ikke har læst myterne,” forklarede Paisha, og Fred smilede stort til hende. Han havde fået en fantastisk idé, og Paisha kiggede skræmt på ham. Hun vidste det var noget slemt. 

Han greb fat i hende, og løb ud mod søen. Hun protesterede en del, men Fred ville ikke slippe hende igen. Da de nåede ud mod søen, smed han hende blidt i. Der var heldigvis ikke dybt, men et lille hvin undslap Paisha's læber.

Hun fik hævn, ved at trække Fred med sig. Han røg også ned i vandet, og en lille protest hørtes fra ham. Deres tøj blev helt gennemvådt, men deres koncentration var andetsteds.

”Jeg ved godt du kun er en førsteårs, og gud hvor kommer jeg til at fortryde det her,” mumlede Fred hæst, og lod blidt sine læber ramme Paisha's. Hun blev noget overrasket, men gengældte hurtigt kysset. De stoppede først, da de begge havde brug for luft. 

”Wow,” udbrød de begge forpustede, og kiggede anderledes på hinanden. Paisha forstod det knapt nok, hun havde jo kun set Fred en enkelt gang. Fred grinede hurtigt og hoppede op fra vandet. Paisha kiggede forvirret på ham, men fik lynhurtigt et svar. 

”George sagde jeg ikke turde gøre det, så jeg vædde 5 Galleoner på det. Det var det jeg mente, da jeg sagde, at jeg ville fortryde det,” udbrød Fred med et grin, og troede åbentbart ikke, at Paisha havde lagt noget i kysset. Han tog bare fejl. 

Fred var hurtigt forsvundet, og han havde efterladt Paisha helt knust. Han havde kysset hende, på grund af et dumt væddemål mellem ham og George. Han havde frataget hende sit første kys, og bagefter lavet sjov med det.

Hun hulkede fortabt, og orkede ikke engang at hive sig op ad vandet. Hendes gråd blev dog afbrudt af en, som hjalp hende op fra søen. Hun så ikke vedkommende, før de pludselig var inde på slottet. Det var professor Quirrel. 

Hun mumlede et tak, men blev noget overrumplet, da han lagde sin hånd over hendes mund. Han bortførte hende op mod 3. sal, og alle sad i storsalen og spiste. Hun prøvede forgæves at råbe om hjælp, men ingen kunne hørte det.

Hun forstod det knapt nok. Professor Quirrel, den stammende nervøse lærer bortførte hende, uden nogle som helst indvendinger. Langsomt besvimede Paisha, og alt blev sort. Imens gik Quirrel ind ad døren på 3. sal, og hen mod døren til den trehovede hund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...