Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10134Visninger
AA

17. Kapitel 15 // Paisha Falantine

Kapitel 15 // Paisha Falantine

Paisha slog hurtigt øjnene op, og blev trist til mode, da hun kom i tanke om, hvor hun var. Hun havde en tydelig hjemve efter Hogwarts. Hun kiggede over på Cherie's seng, og så at hun allerede var vågen. Hun opdagede, at Paisha lige var vågnet, og smilede stort. 

”Er du gal du sover længe! Det er bare godt vi har fritime de her timer, men om lige nøjagtigt 1 og en halv time skal vi til Magi Kundskabs timen,” forklarede Cherie fornøjet, og kiggede igen ned i sin bog. Paisha forstod ikke, hvorfor hun studerede så meget.

”Hvorfor læser du så meget i vores undervisningsbøger?” spurgte Paisha forundret, og Cherie kiggede smilende op på hende. Hun vidste åbentbart noget, som Paisha ikke vidste. 

”Det er ikke en undervisningsbog, det ligner det bare. Det er en illusionsbesværgelse. Det her er faktisk en bog fra Hogwarts, tro det eller lad være. Jeg ville gerne gå derovre, men min far vil ikke nedlade sig til, at lade mig gå med mugglere, og da vi så flyttede fra Frankrig og til Bulgarien, besluttede han at sende mig helt herop,” sukkede hun svagt, og prøvede at forme et smil. Det lignede nærmere blot en grimasse.

”Jeg savner også Hogwarts,” indrømmede Paisha svagt, og kiggede ud af vinduet. Durmstrang var meget dyster i det, og det var nogle forkerte undervisningsmetoder i følge Paisha. Alligevel fandt eleverne sig i det, hvilket Paisha ikke forstod.

”Hvordan er der på Hogwarts?” spurgte Cherie nysgerrigt, og Paisha forklarede om det. Hun forklarede om kollegierne, og hun forklarede om de timer de havde. Hun fortalte også om kollegiespøgelserne, og sidst men ikke mindst forklarede hun om Dumbledore.

”Dumbledore er en levende legende. Alle kender ham nærmest,” forklarede Cherie, og ønskede inderligt at gå på Hogwarts. Paisha vidste selvfølgelig godt, at Dumbledore var kendt i hele magi verdenen, men hun vidste ikke, at han var en legende.

”Du ved jo godt, at han er den eneste som Du-Ved-Hvem frygter,” sagde Cherie, og Paisha kiggede overrasket på hende. Det var længe siden, hun havde hørt nogen kalde Voldemort for Du-Ved-Hvem. Hendes vennekreds havde aldrig rigtig frygtet ham nok, til ikke at kalde ham hans navn.

”Ja. Hvorfor bruger Durmstrang egentligt så slemme midler, og hvorfor finder alle sig i det?” spurgte Paisha pludseligt, og kiggede spørgende over på Cherie. Hun håbede lidt, at Cherie vidste hvorfor, ellers ville hun være på bar bund. 

”Jeg har hørt, at det har været sådan lige siden Igor blev rektor. Mange har flyttet deres børn væk, af frygt for ham som rektor. Han er jo en Dødsgardist. Folk finder sig i det, fordi deres forældre vil have dem til det. Det er åbentbart en ære, at skulle lære sådan nogle ting, men den eneste der slipper for den behandling er Viktor Krum,” forklarede Cherie, og Paisha blev overrasket.

Hun havde troet, at det kun var et rygte, at Igor var en Dødsgardist. Det var nok kun Durmstrang elever, der vidste den slags information. Selvfølgelig vidste de andre skoler det ikke med sikkerhed, og Igor kunne også risikere at komme i Azkaban. 

”Hvad er der så specielt ved ham Viktor?” spurgte Paisha forvirret, og Cherie sukkede svagt. Hun lignede en, der godt kunne lide ham Viktor. Faktisk havde hun hørt flere personer, som havde snakket om ham, og de havde også dånet over ham. 

”Han er en verdenskendt søger, og så er han den lækreste elev på skolen,” sukkede Cherie som en forelsket skoletøs, og forsvandt et øjeblik ind i sine tanker. Paisha kunne ikke lade være med at klukke over det, og forstod hende ikke. 

”Nå, jeg er virkelig sulten. Skal vi ikke smutte ned i spisesalen?” spurgte Cherie pludselig, og Paisha kiggede forundret over på hende. På Hogwarts kunne man kun spise om morgenen og aftenen, men på Durmstrang kunne man åbentbart spise hele tiden. 

Paisha erklærede sig enig, selvom hun faktisk ikke var særlig sulten. Hun lod Cherie følge hende derned, hvorefter de fik sat sig ved et bord. Cherie bestilte maden ud i luften, og Paisha forstod det ikke, før maden dukkede op bordet. 

”Wow,” udbrød hun begejstret, og Cherie grinede stort. Cherie fandt det morsomt, at hun fandt normale ting unormalt. Men nu havde Paisha jo også gået på Hogwarts, og der var tingene også stadig så gammeldags. 

Cherie holdte pludselig op med at snakke, og hendes blik standsede på et bestemt sted. Paisha kiggede forvirret efter, hvad Cherie havde set. Paisha kunne tydelig se hvad det var. Det var Viktor Krum, der stod omringet af folk. 

Paisha brød sig allerede mindre om ham. Han virkede alt for arrogant og selvglad, og alle pigerne var fuldstændig forgabte over ham. Paisha fandt det blot usmageligt, og gad ikke være endnu en af de pigerm som bare faldt i stimer over ham Viktor. 

Derfor rejste hun sig uden at spise, og bestemt gik hun ud af spisesalen. Hun kunne høre, at Cherie fulgte efter hende, men hun standsede end ikke op. Hun ville bare gerne ned og studere videre, og hun havde egentligt aldrig været sulten. 

”Hvorfor går du nu Paisha?” spurgte Cherie højtråbende efter hende, og Paisha stoppede op midt på gangen. Hun vendte sig om, og kiggede over mod Cherie. Cherie så misfornøjet ud, og ville allerhelst bare ind i spisesalen igen.

”Jeg har lektier at studere. Vi kan jo ikke alle være dygtige, til at finde os i diverse onde ting fra lærerne,” forklarede Paisha kort for hovedet, og begyndte langsomt at gå ned ad gangen i et hurtigere tempo. Hun håbede, at Dumbledore ville svare hende hurtigt tilbage, så han kunne hjælpe hende lidt på vej. 

”M-Men Viktor?” stammede Cherie irriteret, og så trist ud. Paisha havde større bekymringer end den arrogante person, så ærlig talt var hun fuldstændig ligeglad med ham. Hvis bare hun hurtigt kunne finde den Elementbetvinger, så hun kunne forlade denne skole for evigt.

”Bliv du bare derinde, det er nok alligevel kedeligt, at kigge på mig der bare studere,” forklarede Paisha i et nu venligere tonefald, og anstrengte sig for at få et smil på læben. Det hjalp også, og Cherie gik derfor ind i spisesalen igen.

***

Fritimerne var overstået, og Paisha skulle nu ned og have Magi Kundskab, og hun håbede på, at det var en venligere sindet lærer, men selvfølgelig forventede hun ikke det store. Det var jo trods alt Igor, der stod for hele lærerstaben. 

Paisha måtte ofte spørge sig til vejs, og til sidst fandt hun vejen ned til lokalet. Da hun gik derind, så hun heldigvis en ledig plads ved siden af Cherie, og hun satte sig hurtigt ned. Derefter lod hun blikket glide op på læreren, og et overrasket udtryk forplantede sig i hendes ansigt. 

Læreren så forholdsvis ung ud, og han var endda ikke særlig grim. Dette var meget underligt for Paisha, men alligevel kunne hun godt lide det. Måske var han ikke så slem endda, og så ville hun i det mindste have én time, hvor hun ikke direkte hadede den.

”Hej folkens, og velkommen til andet år i Magi Kundskab. Jeres tidligere lærer Fidanka kom desværre ud for et uheld, og jeg er dermed blevet jeres nye lærer. I disse timer vil i ikke blot lære om magi, men i vil kunne udnytte den. Ingen mørk magi bliver brugt i denne time, da det hører til jeres Mørk Magi time, forstået?” spurgte læreren ud over hele lokalet, og alle nikkede enstemmigt ja. 

Paisha åndede lettet op, og kiggede på Cherie. Hun så ikke særlig glad ud, og Paisha mistænkte hende blot for stadig at være pigesur over den tidligere episode. Paisha syntes dog, at det var et dårligt grundlag, for at være sur og derfor gad hun ikke gøre noget ved det. Hun havde ikke noget at undskylde. 

”I dag vil jeg lære jer om besværgelsen Incendio. Det er en let besværgelse at lære, men i går jo også på andet år, så den ville være lidt sværere for jer. I skal sætte ild til det brænde foran jer, og bagefter skal i fjerne besværgelsen igen,” forklarede læreren, og en elev rakte hånden i vejret. 

Læreren kiggede spørgende på eleven, og eleven begyndte at snakke. ”Du sagde aldrig hvad du hed?” spurgte eleven, og læreren kiggede smilende ud over eleverne. Derefter vendte han sig om mod tavlen, og lod sin tryllestav skrive sit navn på tavlen. Han hed Heliforth.

Eleverne kiggede stirrende op på tavlen, og forstod ikke, hvorfor hans navn ikke var Bulgarsk. Alle de andre lærer var nemlig alle sammen fra Bulgarien, selvom Durmstrang faktisk lå deromkring i Sverige og Norge. 

”Incendio,” sagde Paisha bestemt, og pegede tryllestaven ned mod brændet. En lille ild tittede frem imellem brændet, men lige så hurtig som den var kommet frem, lige så hurtigt blæste vinden den ud. Den lille flamme forsvandt derfor ud i det blå, og Paisha koncentrerede sig om, at lave en større og stærkere flamme. 

Pludselig kom der en alt for stor flamme, én som almindelig tryllestavsmagi ikke ville kunne lave. Paisha's Elementbetvinger kræfter var i spil, og folk kiggede forskrækket over på Paisha's bål. Paisha fik hurtigt fjernet flammen med tankens kraft, hvorefter hun kiggede op mod læreren. Han kiggede intenst på hende, og Paisha fik det så dårligt, at hun rejste sig og gik. 

Hun ville ærligt ikke have flere straffe af Igor, og hun havde end ikke fået sin anden straf. Hun skulle nødig give sig selv dårlig opmærksomhed, før hun havde fundet Elementbetvingeren. Hun forstod ikke, hvorfor hendes kræfter først begyndte at vise sig meget nu. 

Hun indså hurtigt, at hendes kræfter begyndte at udvikle sig hurtigt. Det så ikke godt ud for Paisha, da hun ikke kunne træne på Hogwarts mere. Derfor kunne hun ikke styre sine kræfter, og hun måtte træne lidt mere for sig selv. 

Hun gik hurtigt ind på det første toilet, og hendes ben førte hende ind i den første toiletbås. Hun løste den hurtigt efter sig, hvorefter hun lod tårerne få frit løb. Alt gik imod hende på nuværende tidspunkt: Hendes kræfter udviklede sig på et dårligt tidspunkt, hun passede ikke ind på skolen, hun savnede Hogwarts, hun savnede sine afdøde forældre og hun savnede også Draco. 

”Hvorfor mig? Hvorfor skulle jeg være en fandens Elementbetvinger,” hulkede hun, og smadrede sin hånd ind i væggen. Hun gad ikke ofre sig selv, hun gad ikke skulle ofre sit liv på at finde de andre Elementbetvingere, og hun gad slet ikke at gå på denne møgskole. 

Hendes hånd gjorde fandens ondt, men smerten var i det mindste til at overleve. Hun kunne dog ikke fjerne den psykiske smerte, og det var den, der fyldte mest. Det var den smerte, der var slemmest. Hun ville til hver en tid bytte den ud, med en psykisk smerte der gjorde fandens ondt. 

Døren ind til toilettet knirkede åben, og Paisha stoppede med at græde. Hun gjorde sig helt lydløs, og lyttede intenst efter. Hun kunne gøre at personen kom tættere på, og ærligt talt var hun dødbange. 

”Hey Paisha. Jeg tror du er lige præcis som mig. En Elementbetvinger, ikke?” spurgte en stemme, som Paisha ikke kunne genkende. Personen stoppede op, og Paisha prøvede at forstå hele situationen. Hun havde længe ledt efter personen, men i stedet skulle det vise sig, at personen ville komme til hende. 

Hun kunne tydeligt høre, at stemmen tilhørte en dreng. Dermed vidste hun også, at det ikke var én hun kendte. Hvem prøvede hun at narre? Selvfølgelig kendte hun ikke personen. Den eneste hun kendte var Cherie, og hun var så vidst hun vidste en pige. 

Toiletbåsen blev åbnet, og drengen kiggede på hende. Paisha kiggede op på ham, og et gisp slap ud af hendes mund. Hun kunne ikke forstå det hun så, og hun blev pludselig helt mundlam. Hvordan kunne han være en Elementbetvinger? 

Han satte sig foran hende, og tørrede blidt tårerne væk fra hendes øjne. ”Du behøver ikke græde, det var ikke din skyld. Jeg har mange gange gjort det samme, altså dengang jeg gik på din årgang. Jeg kan hjælpe dig, med at styre dine kræfter,” forklarede han, og Paisha kunne stadig ikke forstå det hun så. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...