Til vi ses igen (Leobin fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2015
  • Opdateret: 29 jun. 2015
  • Status: Færdig
Både Hongbin, Leo og de øvrige medlemmer af VIXX var klar over, at det er forbudt at indlede nogle som helst former for romantiske forhold, da de blev ansat som idoler. Der var bestemt heller ingen af dem der havde regnet med at det ville blive et problem, da de alligevel ville være for travlt optaget af deres musik. Men kærlighed kender ikke til timing, og da Leo og Hongbin indser, at det måske ikke blot er "bandmedlemmer" for hinanden vendes deres liv på hovedet.

Vinder af "Kampen mellem Fandoms" Kpop kategorien.

7Likes
2Kommentarer
1355Visninger
AA

10. Kapitel 8

Larmen var allerede øredøvende ude foran baren. Yoongi tændte en cigaret og fugtede kort læberne, inden han stak cigaretten imellem de sprukne læber. Hongbin trak hætten på sin hættetrøje længere ned over ansigtet. Det støvregnede let, men han havde stået ude så længe, at regnen var begyndt at trænge ind til T-shirten han havde på indenunder.

"Kan vi ikke snart gå ind?", spurgte Hongbin med klaprende tænder. Han frøs så meget at hans skuldre rystede, og han havde kraftigt brug for at få noget at drikke. Han havde brug for at drikke hjernen ud, og glemme alt om dagens hændelser. Yoongi pustede lysegrå røg ud igennem næseborene og rystede på hovedet.

"Jeg har aftalt at mødes med en fyr her", sagde han og nikkede imod Hongbin: "Du sagde jo, du gerne ville have det hele lidt på afstand, ikke". Hongbin nikkede som svar og rettede blikket imod jorden.

Kim Yoongi. Han og Hongbin havde været venner lige så langt tid Hongbin huskede. I skolen havde man sjældent set dem gå hver for sig, og de havde også brugt en stor del af deres fritid på at hænge ud sammen. Men alt dette var blevet ændret, da Hongbin var blevet optaget hos Jellyfish entertainment. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde set Yoongi... eller nogle af hans andre venner for den sags skyld. Man kunne altid regne med Yoongi. Deres venskab var det eneste, der aldrig ville forandre sig. Det havde de lovet hinanden, da de endnu havde været små, og de endnu ikke havde følt, hvor mørkt og uretfærdigt et sted verdenen kan være.

***

"Hvad mener du med, at han er væk?", Leo lod hånden glide igennem sit mørke hår. Hans søster kiggede bekymret på ham, men han rystede blot affejende på hovedet. Hun skulle ikke blandes ind i dette. Dette var en sag mellem ham og Hongbin.

"Han gik for et par timer siden", forklarede N over telefonen: "Vi har prøvet at ringe til ham flere gange, men han tager ikke telefonen". Hjertet begyndte at banke hurtigere i Leos bryst, som panikken begyndte at sprede sig i hans krop. Han vidste, at han skulle have ventet med at sige det. Han skulle have fortalt dem alle sammen om det, ansigt til ansigt. Han trak vejret dybt i et forsøg på, at få kontrol over sin vejtrækning. Det hjalp dog lige lidt.

"H-han må da have sagt noget, inden han gik", stammede Leo febrilsk. Hans hænder rodede nervøst med enden af hans skjorte.

"Han sagde bare, at han havde brug for noget luft", sagde N og rakte mobilen over til Ravi, så han kunne tale med Leo, imens N fik sit overtøj på.

"Vi går tager ud og leder efter ham nu", sagde Ravi. Leo bed sig i læben og kiggede op på sin søster. Hun havde netop lagt sit barn i seng, og betragtede nu Leos rastløse pilleri ved sin skjorte.

"Vent", sagde han og gav endelig slip fra sit tøj: "Jeg kommer med ud og leder".

***

Hongbin smilede skævt til Yoongi. Musikken spillede for fuld smadder lige ind i hans øregange, så han ikke hørte Yoongi's ord, da han talte. Hongbin grinede derfor bare som svar og tog endnu en slurk af sin drink. Han vidste ikke helt hvad det var han drak. Det smagte blødt og varmt og steg ham straks til hovedet. Det var Yoongi der havde købt den. Det havde været lige efter de havde slugt de der underlige piller, som Yoongis ven var kommet med, ude på toilettet. Hongbin var ikke kommet med nogle indvendinger, da Yoongi havde givet ham den lyserøde pille i hånden og havde sagt, at han om lidt med sikkerhed ville få alt lidt på afstand.

"DET ER JO DET JEG ALTID HAR SAGT", råbte Yoongi men dæmpede straks stemmen da han opdagede, at musikken var skiftet til noget mere stille, så Hongbin var i stand til at høre ham: "Man kan altid regne med Yoongi!". Hongbin smilede og nikkede langsomt. Han var ikke sikker på hvor lang tid de havde siddet der. Det føltes som evigheder. Men så lang tid kunne de ikke have siddet der.

"Kom kom kom!", sagde Yoongi begejstret og bundede sin øl. Han rejste sig fra sofaen og trak i Hongbins ærme. Hongbin kiggede undrende på ham.

"Hvad laver du?", spurgte han og kom til at grine. Han rejste sig sløvt fra sofaen så det blev synligt, at han var næsten et hoved højere end Yoongi.

"Vi skal da ud og danse!", sagde Yoongi og grinede sammen med Hongbin: "Vi skal ud og finde nogle søøøøøde piger at danse med!". Og med de ord trak han Hongbin med ud på dansegulvet.

Der gik ikke lang tid før, end de to venner blev skilt fra hinanden. Yoongi endte tilbage i baren, imens Hongbin fik forvildet sig ind i en stor gruppe af kvinder. De dansede alle det bedste de havde lært foran ham, så deres bryster hoppede op og ned og næsten røg ud af de alt for nedringede bluser pigerne var iklædt. Det så helt åndssvagt ud og fik Hongbin til at grine endnu en gang. En af pigerne gned sig faretruende tæt op af hans ryg, men Hongbin ænsede det knap. Han havde kun øje for pigen i midten af gruppen. Hendes halvlange sorte hår flagrede fra side til side i takt med hendes dans og hendes mørke, mandelformede øjne funklede i halvmørket. Hongbin nåede ikke at skænke sine handlinger megen omtanke, før end han havde taget et skridt frem og plantede et langt kys på den unge piges læber. Som hun accepterede kysset, trak han hende længer ind til sig. Hun smagte af sved og alkohol, og det vendte sig i Hongbin ved den væmmelige smag. Dette var så langt fra Leos blide passionerede kys, som det kunne blive. Leo... Leo... Han måtte stoppe med at tænke på Leo. Deres læber slap hinanden, og Hongbin kiggede ind i pigens øjne, der skinnede af begær. Begær efter ham.

"Vil du med ud på toilettet?", hviskede hun med lokkende stemme helt inde ved hans øre.

***

Leo hvilede hovedet imod bilens rude. Der lå en tung stemning over bilen. Dels på grund af Hongbins mystiske forsvinden. Dels på grund af, at Leo netop havde fortalt bandets øvrige medlemmer, at han ville forlade VIXX, efter de havde fundet Hongbin.

"Har i prøvet at ringe til ham igen?", spurgte Leo efter lidt tid og kiggede på Ravi. Han rystede på hovedet som svar. Leo bed sig i læben og kiggede ned. Han kunne jo ikke bare sådan forsvinde! Han havde gået, så han måtte være i nærheden af lejligheden... det var i hvert fald hvad Leo håbede. Seoul var stor og det ville tage evigheder at gennemsøge hele byen.

"Jeg... jeg prøver at ringe til ham igen", mumlede Leo og greb mobilen i sin lomme. Med rystende hænder tastede han Hongbins nummer og lagde mobilen op til sit øre. Det føltes som om at mobilen 'duttede' i uendeligheder og lige som han var ved at miste modet, og skulle til at lægge på, blev telefonen taget i den anden ende.

"Hongbin!", udbrød Leo lettet: "Hvor er du henne?". Der var en ulidelig støj i den anden ende, men Leo kunne ikke høre Hongbins stemme. Han var vel ikke kommet til at ringe til det forkerte nummer. Han skulle lige til at kalde på Hongbin én gang til, da Hongbin endelig talte i den anden ende. Uroen spredte sig igen i Leos krop, ved lyden af Hongbins snøvlede stemme.

"Jeg har det lidt underligt", mumlede Hongbin. Leo signalerede til de andre, at han havde fået fat på Hongbin, og manageren slukkede straks for musikken i bilen.

"Hvor er du henne?", gentog Leo sit spørgsmål. Der var stille lidt i den anden ende af røret.

"Jeg er ked af, at jeg råbte af dig", snøftede Hongbin. Leo sukkede og gnubbede panden med sin højre hånd. Han havde ikke tid til at tænke på deres skænderi lige nu. Det vigtigste var, at de fik Hongbin med hjem.

"Det... det er okay", sagde Leo med grødet stemme da han forsøgte at holde sine tårer tilbage: "Det vigtigste er, at vi får dig med hjem nu, okay?". Han kunne hører Hongbin græde i den anden ende af røret, og han fik endnu sværere ved at holde sin gråd tilbage.

"Så vær nu sød at fortælle mig, hvor du er henne", bad Leo med blød stemme. Snøftende fik Hongbin endelig oplyst ham om navnet på den bar hvor han befandt sig, som Leo viderebragte til chaufføren.

"Hongbin?"

"Hm?". Leo kiggede sig omkring i bilen og bemærkede, at alles blikke var vendt imod ham. Han var dog ikke længere bange for hvad de tænkte. Han var ligeglad med dem alle sammen.

"Jeg elsker dig", sagde Leo med fast stemme: "Jeg elsker dig, Hongbin".

***

Hongbin havde det underligt. Yoongi havde ment, at han nok bare behøvede et nyt fix af piller, så han havde rakt ham to nye piller, inden han var forsvundet i mængden af mennesker. Hongbin var vendt tilbage til toiletbåsen, hvor han og den mørkhårede kort forinden havde været sammen. Her havde han hurtigt slugt pillerne. Først havde han ikke mærket noget. Men pludselig havde det ramt ham som et lyn fra en klar himmel. Han havde straks vaklet tilbage til toilettet, hvor han havde kastet op flere gange. Til sidst havde han ikke engang orket at holde hovedet over toilettet mere, og han var sunket sammen i en pøl af sit eget opkast. Der blev banket på båsens dør og en hård stemme spurgte, om han var okay. Hongbin ænsede det dog knap. Han havde det som om, at han gled længere og længere ned i et sort hul og det eneste der kørte igennem hans hoved var en enkelt tanke.

Leo.

Leo elskede ham.

***

"Er vi der snart?", spurgte Ken utålmodigt og spejdede ud af ruden. Manageren svarede straks irriteret, at det var lige rundt om hjørnet. N tog del af samtalen og bad pænt manageren om ikke at råbe af Ken. Dette udviklede sig straks til en mindre diskussion om, hvorvidt manageren havde råbt eller ej. Leo lyttede dog ikke efter længere. En ubehagelig følelse bredte sig i hans mave, jo tættere de kom på baren, hvor Hongbin befandt sig.

Leo rettede sig op, da han så de blinkende lys i horisonten.

"Er det ikke-", begyndte han spørgsmålet, men var ikke i stand til at afslutte, da de kom helt tæt på, og hans teori blev bekræftet. Det var en ambulance der holdt foran den lille bar. Chaufføren nåede kun lige akkurat at stoppe bilen, før end Leo sprang ud af bilen. Han styrtede frem imod barens indgang i tide til at se, at der blev lagt et hvidt klæde hen over et alt for velkendt ansigt.

"Det-", mumlede han spagt med men måtte synke en klump for ikke at kaste op. Ambulanceredderne trillede forsigtigt den lille bårer ud fra baren og ned imod ambulancen. Leo var lammet. Han kunne ikke trække vejret. De øvrige bandmedlemmer kom strømmende til.

"Hvor er han?", spurgte Ravi bekymret: "Hvad er der-". Leo svarede dog ikke på hans spørgsmål og fulgte blot med langsomme skridt efter ambulancebåren. Han fulgte efter, indtil hans ben ikke længere kunne bærer ham, og han magtesløst sank i knæ. Han var døv for verdenen. Han kunne ikke mærke noget. Kun sorgen der langsomt opslugte ham. Han blev først revet tilbage til den forfærdelige virkelighed, da Ravi lagde sin hånd på hans skulder.

"Jeg-", mumlede Leo grådkvalt i et krampagtigt forsøg på, at holde sine tårer tilbage: "Jeg kan ikke-". Han kunne ikke længere holde tårerne tilbage. Han græd. Han hulkede højt og hjerteskærende med armene om sig selv, i et desperat forsøg på ikke at blive sindssyg af sorgen der åd ham op indefra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...