Til vi ses igen (Leobin fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 29 jun. 2015
  • Status: Færdig
Både Hongbin, Leo og de øvrige medlemmer af VIXX var klar over, at det er forbudt at indlede nogle som helst former for romantiske forhold, da de blev ansat som idoler. Der var bestemt heller ingen af dem der havde regnet med at det ville blive et problem, da de alligevel ville være for travlt optaget af deres musik. Men kærlighed kender ikke til timing, og da Leo og Hongbin indser, at det måske ikke blot er "bandmedlemmer" for hinanden vendes deres liv på hovedet.

Vinder af "Kampen mellem Fandoms" Kpop kategorien.

7Likes
2Kommentarer
1365Visninger
AA

11. Kapitel 9

"Ravi?", den mørkhårede fyr vendte sig forvirret om. Hans ansigt flækkede i et smil, da han genkendte Leos ansigt. Han stillede pakken med cornflakes fra sig, tog tre skridt frem imod Leo og trak ham ind i et kram. Leo gengældte omfavnelsen, men slap hurtigt Ravi igen.

"Det er ved at være længe siden, nogen har kaldt mig det", sagde Ravi med en let latter. I en hurtigt bevægelse, strøg han det sorte hår væk fra ansigtet, så hans højre øje kom til syne.

"Det er også ved at være længe siden sidst", sagde Leo med et lille smil. Sidst de to havde set hinanden, havde Ravis hår været postkasse rødt. Det var dog vokset ud, så han atter havde sin naturlige sorte hårfarve.

Det var ét år siden bandet sidst havde været samlet. Det var halvandet år siden, at Hongbin havde taget en overdosis. En gæst havde fundet ham på toiletgulvet i en snusket bar. Han havde været død, længe før ambulancen nåede frem. Leo huskede ikke meget fra den aften. Han havde gjort sit bedste for at fortrænge det i løbet af årene. Men han glemte aldrig smerten. Smerten i maven efter at have grædt så meget, at han havde været ved at kaste op. Smerten i hovedet over alle de ubegribelig og uvirkelige hændelser, som havde været umulig for ham at accepterer. Og ikke mindst smerten i hjertet over at have mistet den person, han elskede allerhøjest i hele verdenen. Hans familie havde gjort deres bedste for at trøste ham. Men intet af det de havde sagt, havde kunne lukke det gabende hul i hjertet han havde fået den nat, hvor han mistede Hongbin. 

Der var kommet mange mennesker til begravelsen. Udover VIXX og holdet bag Jellyfish Entertainment havde Hongbin en stor familie og en masse gamle venner, som alle var mødt op for at vise deres respekt. Hongbins forældre virkede dog ikke til at have ænset meget af hvad der skete den dag. Hongbins mor havde stået med hovedet bøjet under hele ceremonien og det var først da kisten blev båret ud, at hun løftede hovedet. Hendes lange sorte hår havde klistret til hendes ansigt grundet de salte tårer, der havde løbet ned over hendes kinder i stride strømme. Hongbins far havde kigget tomt ud i intetheden med et stramt greb om sit lommetørklæde. Leo havde siddet på rækken  bag ved Hongbins søstre. Lyden af deres halvkvalte hulken havde være uudholdelig, og Leo havde måtte bide hårdt sammen, for ikke at komme til at græde igen.

En uge senere var VIXX officielt gået i opløsning. Jellyfish Entertainments administrerende direktør havde i første omgang forsøgt, at overtale Leo til at komme tilbage. Men Leo havde sagt nej og undskyldt det med, at han skulle begynde på sit nye arbejde. Det var dog løgn, for allerede dagen efter Hongbins død, havde Leo ringet til sin nye chef, og takket nej til jobtilbuddet. Efter tabet af to medlemmer, virkede det nytteløst for de andre at fortsætte. De ville være nødt til at forny alle deres dansekoreografier, som aldrig ville blive det samme, med kun fire medlemmer. Sandt at sige, var der heller ikke nogen der havde lyst til at fortsætte. Uden Leo og Hongbin, ville VIXX alligevel aldrig blive det samme.

Leo havde boet hos sin søster de første mange uger efter ulykken. Han havde ikke snakket med nogen. Han havde ikke spist noget. Han havde ikke sovet. Han var gledet længere længere ned i et mørkt hul, og forfærdelige tanker var begyndt at overtage hans hoved. Han havde været på randen til at give op, da et opkald fra Ravi havde ledt ham ud af mørket. De havde talt i flere timer, og  Leo huskede ikke længere hvad de havde snakket om. Men én sætning stod stadig tydeligt frem i hans hukommelse: "Dette er ikke, hvad han ville have ønsket for dig, Taekwoon".

 

"Jagiya vi skal også-", lød N's stemme ivrigt da han dukkede op fra bagfra. Han tav dog brat, da han så Leo. Der gik ikke længe før han atter talte, med et smil på læberne.

"Taekwoon!", sagde han overrasket. Han tog et par hurtige skridt og slyngede armene om Leo. Leo gengældte forsigtigt den lavere fyrs kram. Han bryn var let krummede i forvirring og dette fik N til at kigge spørgende på ham, efter han havde sluppet ham.

"Er der noget galt?", spurgte N med bekymret mine. 

"Jagiya?", sagde Leo spørgende og kiggede sig omkring for at se, hvem denne person N refererede til kunne være: "Har du fået en kæreste?". N bed sig forlegent i læben og kiggede ned i jorden. De var stille i få sekunder, før end Ravi forsigtigt lod sine finger glide imellem N's fingre.

"Ja", svarede Ravi på vegne af N med et lille smil. Leo skulle forbavset til at spørge mere ind til dette, men N skyndte sig rødmende at få skiftet emnet ved at spørge: "Men hvad med dig? Hvad har du fået tiden til at gå med?". Leo undlad at fortælle om de mange timer, dage og uger han havde brugt på at lukke sig væk fra verdenen, når savnet af Hongbin var blevet for stort. Han fortalte i stedet, hvordan han havde fået job som barista i en café ikke langt fra den lejlighed han var flyttet ind i for et par måneder siden. Han fortalte at han havde anskaffet sig en kat, og Ravi grinede let da Leo informerede om, at han havde kaldt den 'Rovix'. 

"Og... ja, så har jeg mødt en", sagde Leo og blev ubehjælpeligt lettere rød i kinderne. Ravi puffede til hans skulder med et smørret smil.

"Er det nogen man kender?", spurgte N nysgerrigt men Leo rystede blot på hovedet.

"Hun hedder Kyungsook", sagde han med et lille smil: "Jeg mødte hende på arbejde". Kyungsook havde været den første, han havde lavet kaffe til. Han fik altid dårlig samvittighed over sit chrush på Kyungsook. For den person Leo allerhelst ville være sammen med og lave sin første kop kaffe til var Hongbin. Han havde taget sig selv i flere gange, at kigge efter Hongbin, når nogen gik forbi caféen. Men han kom aldrig.

 

"Er du okay?". Leo kiggede forvirret op, på den unge kvinde, der talte til ham. Hendes tykke, brune hår var blevet tvunget op i en knold. En lang krøllet tot var dog undsluppet elastikken, og hang ned over hendes ansigt. Hendes chokoladebrune øjne betragtede ham bekymret, og han indså pludselig, at han ikke havde besvaret hendes spørgsmål. Han nikkede derfor hurtigt som som svar. Hun smilede til ham og han sendte hende et nervøst smil tilbage.

"Jeg vil gerne købe en latte", sagde hun og placerede sig på en af barstolene foran Leo. Hun løftede den ferskenfarvede nederdel op, så den ikke ville blive krøllet af, at hun sad på den. Leo nikkede og vendte sig straks imod kaffemaskinerne, for at lave kvindens bestilling.

"Undskyld", sagde hun pludselig. Leo vendte sig forskrækket imod hende, og tabte næsten kaffen på gulvet. Hun lo let og rakte hænderne frem, for at modtage latten. Leo nikkede som tegn til, at hun gerne måtte stille ham et spørgsmål.

"Jeg synes helt bestemt, at jeg har set dig før", sagde kvinden og satte latten fra sig på bordet. Leo rystede dog på hovedet. Han var klar over, at hun sikkert mindedes dengang han havde været med i VIXX. Dette var dog en tid, han ikke brød sig om, at tænke tilbage på.

"Underligt...", mumlede kvinden og tog koppen op til læberne. Hun pustede forsigtigt på kaffen, inden hun tog en slurk. Leo antog, at smilet om hendes læber betød, at hun var tilfreds med latten.

"Mit navn er Lee Kyungsook", sagde hun som det sidste, inden hun forlod caféen. Leo nåede knap nok at opfange hvad hun sagde, men nåede lige inden hun gik, at få svaret: "Leo- jeg mener... mit navn er Jung Taekwoon".

 

"Du må endelig komme forbi en dag", sagde Ravi og omfavnede Leo. Leo nikkede let som svar. Han ville gerne se dem igen. Selv efter alle denne tid, betragtede Leo Ravi, N, Hyuk og Ken som noget af sin nærmeste familie. N satte den sidste indkøbspose fra sig i bilens bagagerum, og klappede bagklappen i.

"I er også velkomne til at komme forbi, hvis i engang får tid", sagde Leo og gav Ravi et lille smil. N gav også Leo et afskedskram, inden han satte sig ind på passagersædet.

"Og du er sikker på, at du ikke vil have et lift?", spurgte N endnu en gang: "Det ligger alligevel på vejen". Leo rystede dog affejende på hovedet. Han havde ikke langt hjem, og han kunne godt lide gåturen hjem. Den gav ham rig mulighed for at tænke.

***

Leo kom hjem til noget af en overraskelse. Rovix lå som sædvanlig og sov på den sorte lædersofa i stuen. Hans brune hale hang slapt ned over sofapuden. Leo gnubbede kort hans mave, da han passerede sofaen, så katten satte gang i en høj spinden. Han kiggede op og bemærkede, at der stod en lille papkasse på stuebordet. Han mindedes bestemt ikke at have placeret den der, og fjernede sig hurtigt fra katten, for at give kassen et nærmere kig. En konvolut var blevet lagt oven på kassen, så Leo tog først denne op. Inden i lå en lille seddel, som det ikke tog ham lang tid at læse:

Til  mr. Jung Taekwoon

Denne kasse indeholder nogle af Hongbins ejendele. Hans moder gav dem til mig efter begravelsen, men jeg er sikker på, at han ville have ønsket, at du fik disse ting. Jeg beklager dybt, at jeg ikke har fået det afleveret det noget før. Hongbin var en af mine nærmeste venner, og at give slip på det sidste jeg har fra ham, har været en svær beslutning. Jeg håber, at de vil få glæde af disse ting.

De venligste hilsner

Kim Yoongi.

 

Leo betragtede kassen i mange lange minutter, før end han endelig gik ud for at hente en kniv i køkkenet. Denne brugte han til at fjerne tapen, der holdt papkassen lukket. Med bankende hjerte lagde han kniven fra sig og åbnede forsigtigt papkassen.

Det første der sprang ham i øjnene var endnu en konvolut. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...