Dybets Slaver 3: Den Usynlige

Vi befinder os i middelalderen, et sted i mellemøsten. Røde Måne og Shem er medlemmer af "Ordenen", en organisation der bekæmper det overnaturlige. Men Ordenen er i færd med at udkæmpe en borgerkrig, som nærmer sig sin blodige afslutning. Og Røde Månes fortid og herkomst bliver nu endelig afsløret...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Illustrationer af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

0Likes
0Kommentarer
390Visninger
AA

6. Kapitel 6: Mod-Ordenens hovedkvarter

Røde Måne slæbte sig ud af salen. Han havde fundet den kiste han var steget op af, men hverken Profetens Arm, eller noget andet af sit udstyr. Han tog dog den Usynliges stav, om ikke andet end så for at støtte sig til den. Han havde dog på fornemmelsen, at han var kommet til et punkt hvor det kunne være lige meget: Han var i åbenlyst forfald. Der var ingen af hans skader der helede som de burde, men han kunne heller ikke mærke dem.

Ude på den anden side af salen var der ikke de stålgrå korridorer han forventede, men i stedet fik han øje på stjernehimlen igennem en enorm kuppel, og rundt om ham var de gangbroer der strakte sig i alle retninger, alle sammen i et matsort materiale. En del af gangbroerne gik i ét med sorte kamre, der alle svævede i kuplen, isoleret fra hinanden.

Der virkede helt tomt – han kunne i hvert fald ikke få øje på andre på broerne. Var der nogen vagter overhovedet? Havde den Usynlige mon været tilstrækkeligt?

Han trak sig over en gangbro, og hen til den nærmeste af de sorte kamre. Den side der vendte mod ham var gennemsigtig, hvilket gjorde det muligt at se ind. Han fik øje på noget der lignede et nøgent menneske, der stod midt inde på et bart gulv og lavede fagter, men hvis tynde arme blev tynget af to tunge, sølverne armbånd, ligesom den slags han havde brugt til at lænke hamskiftere med.

Hvem end vedkommende var, var han eller hun – kønnet var ikke-eksisterende – helt væk i sin egen verden.

Kammeret var afmærket med et højt tal, på Ordenens sprog.

Røde Måne så ud over gangbroerne igen.

Ét af de sorte kamre var større end de øvrige, og havde ikke samme gennemsigtige overflade – men i stedet var der cylindre der pressede på det fra alle sider. Der var også nogle af gangbroerne der, ligesom den der førte ind til den stålgrå sal han havde været fange i, førte ud i korridorer, der syntes at strække sig langt ud i intetheden.

Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre. Det var åbenlyst at han måtte finde ud, komme væk, men det var ikke nemt at bevæge sig hurtigt i hans tilstand. Han besluttede sig for at vælge den nærmeste af de korridorer der førte væk. Denne var helt hvid. Efter at have slæbt sig ned af den et stykke vej, fandt han at den mundede ud i et summende kammer, med enkeltstående blokke, eller pulte til alle sider, alle sammen i det samme ensfarvede materiale som væggene. Han kunne ikke regne ud hvad deres funktion egentlig skulle være.

”Hvor er jeg dog?” sagde han højt.

”Sortild II befinder sig i Ordenens hovedkvarter, fængselsafsnittet,” lød en diskant stemme, der syntes at komme fra væggene.

Røde Måne kradsede sig i ansigtet, men stykker af hud begyndte at gå af, så han holdt inde. Hovedkvarter? Der var nok tomt, men ingen spor efter det angreb som hans egen ”Orden” skulle have rettet mod oprørerne, hvis hovedkvarter dette tydeligvis måtte være.

”Hvor er alle henne?”

”Den information findes ikke i denne base.”

Base? Uanset hvad det var, så lod det til at svare til Ordenens SOL.

”Hvordan er jeg kommer hertil?”

”Sortild II blev bragt hertil ombord på fartøj af den Usynlige.”

”Sortild igen... hvorfor kalder du mig for Sortild?”

”Sortild II alias Insyah har fået tildelt kodenavn af den Usynlige, grundet formodet forbindelse til Sortild I alias Meskenit.”

Meskenit? Det lød umiskendeligt som et navn fra det Skjulte Land.

”Fortæl mig hvad du ved om Sortild og den Usynlige.”

Noget summede et øjeblik, så lød stemmen igen:

”Kodenavn: Sortild I, menneske-hybrid, født Meskenit, nuværende år minus 3888 i Cadra. Slægtninge inkluderer Kodenavn: Mareridtsfyrsten. Agent i oprørernes tjeneste indtil hun absenterede. Formodes død nuværende år minus 2865.

Kodenavn: Sortild II, menneske-hybrid, født Insyah søn af Khenti, nuværende år minus 2865 i Jem-Sepat, nær Cadra. Ingen slægtninge. Agent i oprørernes tjeneste med kodenavn: Røde Måne. Afgik ved døden inden for indeværende døgn.

Kodenavn: Den Usynlige, menneske, født Insyah søn af Remao, nuværende år minus 2885 i Medjr. Agent af højeste grad. Afgik ved døden inden for indeværende time.” 

Det svimlede for ham.

Efterhånden kunne det ikke overraske at Sortild havde været tilknyttet hans gren af Ordenen. De var åbenbart villige til at forsøge sig med alt. Men hvad skulle død betyde?

”Fortæl mig,” sagde han meget langsomt, ”Fortæl mig hvad du mener med 'død inden for indeværende døgn', og med 'menneske-hybrid.'”

”Døden er defineret som uigenkaldelig nedbrydelse af levende væv, hybrid er defineret som en krydsning af flere arter.”

”En krydsning af hvad?!” skreg Røde Måne.

”Den information kan ikke gives. Artens data kan ikke isoleres.”

”Fordømt!” råbte han, og hamrede på pulten. ”Du må da kunne fortælle mig noget!”

”Eksemplar holdes i celle 1404994.”

Selv om han ikke længere havde en puls, kunne han mærke hvordan noget inde i hans blodårer kæmpede for at komme ud, bare ved tanken.

”Hvis mig hvor hvor celle 1404994 er.”

Ånden i væggene reagerede kun langsomt, men en anden pult vibrerede nu, og viste et billede af den boks han havde set før – som var omsluttet af søjler fra alle sider.

”Hvordan kan jeg se hvad der er derinde?”

”Kodenavn: Tre Flammer er spærret af for alle andre end Stormesteren,” sagde den diskante stemme tålmodigt.

Tre Flammer! Han var stadig i live? Betød det så også at...?

”Fortæl mig om der findes en indsat med kodenavnet Uforløst Begær...”

 

***

 

Røde Månes ene ben var næsten reduceret til ren knogle, da han nåede frem til celle 3263827. Men han mærkede intet. Han var overraskende smidig i forhold til forfaldet. Til gengæld var Uforløst Begær utroligt ynkværdig i forhold til sidst han så hende:

      En snavset, grålig særk som eneste beklædningsgenstand, undtagen de tunge armbånd om de spinkle håndled, kortklippet hår, og hun manglede mange af sine tænder. Han måtte sige til sig selv igen og igen at dette væsen faktisk havde været uhyre farligt, og hurtigt kunne blive det igen. Men det var ikke helt nemt at forblive i troen.

      ”Dig!” råbte hun. ”Hvad laver du her?! Hvad er der sket med dig?!”

      ”Den Usynlige tog mig til fange,” sagde han.

      ”Så er vi to. Ordenen...”

      ”Mod-Ordenen.”

      Hun sukkede.

      ”Mod-Ordenen var ikke synderligt glade for at opdage at min loyalitet lå hos en mareridtsfyrste!”

      ”Jeg er ligeglad,” sagde han. ”Du kender dette sted, og du kender mod-Ordenens redskaber. Vil du kunne få os væk herfra?”

      Hun kom til at le, og blottede sin maltrakterede mund. Hun tog straks hænderne op foran den. Det var tydeligvis pinligt for hende.

      ”Noget for noget,” sagde hun.

      ”Det kan ikke være din alvor! Jeg sagde at vi skulle væk herfra! Os begge!”

      ”Jeg har været spærret inde her i århundreder, og oplevet den samme dag, det samme år gentage sig igen og igen. Jeg kan sagtens udholde at vente endnu længere. Men du har til gengæld travlt. Så I sidste ende er de kun et spørgsmål om hvem der er mest desperat.”

      Det tog ham lige et øjeblik overhovedet at finde fatning til at svare.

      ”Hvad mener du med at jeg har travlt?”

      ”Har du ikke tænkt over hvorfor her er så tomt?” kurrede hun. ”Kunne det være fordi... at mod-Ordenen er på vej til verdens indre? Hvad mon de forventer at finde der?”

      ”Nej!” råbte han.

      Det lod til at mod-Ordenen også havde fået den idé at foretage et angreb på fjendens hovedkvarter...

      ”Åh jo,” hvislede hun. ”De ved hvor I bor. Og du skal skynde dig, hvis du skal nå at stoppe dem. Det er formentlig for sent nu. Men det er altid muligt at sørge for at mod-Ordenen ikke har et hovedkvarter at vende tilbage til. Du skal bare love at sætte mig og fyrsten fri...”

      ”Fyrsten! Hvorfor har de ikke bare udslettet ham, og fået det overstået?”         

      ”Dumme dreng! Han er uforgængelig! Selv hvis de vidste hvordan de ødelagde ham, så er de stadig overbeviste om at han på én eller anden måde kan opspore 'Gudindens Skæl' for dem.” 

      ”Der er ingen guder!”

      ”Det ved jeg, dumme dreng. Og det ved mod-Ordenen også godt. Men 'den glemte gudinde' havde og har umådeligt betydning for mareridtsfyrsterne, der mener at hun hører til ved siden af, eller endda over, menneskets idé om 'Gud.' Derfor kaldes hun også for 'det oprindelige kaos'... ”Guds hemmelige elskerinde'... 'fandens oldemor'... Forstår du?”

      ”Jeg forstår at det er vanvid! Hvad er det med det skæl?!”

      ”Mod-Ordenen mener at de kan knægte dybets slaver én gang for alle, hvis de kan ødelægge deres symbol. De har prøvet på at identificere det med talrige ædelsten og relikter, men de har ikke haft heldet med sig endnu.”

      ”Mener du dermed at det faktisk findes?”

      ”Selvfølgelig gør det det. Men det er selvfølgelig ikke et rigtigt skæl, ligesom mareridtsfyrsterne hævdede at det var. Det er koncentreret kaos... det er derfor at mod-Ordenen altid har forventet at der måtte være tale om en art beholder.”

      ”Tre Flammer... kender han til alt dette?”

      ”Mere eller mindre. Bortset fra at han stadig tror at det det faktisk er et skæl. Uanset hvad, så er han overbevist om at det blot er et spørgsmål om at slippe dets kraft fri på det rette sted, hvis han skal befri sin gudinde fra glemslen. Det er faktisk simpelt nok...”

      Røde Måne var ikke i tvivl om hvad det rigtige sted var. Det sted alle ledte efter. Cadra.

      ”Det er da ikke muligt!... er det?”

      Uforløst Begær slog ud med armene.

      ”Lige meget, dumme dreng. Det er koncentreret kaos. Kaos! Ingen kan sige hvad der vil ske! Men sig nu ikke at du ikke er lige så nysgerrig som jeg er...”

      ”Nu du har fortalt mig dét, så ville jeg være en tåbe hvis jeg slap jer løs på verden!”

      ”Du ville være en større tåbe, hvis ikke du benyttede dig af muligheden for at slippe os løs på mod-Ordenen først, og reddede din egen, dyrebare Orden. Du kan jo altid stoppe os senere...”

      ”Godt,” hostede han. ”Fortæl mig, hvordan får jeg jer ud derfra?”

      ”Det er ikke svært,” sagde hun. ”Det kræver en særlig godkendelse at åbne en celle. Men systemet har en gennemgående svaghed, som jeg nok ville have fortalt mod-Ordenen om, hvis de havde behandlet mig som andet end værktøj, som de bagefter kunne smide væk...”

      ”Ja, ja! Vælt dig bare i selvmedlidenhed, ynkelige tøs! Se dog på mig! Jeg er ved at falde fra hinanden!”

      Hun lo igen, til hans grænseløse irritation.

      ”Bliv du bare ved med at fortælle dig selv dét! Og hør så godt efter: Cellerne er bygget af energifelter. Der er ikke noget at grave sig igennem, der er ikke nogen svage punkter, men kun en helhed. Det er deres styrke, men det er også deres svaghed. Det gør det nemlig muligt at opløse dem på én gang.”

      ”Og du kunne vel ikke fortælle mig hvordan jeg gør dét?!” sagde han utålmodigt.

      Hun spidsede sin tunge.

      ”Du gøre mandeting og finde kontrol-ting som du smadre løs på som idiot. Du forstå?”

      Han snerrede bare, og trak sig væk. Kort tid efter stod han tilbage i det kammer hvor han havde talt med stedets ånd.

      ”Jeg ved at du ikke er levende! Ikke som sådan! Men er der nogen måde at åbne cellerne på, uden at gøre det af med dig også?”

      ”Den information findes ikke i basen.”

      ”Godt så,” sukkede han, og hamrede den ene ende af den Usynliges stav direkte igennem den største af pultene. Det regnede med gnister, men det var ikke længere noget han kunne bekymre sig om. Han gjorde kort proces med alle pultene, og løb så tilbage, og så hvordan cellerne begyndte at skifte farve fra sort til rød, mens de gnistrede.

      Han stillede sig ved siden af Uforløst Begærs celle, og betragtede Tre Flammers kammer på afstand.

      Han vidste ikke hvilket syn han præcis havde forventet. Men ikke den rædsel han fik at se.

      Der skete mere i det øjeblik end han kunne nå at opfange. Cellerne forsvandt i et blændende glimt, og med ét var der et virvar af kroppe der faldt ud på gangbroerne eller ud i den tomme luft. Og hvor Tre Flammers celle havde været, skød noget der lignede en masse af sorte snegle, eller slanger, der snoede sig kvalmt ud igennem en trang åbning, og voksede for hvert øjeblik der gik. Det næste han øjnede var et umådeligt gab, midt inde i massen af bugtende kroppe. Hele dets masse var åbenbart var langt større end stedets korridorer kunne rumme.

      Uforløst Begær faldt gispende ud på gangbroen, og klyngede sig tæt ind til ham.

      ”Er det virkelig...?”

      ”Ja! Og vi må væk herfra i en fart! I den tilstand flår han hele stedet fra hinanden på ingen tid!”

      Hun pegede på en gangbro langt under dem. De landede med et brag, og derefter fortsatte de videre ned ad en metallisk korridor.

      Stedet rystede voldsomt, og lyset i gangene begyndte at flimre. Efter at stykke tid begyndte der også et lyde en høj, enerverende lyd.

      ”Der er hul på skroget!” råbte Uforløst Begær.

      Efter at være løbet mange hundrede skridts forhindringsløb mellem store klumper af metal der faldt fra hinanden, nåede de ud til endnu en kuppel, hvor der stod det ene efter det andet metalskinnende sneglehus.

      ”Hvad er de for nogle?” spurgte Røde Måne.

      ”Vores vej væk herfra! Kom! Jeg ved hvordan de virker!”

      De løb hen til det nærmeste, som Uforløst Begær hamrede løs på, og en spiralformet åbning dukkede op på siden.

      Hun snoede sig ind i den, og han fulgte med.

      Indenfor, mindede det om en meget lille udgave af det kammer hvor stedets ånd havde været placeret. Uforløst Begær trykkede løs på de ædelstene der sad placeret ud over pultene, hvorefter skallen løftede sig lydløst, og satte af sted med en fart, der trykkede dem begge ind mod væggen.

      Der åbnede sig nu to billeder, den ene viste en blålig kugle lige foran dem, det andet viste en stjerneformet, gylden struktur, der gik i opløsning, og hvirvlede væk i underlig lydløshed.

      ”Hvad er det her?” spurgte han.

      ”Mod-Ordenens hovedkvarter har længe været her, blandt stjernerne. Intet under at din Orden ikke kunne finde dem, er det?”

      ”Jeg troede at det lå i havet?”

      ”Det er bare en mellemstation,” sagde hun. ”Mod-Ordenen har sikkert destrueret den for længst.”

      Hun pegede på den blålige kugle foran dem.

      ”Har du nogensinde set din planet ligesom stjernerne ser på den? Noget af et syn, er det ikke?”

      Han lænede sig op af en blok, som i næste nu formede sig som et sæde for ham.

      ”Jeg er snart ikke sikker på hvis planet det egentlig er.”

      Uforløst Begær satte lod sig ligeledes synke ned i et sæde. Hun lænede sig komfortabelt tilbage i det, og lagde sine nøgne fødder op på fartøjets instrumentbræt. De var blevet skællede, kloagtige, og der snoede sig bånd af underlige, rillede mærker om hendes ben.

      ”Du kunne med en vis ret påstå at det er din verden. Men mennesket kan også godt påstå at at de var vundet sig retten fra jer.”

      ”Du taler i gåder. Og du er afskyeligt kry af én der lige har siddet i et hul i tusind år!”

      ”Ville du ikke være det, efter at have genvundet friheden? Det er en ret berusende fornemmelse, kan jeg fortælle dig.”

      ”Det var mig der befriede dig, heks. Så du skylder at fortælle mig hvad der foregår.”

      ”Hvad er der at fortælle? Du har vel selv regnet det ud for længst. Alle tegnene... mærket på din krop. Alle de mennesker der havde mareridt om dig, eller mareridt omkring dig.” 

      ”Hvilket mærke”

      Hun vendte sig om, og trak sin særk op.

      Han gjorde store øjne. Det eneste han kunne få øje på, var tomhed.

      ”Du har ingen ryg! Hvad skal det betyde?!”

      Hun vendte sig om, trak ned i særken, og blottede sin barm. I stedet for den samme tomhed, var hendes bryster dækket af boblende gevækster, der syntes at vokse ud fra en rødlig slidse midt på hendes brystkasse.

      ”Hvad helvede er dét?!”

      ”Du kan kalde det for et heksemærke,” sagde hun. ”Det er ikke noget som en besværgelse ikke kan skjule. Et stykke tid. Det skal nok altid finde en måde at vise sig på.”

      Røde Måne rakte ind under resterne af sin klædedragt, hvor han stadig kunne mærke kanten af arvæv midt på sin brystkasse. De havde vidst det! Itafe og Boki havde vidst det. Og det havde Hetshepsu også. Og så havde han udfordret Itafe til tvekæmp, for at få lov til at slå ham ihjel... Måske havde hele staden vidst det. Men de havde været nødt til at tie det ihjel, fordi de udmærket vidste at den Usynlige ville lægge staden øde, hvis det skulle komme frem.

      ”Det Glemte Folk var Mareridtsfyrsterne! Os to... vi er dybets slaver! ”

      Hun rystede på hovedet.       

      ”Nej. Du er. Jeg hører ikke til denne virkelighed, denne dimension. Du er trods alt gjort af samme materiet som mennesket, selv om I er så anderledes.”

      ”Stedets Ånd sagde at den ikke vidste noget om min art.”

      ”Åh, mod-Ordenen ved en masse,” sagde hun. ”Men de kan ikke håndtere noget som de ikke kan komme ned i små fine kasser. Hvorfor tror du at de kalder sig for 'Ordenen?' Hvis du tænker over det, så har fisk en rygrad og finner, mange andre dyr har en rygrad og fire lemmer. Og mennesker har en rygrad, en hjerne og fire lemmer. Det er alt sammen til at forstå. Men I... I har ingen af delene. Indtil I pludselig skal bruge dem. I kan slange jer, I kan vandre, I kan tænke, når det er nødvendigt. Ja, hvis det er nødvendigt. Jeg forstår egentlig ikke hvordan I kunne uddø i første omgang, med en sådan evne til at omstille jer konstant. Måske fordi hvert enkelt individs levetid varede lige så længe som andre arter var om at udvikle sig og forsvinde igen...”

      Røde Måne hamrede i én af konsollerne.

      ”Hvad i helvede skal det sige?! Jeg er ikke død, jeg er ikke uddød – jeg er lige her!”

      ”Du tænker i alt for menneskelige baner. Som om der altid er en begyndelse og en slutning. Ja, selvfølgelig forfalder dit legeme – det er jo afgået ved døden! Men det betyder da ikke at du ikke kan danne et nyt! Det forstår du vel? Grunden til I blev til parasitter, var jo for at overleve!”

      Røde Måne hørte ikke den næste hun sagde. Han prøvede på at huske hvad det var Stjernetyder engang havde fortalt ham.

      Grundlæggende set er det en uddød arts voldelige, parasitiske tilbagekomst i en menneskelig værtskrop. De stjæler sig til en plads i verden igen.

      Så for han op.

      ”Vi må stoppe mod-Ordenen! Lige nu!”

      Inden han havde nået at reagere, havde hun trykket på en grøn ædelsten. Han fik øje på flere store verdensdele foran dem.

      ”Jeg skal nok sætte dig ned hvor du kan komme ned til dine elskede herrer. Men du ved nok bedre hvordan du kommer ned til dem, end jeg gør.” 

      Han tænkte sig om et øjeblik.

      ”Der er kun nogle få nedgange, og de er spredt vidt omkring. Hvis mod-Ordenen er landet med deres fartøjer i nærheden, har de brugt en nedgang meget fjernt fra mennesket. Det eneste fornuftige vil være at vælge en befærdet verdensdel. Sæt mig hellere ned i det de kalder for de Ti Kongeriger.”

      Hun pegede på sig selv.

      ”Jeg har været fanget i tusind år. Jeg har ingen anelse om hvad mennesket har lavet! Peg!”

      Røde Måne pegede, og mens han pegede blev kortet mere og mere detaljeret, indtil man kunne se at det område han havde kendt som de Ti Kongeriger, men som nu åbenbart blev kaldt for ”Ming-riget.” I sandhed var det umuligt at sige hvad mennesket fandt på. Alting gik så ubegribeligt stærkt. Måske var det sådan at de havde vundet over ”hans slags.”

      ”Der er en nedgang dér,” sagde han. Der havde været en stor by i nærheden sidst han var der, og det var der tilsyneladende stadig, selv om grænser og navne havde skiftet.                                                   

      ”Hvor vil du tage hen?” spurgte han.

      ”Så det bekymrer dig altså lidt at sende en forsvarsløs kvinde alene ud i verden?”

      ”Du er ikke forsvarsløs, og jeg ved ikke om du overhovedet er en kvinde.”

      Hun pegede selv på et nordligt punkt, meget langt væk fra nogen nedgang. Igen blev kortet mere og mere detaljeret, indtil han tydeligt kunne se et bjerg.

      ”Fyrsten har et mindre tilflugtssted, med en mindre hær på køl. Du glemmer os ikke, vel?”

      Han rystede på hovedet.

      ”Hvorfor vandre ind i en åbenlys fælde?”

      ”Det kunne være at du skiftede mening,” sagde hun, og holdt sine hænder frem, der stadig var tynget af armbåndene. ”Inden du sætter mig ned, vil du så hjælpe mig af med de her? De får mine kræfter til at hobe sig op, som om...”

      ”Aldrig i livet.”

      ”Gallant som altid! Jeg skal nok hjælpe mig selv.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...