Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10141Visninger
AA

18. Kapitel 16 // Isaac Walters

Kapitel 16 // Isaac Walters

Du behøver ikke græde, det var ikke din skyld. Jeg har mange gange gjort det samme, altså dengang jeg gik på din årgang. Jeg kan hjælpe dig, med at styre dine kræfter,” forklarede Isaac til Paisha, og fjernede langsomt tårerne, der trillede uskyldigt ned ad hendes kinder. 

”Isaac? Jeg vidste ikke, at du gik her på Durmstrang?” spurgte hun forvirret, og Isaac lo svagt for sig selv. Nej han havde heller aldrig gættet, at hun var en Elementbetvinger ligesom ham selv. Alligevel lod skæbnen til endnu engang at føre dem sammen. 

”Hvordan kan du også være en Elementbetvinger?” spurgte Paisha igen nysgerrigt, og tårerne var stoppet med at trille ned af hendes kinder. Isaac trak svagt på skuldrene, og kunne ærligt ikke besvare hendes spørgsmål. Det måtte vel være skæbnen, der havde valgt dem. 

Isaac rakte hånden hjælpende mod Paisha, og hun tog glad imod den. Derefter hjalp han hende med at rejse sig op, og derefter gik de langsomt ud fra toilettet. Folk kiggede mistroisk på Paisha, og de kiggede endnu mere på Isaac, da han lige havde været på pigetoilettet. 

Isaac kendte Paisha fra dengang de var mindre. De havde nærmest været de bedste venner siden de blev født, men så skulle Isaac flytte, og siden havde de mistet kontakten. Isaac havde tænkt over alderen imellem dem, godt nok gik han nu på tredje år, imens hun gik på andet år, men alligevel var de lige modne. 

”Jeg har savnet dig,” indrømmede Paisha ærligt, og trak ham hurtigt ind i et dybfølt kram. Han krammede hende tilbage, og nød den velkendte duft af hende. Hun trak sig langsomt ud af krammet, og gav ham et stort smil. Derefter gik de ned mod Isaac's rum, som lå nede i drengeafdelingen. 

”Du ved godt, at du ikke slipper for mig igen, ikke?” drillede Paisha ham, og stak ham blidt i siden. Isaac grinede af hende, og ønskede heller ikke at slippe for hende igen. Han spillede dog videre på joken med hende. 

”Fuck jeg troede lige at jeg havde sluppet af med dig,” sagde han trist, men med et skævt smil på læben. Paisha slog ham grinende, og hoppede op på hans ryg, så han skulle bære hende. Isaac havde tit savnet deres underlige forhold. 

Han bar hende hele vejen ned til drengeafdelingen, men da de stod foran hans værelse, placerede han hende forsigtigt på gulvet igen. Hun kiggede smilende op på ham, imens han langsomt fik låst hans værelsesdør på med en irriteret grynt, da den ikke gad låse op til at starte med.

Da endelig Isaac formåede at åbne den, gik han ind ad døren, og hurtigt smed han sig ned i sin seng. Han var glad for, at han ikke havde flere timer denne dag. Så kunne han nemlig hænge ud hele dagen med Paisha, og de kunne få snakket sammen igen. 

”Hvordan vidste du egentligt, at jeg var en Elementbetvinger? Jeg mener, det kunne jo sagtens være tryllestaven, som lavede en fejl?” spurgte Paisha pludselig forvirret, og gav ham et kæmpe tandpasta smil. 

”Det tror jeg allerede du ved. Du ville aldrig kunne lave så stor en flamme med blot en tryllestav,” smilede Isaac skævt, og satte sig længere mod væggen på sin seng. Paisha gjorde det samme som ham, og pludselig bed hun sig nervøst i læben.

Isaac syntes det var meget sødt, og han kiggede betaget på hende. Hun havde altid været meget interessant, også selvom hun faktisk kun var 12 år. Hun lignede langt fra en på 12, og det vidste hun også godt selv. Hun havde ofte selv nævnt det. 

”Hmm. Ved du godt hvad vores skæbne er?” spurgte hun så pludseligt igen, og Isaac's blik blev pludseligt en del mere alvorligt. Han havde allerede læst om det, og han vidste tydeligt, at de skulle ofre sig til jorden, hvis de vel og mærke tilsluttede sig den gode side. 

”Ja, og det gør jeg ikke. Jeg vil ikke miste dig igen, Paisha. Selvom vi bliver genfødt igen, så vil vi måske aldrig lærer hinanden at kende,” mumlede han trist til mode, og også Paisha blev ked af det. Det havde i forvejen været svært at skulle ofre sig selv, men når hun lige havde mødt Isaac igen, så var hun blevet i tvivl. 

”Men jeg vil ikke være på de ondes side, og Dumbledore udtrykte sig klart og tydeligt: Hvis ikke vi ofre os, så vil folk anse os som nogen af de onde,” sagde hun, og bed sig endnu en gang i læben. Hun var pludselig blevet meget i tvivl, og kunne godt se, at Isaac havde ret. Hvorfor skulle de bukke under for deres egen skæbne, i stedet for at skabe en ny skæbne?

”Har du nogensinde overvejet. at det er dem der er onde? De vil have os døde, Paisha. Vi vil bare blive ved med at gentage os, i hvert liv skal vi ofre os, med mindre vi kæmper imod, og tager skæbnen i egen hånd,” udbrød Isaac oprørt, og Paisha rystede på hovedet. 

”Sådan fungere det ikke Isaac. Det er hvert 100.000 år, at vi skal ofre os, for at kunne bevare balancen i jorden. Der vil stadig gå 100.000 år, før vi skal ofre os igen!” forklarede Paisha tålmodigt, men Isaac rystede irriteret på hovedet.

”Nemlig, så skal vi frygte for hvert 100.000 år, og så skal vi stadig bukke under for skæbnen? Glem det Paisha! Jeg lader dig ikke ofre dig selv,” udbrød han opildnet, og en vild undertone lå gemt i hans få, men meget bestemte ord. 

”Det er bare ikke dit valg at tage, Isaac. Jeg elsker dig, men du kan ikke tage valget fra mig,” sagde Paisha, og rystede irriteret på hovedet. Hun rejste sig, og gik ud fra Isaac's rum, imens Isaac sad rasende tilbage. 

Hun kunne ikke bare gå midt i deres diskussion. Han ville aldrig lade hende ofre sig selv, og det ville han selv sørge for. Han ville beskytte hende under alle midler, og han ville aldrig lade hende gå fra ham igen. Aldrig nogensinde mere.

***

Isaac sad i spisestuen, og hans blik lå påklistret på Paisha's bord. Hun sad i en lang snak med pigen, der vidst nok hed Cherie. Issac ønskede, at han kunne høre lidt af samtalen. Han havde ikke tænkt sig at undskylde. Det var ikke ham, der skulle undskylde men nærmere Paisha.

”Hvorfor kigger du hele tiden over på hende den nye?” brummede Viktor Krum forvirret, og daskede blidt til sin bedste vens skulder. Isaac fjernede hurtigt sit blik fra Paisha, og fokuserede på Viktor, der nu kiggede bekymret på ham.

”Jeg kender hende fra min barndom, og vi har lige snakket sammen. Det endte i en diskussion, men jeg vil ikke undskylde. Det var hende, og ikke mig, der tog fejl, men hun er så fandens stædig,” sukkede Isaac irriteret, og tog en tår af sin iskolde Græskar Juice. 

Viktor puffede ham trøstende på skulderen, og forstod godt hans situation. ”Piger indrømmer aldrig, hvis det er dem der tager fejl. Det er altid og drenge, som skal undskylde til dem,” fnøs Viktor irriteret, og tog en bid af sin Chokolade frø.

”Men hende her er en speciel pige. Jeg vil ikke forblive uvenner med hende,” sukkede Isaac fuld af frustration, og ønskede at kunne vide, hvad han skulle gøre. Han følte sig fuldstændig på bar bund, når det handlede om Paisha.

”Hvis hun er så speciel som du giver udtryk for, så skal hun nok blive god igen,” forklarede Viktor trøstende, hvorefter han rejste sig fra bordet, og gik igennem den skare af piger, som var inkarnerede fans af ham. De fulgte ham som brunstige tæver. 

Isaac lod sit blik køre over på Paisha igen, og fangede hende i at kigge. Hun kiggede rødmende væk, og lod som om, at hun snakkede med Cherie. Isaac besluttede, at han ville sige undskyld. Om ikke andet for at kunne snakke med hende igen. Han ville godt hjælpe hende, med at kunne kontrollere sin magi.

Han gik over mod bordet, og Paisha kiggede op på ham. Cherie stoppede også sin snakken, og også hendes blik fløj op på ham. ”Paisha jeg må lige snakke med dig,” rømmede Isaac sig, og åndede lettet op, da hun rejste sig, og fulgte med ham ud af spisesalen. 

De gik denne gang ned til Paisha's værelse, og derefter satte de sig på Paisha's seng. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne undskylde, men jeg mener ikke, at jeg har gjort noget forkert. Så jeg undskylder kun for, hvis jeg
krænkede dig, ved at fjerne dit frie valg. Jeg holder dog stadig fast i det jeg sagde,” forklarede Isaac, og Paisha rullede irriteret med øjnene. 

”Hvorfor kan du ikke bare acceptere mit valg? Jeg har jo heller ikke besluttet mig endnu, men jeg vil aldrig nedlade mig til, at tilslutte mig de ondes side. Jeg har prøvet, at være fange hos Voldemort, og det var den værste uge i mit liv,” udbrød Paisha, og Isaac skælvede svagt, da hun nævnte Voldemorts navn.

Isaac kunne mærke vreden ligge og ulme. Selvfølgelig ville han ikke acceptere, at hun frivilligt gik med til at dø! Hun troede virkelig på, at hun ville ende på de ondes side, hvis hun gik imod sin valgte skæbne, men det var jo folk, der havde sagt, at det var deres skæbne. Hvad hvis det ikke var deres skæbne?

”For fanden Paisha! Du gør det svært for mig, at holde fast i mit valg! Jeg lovede dig, at jeg aldrig ville lade noget eller nogen skade dig! Jeg lovede endda dine forældre det, og jeg agter at overholde det løfte,” bjæffede han irriteret, men blev noget chokeret, da Paisha begyndte at græde. 

”Hvad er der?” spurgte han med en spinkel stemme, og trak hende trøstende ind i et kram. Hun fik forklaret om hendes forældres død, og om alt der var sket på Hogwarts. Han fik trøstet hende, og undskyldt for at minde hende om hendes forældre. 

”Du kunne jo ikke vide det,” snøftede hun svagt, og indåndede hans beroligende duft. Hans cologne havde en helt speciel duft, en duft som kun hans cologne havde. Hun mistænkte ham lidt, for at have brugt en besværgelse på den, så kun han duftede af den. 

Isaac tænkte længe over det, men pludselig sprang han bare ud i det. Han trykkede hans læber mod hendes, og Paisha blev overrasket. Hun kyssede ham dog hurtigt tilbage, men pludselig stoppede hun ham alligevel. Hendes tanker fløj nemlig hen på Fred.

”Er det her en joke?” spurgte hun alvorligt, og Isaac kiggede forvirret på hende. Hun fik forklaret om Fred, og hans vrede lå og dulmede i baggrunden. Han hadede officielt ham Fred. Han lovede hende, at det ikke var en joke.

”Jeg elsker dig, og jeg tror jeg har elsket dig, siden første gang jeg så dig,” sagde han ærligt, og Paisha lod pludselig sine læber ramme hans igen. Kysset gav udtryk for en masse følelser, og de lagde alle deres følelser i kysset.

Da de trak sig ud af kysset, var de også noget stakåndet. De kiggede intenst på hinanden, og et særligt blik blev udvekslet. ”Wow,” mumlede Paisha overvældet, og kunne mærke at det her, det var kærlighed. 

Isaac trak hende tættere på sig, og hun lagde sit hoved på hans bryst. De vidste ikke, hvor længe de lå sådan, men de følte, at de kunne ligge sådan for evigt. Isaac tog et tæppe over dem, og Paisha lukkede blidt øjnene i  og et lille gab undslap hendes læber. 

Isaac smilede af hende, og syntes hun så bedårende ud. Han lå sådan længe, og bare betragtede hende. På et tidspunkt kunne han dog selv mærke, at han også var træt. Han vidste ikke, og drenge måtte sove sammen med piger, men ærligt var det ikke noget han bekymrede sig om. 

Han lukkede forsigtigt også sine øjne i, og forsigtigt lod han et kys ramme hendes hals. Han mumlede et svagt godnat, selvom hun ikke kunne høre det, og derefter kunne han mærke søvnen tage over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...