Elementbetvingeren // Harry Potter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2015
  • Opdateret: 27 apr. 2016
  • Status: Igang
Paisha Falantine kunne hurtig kalde sig selv speciel. Hun var en af de 4 elementbetvingere i hele det magiske univers, og at hun så også finder sin rigtige bror, det kan man kalde held i uheld. Paisha kan som en elementbetvinger betvinge de 4 elementer uden en tryllestav, men det er ikke kun en gave at få. Mennesker kan nemlig udnytte hende, og dødsgardisterne kan nemt bruge hende til Lord Voldemorts genopståelse. Paisha har dog ikke tænkt sig bare at give op uden en kamp, men hun må også indse at ikke alle, hun møder er venner. Hun må vælge én vej, og følge den trofast, og så håbe at hun stoler på de rigtige. Hun kan nemlig hurtigt tage det forkerte valg. *PÅ PAUSE*

34Likes
23Kommentarer
10137Visninger
AA

14. Kapitel 13 // Paisha Falantine

Kapitel 13 // Paisha Falantine

Hvis man så Paisha i den tilstand hun var i nu, så ville man knap nok kunne kende hende. Hendes hår var beskidt og uglet, hendes tøj var fyldt med pletter, og hun havde sorte rander under øjnene. Hendes hud var meget bleg. Hun lignede næsten en Dementor, med den udstråling hun havde. 

Paisha havde stadig ingen tidsfornemmelse, så da kælderdøren åbnedes, åndede hun lettet op. ”Så er juleferien sørme overstået. Nu skal vi bruge dig igen, din lille blodsforræder,” grinede den Dødsgardist, som hun havde fundet ud af hed Fenris. 

Paisha kiggede skræmt på ham, men han grinede blot kækt. Han bad hende rejse sig, men hendes ben knækkede sammen under hende. Hun kunne ikke rejse sig, da hun simpelthen var tappet for al energi. Det var også det, planen havde været for Voldemort. Så kunne hun ikke bruge sin magi. 

”Fordømt,” knurrede Fenris irriteret, og løftede hende op at stå. Hun var nødt til at støtte sig op af ham, men han var ikke speciel begejstret for dette. Han kiggede afskyende på hende, men vidste alligevel godt, at hun skulle med op til Mørkets Herre uanset hvad. 

De gik op ad trapperne, og ud af døren der førte ned til kælderen. Lyset blændede fuldstændig Paisha, og hun glippede med øjnene et par gange. Hun kunne høre folk's snakken forstumme, og en ond latter hørtes tydeligt. Voldemort. 

”Hent hende lidt mad, vi skulle jo nødig have hende til at dø før tid,” beordrede Voldemort en af hans Dødsgardister, og Paisha havde næsten ikke lyst til at spise deres mad igen. De havde sikkert bare forgiftet den.  

Alligevel måtte hun indse, at Voldemort havde haft ret. Hun ville dø af sult, hvis hun ikke fik spist en smule. Det var også den eneste grund, til at hun valgte at tage imod det brød, som en af dødsgardisterne gav hende. 

Hun tyggede det glædeligt i sig, og kunne mærke den rare fornemmelse af mæthed komme snigende. Da først hun havde spist den, bekymrede hun sig for sine venner. Det var nu, at de skulle ned til Hogwarts. I hvert fald hende og Quirrel. De skulle have fat i De Vises Sten, og bagefter ville Voldemort dræbe hendes venner. 

”Jeg lader dig ikke gøre mine venner ondt!” udbrød Paisha pludseligt, og med en hvis autoritet i sin stemme. Voldemort kiggede irriteret på hende, og lignede en, der var træt af hende. De andre dødsgardister kiggede også irriteret på hende, som om hun blot var en lille pesticid. 

”Og hvordan vil du så stoppe mig, tåbelige tøs? Du skal være glad for, at jeg skal bruge dig! Ellers lå du død allerede nu,” sagde Voldemort koldt, og kiggede endnu en gang ud over sine Dødsgardister. Pludselig så Paisha én person, som hun ikke havde forventet at se. Severus Snape. 

”Snape?” spurgte hun forvirret, og Snape gav hende et kynisk blik. Hendes krop skælvede over det hele. Hun havde troet, at hun var en af Snape's ynglingselever, men så var han bare en af Voldemort's Dødsgardister?

”I egen høje person,” sagde han monotont, og kiggede derefter over på Voldemort, der lignede en, der skulle til at sige noget meget vigtigt. Snape kiggede end ikke over på Paisha igen, og han ignorerede hende nærmest bare. 

Paisha var fuldstændig målløs. Hun havde virkelig stolet på Snape, og så viser det sig at han var en Dødsgardist. Det var også lidt svært at forstå, at 2 Hogwarts lærer var Dødsgardister, og den ene delte krop med Voldemort. 

”Hør efter! Nu tager jeg Paisha med mig ned til De Vises Sten, og så vil jeg sørge for, at jeg først får min egen krop igen. Dernæst tager jeg hendes kræfter, og så dræber jeg Harry Potter og hans slæng. Derefter vil vi endnu engang styre verdenen, og dræbe alle mudderblods fuldstændig!” udbrød Voldemort med et ondt grin. 

Alle Dødsgardisterne hujede ivrigt, hvorefter Voldemort kiggede med et ondt smil på Paisha. ”Du skulle have valgt den rigtige side først, Falantine. Nu må du blot dø sammen med dine tåbelige venner,” hvislede han grinende, hvorefter han tog et godt tag i hendes arm. Hun syntes det var lidt svært, at finde ud af om det var Voldemort eller Professor Quirrel der styrede kroppen, så hun regnede med, at det var Voldemort. 

Voldemort transferede dem begge tæt på Hogwarts, da de ikke kunne transfere sig ind på selve Hogwarts. Derefter tog Professor Quirrel sin bandana på igen, og dækkede Voldemorts ansigt fuldstændig til med det samme. 

”Imperius,” sagde Professor Quirrel, og pegede over på Paisha. Han sørgede for, at hun ikke ville sladre til nogen, om det hun lige havde været udenfor. Hvis hun prøvede på at fortælle nogen det, så ville hun glemme det, indtil de var gået væk fra hende igen. 

Professor Quirrel ændrede hurtigt ansigtsudtrykket om til det panikslagne ansigt, han altid bar rundt på. Paisha syntes næsten det var komisk, at han skulle spille et offer, når han bar rundt på Mørkets Herre bag sin bandana. Han var langt fra et offer. 

De gik ind af den store port til Hogwarts, og elever der havde været på juleferie, strømmede også ind af portene. Ingen bed mærke i, at Paisha ikke havde været med toget, og at Professor Quirrel holdte fast i hendes hånd. De havde alt for travlt med alt andet.

Professor Quirrel havde også sørget for, at Paisha ikke ville prøve at flygte. Hun havde allerede prøvet, men når hun fik den tanke, så ville den automatisk forsvinde igen. Det var ulempen ved Imperius forbandelsen. 

”Professor Quirrel- Hey Paisha! Vi har skrevet til dig i juleferien, men du svarede aldrig tilbage?” spurgte en glad stemme, og Paisha så, at det var Hermione Granger. Paisha sendte svagt et smil, og kunne ikke fortælle, hvorfor hun ikke havde svaret igen. Men Hermione havde jo slet ikke sendt nogle breve?

”Jeg har aldrig modtaget dine brev?” spurgte Paisha forvirret, og en svag rynken kunne anes på Hermione's pande. Hun gav hurtigt Paisha et kram, hvorefter hun igen kiggede over på Professor Quirrel. 

”Jeg har nogle problemer med mine Forsvar Mod Mørkets Kræfter lektier, og jeg ville spørge om-” ”Be-beklager, j-jeg h-har lidt t-travlt,” afbrød Professor Quirrel stammende, og trak videre mere Paisha. Hun kunne ikke lade være med at rulle øjne af Quirrels tydelige falske stammen. 

***

Paisha kiggede med opspilede øjne, på det trehovede monster der sad på en luge. Professor Quirrel satte en harpe igang med at spille, hvorefter monsteret faldt i en dyb søvn. Derefter fjernede han væsnets pote var lugen, og så trak han Paisha med sig ned. 

De gik igennem mange forskellige rum med udfordringer: Der var et med slyngplanter, flyvende nøgler, en kæmpe trold, et skakspil og til sidst et rum med eliksirer. Professor Quirrel lod Paisha vente udenfor, og først komme ind, når eliksiren var fyldt op igen. Han tog den rigtige eliksir, og gik igennem flammerne. 

Paisha kunne ikke lade være med at gå ind, da hun var under Imperius forbandelsen. Da først eliksiren var fyldt op igen, tog hun en slurk af den, og gik derefter selv igennem flammerne. Døren førte ind til et stort rum, men det var næsten helt tomt. Det eneste der stod, var et enkelt spejl. Drømmespejlet. 

Paisha huskede tydeligt, at Harry havde snakket om det. Hun kunne bare ikke huske hvorfor, og det ærgrede hun sig nu over. Quirrel stod foran det, med en undrende mine. Han mumlede svagt ting til Voldemort, som skældte ud på ham. 

Paisha valgte at stille sig over i det ene hjørne, hvor man knapt nok kunne se hende. Voldemort var tilsyneladende ligeglad med hvor hun stod, bare hun ikke flygtede væk. Han skulle alligevel ikke bruge hende foreløbigt. 

Paisha vidste ikke hvor langt tid der var gået, før hun pludselig så Harry storme ind ad døren. ”Professor Quirrel?” spurgte han forvirret, og havde tydeligvis forventet en hel anden person. Paisha vidste godt, at han havde troet, at det var Professor Snape. Hun havde hørt ham sige det. 

”Ja, hvem ville mistænke stakkels s-stammende p-professor Quirrel? Det var også mig, der rodede ved din kost, og ikke professor Snape. Hvis han ikke havde sørget for, at mumle en modbesværgelse, så var du for længst faldet af kosten,” sagde han med afsky i stemmen, hvorefter han lod blikket køre over på spejlet igen. 

”Hvordan virker denne her tingest? Jeg ser mig selv med stenen, men jeg kan ikke få den?” mumlede Professor Quirrel, tydeligvis ligeglad med Harry. Harry stod i baggrunden, og så lidt forvirret rundt i lokalet. Han forstod vidst heller ikke, hvorfor der kun var et spejl.

”Brug drengen,” hvislede Voldemort bag Quirrels bandana, og Paisha skælvede svagt ved stemmen. Harry havde ikke opdaget Paisha endnu, men også han kiggede forundret ved stemmen. Han så ikke særlig godt tilpas ud ved hele situationen, men alligevel formåede han, at vise en smule mod. 

Quirrel vendte sig om, og vinkede Harry hen. Harry gik hen foran spejlet, og få sekunder efter kunne Paisha svagt ane, at han rørte forsigtigt ved sin lomme. Man skulle kigge meget godt efter, hvis man skulle have nået at se den lille bevægelse, men Paisha havde nået at opfange den. 

”Hvad ser du så?” spurgte Quirrel irriteret, og Harry kom op med en løgn. Voldemort var tydeligvis ikke glad for denne nyhed, og bad derfor Quirrel om, at fjerne bandana'en og lade ham selv snakke med Harry. Selvom Quirrel protesterede, fjernede han alligevel langsomt sin bandana, og vendte sig med ryggen til Harry. 

Harry så tydeligvis chokeret ud, og Voldemort begyndte at snakke. ”Nu ved jeg tydeligvis at det var en løgn, og at stenen ligger i din lomme. Du kan enten være lige så dum som dine forældre, og gå lige direkte i døden, eller du kan give mig stenen, og slutte dig til mig og mine Dødsgardister. Tag nu ikke det forkerte valg,” hvislede Voldemort, og Harry kiggede bestemt op ham. Han afviste blankt Voldemort, og man kunne tydeligt se, at Voldemort var rasende.

”Grib ham!” beordrede han rasende Quirrel, og Harry spurtede hurtigt væk. Quirrel tændte ild rundt om hele rummet, så Harry ikke kunne løbe ud. Han var fanget tilbage. Quirrel kom tættere på Harry, hvorefter han trak sin stav. Harry fik rørt ved Quirrel, og opdagede langsomt, at Quirrel langsomt forsvandt ved berøringen. 

Derved beskyttede han sig selv, ved at røre Quirrel i ansigtet med sine hænder, og langsomt forsvandt Quirrels krop. Voldemorts spøgelse susede ud af kroppen, og væltede Harry omkuld. Han besvimede hurtigt, og ilden i rummet forsvandt langsomt. 

Paisha kunne til sin store glæde opdage, at Imperius forbandelsen langsomt aftog, og derved skyndte hun sig, at flygte ud af alle rummene, inden nogen opdagede hende dernede. Hun stødte dog på Dumbledore for enden i det første rum, og han stoppede op, og kiggede på hende. 

”Paisha, du må snart vælge side. Du skal ud, og finde de tre andre Elementbetvingere, og sørge for, at de ikke slutter sig til Voldemort, men til de godes side. Hvis du ikke gør det, så ved jeg, at du sluttede dig til den mørke side,” forklarede Dumbledore klogt, og forklarede hende, hvor de befandt sig. 

De 2 af dem befandt sig henholdsvist på Durmstrang og Beauxbatons, men den sidste befandt sig i mugglerverdenen, og det ville betyde, at personen ikke kendte noget til magi. Derefter forsvandt Dumbledore med et sidste blik på Paisha, og hun vidste allerede hvor hendes loyalitet lå. 

Hun ville pakke sine ting, og sige farvel til hendes bror. Hun ville højst sandsynligt ikke se ham i et stykke tid, da hun skulle finde de 3 andre Elementbetvingere. Derfor var det også vemodigt, at hun gik ned mod Slytherin kollegiet, og pakkede alle sine ting sammen. 

Da hun skulle til at gå, stødte hun heldigvis på Draco. ”Åh gud Paisha! Jeg ledte efter dig, men så brugte Fenris Imperius forbandelsen på mig, og fik mig til at hade dig! Den forsvandt bare pludseligt, da han åbentbart måtte have trukket den tilbage?” spurgte han forvirret, men Paisha vidste sandheden.  

Da Quirrel og Voldemort forsvandt, måtte Fenris' magi også være blevet lidt svagere, da han jo var en Dødsgardist. Derfor ville hans onde besværgelser forsvinde, og selvom det virkede mærkeligt, så lød det alligevel sandt. Voldemort og Dødsgardisterne trak jo kræfter fra hinanden.

Paisha og Draco stod længe, og sagde farvel til hinanden, før Paisha endelig fik lov til at drage ud på sin rejse. Draco ønskede hende al muligt held og lykke, og det var også med et smil, at hun gik ud fra Hogwarts' porte, og ud på sin langvarige rejse til Durmstrang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...