Dybets Slaver 3: Den Usynlige

Vi befinder os i middelalderen, et sted i mellemøsten. Røde Måne og Shem er medlemmer af "Ordenen", en organisation der bekæmper det overnaturlige. Men Ordenen er i færd med at udkæmpe en borgerkrig, som nærmer sig sin blodige afslutning. Og Røde Månes fortid og herkomst bliver nu endelig afsløret...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Illustrationer af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

0Likes
0Kommentarer
392Visninger
AA

8. Kapitel 8: Et sted mod nord

Røde Måne slog sine øjne op igen. Det eneste han kunne få øje på omkring sig, var strand så langt øjet rakte. Han kunne ikke bevæge sig, bare se ud – men han kunne mærke at han var i stand til at blinke. Og selv om han ikke kunne bevæge dem, kun mærke dem, var det nærmest en fryd at mærke to arme og to ben, og intet mere.

      Et mareridt. Det hele måtte have været et mareridt. Han havde mistet bevidstheden ombord på skibet, og nu var han skyllet op på stranden...

      … men uden tøj? Hvordan?

      Efter en time, eller en dag, kom han på benene, og så ned ad sig selv, førte sine lemmer op foran sine øjne. Hans hud var så hvid at den næsten var gennemsigtig – og der var ikke spor efter hår. Og der var også noget andet der føltes forkert, helt forkert, nu hvor han så på sine hænder med sine... øjne. Sine øjne. De sad begge to i hulerne igen. Sad begge to i hulerne på et pattedyrs kranium. Det var dét der føltes så mærkeligt. Så forkert.

 

***

 

      Røde Måne ankom. Bjerget var sneklædt, og næsten blåligt imod landskabets hvide baggrund. Han søgte igennem flere meter tyk sne med sine nøgne hænder, indtil hans fingre langt om længe nåede frem til en blank overflade.

      Han kunne ikke få øje på hvad der var inde bag – men han var ret sikker på at de kunne se ham, eller meget snart ville kunne se ham.

      Så skød de op igennem den blanke overflade alle tre. Han genkendte den ene af dem som Regnfjeld. Han var tydeligt ældet, med vildtvoksende gråt hår og skæg, der stadig, efter al denne tid mærkede ham som en præst.

      Uforløst begær var iklædt det tækkeligste han havde set hende i, i mange tusinde år, nemlig en pels fra et hvidt bæst af en art, og med en sølvskinnende maske og et lige så sølvskinnende smil, der så ud som om det havde taget lige så lang tid at lave, som nogle riger var om at opblomstre og forfalde.

      Og så var der fyrsten. Han var stadig genkendelig, på trods af at hans hud var glat som silke, og hans hår skinnende og sort. Han var også blevet fornyet af sin forvandling.

      ”Hvad er det du ønsker?” spurgte fyrsten.

      ”Det ved du kun alt for godt allerede,” sagde Røde Måne. ”Jeg vil have mere.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...