Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10137Visninger
AA

19. Kapitel 17 // Paisha Falantine

Kapitel 17 // Paisha Falantine

Koncentrer dig om kraften, som du ønsker at bruge. Ønsker du at bruge ild, Jord, Luft eller Vand? Når du ved hvad du bruger, fokusere du på al din kraft, på at lave det du ønsker. Hvis du for et eksempel tager vand, så kan du forme det som du vil,” forklarede Isaac til Paisha, som kiggede interesseret på ham. 

Han var meget god, til at lære hende om hendes kræfter. Isaac sendte hende et forsigtigt smil, og tog blidt fat i hendes hånd. ”Du skal nok lære det på et tidspunkt, Paisha. Alt godt tager tid, og tro mig, når først du har lært at bruge dine kræfter, så ville du elske dem,” grinede han skævt, og plantede små kys på hendes hånd.

Paisha fniste, og hendes kinder blussede svagt op. Isaac elskede at hun blev så genert. ”Du er så kær når du bliver genert,” grinte Isaac med et skævt smil, og Paisha smilede stort til ham. Hendes humør kunne næsten ikke smadres. 

”Gud! Jeg har en aftale med Cherie idag også! Vi skal læse sammen, og jeg mangler en del lektier!” udbrød Paisha pludseligt, og rejste sig hurtigt op fra gulvet. Isaac kiggede forvirret op på hende, og Paisha sendte ham et undskyldende blik.

”Jeg lovede hende, at når vi var færdige, så ville jeg komme ned. Tiden er blevet rimelig meget, så vi må fortsætte imorgen?” spurgte Paisha, og Isaac nikkede svagt til hende. Han troede nemlig, at han havde hende helt alene hele dagen, men han havde intet vidst om Paisha og Cherie's aftale. 

De fik krammet hinanden farvel, og derefter skyndte Paisha sig ned til pigernes opholdsrum. Cherie sad derinde med et opgivende blik, men det lysnede hurtigt op, da hun så Paisha komme ind ad døren til opholdsrummet.

”Jeg har ventet på dig!” udbrød Cherie irriteret, og Paisha undskyldte mange gange. Cherie gad ikke at diskutere, så derfor lod hun denne lille overseelse gå forbi. Men hun var stadig en smule vred på Paisha over at glemme hende.

”Jeg skal desuden også fortælle dig noget,” fortalte Cherie ivrigt, og Paisha undrede sig over Cherie's pludselige humørsvingninger. Hun forstod sig ikke rigtig på Cherie, men Cherie var en fantastisk god veninde, og Paisha havde brug for veninder, hvis hun skulle overleve et år på Durmstrang Institute.  

Paisha kiggede spændt på Cherie, og ventede på hvad hun ville fortælle. ”Du kender godt Viktor Krums bedste ven Alec Friesh, ikke?” spurgte hun hemmelighedsfuldt, og sendte Paisha et storslående smil, der ikke syntes at syne ind. 

Paisha nikkede blot som svar, og huskede den dreng, der havde gået tæt op af Viktor Krum. Han var bestemt ikke grim, men alligevel var det ikke Paisha's type. Hun havde jo også Isaac, men hun vidste ikke, om de overhovedet var et par. De havde aldrig fået fastslået det. 

”Altså.. Mig og ham er blevet sådan rimelig gode venner, og jeg tror måske, at jeg et blevet forelsket i ham,” fik Cherie fremsagt, imens hendes kinder blev flammende røde. Paisha syntes det var meget sødt, men hun forstod det ikke helt. Hun troede Cherie kunne lide Viktor og ikke hans ven Alec? 

”Hvad syntes du selv om det? Jeg troede du kunne lide Viktor?” spurgte Paisha forvirret, og prøvede at sætte sig ind i Cherie's situation. Cherie sukkede svagt, og pillede lidt ved sine perfekt lakerede negle. Hun så en smule nervøs ud, men Paisha forstod hende godt. Hun stod i et kæmpe dilemma.

”Jeg kan også godt lide Viktor, men Alec er også bare fantastisk sød og charmerende. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre,” mumlede hun frustreret, og hun trak sine fingre igennem sine lange lokker. Paisha havde tit beundret hendes hår, som var brunt med krøller. 

”Du bør ikke lægge op til noget, som du ikke er parat til. Du bør finde ud af, hvad du føler, og derefter tage stilling til det. Hvis det er Viktor du vil have og ikke Alec, så bør du ikke flirte med Alec. Så du bør bare finde ud af, hvad du føler herinde,” forklarede Paisha, og lagde forsigtigt sine hænder på sit hjerte.

Cherie så endnu mere nedtrykt ud end før, og hendes frustrerede udtryk syntes ikke at forsvinde. Hun havde ingen anelse om hvad hun følte, men hun vidste allerede godt, at Paisha havde ret i det hun sagde. Hun måtte ikke mislede nogen af dem, hvis det ikke var det hun ville. 

”Jeg ved jo bare ikke hvad jeg føler. Det er et kæmpe rod, for jeg har følelser i klemme for dem begge,” jamrede hun, og lagde sig forsigtigt i sengen. Paisha rejste sig forsigtigt, og vidste at tiden ikke var dem rette til at lave lektier. Cherie havde brug for alenetid, så derfor gik Paisha forsigtigt ud af værelset. 

Hun lod et lille gisp undslippe sine læber, da hun pludselig stødte ind i en person. ”Undskyld,” mumlede hun, men lod endnu et lille gisp slippe ud, da hun så hvem det var. Viktor Krum i egen høje person. Hun havde lige stødt ind i Viktor Krum. Hun håbede ikke, at han var så arrogant, så han ville blive vred på hende.

”Det er okay. Jeg så må heller ikke rigtig for,” sagde Viktor Krum med en tyk bulgarisk accent. Paisha sendte ham et lille smil, hvorefter hun gik uden om ham. Hun begyndte at gå ned imod pigernes fællesrum, men Viktor Krum fik hurtigt kaldt hende tilbage. 

”Hvad hedder du?” spurgte han, og Paisha fik fortalt ham sit navn. Han tyggede svagt på hendes navn, og han kunne underligt nok lide det. Det var ikke så normalt som alle andre navne, og alligevel var det perfekt til hende. 

”Jeg ville gerne præsentere mig, men uden at lyde arrogant så ved du vel nok hvad jeg hedder?” sagde han, og sendte hende et lille undskyldende smil. Han brød sig bestemt ikke om at være arrogant, så Paisha nikkede svagt til ham. Alle vidste hvem han var.

”Du er nok den første pige jeg har mødt, som ikke stirre eller forfølger mig overalt,” grinede han hæst, og Paisha kunne ikke undgå at lade være med at rødme. Det havde hun aldrig tænkt over, men hun havde jo aldrig rigtigt prøvet at få Viktors opmærksomhed. Han var jo også bare et menneske. 

***

Paisha spadserede glad ned af gangen til drengenes værelser, imens hun endelig var lettet over, at hendes bekymringer lå på et minimum. Endelig kunne hun få lov til at tænke på andet end Elementbetvingere og Lord Voldemort og hendes far Lucius. 

Paisha's mave knugede af savn. Hun savnede Draco ulideligt meget, men hun måtte fokusere på andet end det. Forhåbentligt ville hun se ham snarest muligst. Hun kunne holde sommerferie hjemme hos ham, og så derefter kunne hun tage ned til Beauxbatons akademi. 

Hun stoppede glad ude foran Isaac's dør, men pludselig hørte hun stemmer fra opholdsrummet. Hun kunne høre Isaac og en anden person snakke. Hun listede sig derhen, og hun lyttede efter deres samtale. Hun vidste godt det var uhøfligt, men deres samtale lød så intens. 

”Du er nød til at få hende til at vende sig over til mørkets side. Du ved at Mørkets Herre forventer det hurtigt, medmindre du har visse dødsønsker,” hvæsede en stemme lavmælt. Paisha genkendte stemmen som Isaac's ven Seth Parkinson.

Et lille gisp røg ud af Paisha's mund, men heldigvis var der ingen der hørte det. Isaac havde forrådt hende. Han var en dødsgardist. Han ønskede at gøre hende ond, for at hun ville hjælpe Lord Voldemort. Hun ville aldrig nogensinde gøre det. 

Tårerne begyndte at trille ned af Paisha's kinder, og bekymringerne hobede sig nu op. Hun ønskede at skrue tiden nogle timer tilbage. Hun var sammen med en dødsgardist, hvis de da overhovedet var et par. Hun havde kysset ham. 

”Jeg ved det, jeg har bare brug for mere tid. Hun er forfærdelig stædig, men heldigvis er hun alt for naiv. Kan Mørkets Herre ikke bare bruge de andre Elementbetvingere?” spurgte han lavmælt, og Paisha forstod det nu pludseligt. Mørkets Herre ville udnytte den samlede kræft af Elementbetvingerne. 

Hun stormede ind i fællesrummet, og nogle overraskende blikke kom op på drengenes ansigter. ”Du udnytte mig bare? Er det sandt at du er en dødsgardist?” hvæsede hun med afsky i stemmen, og lynhurtigt trak hun hans venstre ærme op. Mørkets tegn kom op, og hun fjernede hurtigt sin hånd med afsky.

Hun drejede hælene rundt, og lynhurtigt skyndte hun sig ud af rummet. Hun kunne ikke stoppe tårerne, så hun lod dem bare trille forsigtigt ned ad kinderne. Irriteret skubbede hun dem alligevel væk, og på et eller andet tidspunkt blev hun så udmattet, så hun sank sammen på gulvet. 

Hun havde ingen anelse, om hvor hun var, men ved hjælp af sine jordkræfter fik hun lokaliseret stedet. Hun var ved lærernes mødelokale, og hun havde bestemt ikke lyst til at støde på dem. Derfor fik hun samlet sig sammen, og med skælvende ben gik hun ud til Durmstrang's udendørsarealer. 

Bladene var svagt visnede, og alt ved udendørsområderne var skræmmende. Hun brød sig bestemt ikke om Durmstrang. Hun ville mene, at de havde sat en besværgelse over stedet, så det med vilje så sådan ud. Måske for at få Durmstrang til at se mere uhyggelig ud. 

Paisha gik langsomt hen mod den slidte bænk, hvor malingen var ved at slide helt af. Da hun satte sig på bænken, knirkede den næsten med det samme. Hun frygtede for, at den ville brase sammen. Derfor sad hun også helt stille på den. 

”Hvorfor sidder du herude helt alene?” spurgte den bulgariske accent, som hun efterhånden kendte så godt. Viktor Krum satte sig på bænken ved siden af hende, og blidt fik han tørret tårerne væk fra hendes kinder og øjne. 

”Jeg stolede blindt på ham. Isaac. Han vidste sig at være mit værste mareridt,” fik Paisha fremsagt med bævrende stemme, og Viktors blik blev fraværende. 

”Det kunne jeg godt have fortalt dig, men du kender jo piger. I bliver altid lidt sure, når man advarer jer om folk. Nej det var bedst, at du selv fandt ud af det, selvom sandheden gør forfærdelig ondt,” fik Viktor langsomt sagt, og Paisha blev faktisk utroligt nok ikke sur. Hun vidste, at han havde ret. Hun ville være blevet sur, og troet at han havde løjet.

”Jeg ville bare ønske, at det ikke skulle være sådan her,” sukkede hun svagt, og fjernede en hårlok fra hendes ansigt. Hendes blonde hår havde mistet glansen, men det skete altid, når det var ved at blive vinter. Om sommeren ville hendes hår blive lysere og mere skinnende. 

”Tro mig - Jeg har ofte tænkt det samme som du gør nu. Alle tror jeg har det perfekte liv, fordi jeg er verdens bedste søger. Alle mennesker har forskellige historier, og min er ikke kun en dans på røde roser,” forklarede han, og Paisha nød blot dette øjeblik. 

Hun ønskede ikke at tænke mere på Isaac, selvom det stak noget så grufuldt i hendes hjerte. Smerten ville nok altid være der, men hun måtte lære at leve med den. Ellers ville livet ende med at være meningsløst og ulideligt.

”Tak. Tak for at være så støttende, selvom vi knapt nok kender hinanden,” fik Paisha sagt taknemmeligt, og Viktor gav hende et forsigtigt smil. De rejste sig begge op, og da de nåede ind af Durmstrangs hoveddør, skiltes deres veje. Paisha gik bestemt ned mod pigernes værelser, og lynhurtigt kom hun ind på hende og Cherie's værelse.

”Hvad er der sket med dig?” spurgte Cherie bekymrende, men da Paisha ikke svarede hende, forstod hun godt, at hun ikke skulle grave i det. Paisha var lykkelig for, at hun havde sådan en forstående veninde, så derfor fik hun også smilet forsigtigt til hende. 

Hun lagde sig ned i sin seng, og stirrede tomt ind i væggen. Hun græd lydløst, og alle hendes tidligere sorger flød over. Savnet til Draco, hendes forældres død, savnet til Hogwarts, Lucius forræderi, alt sammen flød over i et kæmpe rod, og hun græd sig selv i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...