Lotus

Dette er historien om Lotus. Hun er hemmeligt forelsket i Jack fra hendes klasse. Og snart får hun chancen for at gøre hendes drømme til virkelighed.
*
*
*
*
*
(Billedet brugt som cover er ikke mit originale. Jeg fandt billedet på internettet og har derefter selv redigeret i det)

1Likes
0Kommentarer
173Visninger
AA

4. 4. kapitel

Dørklokken kimmede og Scott gik ovenpå for at åbne. Det måtte være de første gæster der var kommet. Vi havde fået pyntet hans kælder op med massere af balloner og serpentiner, måske ikke særlig kunstnerisk, men hyggeligt. Kort efter kom Scott ned i kælderen igen efterfulgt af Caroline, Matt og Sienna fra vores klasse. Jack startede noget musik og vi var ovre og hilse på de nyankommne.
En halv time inde i festen var der blevet skruet så højt op for musikken at der næsten var ubærligt at være der, men det var muligvis kun mig der syntes det, for jeg havde aldrig været specielt vild med fester, men jeg beklagede mig ikke, for jeg vidste at hvor vigtig Olive syntes det var at jeg var med til nogle ”klasseaktiviteter”. Hun havde altid været den der hev mig med til alting og selvom jeg nogen gange syntes det var lidt irriterende, var jeg inderst inde taknemmelig for det. Men lige sad hun sammen med Abby og Scott i et hjørne og grinede over en eller anden vittighed. Jeg tænkte at jeg måske skulle prøve at finde Jack, vi havde ikke snakket sammen siden han forlod mig i stuen. Jeg vidste ikke hvor han var, for der var efterhånden kommet så mange mennesker at der ikke var plads til os i kælderen. Selvom det var det der var meningen i starten, var det ikke længere kun en fest for vores klasse; begge vores parallelklasser var også kommet. Jeg rejste mig op for at gå ud og finde ham, men så gik det op for mig at han var gået over til Olive, Abby og Scott, så jeg gik derover og satte mig hos dem. Olive smilede til mig og jeg smilede tilbage. ”Hey” sagde Jack og kiggede på mig. Jeg smilede til ham. Scott kiggede skiftevis fra mig til Jack og rystede let på hovedet, jeg vidste ikke hvorfor men jeg var egentlig også ret ligeglad.
Vi sad i lang tid og snakkede om alt mellem himmel og jord. Da klokken var otte sagde Jack pludselig: ”Jeg skal lige noget”. Og så rejste han sig op og gik. Både Scott og jeg kiggede efter ham indtil han forsvandt i mængden. Abby fortsatte samtalen og jeg prøvede at følge med så godt jeg kunne uden at tænke for meget på Jack. Men da klokken var ni var han stadig ikke kommet tilbage. Jeg ville virkelig gerne snakke med ham, så jeg besluttede mig for at prøve at finde ham igen. Jeg rejste mig op og begyndte at lede efter ham, men der gik ikke lang tid før det gik op for mig at han ikke længere var nede i kælderen. Var han gået ovenpå og tænkt at jeg ville følge efter ham? Havde det været en skjult hentydning i hans pludselige forsvinden?  Jeg gik ovenpå for at prøve at finde ham der. Han var ikke i stuen, men der sad to piger fra min parallelklasse og snakkede, de var sikkert flygtet fra trængslen nedenunder, ligesom jeg selv havde haft lyst til. Jeg gik ud i køkkenet, men der var han heller ikke. Så gik jeg op på førstesalen hvor der var en lille gang med to døre på hver side. På den ene stod er ”Scott”. Jeg trykkede forsigtigt ned i håndtaget og åbnede døren. Jeg skulle lige til at gå ind da det gik op for mig at der stod to personer og kyssede. Jeg genkendte straks pigen, Caroline fra min klasse. Jeg ville bare skynde mig at lukke døren igen og håbe på at de ikke opdagede mig, men så gik det op for mig hvem det var Caroline kyssede med. Jack. Det var Jack. Jeg stod helt stivnet uden at være i stand til at bevæge mig. Jeg følte det som om noget inden i mig blev knust. Jeg følte mig underligt tom. Jeg var godt klar over at Jack og jeg ikke var kærester, men alligevel følte jeg mig snydt. Jeg fik kontrollen over min krop tilbage og skulle til at gå, da de pludselige fandt ud af at jeg var der. Caroline kiggede spørgende på mig. Jacks ansigt viste et udtryk jeg ikke helt kunne afkode, men det var i hvert fald ikke hverken et flovt eller undskyldende blik. ”Undskyld” mumlede jeg og kiggede på Caroline. Jeg kastede et forarget blik på Jack og gik så min vej. Da jeg nåede nedenunder gik jeg ud i gangen greb mine ting og stormede udenfor. Da jeg nåede et godt stykke væk fra Scotts hus skrev jeg en hurtig besked til Olive om at jeg havde fået det dårligt og var gået hjem. Men jeg ville ikke hjem, ikke endnu i hvert fald. Jeg var ikke klar til alle de mange spørgsmål mine forældre ville stille mig og jeg var meget dårlig til at skjule det når jeg var ked af det. Alligevel gik jeg mod mit hjem.
Jeg vidste ikke om jeg havde ret til at være sur på Jack, men det var jeg altså. Men måske overreagerede jeg. Måske var det han havde gjort normalt? Måske ville sådan en som Caroline være ligeglad. Men det var jeg ikke. Mest fordi jeg i lang tid havde forestillet mig hvordan det ville være at være sammen med Jack og da han så endelig havde kysset mig, havde jeg ligesom på en måde tænkt at alle mine tanker ville blive virkelighed. Men det gjorde de ikke. Og måske burde jeg have vidst det? For hvorfor ville en dreng som Jack vælge en pige som mig, når piger som Caroline rendte rundt over det hele? Og ville det altid være sådan for mig? ville jeg konstant blive sat til side fordi noget bedre dukkede op?
Disse tanker fyldte mit hoved mens jeg gik og på et tidspunkt var jeg så opslugt af tanker at jeg slet ikke opdagede hvor jeg gik henne. Men da jeg atter blev opmærksom fandt jeg ud af at jeg var kommet til Austins vej, hvilket betød at der ikke var særlig langt hjem til mig. Måske ville det være bedst bare at gå hjem. Det var alligevel ret koldt og jeg vidste ikke rigtig hvor jeg ellers skulle gå hen. I hvert fald fortsatte jeg med at gå ned af vejen. Jeg hørte en dør smække og kiggede i retning af lyden. Det var ovre fra Austins hus som jeg netop nu gik ind foran. Og det var Austin der havde smækket med døren da han havde lukket den efter sig. Jeg standsede op. Da han vendte sig om kiggede han først en smule skeptisk på mig, sikkert fordi han ikke genkendte mig i mørket, men så gik det op for ham hvem det var. ”Lotus?”. Jeg gik over mod ham. ”Hvad skal du?” spurgte jeg ham. Han kiggede lidt forundret på mig og jeg vidste godt hvorfor. Han kunne sikkert se på mig at der var noget galt, men jeg ville ikke snakke med ham om det. ”Jeg var faktisk på vej over til Scott” sagde han så. Nu var det min tur til at kigge forundret på ham. ”Det troede jeg ikke du gad?” sagde jeg ”nej, men jeg tænkte at det var bedre end at side herhjemme og så ville du jo være der” sagde han og smilede svagt. ”Men du er der ikke mere” sagde han spørgende. ”Nej det er jeg ikke” sagde jeg og sukkede. Jeg blev nok alligevel nød til at snakke med ham, det virkede ikke som om jeg havde andre valg. ”Lotus er du okay?” spurgte han ”egentlig ikke, men det behøver du ikke at bekymre dig om” sagde jeg og kiggede ned jorden. ”Men det gør jeg” sagde han ”kom”. Han satte sig ned på den lille stentrappe der førte op til hans hoveddør. Jeg gik derover og satte mig ned. ”Så hvad er det?” spurgte han. Jeg sukkede igen. ”Tja, hvis du virkelig vil vide det…” ”det vil jeg”. Selvom jeg ikke havde lyst til at fortælle ham om det gjorde det mig glad at han bekymrede sig sådan om mig og det var nok også det der fik mig til at fortælle ham det. ”Det er Jack” sagde endelig ”Jack?”. Han sukkede. Det var præcis derfor jeg ikke ville sige det til ham til at starte med. Han hadede jo når jeg snakkede om Jack. men alligevel fortsatte jeg, for det gik op for mig hvor meget jeg havde brug for at snakke om det. ”Olive, Abby og jeg var taget over til Scott tidligere for at hjælpe med at pynte op og Jack var der også”. Jeg fortsatte indtil jeg nåede til den del hvor Jack havde kysset mig. ”Og hvad så?” spurgte Austin ”s-så kyssede han mig” sagde jeg. Austin kiggede på mig med et blik der udtrykte en smule vantro. ”Ja jeg ved det godt, det lyder mærkeligt, men det gjorde han altså og det gjorde mig faktisk ret glad. Det gjorde mig glad lige indtil jeg fangede ham i at kysse Caroline”. Jeg sagde det meget hurtigt fordi jeg mærkede tårerne begyndte at presse sig på og jeg havde ikke lyst til at græde. ”Han kyssede Caroline?” spurgte Austin. Jeg nikkede. ”Syntes du at jeg overreagerer?” spurgte jeg ham. Han rystede på hovedet. ”Nej, men jeg syntes at Jack Anderson er et endnu større svin nu end jeg plejede at syntes” sagde han. Det fik mig til at smile lidt. Jeg kiggede på ham. Han sad bare og kiggede frem for sig. Jeg ønskede at jeg vidste hvad han tænkte på. ”Jeg føler mig virkelig dum” sagde jeg. Han kiggede på mig. ”Hvorfor føler du dig dum?” spurgte han ”du har ikke gjort noget galt” ”det ved jeg godt, men jeg burde have regnet det ud. Ingen er perfekt, men det troede jeg” sagde jeg ”ikke engang Jack Anderson” tilføjede jeg. Han smilede lidt. Jeg lagde mærke til hvor køn han var når han smilede. Men hans smil falmede stille og roligt. Han sukkede. ”Hvad er der galt?” spurgte jeg ”du har stadig ikke regnet det ud vel?” spurgte han. Jeg kiggede forundret på ham, regnet hvad ud? Hvad var det han mente? ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg ”der er en grund til at jeg ikke gider snakke om Jack sammen med dig, der er en grund til at jeg besluttede mig for at tage til festen alligevel”. Jeg forstod det stadig ikke og kiggede på spørgende på ham. han sukkede. ”Bare glem det” sagde han ”hvis du ikke har noget i mod det, så tror jeg at jeg vil gå indenfor igen” ”øh, ja selvfølgelig” sagde jeg stadig forvirret. Han rejste sig og tog fat i dørhåndtaget. Men før han gik indenfor vendte han sig om og kiggede på mig. ”Jeg er ked af det” sagde han og smilede lidt til mig. Så var han væk.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...